Kinok: Amerikanske drømme

af

FILMKLUMME – Når vi ser film, virkelig ser film, sådan som kinoker og kinokaer gerne gør det, så ser vi dels kunst. Men vi ser samtidig på den virkelige verden. Instruktører bruger den virkelige verden som materiale i deres film. Og ofte er det slående, hvordan instruktører fra samme epoke bruger det samme materiale. Tag f.eks. de amerikanske instruktører der udgjorde den store bølge af nye navne i slutfirserne. Det var slående, hvor ofte de filmede den amerikanske forstad. Fra Ed Burton i Edward Saksehånd til Todd Solondz i Happiness og Storytelling. Det gik igen. Men de fleste har flyttet sig. To flytninger kan ses for tiden: Steven Soderberghs Logan Lucky og David Lynchs Twin Peaks: The Return

Logan Lucky

Der er opstået et nyt ‘topos’ i amerikansk film. Et nyt sted. Gerne nede sydpå, i Californien, Florida, eller, som i Logan Lucky, der foregår i West Virginia og North Carolina, i Sydstaterne. Og ikke i forstæderne, men blandt andre bygninger. Ikke den velkendte urbanitet, ikke rigtig blandt skyskrabere som i New York. Men i en verden af lavere beboelsesejendomme i et par etager, måske i trailer parks og på tankstationer, ved fast food restauranter. Og gerne i forlystelsesparker, på sportspladser, i klubber. Det er, når man begynder at kigge efter, meget karakteristisk.

Steven Soderbergh lavede en af de bedste forstadsfilm med Sex, Løgn og Videobånd. Egentlig en ret simpel historie om et par, der var flyttet i et forstadshus, levede den amerikanske drøm og alligevel ikke var lykkelige. Emblematisk i sin brug af store tomme rum og terapeutisk psykologisering. Han flyttede sig hurtigt, til Las Vegas’ casinoer i Ocean’s Eleven og til Floridas stripklubber i Magic Mike. Som nævnt foregår hans nyeste film i Sydstaterne, hvor familien Logan (Channing Tatum, Adam Driver og Riley Keugh) forsøger at kuppe et NASCAR-løb.

Det er en lille film, en langsommere film end Ocean’s Eleven og Magic Mike, der begge havde en helt anden energi, og i højere grad var mainstream-film. Men det er samtidig en af Soderberghs bedste, med en ret sublim kameraføring af Soderbergh selv, der giver mindelser om langt yngre instruktører som Sean Baker og Safdie-brødrene.

Prøv for eksempel at se ovenstående klip fra Sean Bakers kommende The Florida Project. Den slags bygninger, en butik lavet om til en troldmand, en isbod lavet om til en isvaffel, er karakteristisk for den nye indie-film. Fantasmagoriske og eventyrlige. Men læg samtidig mærke til, hvor meget bygningerne står alene. De små børn bevæger sig ikke gennem en by, de bevæger sig fra en bygning til den næste. Der er intet sammenspil, intet samfund; hver enkelt bygning er sin egen lille drøm.

Det er en fornemmelse, man også får i Sean Bakers Tangerine, der havde dansk premiere for et par år siden, og som foregår i Los Angeles. Det er et byrum, man finder mange steder i det sydlige USA. Jeg har selv boet et år i San Diego, og det er en fornemmelse, jeg kan genkende, at byen ikke hænger sammen, men at hver bygning står for sig selv på sin egen lille grund i et fletværk af retvinklede gader. Det minder om forstadsmiljøet, men er alligevel fundamentalt anderledes.

Der er faktisk et par forstadshuse med i Logan Lucky. Jimmy Logans ekskone har giftet sig med Moody, en succesfuld bilhandler, og han bor i noget mere imponerende bygninger end resten af filmens persongalleri. Som en sen joke flytter familien til en anden stat, men til et stort set identisk palæ. Joken er dog anderledes end i sådan noget som Edward Saksehånd. Der er heller ikke filmet noget forstadsmiljø i Logan Lucky, ingen af de velkendte trackingshots forbi endeløse rækker af identiske huse. I stedet står Moodys palæer alene i sydstatslandskabet og passer aldeles ikke ind.

Det er en ret logisk udvikling når man tænker over, hvad der også er sket i USA politisk og økonomisk i de sidste år. Industrisamfundet er udhulet, solidariteten er væk, og tilbage står en fantasmagori over begge dele

Før var forstaden konform og ensformig, nu stikker den ud og passer ikke ind i resten af byen. Udviklingen er naturligvis gået fra et fokus på lighed til ulighed. Problemet med forstaden var, at alle lignede hinanden, de unge dengang var frustrerede over, at USA var ved at blive komplet ensformig. Men det var naturligvis aldrig et retvisende billede af USA, tværtom var der dem, der kom til forstaden, og dem der blev efterladt. Det er de efterladte, og deres miljø, der er i fokus i den nye indiefilm.

Det er en ret logisk udvikling når man tænker over, hvad der også er sket i USA politisk og økonomisk i de sidste år. Industrisamfundet er udhulet, solidariteten er væk, og tilbage står en fantasmagori over begge dele. Steven Soderbergh skildrede samme udvikling i hovedværket Magic Mike, hvor to mænd mødes som taglæggere, et håndværk ingen af dem har forstand på, men efterfølgende fandt deres plads på scenen som strippere, konstant klædt ud som traditionelt maskuline amerikanske typer som cowboys, soldater, bygningsarbejdere. Men Mike ville ikke være arbejder, han drømte om at designe møbler svejset ud af bygningsmaterialer. Arbejdermanden er blevet ren krop, og drømmer om at blive designer.

Det er ikke bare solidariteten og forstadshuset, der fylder mindre, det er massen. Masse-producerede huse, masse-producerede møbler, menneske-massen. Tilbage står magiske Mike, heldige Logan, huse som isvafler, NASCAR-væddeløb og skønhedskonkurrence. Det er, slet og ret, fantastisk.

Soderberghs karriere har haft sine op og nedture. Han vandt Guldpalmen i Cannes for Sex, Løgn og Videobånd, og til tider lader den slags til at gå ham til hovedet. Han er og bliver aldrig nogen stor kunstnerisk auteur. Men hans mere mainstream-film er som oftest ret sublime, han er virkelig en dygtig håndværker, og når han forsøger sig med et materiale som Logan Lucky, så bliver resultatet ofte som her: Fantastiske billeder, store følelser, og en fornemmelse af fingeren på pulsen. Logan Lucky er underholdende, men det er også et kunstnerisk portræt af et USA i forandring.

Twin Peaks: The Return

David Lynch har lavet to af de vigtigste independent-værker om, mørket der lurer i forstaden: Blue Velvet og Twin Peaks. Men i sin 40 år lange karriere siden debuten Eraserhead har han bevæget sig vidt omkring: Eraserhead skildrede et langt mere skramlet arbejdermiljø, mens både Mulholland Drive og Inland Empire dykkede ned i Los Angeles, Hollywood, og drømmefabrikkens dystre bagside. Hans karriere passer ikke ind i nogen stor forkromet fortælling, lige så lidt som hans enkelte film gør det. Jeg havde en masse gode teorier om The Return, men langt de fleste blev efterladt nærmest ubrugelige efter en typisk bizar og svært tolkelig slutning. Som jeg bestemt holder af, men som ødelagde en del skriveplaner… Så jeg vil fokusere på et enkelt tema. Om digitalitet og teknologi i den nye serie.

I den oprindelige Twin Peaks var der en sæbeopera, som mange af byens beboere fulgte med i. Den hed Invitation to Love, og joken var i høj grad, at den billige og underlødige sæbeopera spejlede, hvad der skete i den mørke kultserie. For der var rigtig meget sæbeopera i den oprindelige series DNA; de mange trekantsdramaer, karakterer der døde og blev vakt til live igen, og i selve måden serien var organiseret på med utallige små dramaer, der udviklede sig lidt efter lidt per afsnit, konstant på vej mod en ny forvikling.

Da David Lynch lavede filmen Fire Walk With Me som en art efterfølger til serien, lagde han ud med at smadre et tv-apparat. Og fokuserede herefter på de mørkeste dele af fortællingen: De forsvundne FBI-agenter, et tema der var blevet berørt med både Dale Cooper og Windom Earle i den oprindelige serie, men som nu blev doblet op med to andre agenter, Chester Diamond og Philip Jeffries. Og så hvad der i virkeligheden altid burde være i centrum af fortællingen, ligemeget hvor mange jokes og kopper kaffe og mystiske eksistenser der ellers hvirvlede rundt: Misbruget af Laura Palmer, som foregik i det store hus i Twin Peaks, og hvis psykiske konsekvenser for den unge kvinde, de fleste indbyggere burde have haft indblik i.

Det var på én gang både meta og det omvendte af meta: Det var en kritik af konventionerne i Twin Peaks – der mestendels havde ignoreret familien Palmer efter at mysteriet var blevet løst – men samtidig en insisteren på, at det var virkeligheden, følelserne og traumerne, der var vigtige, ikke fortællemæssige krumspring. ‘Garmonbozia. Pain and Sorrow’ som det blev kaldt. Smerten, sorgen. Næringen til dels de gådefulde væsener i det røde rum, dels til fortællingens kunstneriske kvalitet.

Som i Inland Empire synes det ikke at fungere som én samlet fortælling, men som mange fortællings-brudstykker sat sammen, med mærkværdige bindeled imellem. Det føltes til tider som internettet.

Invitation to Love var ikke med i Twin Peaks: The Return, og det føltes heller aldrig på samme måde som en sæbeopera. Dertil var det for fragmenteret, for usammenhængende, med en helt anderledes fortællemæssig rytme. I en sæbeopera bliver de samme plotpointer gentaget igen og igen og, så man ikke er fortabt, hvis man misser et enkelt afsnit. Men i The Return var der ingen hjælp at hente, hvis man sprang noget over: Hvis man f.eks. ikke fik set afsnit 14, der introducerede Freddie og hans magiske handske, så var slutningen nærmest komplet uforståelig. Og hvis man ikke så afsnit 8, ja, så ved jeg overhovedet ikke, hvad man fik ud af mytologien.

Der har været en del snak efterfølgende om, hvorvidt serien foregik i parallelle universer. Eller om hvorvidt dele af den var en drøm, ligesom Mulholland Drive efter gængs opfattelse var det. Men ikke én drøm, mange drømme, mange forskellige menneskers drømme. Som i Inland Empire synes det ikke at fungere som én samlet fortælling, men som mange fortællingsbrudstykker sat sammen, med mærkværdige bindeled imellem.

Det føltes til tider som internettet. Fragmenteret, kaotisk, med for mange hyperlinks imellem artikler (Hvem er Judy? Hov, var der flere der blinkede baglæns? Har jeg ikke set den telefonpæl før i en anden sammenhæng?) Og den fornemmelse blev underbygget af de mange lo-fi digitale effekter. Der var effekter i The Return, som jeg ikke husker at have set siden dårlige eventyrserier i halvfemserne. Men de fungerede alle som én for mig, jeg troede på dem, lige meget hvor uvirkelige de virkede. Måske netop derfor: Som en digital uvirkeligheds indtrængen i den virkelige verden. Som en elektrisk forvrængning af virkeligheden.

Electricity!’ Det bliver vrænget af en pivåben mund i en af de mest skræmmende scener i Fire Walk With Me. De onde væsener lader til at rejse via elektricitet. I The Return bliver atombomben symbol på ultimativ ondskab, mens bedre kræfter bevæger sig i sfærer med en mere steam-punk-agtig æstetik.

Sæbeopera var den perfekte form til det oprindelige Twin Peaks. Sæbeoperaen var, som navnet antyder, henvendt til hjemmegående husmødre, så de havde noget at se på, mens manden var på arbejde. Perfekt til en serie om de mørke sider af den amerikanske familie, især som den havde indrettet sig i forstaden. Igen har Lynch valgt en ny æstetik, til en ny kritik. En bredere modernisme-kritik, en kritik af destruktiv teknologi, fra atombomber til svindlere på youtube.

En kritik, som varede helt til det sidste enigmatiske billede af serien. Som jeg på ingen måde forstår endnu. Så jeg holder her.

Logan Lucky
Premiere: 7/9/2017
Copyright Fotos: Scanbox

The Florida Project kommer til Danmark senere på året, via Scanbox. Sean Bakers Tangerine kan for tiden ses på Filmstriben.dk.

Twin Peaks: The Return
Kan ses på HBO Nordic
Copyright Fotos: HBO

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frederik Bojer Bove

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Gå til Top