Kina snyder med PISA-skoleprøverne – nu kommer regningen

af

Den tidligere suveræne vinder af PISA-prøverne, Kina, er styrtdykket i den nyeste opgørelse. Tidligere var det vestlige lande som Danmark, der gik i PISA-panik. Nu er det nu kineserne tur. ”Vi må væk fra de strikte prøver og tests og i stedet satse mere på kreativitet og innovation”, lyder debatten i Kina. Men i realiteten bygger hele miseren på, at Kina alt for længe har fået lov til at snyde – og stadig gør det.

I forhold til de foregående PISA-undersøgelser har der herhjemme været forholdsvis stille omkring den seneste prøve af de 15-åriges skolefærdigheder blandt OECD-landene og samarbejdslande som Kina. Helt modsat er det i Kina, hvor der er ved at opstå de samme slags diskussioner, som vi oplevede herhjemme, da Danmarks, USA’s og alle de vestlige landes skolesystemer, blev sat under pres.

Ved undersøgelserne i både 2009 og 2012 var topscorerne en række asiatiske lande – med Kina klart i spidsen.

Men i 2015 undersøgelsen, der blev offentliggjort i sidste måned, er Kina dykket fra den suveræne førsteplads, som det havde både i 2009 og 2012, til en samlet 10. plads. I de enkelte testdiscipliner er Kina faldet fra førstepladsen i samtlige fag til henholdsvis nummer 10 i naturfag, de sjettebedste i matematik, mens det er gået helt galt med læsefærdighederne, hvor Kina er endt på en 27. plads. Vi lader lige tallene stå et øjeblik ….

Kina snyder ikke …. så meget som før

Hvad er der sket. Er kineserne blevet dårligere, eller er vi blevet bedre siden den kæmpemæssige debat efter de to forrige undersøgelser. Næppe. Forklaringen ligger primært i, at Kina ikke længere snyder helt så meget, som de tidligere har gjort og fået lov til. Men de snyder stadig – først snyder de os, men i sidste ende også sig selv.

Som det fremgår af grafikken for PISA-undersøgelserne i 2009 og 2012, så udvalgte Kina en række eliteskoler, kun fra Shanghai, til at repræsentere hele landet. Andre lande fulgte det normale fordelingsmønster med at vælge skoler fra forskellige landsdele, så det gav et statistisk dækkende billede. Men OECD tillod, at Kina kun var repræsenteret ved de allerbedste skoler fra Shanghai, der er den rigeste og mest veluddannede by, deraf betegnelsen Kina-Shanghai.

Omsat til dansk svarer det til, at det kun var de allerbedste skoler i Ordrup, Klampenborg og Gentofte, der skulle repræsentere Danmark. Og kun skoler i London repræsenterede Storbritannien eller fra Boston hele USA.

Ved den nye undersøgelse har Kina valgt at tage skoler med fra tre andre steder i Kina. Der er skoler fra hovedstaden Beijing, men det er eliteskoler  på niveau med superskolerne i Shanghai. Men også elever i 9. klasser fra skoler i den sydlige Guangdong-provins er med – og fra Jiangsu-provinsen. Kinas nye betegnelse på PISA-ranglisterne er nu Kina B-S-J-G.  Selvom der også de tre nye steder er tale om udvalgte eliteskoler med de dygtigste lærere og elever, så droppede Kina altså fra første- til tiendepladsen.

Man tør slet ikke tænke på, hvor Kina vil ligge på PISA ranglisten, hvis almindelige skoleklasser var med, i stedet for kun eliteeleverne. Foto: Jakob Clausager Jensen – Wikimedia Commons.

 

Ydmygende, mener flere kinesiske skolefolk. Og nærmest en forklaring på den kinesiske nedtur kommer nok fra direktør Xiong Bingqi fra uddannelsestænketanken 21st Century Education Research Institute. Han siger, at uddannelsesniveauet i Kina ikke er blevet dårligere, men han tror det snarere er lokalregeringerne i de nye provinser (Jiangsu og Guangdong), der var ”mindre interesserede i at lære eleverne, hvordan man toppræsterer i standardiserede tests”.

Når vi taler om konkurrence, er der nemlig ikke noget i Kina, der hedder ”fair play”. Det gælder om for alt i verden at vise, hvor dygtig man er – og det er accepteret at bruge beskidte kneb og fordrejninger. Det er kun resultaterne, der tæller og dem, der giver skolerne større status – og lederne mulighed for at avancere til højere stillinger.

Da DR’s dokumentarfolk blev snydt

Jeg oplevede i en lignende uddannelsessammenhæng, hvordan det gik helt galt for dokumentargruppen fra DR i Aarhus. De skulle i gang med at lave den senere så omdiskuterede udsendelsesrække ”9.z mod Kina”, hvor to 9. klasser i henholdsvis Aarhus og kinesiske Harbin skulle konkurrere. En uge før optagelserne gik i gang i Kina, blev jeg ringet op på mit korrespondentkontor i Beijing af en af tilrettelæggerne af serien.

I løbet af samtalen gik det op for mig, at tv-holdet ikke havde deres egen kinesiske tolk. ”Vi får stillet én til rådighed af Harbin kommune”, lød svaret. Jeg var målløs. Det er jo lidt af en journalistisk dødssynd at have en tolk, der repræsenterer modparten. Men det går nok, lød svaret, ”for Harbin er jo venskabsby med Aarhus”.

Noget naivt – ikke mindst når tv-programmet blev præsenteret som en konkurrence mellem de to. Set med kinesiske øjne har målet for Harbin selvfølgelig været for alt i verden, at vise deres egne indbyggere, chefer, regering og partiapparat, hvor dygtige de var. Resultatet stod lysende klart, da serien løb over skærmen.

DR-tilrettelæggernes research og indsigt var så ringe, at de i programmet fremstillede skolen i Harbin som en almindelig folkeskoleklasse. Kineserne havde også fået bildt dem ind, at det var helt almindelige elever og forældre.

Fra den helt ulige “kamp” i DR-dokumentaren “9.z mod Kina”. DR-pressefoto.

Sandheden var, at de stakkels, helt almindelige (og ufokuserede) elever fra Holme Skole var oppe mod en kinesisk eliteklasse – med velstående, ambitiøse og veluddannede forældre og undervist af provinsens bedste lærere. Det var ikke nogen lige kamp.

Det gik op for mig, at tv-holdet ikke havde deres egen kinesiske tolk. ”Vi får stillet én til rådighed af Harbin kommune”, lød svaret. Jeg var målløs. Det er jo lidt af en journalistisk dødssynd at have en tolk, der repræsenterer modparten. Men det går nok, lød svaret, ”for Harbin er jo venskabsby med Aarhus”

Så der skete det samme som efter de første PISA-undersøgelser, der efterlod ikke kun det danske, men hele det vestlige uddannelsessystem i hysteri over, at Kina var så suveræne på ranglisterne. Pædagoger og politikere krævede flere prøver i skolesystemet. Begrebet Tigermødre indgik pludselig i det danske sprog. Og i hele den vestlige verden brød hysteriet løs, selv hos giganterne på uddannelsesområdet.

Barack Obama talte om ”Sputnik-momentet” for USA’s uddannelsessystem. Storbritannien brugte formuer på studieture til Shanghai og inviterede 60 kinesiske professorer til London for at ændre landets matematikundervisning i kinesisk retning.

Kina snød på vægten

Men med de nyeste PISA-resultater har panikken lagt sig – og det står klart, at årsagen til de tidligere kinesiske topresultater ikke kun skyldes ihærdighed med lektierne. Men ligeså meget, at Kina har haft mulighed for at fordreje resultaterne – og uden blusel har gjort det – så skolerne og eleverne fremstår bedre, end de egentlig er.

Ved PISA-prøverne har man hver gang kun udvalgt de allerbedste skoler i udvalgte byer. Og ikke nok med det, så er kun de allerdygtigste elever fra forskellige klasser blev valgt ud til at deltage i den to timer lange PISA-prøve.

Det var grunden til, at en klasse i Harbin i dansk tv kunne tæske eleverne fra Aarhus, og at Kina to gange i træk indtog PISA-mønsterpladsen på verdensplan. Nu er de røget pænt ned ad rangstigen, fordi eliteeleverne i andet lag ikke var helt så dygtige, som supereleverne fra Shanghai-skolerne.

Et specielt skolesystem

Men måske får det helt andre konsekvenser end ventet. For det ser ud til at sætte gang i en debat, som har ulmet, men manglet længe i Kina. Der er nemlig mange lærere og professorer, der vil af med de totalt styrende prøver og eksamener og henimod en mere pædagogisk åben undervisning, der giver plads til kreativitet og innovation.

PISA ser kun på elevernes evner ved eksamensbordet, men afspejler ikke egenskaber som kreativitet og samarbejde. Kritikerne af systemet er ret frustrerede over, at praktisk viden og evner bliver nedgjort.

Tests, prøver og eksamener præger hele skolegangen i Kina. Denne klasse i Henan-provinsen blev for en måned siden beordret til at gennnemføre en eksamen udendørs, fordi skolen var lukket på grund af smog-alarm. Foto fra We Chat

Jeg har i årenes løb besøgt mange kinesiske skoler – på landet som i byerne – fra børnehaveklasser til universiteter. Tre indtryk sidder fast på min hornhinde:

– Hvordan lærerne på de små skoler i provinserne (stadig) savner ordentligt undervisningsmateriale og midler – og at lærerne i øvrigt (stadig) er blandt landets lavest lønnede.

– Dernæst hvordan den altafgørende prøve (gaokao) i gymnasiet nærmest forhindrer ”normal” undervisning i flere år, fordi alle elever arbejder målrettet på at forberede sig til prøven, der vil afgøre, hvilket universitet man kan komme ind på (og deraf følgende karrieremuligheder).

Og fra universiteternes verden, hvordan det går mere og mere op for mange af lærerne og professorerne, at den strikte og eksamensorienterede undervisning ikke skaber dygtige fagfolk, hverken til forskning eller i produktionen.

Naturfagene har ikke elevernes interesse

En interessant trend i Kina er også, at naturfagene er ved at miste lidt af deres stjerneglans i undervisningssystemet. Nye tal viser, at langt færre unge kinesere ønsker at søge job indenfor naturvidenskaberne end i f.eks. USA eller Sydkorea.

Det er i høj grad naturfagsuddannelserne, der har været styrende for den eksamens-fokuserede undervisning. I generationen fra 80’erne og 90’erne har f.eks. ingeniørfaget fremstået som drømmejobbet. Ingeniører er spyet ud i bundter med vægt på kvantitet fremfor kvalitet. Det har været medvirkende til landets hurtige teknologiske udvikling. Men nu er det fag som økonomi, der tiltrækker de unge kinesere – og ingeniørfaget har mistet sin tiltrækningskraft. Det truer ifølge fagfolk med at skabe mangel på kvalificerede ingeniører.

Det står klart, at årsagen til de tidligere kinesiske topresultater ikke kun skyldes ihærdighed med lektierne. Men ligeså meget, at Kina har haft mulighed for at fordreje resultaterne – og uden blusel har gjort det – så skolerne og eleverne fremstår bedre, end de egentlig er.

I forvejen har udenlandske firmaer i årevis klaget over kinesiske ingeniørers mangel på innovation og fleksibilitet. Og en forsidehistorie fra kinesiske medier i sidste uge bekræfter, at det måske er så som så med dygtigheden i faget. Artiklen handlede om, at kinesiske producenter efter fem års intensiv forskning og udvikling, endelig, har konstrueret et kuglepennehoved, så man ikke længere er nødt til at importere kvalitetskuglepenne.

Kina følger ikke spillereglerne

Der er ellers al mulig grund til at anerkende den indsats, som et-partistaten i flere generationer har gjort for at forbedre undervisningen og uddannelsesniveauet i Kina.

Men det er også nødvendigt, at Kina følger spillereglerne og ikke hele tiden får lov til at snyde eller opstille egne regler. Eller som det typisk sker i erhvervslivet, hvor man lader staten eller partiet være den tredje eller hemmelige part i spillet. I denne sammenhæng er det underligt, at en organisation som OECD, der organiserer PISA-undersøgelserne, tillader at Kina kan fortsætte med at kunne snyde. Måske i et håb om, at de en dag vil følge reglerne som alle andre.

Især på universiteterne er der kritik af den strikte og ekstremt prøveorienterede undervisning. Den gør ikke studenterne i stand til at analysere, levere kritisk tænkning eller ordentlig kommunikation, mener kritikerne. Foto: Galaygobi, Wikimedia

Men snyd i dets mange varianter er desværre en systemfejl i det moderne Kina. Så sent som i sidste uge blev det afsløret, at et stort kinesisk firma, der skal verificere ægtheden af de eksamensbeviser, som kinesiske studerende skal aflevere for at blive optaget på amerikanske universiteter, selv er blevet anklaget for svindel.

Tvivl om ægtheden af kinesiske eksamenspapirer er et stigende problem for de store amerikanske universiteter, der er blevet økonomisk afhængige af de mange kinesiske studerende. Nu viser det sig, at den vagthund, som nogle af de helt store USA universiteter har benyttet, selv har medvirket til udbredt svindel.

Mange lærere og professorer vil nu af med de totalt styrende prøver og eksamener og henimod en mere pædagogisk åben undervisning, der giver plads til kreativitet og innovation

Desværre ser det ud til, at netop PISA-målingerne har gjort det sværere at fjerne fokus fra de eksamensrettede systemer. Kinas topresultater har nemlig bekræftet lederne i, at det var det bedste for landets renommé. Med det resultat, at de mange lærere, der gerne vil ændre undervisningerne henimod mere selvstændighed og kreativitet, hele tiden bliver overhalet med kravet om, at nu de skal at forberede den næste prøve og den næste prøve.

Og værst er det, at det desværre også signalerer til de kinesiske lærere og de unge studerende – fremtidens ledere i Kina – at det er helt OK at snyde og bøje reglerne for at opnå sine resultater.

Topfoto: Wikimedia commons

Har du har lyst til at læse flere af Jan Larsens analyser om Kina, så klik hér

 

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Jan Larsen

Jan Larsen: Journalist og Kina kommentator. DRs korrespondent i Kina fra 2005-11. Har siden beskæftiget sig 100 pct. med Kina - dels som foredragsholder [www.janlarsen.biz] - dels som kommentator i radio og TV. Og nu også som skribent hos POV International. Se alle Kina artikler: pov.international/author/janlarsen/. Efter historiestudier på Københavns Universitet (cand.phil) tog Jan til Australien og fik en journalistisk uddannelse på dagbladet The West Australian i Perth. Korrespondent i Australien for Berlingske og senere free-lance journalist i Sydøstasien.
Hjemvendt til Danmark blev han reporter og studievært på Københavns Radio (DR). Var derefter (1983-2005) ansat på TV Avisen som bl.a. erhvervsjournalist, redaktør og nordisk korrespondent.
Blev DRs første Asien korrespondent med bopæl i Beijing (2005-2011). Sluttede i DR som reporter på udenrigsmagasinet Horisont og har siden 2013 været aktiv som foredragsholder, kursusleder, analytiker og Kina-kommentator – og opholder sig jævnligt i Kina og Sydøstasien.

Seneste indlæg fra

Gå til Top