mm

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Frederik Bojer Bové
på Mobile Pay: 60677086

Kinok: Filmmagasinet Ekkos fald

FILM – Der er gang i den danske filmbranche, efter at Producentforeningen for nylig opsagde sit kollektive abonnement på Filmmagasinet Ekko. Kinok Frederik Bové forklarer her, hvad der er gået forud for den dramatiske udvikling, hvordan tilliden til magasinet er røget, og hvordan den – måske – kan genskabes. En redegørelse, der nok ikke vil undgå at blive kaldt for et partsindlæg.

Full disclosure: Jeg har et horn i siden på Ekkos chefredaktør Claus Christensen.

Sent om aftenen den 20. oktober sidste år skrev en manuskriptforfatter ved navn Søren Grinderslev følgende opslag på facebook:

Jeg opdagede ovenstående samme nat, og da Ekko var nævnt, sendte jeg en mail til Claus Christensen, chefredaktøren, og så gik jeg i seng.

Jeg havde andet at lave dagen efter, så jeg var ikke så opmærksom, men Christensen tog, uden jeg havde bedt ham om det, sagen i egen hånd og kontaktede Grinderslev, som lovede, han ville give mig en ‘uforbeholden undskyldning’.

I et nyt Facebook-opslag skrev Grinderslev derefter, at han var ked af det, men at det alt sammen var min egen skyld, og jeg var mindst lige så slem og en hykler, etc, etc, etc. Han havde brugt ventetiden på at forberede et nyt angreb, gravet mine sociale opslag igennem, og siden er jeg gentagne gange blevet sendt tweets om, at jeg burde indlægges på psykiatrisk afdeling, at jeg er en ekstremist, alt mellem himmel og jord.

Stilen er klar. Dem, der kritiserer Ekko, gør det af personlige årsager, ikke principielle. Det er jo en heldig dynamik: Hvis bare man behandler personer dårligt, så kan man bagefter affeje deres protester som partsindlæg. Smart!

Christensen vaskede sine hænder. Han mente, jeg havde fået en undskyldning, og så var han tilfreds. Resten måtte jeg tage med Grinderslev.

Så ja, jeg er sur på chefredaktøren. Hans egenrådige og inkompetente håndtering gjorde mit liv demonstrativt værre.

Personer og principper

Jeg siger dette på forhånd, fordi jeg regner med, Ekko nok skal bruge den oplevelse som forklaring på, hvorfor jeg skriver dette indlæg om Ekko.

Det har nemlig været magasinets tilgang til producent Thomas Heurlin, altså den personlige, efter han for nylig foreslog Producentforeningen at opsige sit kollektive abonnement på Ekko.

Filmmagasinet kritiserede Heurlin i en leder, og samme linje lægges i et forsvar i BT fra radiovært og Ekkos gonzo-skribent René Fredensborg: “God etik er altså at forsøge at lukke et filmblad i en sag, hvor man selv er part. Behøver jeg at bruge ordet hykler?”

Stilen er klar. Dem, der kritiserer Ekko, gør det af personlige årsager, ikke principielle.

Det er jo en heldig dynamik: Hvis bare man behandler personer dårligt, så kan man bagefter affeje deres protester som partsindlæg. Smart!

Men Heurlin har givet en principiel forklaring på sit forslag om opsigelse af det kollektive abonnement til fagbladet Journalisten“[J]eg kan ikke acceptere, at man har en branche med MeToo-problemer og samtidig et blad, der er forstenet i nogle holdninger, der burde være begravet for længe siden.”

Det er en anklage, som går på Ekkos samlede opførsel under #MeToo-bølgen, dvs. cirka det sidste halve år. Så lad os se på de sager, der har været omkring Ekko.

Kim Pedersen vol 1

Vi er nødt til at starte og slutte med Kim Pedersen.

Den herostratisk berømte formand for Danske Biografer har en blog på Ekko, hvor han tilsyneladende uden redaktionelt opsyn kan kommentere på hvad som helst. Det benyttede han sig af den 14. oktober, blot ni dage efter at New York Times havde lavet den første historie om Harvey Weinstein og dermed fået #MeToo-bølgen til at rulle.

I indlægget ‘The Hollywood Casting Couch’ skrev han: “At de hvide, fedladne og cigarrygende Hollywood-bosser er nogle svin over for de stakkels, uskyldige og sagesløse kvinder. Det er kun ‘den ene side af sagen […] Kvinder i Hollywood har brugt sex til at fremme deres karriere, siden D.W. Griffith indspillede Old California i 1910 – den første film optaget i Tinseltown. Som en kendt dansk skuespillerinde engang sagde til mig: ”Jeg kender sgu’ mange kvinder, der har kneppet sig til et hus med spir.” Vi har at gøre med et pilråddent, uhensigtsmæssigt system, hvor handel i naturalier er dagens orden. Der trænger til at blive ryddet op i Hollywood. Men det gælder altså blandt begge køn i Hollywood. Ikke kun blandt de store stygge, fedladne Hollywood-bosser.”

Reaktionen udeblev ikke på Facebook, hvor mange undrede sig over, at historier om voldtægter og sexchikane skulle bruges på at skælde ud på kvinder. Debatten blev skinger og overkørt (husk på hvornår Grinderslevs Facebook-opslag blev slået op), men det er svært at debattere fornuftigt med en mand, der har fri adgang til på sin egen blog at give sin udlægning.

Som altid har Ekko ikke noteret, hvor mange gange de har rettet deres artikel, og for hvad, de har blot skrevet ‘opdateret’ i toppen af artiklen, men enhver kan læse kommentarsporet, hvor fejlene påpeges

Først kom ‘Ytringsfriheden har Trange Kår i Filmbranchen’, hvor det åbenbart var blevet en grundlovssikret ret at have en blog hos et større medie.

Og da POVs egen Emilie Kellberg fik optaget et kritisk indlæg i Ekko, havde han straks et modsvar som hed ‘Feminist på Afveje’.

Den titel alene skulle gøre det rimelig klart, hvad Kim Pedersen mener om kvinder, men hvad han mener om sig selv, kan man se her: “Kellberg vil kort og godt have lukket munden på mig i Ekko-sammenhæng. Altså frontalangreb på min grundlovssikrede ytringsfrihed. Jeg er blog-skribent på Ekkos hjemmeside, og det har jeg været i fem år. Hvad bliver det næste? Bogafbrændinger?”

Peter Aalbæk

I Danmark har #MeToo-historierne først og fremmest handlet om Peter Aalbæk, især efter ni kvinder stod frem i Politiken og fortalte om oplevelser med ham på Zentropa. Ekko gik gentagne gange i brechen for Aalen, der fik lov til at udtale sig snart sagt, når han ville.

Det kulminerede dog i slutningen af november, da Ekko publicerede artiklen: Chefredaktør: Politiken Misinformerer. En lang gennemgang af de ‘usandheder’, der var i den ‘personhetz’ og ‘forargelsesjournalistik’, der i øvrigt ‘primært [er] skrevet af kvinder, som øjensynligt gerne vil hjælpe andre kvinder.’

Problemet var bare, at Ekko selv lavede tonsvis af fejl i denne artikel. De regnede procenttal forkert, missede hvor mange kvinder, der var navngivet. Som altid har Ekko ikke noteret, hvor mange gange de har rettet deres artikel, og for hvad, de har blot skrevet ‘opdateret’ i toppen af artiklen, men enhver kan læse kommentarsporet, hvor fejlene påpeges.

Det var med andre ord bare en instruktør, som skrev noget dumt om en kvindelig journalist. Det påvirkede ikke så meget, Ekkos sensationsjournalistik til trods

Så medier laver fejl engang imellem, det sker jo. Eller hvad?

At man selv havde misinformeret afholdt dog ikke Ekkos Twitter-ansvarlige (det plejer, så vidt jeg ved, at være chefredaktøren) fra at sende følgende svada til Politikens journalist:

Nanna Frank

Forsvaret for Peter Aalbæk omhandlede også JyllandsPostens journalist Nanna Frank Rasmussen, der i et indlæg havde fortalt om en ubehagelig oplevelse med Aalen. Det spidsede til i januar, da Aalbæk blev inviteret tilbage til Zentropa.

Frank Rasmussen deltog i Deadline, hvor hun udtalte sin skuffelse over, at selskabet tog så let på historierne.

Reaktionen var der med det samme fra Ekko: Bodil-forkvinde i Hårdt Angreb på Zentropa (det er endnu en af de artikler, som er blevet ‘opdateret’, så hvem ved hvad der stod oprindeligt?).

Instruktør Peter Schønau Fog blev så sur, at han trak det Zentropa-producerede manuskript Du Forsvinder fra Bodil-prisen. Ifølge Ekko var det ellers nomineret til Årets Adapterede Manuskript.

Så må man tillade sig at spørge: Hvor meget koster så en god anmeldelse?

Og ja, den artikel er også ‘opdateret’. For der var igen et lille problem: Den pris uddeles overhovedet ikke af Bodil, men af Robert.

Og man kunne lige knap skrive, som Ekko gjorde, at sagen ‘påvirker […] også selve Bodil-uddelingen’. For selvom Schønau Fog teknisk set godt kunne have vundet en manuskriptpris af Bodil, så var han lige knap, hvad man forstår som ‘nomineret’ til en sådan pris, for den kan tildeles en hvilken som helst dansk film, der har et manuskript.

Og den tildeles af et udvalg, hvori Nanna Frank Rasmussen overhovedet ikke havde plads. Det var med andre ord bare en instruktør, som skrev noget dumt om en kvindelig journalist. Det påvirkede ikke så meget, Ekkos sensationsjournalistik til trods.

En ekstra lille krølle på halen: Peter Aalbæk Jensen har nu tilbudt at betale de 20.000 kroner, hvis Producentforeningen dropper deres kollektive abonnement.

Det er forhåbentlig et forsøg på at provokere, for ellers er Ekkos status som kritisk journalistisk magasin da fuldstændig væk. Man har tværtom skærmet Aalen for kritik, kaldt de kritiske artikler om ham for ‘forargelsesjournalistik’, ‘personhetz’ og ‘en tendentiøs blodrus’ og så stikker han bladet 20.000 kr?

Så må man tillade sig at spørge: Hvor meget koster så en god anmeldelse?

Thomas Heurlin-sagen

Måske blev der lavet så mange fejl, undskyld, ‘opdateringer’, fordi der var travlt med at lave tilbundsgående journalistisk arbejde i det trykte magasin?

Der kom i hvert fald et tryk 1. februar – i øvrigt næsten fem måneder efter det seneste, fra et magasin, som hævder at udkomme hver tredje måned – med temaet ‘Sex og Magt’.

Tidligere børneskuespiller Karl Wagner sagde ligeledes: Ekko har givet Lasse Nielsen frit lejde til at sværte mig til uden at kontakte mig overhovedet. De går på den måde Lasse Nielsens ærinde’

Det indeholdt artikelrækken, som Thomas Heurlin er sur over, idet det afdækkede sexmisbrug af børn i filmbranchen i 70’erne; det samme emne som Heurlins dokumentar ‘De Misbrugte Filmbørn’ omhandlede.

Lad os bare give ordet til Susanne Bøgeløv Storm, der blev misbrugt af instruktøren på filmen ‘Krigernes Børn’, og som skrev en kronik i Politiken bl.a. om Ekkos dækning af sagen:

Artiklen i filmbranchens magasin mere end antyder ofrenes delagtighed i de seksuelle overgreb og navngiver desuden et af ofrene, som ikke ønsker at stå frem. Den victim blaming, vi var udsat for dengang i 70’erne, oplevede jeg igen her 40 år efter. Det er alarmerende, at synet på seksuelle overgreb begået mod børn (og voksne) stadig – i dele af pressen og hos dele af befolkningen – befinder sig i stenalderen.’

Tidligere børneskuespiller Karl Wagner sagde ligeledes: ‘Ekko har givet Lasse Nielsen frit lejde til at sværte mig til uden at kontakte mig overhovedet. De går på den måde Lasse Nielsens ærinde’

Kåre Fog

Den foreløbigt sidste store artikel i Ekkos MeToo-dækning kom 18. februar efter den årlige Robert-uddeling. Den hed ‘Når Filmbranchen Går i Sort’, og var skrevet af Kåre Fog og Søren Grinderselv. Og ja, det er i mine øjne rimelig afsindigt at give Grinderslev mere spalteplads, men det er nu den anden af de to skribenter, der var det store problem.

Han opsummerede nemlig artiklens opfordring i en kommentar:

“Vi opfordrer eventuelle ofre eller kolleger til at stå frem i fuld offentlighed – ikke anonymt – så de selv med komplet integritet kan navngive de eventuelle overgrebsmænd. Det skal ikke ske på en måde, så hele mandskønnet føler sig udskammet. Det skal ske med fokus på at gøre noget ved et konkret, lurende problem.”

Kåre Fog opfordrer altså på den ene side til, at kvinder står frem i fuld offentlighed, og på den anden side – når de så gør det – lyder hans svar, at de er for grimme til, at historierne om overgreb kan være sande

Igen er der bare et lille problem.

Denne gang vil jeg bare lade billederne tale for sig selv:

Kåre Fog opfordrer altså på den ene side til, at kvinder står frem i fuld offentlighed, og på den anden side – når de så gør det – lyder hans svar, at de er for grimme til, at historierne om overgreb kan være sande.

Det er ikke ret troværdigt, og de gamle opslag blev da også delt flittigt.

Men hvordan kunne Ekko have vidst, at deres ene skribent ikke havde troværdigheden i orden, spørger du måske? Ja, udover at man måske ikke skulle have stolet på Søren Grinderslev, så kunne man have læst den artikel, jeg skrev, sidste gang Kåre Fog havde et indlæg i deres spalter: Ekko Legitimerer en Rabiat og Farlig Debattør.

Kim Pedersen vol 2

Det skal dog siges, at der har været nogenlunde stille om bladet siden da. Måske har man lavet et memo? Det lader dog i så fald ikke til, at Kim Pedersen har fået det. For ja, vi skal tilbage til den egensindige blogger.

Det lader til, at hans indlæg ‘Verden Ifølge Rosendahl’ var dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Han kiggede Twitter igennem hos forkvinden for Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl, og hans konklusion var klar:

‘Ikke én eneste mandlig dansk instruktørs film er fremhævet på Rosendahls Twitter. Ikke én. Det må vel betegnes som et adelsmærke for en rødglødende, mandefjendsk feminist, men for en forkvinde for Danske Filminstruktører? Næppe.’

Og ja, efterhånden har I vel fanget den. Der var et lille problem med det afsnit. Et hurtigt kig viste, at masser af mandlige danske instruktører var blevet fremhævet – jeg fandt ved en hurtig scrolling hele ni.

Selv efter at Kim havde brugt snart den ene snart den anden bizarre regel for at få dem bortdømt, var der en enkelt han ikke kunne komme udenom – så ja, den her artikel er også blevet ‘opdateret’, endda et par gange.

Han ændrede dog ikke konklusionen. Og Ekko korrigerede heller ikke fejlen.

Ekko har ikke haft en kvindelig dansk instruktør på forsiden af magasinet i over 8 år, ikke siden Susanne Bier i 2009. 12 mandlige danske instruktører har optrådt på forsiden siden da. Ekko har heller ikke en eneste kvinde i sin syv mand høje bestyrelse

Deres Facebook-opslag blev, da de blev opmærksomme på at det ikke holdt, i stedet ændret til: ‘Ikke én eneste mandlig dansk instruktørs film er fremhævet på Christina Rosendahls Twitter i et halvt år, hævder Kim Pedersen’ (min understregning af det tilføjede).

Og ja, Kim Pedersen svarede naturligvis på at blive taget i at tale usandt med en ny blog: Læsernes Ynkelige Flueknepperi.

Optælling

Så det er her, vi er. Historie på historie, hvor fortrinsvis kvinder involveret i filmbranchen angribes i fejlfyldte indlæg eller af gæsteskribenter, man ikke burde stole på. Det er den baggrund, Thomas Heurlin kritiserer.

Men når nu Kim Pedersen gjorde repræsentation til et ‘adelsmærke’ for kønskampe, så lad os da lige se lidt nærmere på Ekko.

For Ekko har ikke haft en kvindelig dansk instruktør på forsiden af magasinet i over 8 år, ikke siden Susanne Bier i 2009. 12 mandlige danske instruktører har optrådt på forsiden siden da.

Ekko har heller ikke en eneste kvinde i sin syv mand høje bestyrelse.

Da Ekko sidste år lancerede et samarbejde med streaming-tjenesten C More om at promovere kortfilm fra deres Ekko Shortlist var det med ti film – alle instrueret af mænd.

Hvis et par tweets om kvinder ifølge Kim Pedersen gør én til ‘rødglødende, mandefjendsk feminist’, hvad gør så denne årelange og tydelige forskelsbehandling ved Ekko?

Og når det kommer til Blog-universet, som Kim Pedersen tilhører, så var 95% af alle indlæg skrevet af mænd i 2017. Der har ikke været en kvindelig blogger fra maj sidste år til april i år.

Hvis et par tweets om kvinder ifølge Kim Pedersen gør én til ‘rødglødende, mandefjendsk feminist’, hvad gør så denne årelange og tydelige forskelsbehandling ved Ekko?

Det kollektive abonnement

Så uanset om Thomas Heurlin er part eller ej i sagen, så er der tydeligvis noget om snakken, når han påtaler Ekkos opførsel under #MeToo-bølgen.

Og i modsætning til hvad Claus Christensen og René Fredensborg påstår, handler det ikke om at økonomisk straffe et medie, man er uenig med. Ingen taler endnu, mig bekendt, om at Ekko skal have fjernet statsstøtte – omend hvis man virkelig tager imod 20.000 af Aalens penge, så kan vi da godt diskutere om staten skal medfinansiere en producents private talerør.

Men indtil videre går vreden på de kollektive abonnementsaftaler, hvor Producentforeningen, Danske Instruktører, Journalistforbundets TV-gruppe og FAF (Forening for Film- og TV-arbejdere) i samlet flok bestiller Ekko hjem til deres medlemmer.

I stedet burde man måske koncentrere sig om at komme på linje med omverdenen:  Få sig en debatansvarlig i stedet for chefredaktøren. Lade der være konsekvenser, hvis skribenter – bloggere eller ej – misbruger deres spalteplads til usande karaktermord

Kan det virkelig passe, at medlemmer af filmbranchens fagforeninger skal tvinges til at abonnere på et magasin, der ikke giver kvinder lige repræsentation og som i længere tid har brugt sine ressourcer på fejlbehængte og ensidige angreb på branchens kvindelige medlemmer?

Næppe.

Spin-maskinen

Måske er der lys forude.

Ekko skriver nu på Facebook, at man gerne vil ‘gå i spidsen for et bedre debatmiljø i filmbranchen.’ Man vil snart melde noget ud om dette. Til at starte med har man udelukket undertegnede og Søren Grinderslev fra Facebook-debatten, hvilket i mine øjne på en twistet måde er et skridt i den rigtige retning.

Det er lidt svært at forestille sig et medie, der er så langt bagud, pludselig skulle gå foran, og i stedet burde man måske koncentrere sig om at komme på linje med omverdenen:

Få sig en debatansvarlig i stedet for chefredaktøren. Lade der være konsekvenser, hvis skribenter – bloggere eller ej – misbruger deres spalteplads til usande karaktermord.

Og hvis man skal have troværdigheden tilbage, var det nok også en god idé at være ærlig, når man laver fejl i stedet for blot at gemme det væk bag ‘opdateringer’.

Min opfattelse er, at Ekkos troværdighed ligger på et meget lavt punkt hos mine kritikerkolleger, og det kan nok ikke lykkes med hensigtserklæringer, så længe man ikke er ærlige, når man laver fejl.

Men så er der mistanken om, at det vil blive som før, og at man først og fremmest forsøger at unddrage sig kritik.

Så lad os slutte hos René Fredensborg igen, der debatterede Ekko i sit program Rene Linjer på Radio 24/7 i denne uge – fredag formiddag.

Lad os lige understrege, at Christina Rosendahls seneste rolle i sagen var, at hun blev udsat for et usandt karaktermord, og nu skal hun gå af, fordi hun ikke vil debattere det? Det siger vist alt om Fredensborgs niveau, og er nok en meget god forklaring på, hvorfor folk ikke gider snakke med ham.

Så længe folk som Kim Pedersen og René Fredensborg kommer til at tegne Ekkos linje, får de nok svært ved at genopbygge tilliden. Så længe bestyrelsen kun er mænd, er det nok svært.

Og hvis man fortsætter med at diskriminere mod kvinder på forside, C More og blogs og fortsætter linjen med fejlfyldte angreb på filmbranchens kvinder, har brancheforeningerne nærmest en pligt til at sørge for, at deres kvindelige medlemmer ikke skal være med til at finansiere et blad, som forskelsbehandler dem på grund af deres køn.

Hovedillustration: Filmmagasinet Ekko nov-jan 2009, sidste gang en kvindelig dansk instruktør prydede forsiden.

Kategorier