mm

Jan Larsen

Jan Larsen: Journalist og Kina kommentator. DRs korrespondent i Kina fra 2005-11. Har siden beskæftiget sig 100 pct. med Kina - dels som foredragsholder [www.janlarsen.biz] - dels som kommentator i radio og TV. Og nu også som skribent hos POV International. Se alle Kina artikler: pov.international/author/janlarsen/. Efter historiestudier på Københavns Universitet (cand.phil) tog Jan til Australien og fik en journalistisk uddannelse på dagbladet The West Australian i Perth. Korrespondent i Australien for Berlingske og senere free-lance journalist i Sydøstasien.

Hjemvendt til Danmark blev han reporter og studievært på Københavns Radio (DR). Var derefter (1983-2005) ansat på TV Avisen som bl.a. erhvervsjournalist, redaktør og nordisk korrespondent.

Blev DRs første Asien korrespondent med bopæl i Beijing (2005-2011). Sluttede i DR som reporter på udenrigsmagasinet Horisont og har siden 2013 været aktiv som foredragsholder, kursusleder, analytiker og Kina-kommentator – og opholder sig jævnligt i Kina og Sydøstasien.

Se alle skribentens artikler

Hvad er der blevet af Kinas kvinder?

ANALYSE – Kina er raslet ned som nr. 100 på ligestillingslisten i verden. Dette selvom formand Mao engang roste kvinderne for at ”bære halvdelen af himlen”. Men myten er falmet trods intensiv propaganda. #MeToo-kampagnen er censureret bort, og der er stadig ingen kvinder på topposter i Kina. Jan Larsen forklarer, hvordan og hvorfor Kina er gået fra at være et progressivt land, hvad angår ligestilling, til at være et sted, hvor kvinderne får gode uddannelser, men hvor lovgivning, kulturen og økonomien holder dem nede.

Endnu en gang var det en parade af mænd i 60’erne med farvet hår, sorte jakkesæt og farvede slips, da Kommunistpartiet i efteråret præsenterede den nye ledelse. Og da Kinas såkaldte parlament, Folkekongressen, var samlet i marts, var der også langt mellem de kvindelige medlemmer.

Manglen på kvinder i de politiske forsamlinger er markant. Der er slet ingen i den øverste ledelse af Kommunistpartiet. Kun ét ud af de 25 medlemmer af Politbureauet og under fem procent i den store Centralkomite er kvinder. Og det tal repræsenterer ovenikøbet en tilbagegang i forhold til sidste og forrige kongresser.

Det står i stærk kontrast til det ry for ligestilling, som Mao i sin tid gav Folkerepublikken, og som visse læsere måske husker for plakaterne med de glade arbejderkvinder og bønder.

I Kina er kvinders manglende deltagelse mest tydelig på det politiske område. Den manglende deltagelse gælder i hele partiet, hvor kun 26 procent af de næsten 90 millioner er kvinder. I det såkaldte parlament, Folkekongressen, er kun 23 procent kvinder. Kina har aldrig haft en kvindelig topleder

Kina red videre på den positive bølge under FN’s kvindekonference i Beijing i 1995. Men ret beset har kvindernes situation ikke forbedret sig i mange år. Tværtimod. Og en ny rapport om ligestilling dumper Kina ned på en pinlig plads som nr. 100 i verden.

Mao blev verdensberømt på citatet om at ”Kvinderne bærer halvdelen af himlen”. Siden er det bare gået ned ad bakke med ligestillingen for Kinas kvinder. Foto: Jan Larsen

I Kina er kvinders manglende deltagelse mest tydelig på det politiske område. Den manglende deltagelse gælder i hele partiet, hvor kun 26 procent af de næsten 90 millioner er kvinder. I det såkaldte parlament, Folkekongressen, er kun 23 procent kvinder. Og jo højere op i det politiske system, desto lavere procenter. Kina har aldrig haft en kvindelig topleder.

Heller ikke i de folkerige provinser er der ændret på ligestillingen. Ingen partichefer og ingen regeringsledere i hverken Beijing eller i provinserne har en kvinde som øverste ansvarlig. Af de 60 partisekretærer landet over er kun to kvinder. Også i den kinesiske regering, som partiet har afgørende indflydelse på, er kønsforholdet helt skævt – kun én af de 26 ministre er en kvinde.

Statsmedierne har ofte store portrætter af kvinder, der gør karriere i erhvervslivet. Men billedet passer ikke helt med virkeligheden. På arbejdsmarkedet taber kvinderne terræn i forhold til mændene

Forfatteren til en bog om ligestilling, Leta Hong Fincher, skrev for nylig, at regeringen ikke ønsker at lave grundlæggende om på de dystre tal om kvinders repræsentation i politik. ”I stedet synes Kina blot at tale om ligestilling for at virke mere ansvarlig i kampen for at opnå en mere prominent rolle som global leder”, er hendes konklusion.

Svage på arbejdsmarkedet

Men nogle steder er kvinder godt repræsenteret.

På universiteterne er der eksempelvis i dag flere kvinder end mænd, så det er ikke uddannelsesniveauet, der fejler noget. Og på områder som entreprenørskab er kinesiske kvinder langt fremme. Ifølge Hurun rapporten 2017 er imponerende 63 procent af verdens selfmade kvindelige milliardærer kinesere.

Selvom der er flere kvinder end mænd med gode eksamener, taber kvinderne terræn på arbejdsmarkedet. På hvert trin af karrierestigen bliver der færre og færre kvinder. Foto: Flickr

Statsmedierne har ofte store portrætter af kvinder, der gør karriere i erhvervslivet. Men billedet passer ikke helt med virkeligheden. På arbejdsmarkedet taber kvinderne terræn i forhold til mændene – og for hvert trin op ad karrierestigen bliver de færre. Kvinder udgør næsten 45 procent af arbejdsstyrken, men kun 25 procent af dem har en stilling, der indebærer ”ansvar”, ifølge en stor rapport om ligestilling fra 2010.

En gennemgang af bestyrelserne i de 300 største kinesiske firmaer, som New York Times lavede i 2015 viser, at under 10 procent af bestyrelsesmedlemmerne er kvinder. Næsten halvdelen af de tre hundrede firmaer i CSI 300 Index har overhovedet ingen kvinder på bestyrelsesniveau. De store og magtfulde statsejede virksomheder har notorisk ingen kvindelige bestyrelsesmedlemmer – og kun ganske få ledere på højt niveau.

Ligestilling på overfladen

Alligevel undlader Kina aldrig at antyde, hvor vigtig ligestilling er for landet. Ofte bliver de gamle Mao citater om kvinder ”der bærer den halve himmel” og ”kan gøre alt det mænd kan gøre” hevet frem. Forrige år donerede Xi Jinping fra FN’s talerstol 10 millioner dollar (60 millioner kr.) til UN Women, De Forenede Nationers kontor for ligestilling.

Her som på andre felter i kinesisk lovgivning er der en masse gode hensigter i lovene, men ingen mekanismer der beskytter disse rettigheder eller sikrer, at de bliver gennemført

Og kineserne peger ofte på landets lovgivning, der på papiret ser ud til at opfylde alle ønsker og krav om reel ligestilling. Det gælder både loven om ligestilling og reglerne om diskriminering på arbejdsmarkedet. Men som meget anden lovgivning i Kina er det fine ord, der ikke altid gælder i praksis.

Ligestillingsadvokat Lu Xiaoquan siger direkte, at svagheden ligger i loven og manglende bevillinger. Forfatningen giver kvinder de samme rettigheder som mænd, men ”lovene er vage og nærmest umulige at gennemføre i praksis”, ifølge advokaten.

Her som på andre felter i kinesisk lovgivning er der en masse gode hensigter i lovene, men ingen mekanismer der beskytter disse rettigheder eller sikrer, at de bliver gennemført. Mange peger på, at der f.eks. stadig intet er, der i praksis hindrer alders- eller kønsdiskrimination – eller sexchikane.

For tre år siden protesterede fem kvinder mod den stigende seksuelle chikane mod kvinder i det offentlige rum. De havde håbet, at deres fredelige demonstration ville sætte fokus på emnet. Men i stedet blev de fem arresteret og senere fængslet for at forstyrre den offentlige orden.

”Feminist Five” blev de fem kvinder kaldt efter de blev fængslet for at dele flyers ud i metroen som protest mod den stigende sex-chikane mod kvinder i den offentlige transport. I stedet for debat om emnet fik de månedlange fængselsdomme. Foto: Wikimedia

Eksemplerne er mange, og tager man en mere videnskabelig tilgang, så bekræftes tendensen i den internationale ligestillingsrapport, Global Gender Gap, som World Economic Forum udgiver. 2017-udgaven er netop offentliggjort og viser, at Kina ligger på en næsten pinlig plads som nr. 100 ud af 144 lande. Landet er ovenikøbet dumpet ned fra 91. plads i 2015.

Forhindringerne

Der er mange forklaringer på kvinders manglende synlighed i det kinesiske samfund. En af dem er pensionsreglerne. Mænd går normalt på pension som 60-årige, mens kvinderne allerede gør det, når de fylder 55 (statsansatte) og 50 (for øvrige).

Begrundelsen for den lave pensionsalder er da også, at kvinderne skal have tid til at tage sig af familien, de syge, de unge og de ældre. Umiddelbart et gode men i forhold til at gøre karriere er forskellen en hindring.

Vejen frem i politik (og toppen i forretningslivet) går nemlig gennem opbygning af netværk (guanxi). Det tager tid at opbygge, ligesom karrierevejen i politik normalt går fra lave lokale niveauer via mange forfremmelser til provinsledelse, før der kan blive tale om en national karriere. Statistikken bekræfter, at kun meget få kvinder når dertil inden pensionsalderen.

En anden lovgivning, 1-barnspolitikken, har også haft stor betydning for kvindernes situation. Dels ved at drenge blev foretrukket fremfor piger, især på landet. Dels ved at den megen fokus på det enkelte barn i meget høj grad er blevet moderens opgave.

Siden partiet sidste år ændrede reglerne fra 1 til 2-barnspolitik, er der kommet endnu mere pres på kvinderne til at blive hjemme og få barn nummer to. Med styrets øjne har man brug for kvinderne i hjemmet – til at føde og passe børn – snarere end på at være på arbejdspladser eller i politik.

Ligestilling i kamp

Sammen med Nordkorea er Kina nok det eneste land, der formelt fejrer FN’s internationale kvindedag, 8. marts. Offentligt ansatte kvinder får en halv fridag som en hyldest til kvindernes arbejde ude og i hjemmet. Dagen har stor symbolværdi, men i praksis er den blevet en mellemting af Mors Dag og Valentins Dag – pakket ind i et kommercielt gaveorgie.

Kvindernes internationale kampdag har i Kina udviklet sig til en blanding af Valentins Dag og Mors Dag. Her et screenshot fra stormagasin-kæden Parson’s kampagne i år op til Kvindedagen 8. marts

Historisk set har kvindernes forbedrede forhold hele vejen igennem været et resultat af beslutninger, der er kommet ovenfra – ikke udsprunget af ønsker eller krav fra kvinderne. Det er lovgivningen, der har forbedret kvindernes status i Kina såsom retten til arbejde, uddannelse og deltagelse i politik. Det har ikke været kvindekamp.

Især i 1950’erne gik det hurtigt, da kvinderne med den nye ægteskabslov selv kunne vælge mand, fik ret til skilsmisse og lov til at leje jord. Endda også en (for den tid) progressiv barselsorlov på op til tre måneder.

Kvinder i millionvis måtte forlade de statslige mastodonter med en fyreseddel. Til lejligheden blev kvindernes retur til kødgryderne i hjemmet omskrevet som ”uformel beskæftigelse”

Selvom Mao og kompagni fik meget ros (også i Vesten) for den stats-feministiske linje, så var hensigten ikke primært ligestilling. For lederne handlede det kynisk set om at få kvinderne ud på fabrikkerne, fordi der var kæmpe arbejdskraftmangel i det fattige land. Derfor blev det også præsenteret med det nye slogan, at de skulle og kunne ”gøre alt det mænd kan gøre”.

Den omvendte situation opstod i 1990’erne, da kurven knækkede for kvinderne, efter overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi betød, at titusindvis af statsejede virksomheder måtte lukke. Afviklingen af Danwei systemet – hvor man var ansat fra vugge til grav på de store statslige arbejdspladser – betød, at mændene fik lov til at bevare jobbet af sociale og økonomiske årsager, ikke mindst fordi mændene får højere sociale ydelser.

Kvinder i millionvis måtte forlade de statslige mastodonter med en fyreseddel. Til lejligheden blev kvindernes retur til kødgryderne i hjemmet omskrevet som ”uformel beskæftigelse”.

Lønforskellen blev i denne periode også drastisk ændret, så kvinderne i gennemsnit røg ned på 60-70 procent af mændenes løn. Seneste landsdækkende lønundersøgelse viser, at dér ligger de stadig. Kvinder i byerne tjener stadig kun 67,3 procent i forhold til mænd.

De kalder dem rest-kvinder

Det er ikke fordi, jeg har overset Kina’s største kvindeorganisation All-China Women’s Federation, der officielt præsenteres som en NGO, men som i praksis fungerer som en forlænget del af Kommunistpartiet. Kvindeorganisationen blev stiftet i 1949 med formålet at forsvare kvinders rettigheder. Organisationen har dog ofte spillet ud med forslag og holdninger, der må betegnes som rimelig gammeldags set i kvindeperspektiv.

Den afgørende forskel på Kina og andre lande er, at i spørgsmålet om ligestilling og feminisme er det mændene, der har ført an og styret udviklingen. Der har simpelthen ikke været nogen egentlig kvindekamp. Og heller ikke nogen kvindebevægelse

Det gælder for eksempel hele debatten om ”rest-kvinder”. Et halvofficielt udtryk som ministerier, styrelser og stats-medier bruger om kvinder, der er over 27 år og ikke er blevet gift. En gruppe, der bl.a. i takt med kvinders længerevarende uddannelse er i stærk vækst, men som møder modstand fra de traditionelle og udbredte holdninger om, at kvinder bør giftes inden de er 23 – og i øvrigt bør koncentrere sig om hjem, barn/børn og manden. Kvindeorganisationen har i årevis fremturet med mantraet om, at kvinder er værdiløse uden en mand.

Kina er socialt set et råt samfund, hvad også afspejles i sproget. “Restkvinder” er et halv-officielt udtryk for kvinder over 27, der ikke er gift Foto: Wikimedia

“Weinstein-typer findes ikke i Kina” – basta

Den afgørende forskel på Kina og andre lande er, at i spørgsmålet om ligestilling og feminisme er det mændene, der har ført an og styret udviklingen. Der har simpelthen ikke været nogen egentlig kvindekamp. Og heller ikke nogen kvindebevægelse. All-China Women’s Federation er en traditionel social bevægelse med stats-feministiske mål, hvor kvindefrigørelse altid er gået hånd i hånd med, hvad der gavner partiet og nationen.

Og hvor Harvey Weinstein-skandalen fra Hollywood satte gang i debatten om seksuel chikane i Vesten, så har #MeToo-kampagnen været nærmest ikke-eksisterende i Kina. Ikke fordi problemet ikke findes. Forskellige undersøgelser viser, at mellem 30-75 procent af kvindelige universitetsstuderende har været udsat for sexchikane eller overgreb.

Men Kina er ikke en retsstat, og lovgivningen om voldtægt og chikane er vag. Desuden modvirker det hierarkiske system, at kvindernes anklager bliver taget alvorligt, og det er sjældent, at myndigheder eller arbejdsgivere tør undersøge klager.

Så #MeToo i Kina blev tiet ihjel i en blanding af censur og nationalisme. Statsmediet China Daily lagde fra starten låg på ved at meddele, at Weinstein-typer ikke findes i Kina, for som avisen skrev, ”mænd i Kina er opdraget til at beskytte kvinder”. Basta. Debatten på sociale medier har censuren gjort kort og umulig, og i øvrigt er tonen på net-medierne generelt grov og nedladende over for kvinderne.

Feministerne i Kina

De seneste år er der dog opstået bevægelser og mindre feministiske gruppe a la de danske rødstrømper, som er uafhængige af de politiske og sociale bevægelser. De er opstået i og omkring sociale medier og ægte NGO’er, men de er små og uden den store gennemslagskraft. Især fordi de bliver opfattet som en ”vestlig” opfindelse.

Det er ikke, fordi etniske kinesere ikke selv gerne vil have kvindelige ledere. Inden for det sidste år har Taiwan fået sin første kvindelige præsident, og Hongkongs nye leder er også en kvinde. Men i Folkerepublikken, hvor de en gang bar halvdelen af himlen, kan de i dag ikke engang nå op til glasloftet

Det var i øvrigt ventet, at én af disse grupper forud for Partikongressen i oktober ville sende et åbent brev til de kinesiske ledere, hvor de opfordrede til at ændre på det skæve forhold mellem mænd og kvinder i politik. Men lederen af gruppen, advokaten Guo Jianmei, havde fået et vink med en vognstang fra myndighederne om, at det var upassende at bringe et så sensitivt emne på banen lige op til kongressen.

Da markedsøkonomien for alvor kom ind i 1990’erne, røg kvinderne ud fra industri-arbejdspladserne, og deres løn faldt til 60-70 pct. af mændenes løn. Og der er stadig meget stor lønforskel. Foto: Robert Scoble, Flickr

Det er med andre ord op ad bakke for Kinas kvinder. Og det er jo ikke, fordi etniske kinesere ikke selv gerne vil have kvindelige ledere. Inden for det sidste år har Taiwan fået sin første kvindelige præsident og Hongkongs nye leder er også en kvinde.

Men i Folkerepublikken, hvor de engang bar halvdelen af himlen, kan de i dag ikke engang nå op til glasloftet.     

Dele af denne artikel har været bragt som kronik i Politiken 7. marts 2018 (bag en betalingsmur).

Du kan læse flere af Jan Larsens reportager og analyser om Kina HÉR

Topillustration: 

Kategorier