mm

Stephanie Caruana

Stephanie Caruana (1974) er forfatter, klumnist og journalist. Er pinligt bevidst om at være mønsterbryder, forældreløs og ikke-akademiker. Og har aldrig vundet en pris.
På POV International vil hun skrive kulturjournalistik, samt fiktion, gerne på bestilling. Caruana erklærede som otte-årig, at hun var forfatter. Men hun debuterede først i 2013 (romanen ’Smerten selv’, Rosinante) efter en årrække med bizarre småjobs (telefonsex, togstewardessevognspakker, mm.), halve uddannelser og brudte forhold. Alt sammen stærkt opsættende, men bidrog dog til forfatterskabet. Stephanie Caruana har, bevidst eller ubevidst, zigget, når mere fornuftige mennesker har zagget. Hun vendte om i porten til Forfatterskolen med ansøgningen i hånden, da hun blev ringet op af et reklamebureau, der kaldte hende til samtale. Typisk, egentligt.
Hendes fire-årige karriere i reklamebranchen som tekstforfatter (1999-2003) var på ingen måde bemærkelsesværdig, og efter et intermezzo som Copy Editor på BLACK BOX Magazine, der kun udkom i én eneste grandios udgave (ikke hendes skyld), begyndte hun på Danmarks Journalisthøjskole i 2003. Siden kom finanskrisen, hun fik to børn, arbejdede som freelancer indenfor kommunikation og PR, sociale medier (hvilket betyder at hun er god på Facebook) og i en fagforening. Hun anmelder film og skriver for Magasinet KBH. Hun skriver (langsomt) på en ny roman, og har fået udgivet en god håndfuld erotiske noveller på diverse forlag.
Caruana er desuden klummist i Alt for Damerne, Information og Kvinder med Kurver, primært om sex, mænd og feminisme. Og nogle gange om sex med feministmænd. Aktiv i diverse styrelser og udvalg i Dansk Forfatterforening, også som festarrangør, bl.a. Kulturnatten 2015, og den berygtede piratfest Blixen Bootleg. Hun er skidegod til at læse op (telefonjobbet hjalp) og hendes novelle ’Pavlovs prinsesse’ er blevet til en danseforestilling. Hun dansede dog ikke selv.
Privat kan hun lide gin, firsermusik og halvdårlige film. Hun blogger her: www.caruana.dk

Se alle skribentens artikler

Kino & Kaffe: Ingen er død af en lille paillet

FILM – Så er vi endelig tilbage! Kjoleskaber Jesper Høvring ser ‘Ocean’s 8’ med Stephanie Caruana. Filmen er en velspillet, intelligent og morsom kupfilm, hvor otte kvinder går sammen om at røve en overdådig diamanthalskæde til The Met Gala i New York. Vi snakker om kjoler, stiletter, den røde løber og hvordan man kommer til bords med de rige, smukke og usandsynligt velklædte – og hvorfor skuespillerinder nogle gange skal presses lidt. Hør også podcasten, hvor du får det fulde interview.

PLANEN ER GENIAL: Nogle mennesker er bare nemme at interviewe. Uanset hvem jeg har til Kino & Kaffe, er jeg først lidt nervøs, men jeg bliver altid overrasket og rørt over, hvordan mine gæster åbner sig og gør mig klogere under samtalen. Jesper Høvring er uddannet skrædder og tilskærer, så jeg havde naturligvis tøjkrise inden. Men at snakke Jesper Høvring er som at interviewe et festfyrværkeri, og han fik mig til at føle mig som en million. Det er egentligt ikke så mærkeligt, for det er det, han lever af.

I ‘Ocean’s 8’ skal verdens mest eksklusive modegalla røves af en flok seje kvinder. En række store skuespillerinder spiller de otte på holdet, så anføreren Debbie Ocean, der spilles af Sandra Bullock, får følgeskab af Cate Blanchett, Helena Bonham-Carter, Anne Hathaway, suppleret af Rihanna. Jesper Høvring står bag nogle af de flotteste kjoler båret på en rød løber herhjemme, så han var virkelig oplagt som gæst. Se traileren her:

Tak, fordi du ville med i biffen, hvad synes du om filmen?
“Den var ret fantastisk! Jeg har set de andre Oceans-film, men jeg vidste intet om den her, da du inviterede mig. Jeg var rigtigt godt underholdt. Jeg elsker store blockbusterfilm, det er dejligt nemt, når man ikke kommer så tit i biografen. Og så spillede de fantastisk.

Jesper Høvring og jeg gik på Teknisk Skole Ishøj samtidig, men har ikke set hinanden siden. Jeg fandt ud af, at jeg ikke havde ildhu eller talent nok til at lave tøj, men var allerede dengang imponeret af hans nærvær og stærke holdninger. Jeg var aldrig i tvivl om, at han ville gå efter guldet.

Jeg kan huske dit drive fra skolen.
“Ja, det er over tyve år siden, jeg blev udlært. Jeg har altid vidst, jeg skulle lave kjoler. Jeg er ikke modedesigner; jeg laver det, mit hjerte og min mave byder mig.

De vil jo lave et kup under verdens mest prestigiøse modebegivenhed?
“The Met Gala i New York er i hvert fald på top tre med Oscar og Golden Globes, men mere modeorienteret og der er altid et tema. Anna Wintour fra Vogue står i spidsen, og det holdes altid første mandag i maj. Der er lavet en god film om det, ‘First Monday In May’*, og der ser man arbejdet bag. The Costume Institute på Metropolitan Museum er ikke statsstøttet, så de laver den her event i forbindelse med en udstilling for at skaffe pengene. Det er hulens dyrt, og man betaler millioner for at komme ind at sidde til den her galla. Hver gang sidder vi dagen efter klistret til de sociale medier for at se kjolerne.

*Dokumentaren kan ses via Filmstriben.

Rihanna er med i filmen. Hun er lidt dronningen af The Met, og har båret nogle ret vilde kjoler.
“Det må man sige. Hun bar den der kæmpestore gule kjole for et par år siden. Der har været mange ikoniske kjoler gennem tiderne til den galla, men den tog alt. Det var en kinesisk couture-designer bag, og den havde taget år at lave. Men i filmen har hun vist Zac Posen på.”

Det kunne du simpelthen se?
“Ja! Der var nu ikke så mange scener med kjoler, men jeg sugede til mig. Men man kunne nu godt se, at det ikke var den rigtige fest.”

Der var ikke rigtigt et tema, f.eks.
“Nej, og temaerne er begyndt at fylde meget de senere år. Det begyndte med udstillingen ‘China Through the Looking Glass’. Til åbningen af den udstilling, der kører nu (Heavenly Bodies: Fashion and the Catholic Imagination, red.), var de næsten gået amok. Det bliver mere kostume-agtigt, og det har man ikke taget med i filmen. Det tror jeg egentligt er meget fint. Her handler det jo om royale smykker.”

Almindelig høflighed bremser mig i at spørge om Jesper Høvrings erfaringer med royale smykker. Han har lavet adskillige kjoler til Kronprinsessen, og den slags kræver diskretion og pli. Derfor vender jeg mig mod Rihanna igen, der i filmen spiller hackeren Nine Ball.

Ja, det bliver mere og mere opkørt, Rihanna ankom iført juvelbesat bispehue.
“De havde næsten alle sammen noget på hovedet. Sarah Jessica Parker havde et ordentligt udstyrsstykke på. Men der er altid et tema, der har med årets udstilling at gøre. Deres udstilling om Alexander McQueen var på Victoria and Albert i London. Hvis man er i New York, når udstillingen er der, så bør man se den, også hvis man ikke er modeinteresseret.

Både udstillingen og tøjet til åbningsgallaen er kurateret, man tropper ikke op i hvad som helst… eller hvem som helst!
“Nej, nej! Det gør man ikke, overhovedet ikke.”

The Met Gala i New York er i hvert fald på top tre med Oscar og Golden Globes, men mere modeorienteret og der er altid et tema. Anna Wintour fra Vogue står i spidsen, og det holdes altid første mandag i maj

Hvordan er den proces, når man skal lave en kjole til sådan en event?
“Designerne køber et bord til festen. Donatella Versace køber f.eks. et bord, inviterer folk og klæder dem på. Samtidig betaler man også penge til de her store, store stjerner for at de skal gå i tøjet.”

Hold. Da. Op. Virkelig?
“Vi snakker millioner af dollars. Der er intet, der kommer gratis. Det er jo en kæmpe reklamesøjle for begge parter. Så når Donatella dukker op med Gigi Hadid (supermodel, red.), der er klædt i Versace, så er det ikke fordi de er veninder. Herhjemme er det ikke så vildt. Men faktisk er det lidt ligesom med bloggere; man sender dem noget tøj, og så regner man med, at de lægger billeder op på deres sociale medier. Det er bare skaleret en lille smule op. Det er jo product placement.”

Jesper Høvring ler, og jeg med, for det smitter. At tænke på store skuespillerinder som bloggere og influencers.

…og hvad gør man så? Laver kjolen fra bunden af?
“Helt klart. Der er ikke noget ‘off the rack’ til The Met Gala, ingen stangvarer! Det skal jo passe til temaet. Dem, der er mindre kendte, B- og C-kendisser, kan måske få noget fra kollektionen, men de store stjerner får noget custom made. Den slags er et samarbejde over lang tid, for mange er også ansigter for store modehuse, og så er det aftalt, hvad de skal have på til hvilke events. Det er hardcore business.

I filmen får superstjernen lyst til at bære en bestemt designers tøj…
“Sådan foregår det ikke! Det er hårdt arbejde, man går gennem stylisterne for at nå op til stjernerne.”

Nogle gange får både starlet og designer et gennembrud på den røde løber.
“Jo. Det kan være ‘make or break’ for begge parter. Brandon Maxwell, der laver noget af Lady Gagas tøj, slog igennem på den måde og klæder mange på nu. At stjernerne bliver betalt, gør det jo ikke værre at se på eller degraderer det, synes jeg.”

Nogle gange går det også galt. Bjørk og svanekjolen (Marjan Pejoski, Oscar-uddelingen 2001, red.) blev hånet.
“Jeg synes faktisk ikke, det gik galt. Jeg elsker den kjole! Men det er nok kun Bjørk eller Lady Gaga, der ville kunne bære den. Og den skabte jo overskrifter, så vi stadig husker den.”

I dag ville den nok gå, tænker jeg.
“Bjørk er på tour lige nu, og hvis man følger hende på de sociale medier, så kan man se hendes forrygende masker. Hun ligner en vandmand eller rumvæsen. Og en af de mest udskældte kjoler herhjemme var jo Ghita Nørby i Nicholas Nybro.

Jeg elskede den!
“Også jeg! Der er ingen tvivl om, at der var alt muligt med den, men hun er jo en kæmpe skuespillerinde, har så meget karisma og alderen til at bære den. Det var så fantastisk. Hun tog det lige til et andet level. Ghita kunne lige så godt være taget til The Met i den. Nogle gange handler tøjet bare om at skabe røre. Danmark er et lille land, og vi er meget lavpraktiske, alting skal fungere. Sådan er det ikke til The Met Gala; der ankommer man og skifter til noget andet. Rihanna kan jo ikke gå rundt med et seks meter langt slæb eller bispehue på. Man får taget billeder, og så skifter man. Man gør det for billedets skyld, fordi det er mange penge værd.”

Men de billeder kan også gå galt. Sarah Paulson er med i filmen, blev ikke fotograferet, men så fik hun øje på Madonna…
“Det er ikke sjovt, hvis ingen vil tage ens billeder på den røde løber. Og Madonna ser ofte ganske forfærdelig ud til The Met, hun er som regel iklædt Givenchy, og det har taget overhånd. Enten har hun grillz på tænderne, eller… hun vil så gerne se yngre ud, end hun er. Men det er jo en smagssag.

Men man vil jo gerne tage sig ud fra sin bedste side. Nu kan jeg f.eks. ikke gå i stiletter, og ville sikkert falde på trappen… har du nogle tips og tricks?
“De kvindelige gæster kan gå i stiletter. De har øvet sig. Det er et spørgsmål om vilje. Det er en del af pakken, så at sige. Og så er der jo seks mand rundt om til at lægge slæbet ud, fordi det drejer sig om det her ene billede. Der er ingen kjoler, der ser ud som på Instagram. Så står man tre-fire minutter i positur, med ‘Angelina Jolie’-benet ude, bliver fotograferet, og så går man videre til det næste. Der er et skønt billede af Beyoncé for et par år siden i en latexkjole, der var så stram, at hun ikke kunne gå i den. Hun blev båret op, men det ser man ikke på billedet. Den trappe er lang. Kan Lady Gaga ikke gå i sine 22 cm høje japanske sko, så har hun nogen at støtte sig til, indtil hun skifter indenfor.

Har du stået, som Helena Bonham-Carters karakter gør, og beroliget en stjerne i panik?
“Ja, det gør jeg faktisk ind i mellem. Siger: ’det kan du godt’. Vist er der korsetter og Spanx (opstrammende undertøj, red), men det drejer sig om at skabe en kjole, kunden er komfortabel i. Vi er ikke alle Anne Hathaway, nogle ligner Helena Bonham-Carter. Men udstråler man, at man har det dejligt i tøjet, så går det også godt. Jeg har lige klædt en skuespillerinde på til Cannes, og vi diskuterede det virkelig meget, for jeg ville have hende i kjolen. Der går for meget ‘danskhed’ i det, hvor man ikke vil være for meget. Så siger jeg ‘så, lille skat. Det er Cannes, du må godt!’.”

Jeg har lige klædt en skuespillerinde på til Cannes, og vi diskuterede det virkelig meget, for jeg ville have hende i kjolen. Der går for meget ‘danskhed’ i det, hvor man ikke vil være for meget. Så siger jeg ‘så, lille skat. Det er Cannes, du må godt!’

…Hun ikke bare måtte, hun skulle helst?
“Den film skulle have opmærksomhed, og for mig er det jo også et vindue. Jeg har et par skuespillerinder, hvor jeg lige presser lidt, og siger ‘kom nu! Der er aldrig nogen, der er død af en lille paillet!’. Man kan være cool til Berlinalen, men i Cannes, Venedig og til Oscars skal den have fuld pedal! Jeg har endnu ikke haft nogen, der er kommet tilbage og sagt, at de ikke var glade for det.”

Man bliver jo også stivet af, når man lige får en paillet på og ranker ryggen.
“Selvfølgelig skal man også synes, at det er rart. Det er jo et samarbejde, ikke noget jeg skal tvinge ned i halsen på folk. Men de skal lige presses lidt, så der ikke går jantelov i den. Uanset, hvilken rolle man har i filmen… hvis man er inviteret til premiere, så er det da bare at give den max gas. Vi bruger også den eksponering på de sociale medier, men det er meget skaleret ned herhjemme. Jeg betaler ikke nogen for at gå i mine kjoler eller forærer dem væk. Men man kan låne og nogle gange laver vi noget custom made.”

Det kommer vel også an på, hvordan man er bygget?
“Ja, præcis. Og hvem vi synes er gode ambassadører, for vi vælger vores ambassadører med omhu.”

Vi snakkede inden filmen om kjoleskabere på det store lærred, bl.a. i ‘The Phantom Thread’, hvor Daniel Day-Lewis’ figur skabte kjoler, som man bare ikke får lov til at lave i dag…
“Jeg har haft butik i 17-18 år, og jeg synes faktisk, der kommer flere fester, som man får syet til. Kunderne vil gerne ofre penge på en ordentlig kjole til en ordentlig fest. Men det er ikke som dengang. Kvinder skal både cykle og gå på arbejde i deres tøj, det skulle de ikke dengang. Velhavende fik syet hele garderober, og der fandtes ikke Hennes & Mauritz eller Zara.

Man kunne gå til Holger Blom (legendarisk dansk skrædder, red.) eller til kjolesalonen i Magasin og få lavet en pariser-model.
“Ja, præcis. Men det var jo en lille del af befolkningen.”

Kommer folk til dig med bestemte ønsker eller vil de bare have din vision?
“Begge dele. Nogle kunder har en klar ide om, hvad de gerne vil have. Måske har de billeder med, og jeg kan hurtigt danne mig et indtryk af, hvad de søger. Jeg bryder mig ikke så meget om, når kunden bare kommer til mig og vil klædes på. Jeg kan bedre lide samarbejdet. For kunder har altid en idé om, hvad de ikke har lyst til. Så prøver vi en masse kjoler og jeg kommer med ideer. Men det er ikke sådan, at man kommer ind til mig, og så skærer jeg drømme ud…”

Ikke som på film, hvor createuren kaster chiffon op i luften og draperer…
“Altså, det kan jeg sagtens gøre, og jeg tager også en masse stof frem, men det er nemmere at arbejde efter ønsker og behov. Hvad skal kjolen kunne? Er det bal hos dronningen eller en 50-årsfødselsdag? Hvilke farver? Ud fra det draperer jeg måske og laver en skitse. Og så gør vi det, man ser i ‘The Phantom Thread’ og i denne film, nemlig syer det op i lærred. Er der et smykke, som her, så prøver vi det sammen med kjolen, så vi kan se om udskæringen passer. Det er som i gamle dage, vi holder fast i traditionerne, skræddersyer det in-house.

Nu er jeg selv bygget sjovt. Jeg er ikke særlig høj, til gengæld er jeg bred. Jeg bliver lidt rørt og overrasket, når gudeskønne kvinder har komplekser…
“Det er også derfor, jeg spørger ind til kunden. Det kan jo godt være, at jeg synes, hun er fantastisk, mens hun vil gemme noget væk. Man ser jo aldrig sig selv objektivt. Selv hvis man er supermodel, er der altid noget, man ikke selv bryder sig så meget om. Det er jo også derfor, folk får ting fikset.”

Jeg havde mega-tøjkrise, inden jeg skulle mødes med dig i dag.
“Haha! Du ser da godt ud? Den der draperede jerseykjole klæder dig!”

Tak! Sort er lidt min ‘comfort zone’, og jeg har ingen talje, så…
“…jamen, så draperer du og tager et bælte. Du har jo et øje for det. Men synes du ikke også, at det kommer lidt mere med alderen?”

Jo!
“Man bliver sådan lidt mere ‘who gives a flying fuck?’, ideelt set. Jeg går aldrig ud ad døren uden at være ret sikker på, hvad jeg har på, og min søn synes, jeg skal slappe lidt af engang imellem, og det kan man jo. Du behøver jo ikke køre det op på 8 cm stiletter, hvis 5 cm kan gøre det… Men selv er jeg aldrig 100 procent komfortabel, mit jakkesæt er altid lidt for tætsiddende, hvis jeg skal vise mig offentligt! Men ellers er comfort godt, og det kommer med alderen, synes jeg.”

Jeg blev irriteret, da jeg så Kristen Stewart tage skoene af i Cannes i år. Det er dårligt stylist-arbejde. En ting er, at hun har fået at vide, at hun skulle tage de sko på, en anden er, at hun gjorde det og de ikke passede. Hun kan vælge mellem 100 par sko, de bliver fløjet ind fra hele verden, så tag nogle andre, hvis de ikke passer!

Man hviler lidt mere i det. Man drøner ikke efter trends.
“Man har også fundet ud af, at der er andre værdier.”

Jeg kom i tanker om noget med stiletter. Jeg så en stylist, der ømmede sig over at stå i de der 11 cm. hæl.
“Men det er jo netop billedet, det drejer sig om. Jeg synes ikke, der er noget mere kikset end plateausko, men vi har jo ikke alle kilometerlange ben. Billedet er vigtigt; man står, man holder den.”

Men plateau er jo mere behageligt, for vægten er jo på hele fladen…
“Det gør det ikke kønnere! Men det er bare mig. Jeg tænker ikke, at stiletter er rare at gå i overhovedet, men det er en del af det. Skuespillerne spiller en rolle, ligesom modeller gør. Det er måske synd med de høje sko, men det er nu engang deres job. Sådan er det.”

I Cannes nægtede nogle kvinder at gå i stiletter, og fik at vide, at de ikke måtte gå på rød løber i flade sko.
“Det er jo ikke fordi de ikke . Men stilletter gør bare noget ekstra. Noget mere feminint, mere sexet. Jeg blev irriteret, da jeg så Kristen Stewart tage skoene af i Cannes i år. Det er dårligt stylist-arbejde. En ting er, at hun har fået at vide, at hun skulle tage de sko på, en anden er, at hun gjorde det og de ikke passede. Hun kan vælge mellem 100 par sko, de bliver fløjet ind fra hele verden, så tag nogle andre, hvis de ikke passer! Det er sådan lidt ‘anti’, og det går ikke.

The 8 have arrived at the #Oceans8 NY Premiere!

A post shared by Ocean’s 8 (@oceans8movie) on

Lige præcis Kristen Stewart har jo et rebelsk image.
“Jo, men hun er for gammel til at være så rebelsk! Hun skulle bare have ladet været med at tage dem på fra start af. Jeg synes, det er noget fjol. Det betyder jo også noget for designeren, og der kommer noget negativt ud af et billede af en kvinde, der ikke kan gå i sine sko. Hvis hun selv havde købt sit tøj og sine sko, så bevares, men når man låner, så er man jo en reklamesøjle. Det skal jo helst være win-win. Hvis jeg har betalt dig, så skal du edderbroderemig have den kjole og de sko på. Eller sige nej til jobbet.”

Har du nogensinde selv fortrudt at lave en kjole til en event?
“Nej, ikke som sådan. Men under den første finanskrise sagde jeg måske ja til nogle opgaver, som krævede mere arbejde end vi regnede med. Vi sagde ja til næsten hvad som helst. I dag afleverer vi ikke noget, vi ikke kan stå inde for, så vi siger også nej til kunder og til kjoler.”

Ja, og så var der også gået for meget ‘Sex & The City’ i det. Det var helt klart, at Cate Blanchett gik i Gucci, det var man ikke i tvivl om, og lidt Dolce & Gabbana. Og hun så fantastisk ud. Det er synd at kalde hende ‘butch’, men…

Du står aldrig med nål og tråd i sidste øjeblik?
“Jo, jo! Men aldrig på selve dagen, ha! Jeg har måske sagt til kunden, at der lige går et par timer ekstra, men vi skal jo ikke sende noget ud ad døren, vi ikke kan stå inde for. Det er jo ikke en liter mælk, det er dyre varer, og det skal være perfekt.”

Hvilken en af kjolerne fra filmen kunne du bedst lide?
“Jeg synes, at Sandra Bullocks kjole havde en rigtig fin detalje på ryggen. Og så var en, som jeg ikke kunne se, hvem havde lavet; det var en kjole med noget blonde, som man ser på et tidspunkt, hvor de alle står med ryggen til. Men det var tydeligt, at Anne Hathaways kjole var ‘for lidt’; den var flot bagfra og med en kappe, men den havde ikke rigtigt det. Og nu får jeg garanteret tæsk, men jeg bed mærke i, at de ikke var så petite. Både Cate Blanchett og Anne Hathaway havde noget lår. Ingen tvivl om, at de var slanke, men de var bare ikke nede i en størrelse 34-36. Og det kunne jeg rigtigt godt lide. De var kvinder, og nogle rigtigt flotte kvinder. Rihanna har en ordentlig barm, og de alle sammen havde noget figur.”

De var meget mumsede, synes jeg.
“Præcis! Der var ingen af dem, der var afpillede, og det klædte filmen rigtigt godt, også fordi de fleste af dem jo ikke var 22 længere. Nogle af dem er blevet fikset i ansigtet, men for et godt stykke tid siden, så det lige har fået lidt ro, og det var ret fantastisk. Og så elsker jeg Helena Bonham-Carter, og her gik hendes kostumer lidt amok. Det var sådan noget Sarah-Jessica Parker noget, noget McQueen-agtigt…”

Jeg tænker, at hun skulle forestille at være Vivienne Westwood?
“Ja, eller noget deromkring. Det var sgu meget sjovt. Men der må jo være nogen, der har lavet det. Jeg kunne genkende Zac Posen, en amerikansk couture-designer.”

Hvis tyvebanden havde statement-kjoler på, kunne de ikke gemme sig i mængden…
“Ja, og så var der også gået for meget ‘Sex & The City’ i det. Det var helt klart, at Cate Blanchett gik i Gucci, det var man ikke i tvivl om, og lidt Dolce & Gabbana. Og hun så fantastisk ud. Det er synd at kalde hende ‘butch’, men…”

Hun VAR lidt butch, og det var så godt til hende.
“Det var helt vildt godt til hende. Hun var fandeme sej, der var ikke så meget pis med hende i den her film.”

Da holdet var i ‘The Graham Norton Show’ på BBC, havde Cate samme stil.
“Hun er en af dem, jeg elsker at se på en rød løber, hun er fantastisk og supersmuk. Det var godt! Jeg synes virkelig, det var en underholdende film. Jeg tror, jeg vil sende min kone og hendes veninder ind og se den. De plejer at se sådan nogle dårlige film, men den her er jo god.

Nu hedder det jo ‘Kino & Kaffe’… du drak noget ret specifikt inden filmen?
“Ja! En latte med triple-shot, og den skal være 85 grader varm. Jeg hader lunken kaffe, og jeg drikker store mængder. Det går for hurtigt, hvis kaffen er lunken. Jeg kan faktisk godt lide at nyde den over tid. Jeg har konstant en kaffe med på farten og jeg har kort til samtlige kafferier. Og jeg beder altid om, at det skal være ekstra, ekstra, ekstra varmt, og det er aldrig varmt nok! På en Starbucks sagde baristaen ‘Vi laver den på 85 grader’, og den var perfekt. Det irriterer mig, at Emmery’s, hvor jeg kommer oftest, ikke bruger termometer. Den, jeg fik i dag (hos Espresso House ved Imperial, red.) var perfekt. Jeg skal lige brænde mig på tungen. Jeg er ligeglad, det skal være varmt-varmt. De bliver også sure over at jeg vil have minimælk, men når jeg drikker så meget, skal mælken ikke være for fed. Ellers skulle jeg drikke mindre kaffe, og det gider jeg ikke. Derfor!”

Manden ved, hvad han vil have. Præcis som Debbie Ocean.

Stadig nysgerrig? Find tidligere episoder af Kino & Kaffe her.

Kan du lide Kino & Kaffe? Jeg elsker at lave det til dig, men det tager tid! Støt formatet direkte via MobilePay på: 28109674

Topbillede: Stephanie Caruana og Jesper Høvring.

Kategorier