Hvem havde forestillet sig, at Kina pludselig skulle stå som global garant og forkæmper for frihandel, miljø, bæredygtighed og fred? Kun ude i verden, ganske vist – ikke på den hjemlige front og i omegnen, desværre. Men alligevel. Mette Holm fortæller om en helt ny konstellation på den globale magtpolitiske scene, efter magtskiftet i Washington.
Hvis USA’s nye præsident, Donald Trump, har en Kina-politik, hvad går den så ud på?
Hans modstand mod frihandel og multilateralisme giver Kina nye udfoldelsesmuligheder og økonomisk plads i verden. Men hans afvisning af klimaforandringernes katastrofale konsekvenser, som noget Kina har fundet på for at underminere amerikansk produktion, og skingre udmeldinger om Taiwan og omstridte øer i Det sydkinesiske Hav er nye, lidet opmuntrende toner i de to mægtige landes følsomme forhold.
The concept of global warming was created by and for the Chinese in order to make U.S. manufacturing non-competitive.
— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) November 6, 2012
We should be focused on clean and beautiful air-not expensive and business closing GLOBAL WARMING-a total hoax!
— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) December 28, 2013
Kina sprang ud som overbevist klimaforkæmper for halvandet år siden, da præsident og partichef Xi Jinping med fynd og klem sammen med verdens øvrige ledere på FN’s Generalforsamling i New York tilsluttede sig de 17 banebrydende globale mål for en bæredygtig fremtid – og i samme åndedræt lovede FN en milliard dollar til udvikling, fremme af kvinders vilkår, fredsbevaring og fredsbevarende soldater.
Xi Jinping og Barack Obama, lederne af verdens to største økonomier, bekendte sig begge – og sammen – til en bæredygtig fremtid den dag i New York, og de gjorde det sørme igen få måneder senere, da de tiltrådte Klimaaftalen i Paris. Og anført af de to sluttede resten af verden også op om aftalen. Nu truer Trump med at trække USA ud af denne.
Det var selvfølgelig ikke for at være sød, at Xi skrev under. Det var under indtryk af, at alt andet ville være dybt uforsvarligt – over for verden og for Kina. Vesten har på mange måder nydt godt af, at Kina op gennem 1990’erne blev hele verdens fabrik, for forureningen flyttede med.
Kinas formidable økonomiske vækst gennem de seneste snart 40 år har drevet rovdrift på miljøet. Forureningen er massiv. Hundredtusindvis af kinesere dør af luftforurening hvert år. Der er dage, hvor børn og gamle holdes indendøre. Fiskene dør i floder og søer. Der er voldsomme oversvømmelser i syd, tørke og ørkenspredning i nord.
Med Trump lukker Amerika om sig selv, som Kina gjorde det i årtier, og så indtager Xi Jinping og Kina tomrummet efter USA… For Kina er udviklingen logisk. Kineserne er ved at genindtage den ledende verdensposition, som de mener sig født til, og som en respektløs omverden fratog dem for godt 150 år siden efter nederlaget i Opiumskrigene.
Så der var ganske enkelt ikke anden udvej end at sætte ind for om muligt at afhjælpe skaderne og sikre en bæredygtig fremtid. Kinas storsind i forhold til FN’s aktiviteter var ikke på samme måde presserende, men faldt dog på et tørt sted – for også her truer Donald Trump med at trække den amerikanske støtte tilbage.
Barack Obama søgte på forhånd at slukke de brande, han frygtede, at hans efterfølger vil antænde, bl.a. ved at gøre udtræden af klimaaftalen fra Paris til en længerevarende affære. Med Trump lukker Amerika om sig selv, som Kina gjorde det i årtier, og så indtager Xi Jinping og Kina tomrummet efter USA.
Kina træder ind i tomrummet efter USA
Xi deltog som den første kinesiske topleder i Det verdensøkonomiske Forum i Davos i Schweiz. Xi havde sværvægtsscenen for sig selv. Han så formentlig Trumps tirader mod globalisering som en fin mulighed for at brillere med det modsatte synspunkt.
Xi benyttede lejligheden til at tale for globalisering, frihandel, om flygtninge, international terrorisme, om ansvar og udvikling. Den vestlige verden blev ganske benovet over hans relevante og poetiske tale, der havde referencer til Charles Dickens, Ali Baba (der også er navnet på verdens største – og kinesiske – nethandelssite) og hvad dertil hører.
Kina har fortsat mange handelshindringer og har haft endnu flere. Men Xi kom skeptikerne i møde med at tale om Kinas årelange overvejelser forud for indtræden i Verdenshandelsorganisationen, WTO. Nu er tvivlen borte, sagde han; kun i samklang og udveksling med den øvrige verden kan Kinas økonomi vokse sig stærkere.
For Kina er udviklingen logisk. Kineserne er ved at genindtage den ledende verdensposition, som de mener sig født til, og som en respektløs omverden fratog dem for godt 150 år siden efter nederlaget i Opiumskrigene.
Xi citerede et gammelt kinesisk ordsprog, “Honningmeloner vokser på bitre ranker; søde dadler vokser på tidsler og torne” for at illustrere vores uperfekte verden: ”Den, der påstår noget er perfekt på grund af dets fordele eller uanvendeligt på grund af mangler, ser ikke det samlede billede. Sandt er det, at økonomisk globalisering har skabt nye problemer, men det er ikke i sig selv grund til at afskrive den. Man skal snarere tilpasse sig og den økonomiske globalisering og lede den på ret spor, afbøde dens negative virkning og give alle lande og nationer del i frugten af den’.
Trump var endnu ikke tiltrådt, da Xi talte i Davos, og Xi nævnte ham ikke ved navn, men langede hårdt ud mod handelshindringer og protektionisme, som Trump har lovet sine vælgere; han advarede om, at ’ingen vil have gavn af en handelskrig.’ Og så forsikrede Xi, at Kina ingen planer har om devaluering – som Trump også har hævdet stod på Kinas dagsorden.
Xi benyttede også taletiden til at promovere Kinas alternativ til handelssamarbejdet mellem 11 stillehavsasiatiske lande uden om Kina, TPP, som Trump med et af sine første pennestrøg som præsident har dekreteret, at initiativtageren USA alligevel ikke vil være med i. De øvrige deltagerlande er Australien, Brunei, Canada, Chile, Japan, Malaysia, Mexico, New Zealand, Peru og Singapore.
Han erklærede, at Kina inden for de kommende fem år vil importere varer for otte billioner dollar, tiltrække 600 milliarder dollar i investeringer fra udlandet og selv investere 750 milliarder dollar i udlandet.
Mens TPP stadig lignede en realitet, planlagde Kina sit eget modstykke, det regionale økonomiske samarbejde RCEP, som omfatter de 10 ASEAN-lande samt Australien, Indien, Japan, Kina, Sydkorea og New Zealand. Den afgørende forskel på TTP og RCEP er, at USA er med i den første, mens Kina og Indien er med i den anden. Så udhulingen af TTP vil gavne RCEP – og dermed Kina. I det lange løb kan det blive dyrt for USA at hegne sig ind.
Sammensurium af stat, privat og forretning
Trump mødtes tidligere på måneden med Jack Ma, én af Kinas – og verdens – rigeste erhvervsfolk. Jack Ma lovede Trump at skabe én million arbejdspladser i USA. Hvordan stod ikke klart, men der var tale om, at én million små amerikanske virksomheder skal sælge deres varer hos Ali Baba, Mas webshop, som er verdens største. I forvejen sælger omkring 6000 amerikanske virksomheder på Ali Baba, men USA’s konkurrencemyndigheder har sitet under observation med beskyldninger om, at der ses gennem fingre med salg kopivarer.
Jack Ma on the way to meet President Elect @realDonaldTrump to discuss $BABA plans to create 1MM US jobs by helping small biz sell to China. pic.twitter.com/Kca4kiwqPI
— Alibaba Group (@AlibabaGroup) January 9, 2017
Jack Ma var også i Davos, og her anbefalede han ”at give Donald Trump tid” og beskrev ham som ”fordomsfri” og ”lyttende”. Derudover advarede Jack Ma om, at Kina og USA for enhver pris må undgå konfrontation. ”Det er så let at udløse en krig. Det er svært, somme tider næsten umuligt, at afslutte krigen”. Derpå kritiserede han alligevel sin nye forretningsforbindelses hårde retorik, for ”når handel holder op, begynder krigene”.
I Kina flyder forretning, stat og privat sammen i en uigennemskuelig masse. Jack Ma er privat erhvervsmand og også meget tæt på den kinesiske statsmagt, ellers kunne han slet ikke drive det så vidt.
Trump trækker erhvervsfolk helt ind i regeringskontorerne. Præcis hvad det kommer til at betyde, står endnu ikke klart, men han har udnævnt en ambassadør, der har gjort gode forretninger i Kina og tilmed er gode venner med Xi Jinping.
Foruroligende sikkerhedspolitiske signaler
Sikkerhedspolitisk har Trump sendt modstridende meldinger om den globale magtfordeling. Han har talt om at atombevæbne Japan (der ikke har ytret ønske om den slags), sønderbombe Nordkorea, som han mener er Kinas ansvar; han vil forlange beskyttelsespenge, hvis USA skal bidrage til opretholdelse af magtbalancen gennem fx NATO og i Stillehavet. Han vil ikke betale til FN, ligesom han vil trække USA ud af atomaftalen med Iran. USA er heldigvis kun én af aftalens parter, men Trumps meldinger er dog dybt foruroligende, kan bidrage til yderligere udbredelse af masseødelæggelsesvåben og i yderste konsekvens udløse krig mellem USA og Iran.
Kina og Amerikas nye præsident er under alle omstændigheder kommet rigtig dårligt fra start. Og her må jeg minde om, at lige så længe, jeg har beskæftiget mig med Kina, hvilket er før Kina og USA i 1979 oprettede diplomatiske forbindelser, har præsidentkandidater skarpt kritiseret Kina, for så at vælge en langt mere pragmatisk kurs, når de først var installeret i Det Hvide Hus.
Dertil kommer, at de to lande i mellemtiden har oparbejdet et overordentligt tæt økonomisk forhold, for så vidt, at amerikanerne skylder Kina over 2000 milliarder dollar. De to landes økonomier er uløseligt forbundne. Faktum er også, at USA’s præsident efterhånden er den eneste leder, der ustraffet af Kina, kan mødes med tibetanernes åndelige overhoved, Dalai Lama. For alle andres vedkommende udløser det sanktioner fra Beijing.
Hvem tester hvem?
Trump tester Kina – eller er det omvendt? Kina blev aldeles rasende og tog det som en lodret udfordring, da Trump efter valgsejren i november tog mod et lykønskningsopkald fra Taiwans folkevalgte præsident, Tsai Ing-wen, som siden under en mellemlanding i Houston på vej til Latinamerika mødtes med republikanske politikere, blandt dem Ted Cruz.
Udfordringen blev i skingre vendinger besvaret af statslige kinesiske medier med advarsel om, at Kina aldrig vil finde sig i udfordring af ét-Kina-politikken – af, at Taiwan er en uadskillelig del af Kina. I virkelighedens verden er Taiwan det eneste demokratiske samfund i den kinesiske kulturkreds med folkevalgt præsident, egen driftig økonomi, m.m., hvilket kun anerkendes diplomatisk af en snes små lande i Oceanien, Afrika og Latinamerika – samt Vatikanet i Europa.
Kina anser Taiwan for en udbryderprovins, som nødvendigvis en dag må ”genforenes” med fastlandet, hvilket på ny blev understreget i sidste uge, da Kinas eneste hangarskib, ”Liaoning”, sammen med nogle mindre krigsskibe sejlede nordover op gennem Taiwan-strædet, der med sine 150 km skiller Taiwan fra det kinesiske fastland.
Donald Trumps udfald og indfald tyder ikke på, at han har formuleret en Kina-politik. Men Kina og USA må finde en omgangsform; det kan kun gå for langsomt.
Intet ville glæde Kina mere, end hvis Trump gør alvor af truslen om, at verden må klare sig selv, og som konsekvens trækker USA’s stillehavsflåde hjem. Men det rimer dårligt med truslerne mod Kina om repressalier, hvis ikke Folkerepublikken besinder sig i forhold til håndhævelsen af sin selvbestaltede ret til Spratley-øerne i Det sydkinesiske Hav. Flere lande gør krav på øerne, der formodes at være rige på olie og gas. Kinas krav er i strid med FN’s Havret og Den internationale Domstol i Haag. Kina har udbygget øerne militært med kaserner, våbensystemer og landingsbaner.
Trumps Komiske Ali, talsmanden Sean Spicer, erklærede på sit første pressemøde (efter det, hvor han proklamerede, at tilskuerantallet ved Trumps indsættelsesceremoni var større end nogen tidligere præsidents), at USA vil forhindre Kina i at tage områder i internationalt farvand i besiddelse. Det samme sagde USA’s nye forsvarsminister, Rex Tillerson, inden sin tiltrædelse.
Xi Jinping svor i sin nytårstale at forsvare Kinas ”martime rettigheder” og ”territoriale suverænitet”.
Spratley-øerne, Taiwan samt Tibet og Xinjiang, hvor centralmagten nægter befolkningerne deres forfatningssikrede rettigheder, er meget ømme tæer hos magthaverne i Beijing.
Det ved Donald Trump, og han træder hårdt på dem. Han taler hverken om USA’s, amerikanernes eller taiwanernes interesser, men om sine egne. Kineserne skal dæleme ikke bestemme, om han må tage imod et lykønskningsopkald fra Taiwans folkevalgte præsident eller ej. ”I can talk to anyone I want to!”
Donald Trumps udfald og indfald tyder ikke på, at han har formuleret en Kina-politik. Men Kina og USA må finde en omgangsform; det kan kun gå for langsomt.
Som Jack Ma siger, de to lande må for enhver pris undgå konfrontation. I yderste konsekvens kan det være en trussel mod verdensfreden, det kan lamme verdenshandelen. Måske er den gensidige afhængighed den bedste garanti. For hvad hvis Kina vil have gælden indfriet og sætter de amerikanske statsobligationer til salg? Ja, så daler de formentlig voldsomt i værdi, USA styrer mod den økonomiske afgrund, og Kina bliver fattigere – det gør vi alle.
Illustration: Michaël Dorbec – Mobile Pay 3131 8234 – oprindelige foto af: Gage Skidmore, Flickr
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her