Kill Bill – Obamacare vs. Donald Trump: 1-0

af

ANALYSE – Obamacare lever videre, efter Donald Trump fredag led sit første alvorlige politiske nederlag siden sin indsættelse. På trods af republikansk flertal i Kongressen kunne præsidenten ikke samle flertal for at aflyse sin forgængers sundhedsreform og få vedtaget alternativet, “the American Health Care Act.” Trump giver imidlertid kækt demokraterne skylden for sit kollaps og spår, at det eksisterende sundhedssystem vil “kollapse”, hvilket han agter at bebrejde oppositionen for. Nu vil han fokusere på andre valgløfter såsom skat, en grænsemur mod Mexico, handel og infrastruktur. Eksperter advarer om, at vælgerne kræver et bedre forsikringssystem. Kollapset kan koste republikanerne flertallet i Kongressen ved næste års midtvejsvalg. Og efter kollapset om sundhed kom der lige en tyrkisk bombe ind over.

WASHINGTON D.C. – Så skete det. Donald Trumps valgløfte nummer et fra valgkampen i 2016 – to repeal and replace Obamacare – kollapsede, da præsidenten sammen med Paul Ryan, formanden for Repræsentanternes Hus, fredag trak det republikanske lovforslag om en ny sundhedsreform til afløsning for det nuværende – i daglig tale kaldet Obamacare efter den præsident, der gennemførte reformen i 2010 – tilbage.

Stemmerne var der simpelt hen ikke. Ifølge POV Internationals oplysninger manglede der mellem 20-50 stemmer for at loven kunne vedtages i det nedre kammer. Og i senatet var loven DOA som amerikanerne siger – dead on arrival. Det var både konservative og moderate republikanere, der ikke var med på loven. Plus – naturligvis – alle de demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus.

Der kommer ikke nogen ny lov på bordet foreløbig og resultatet er et enormt og ydmygende nederlag for præsident Trump, der ikke har forsømt nogen lejlighed til at håne “Washington” for ikke at være i stand til at “indgå og lukke aftaler”, og hvis kampagne byggede på løfter om at ophæve Obamacare.

I interviews efter lovforslaget blev trukket, gav Trump imidlertid demokraterne skylden, og forudsagde, at oppositionen vil komme til ham og søge en aftale inden for et år, når “Obamacare eksploderer.”

Det første medie, præsidenten ringede til med dette budskab var – noget overraskende kunne man mene – Washington Post.

Det ville ikke være et overraskende valg for en hvilken som helst anden amerikansk præsident, idet avisen fortsat er hovedstadens absolut førende medie, men igennem det meste af sin valgkampagne, og også som præsident, har Donald Trump rutinemæssigt kaldt såvel Washington Post som andre såkaldte “mainstream medier” som New York Times, ABC, CBS, NBC og CNN for “fake news” og hånet dem for deres ifølge præsidenten faldende oplag.

Ikke desto mindre ringede præsidenten blot minutter efter, at lovforslaget var blevet trukket fra at komme til afstemning, til Robert Costa, en af the Posts førende politiske reportere, for at give sin version af nederlaget. Interviewet kan læses her og det er ganske underholdende.

Lidt efter ringede præsidenten til et andet medie, han ifølge sig selv foragter, nemlig New York Times, hvor han talte med politisk reporter Maggie Haberman, der også er kommentator for CNN.

Begge kunne berette, at Trump var “fattet og rolig”, men også ude af stand til at selv at påtage sig blot det mindste af ansvaret for nederlaget. Tilsvarende mente han ifølge de to medier heller ikke, at der var noget at bebrejde formanden for Repræsentanternes Hus, Speaker Paul Ryan, som var manden, der i sidste ende havde det lidet misundelsesværdige job at briefe præsidenten om det faktum, at flertallet ikke var hjemme, og også – ifølge kilder tæt på formandens stab, som POV International har talt med – at overtale Trump til ikke at tage afstemningen alligevel.

Pelosi var ikke skræmmende nok for republikanske oprørere

Ifølge POV’s kilder ønskede Trump nemlig at stemme på trods af et forudsigeligt nederlag, fordi han gerne ville udstille de medlemmer af det republikanske parti, der “ønskede at stemme sammen med Nancy Pelosi” (det demokratiske mindretals leder i Repræsentanternes Hus).

Pelosi er særdeles upopulær blandt konservative republikanere, og bruges ofte som en art skræmmebillede i republikanske kredse, og formentlig mente Trump, at det ville skade især den stærkt højreorienterede, libertarianske fraktion i partiet – den såkaldte Freedom Caucus – at stå side om side med den ifølge dem ræverøde Pelosi.

De moderate republikanere ved, at der er midtvejsvalg til næste år, og at de ville være i fare for at tabe deres pladser i Repræsentanternes Hus, hvis de lagde stemmer til en så upopulær og vidtgående lov, der ifølge beregninger kunne koste 24 millioner amerikanere deres sundhedsforsikring og forringe dækningen for 1.8 millioner handikappede og fattige borgere.

Imidlertid var det ikke kun medlemmerne af The Freedom Caucus, der agtede at stemme nej til AHCA, men også flere moderate republikanere, der er samlet i den såkaldte Tuesday Group. Og grunden til at de moderate republikanere heller ikke var meget for loven, var netop, at præsidenten og Paul Ryan forlods havde givet særdeles store indrømmelser til de mest konservative kritikere for at få dem ombord.

Formentlig tabte præsidenten således en god portion af sine moderate partifæller, da han midt i ugen indvilgede i at fjerne et lovkrav, som Obamacare indeholder lige nu om, at alle forsikringsselskaber skal inkludere basale sundhedsydelser, de såkaldte essential health benefits – som dækning af udgifter til graviditet og fødsler, kemoterapi, receptpligtig medicin, behandling af misbrug, besøg på skadestuen, almindelige hospitalsindlæggelser samt sundhedsydelser til børn –  i deres forsikringsplaner.

De moderate republikanere ved udmærket, at der er midtvejsvalg til næste år, og at de ville være i fare for at tabe deres pladser i Repræsentanternes Hus, hvis de lagde stemmer til en så upopulær og vidtgående lov, der ifølge beregninger fra kongressens eget budgetkontor kunne koste 24 millioner amerikanere deres sundhedsforsikring og forringe dækningen for 1.8 millioner handikappede og fattige borgere.

Som Rodney Frelinghuysen, der er valgt for republikanerne i staten New Jersey, sagde det til New York Times efter nederlaget: “Seven years after enactment of Obamacare, I wanted to support legislation that made positive changes to rescue health care in America. Unfortunately, the legislation before the House today is currently unacceptable as it would place significant new costs and barriers to care on my constituents in New Jersey.

Vildt upopulær lov: 17 procents opbakning

Med beslutningen om at droppe kravet om at dække de basale minimumsydelser blev det for det første klart, at en forsikring kunne dække “aromaterapi men ikke kemoterapi” som en kommentator udtrykte det onsdag, derudover forudså mange uafhængige kommentatorer, at især kvinder ville lægge afstand til AHCA. En ny meningsmåling, der kom ud dage før afstemningen i Kongressen, viste også tal, som chokerede de fleste republikanske politikere. Det respekterede analyseinstitut Quinnipiac Universitys  måling viste nemlig, at blot 17 procent af vælgerne syntes godt om det republikanske lovforslag:

“American voters disapprove 56 – 17 percent, with 26 percent undecided, of the Republican health care plan to replace Obamacare, the Affordable Care Act, according to a Quinnipiac University national poll released today. Support among Republicans is a lackluster 41 – 24 percent.”

I et møde med sine partifæller på Capitol Hill lige efter nederlaget overraskede Trump ifølge deltagere i mødet, imidlertid sine partifæller ved at sige, at han var “færdig med sundhed nu” og “agtede at gå videre med andre emner.”

Så nemt er det ikke at overføre reglerne fra forhandlinger i det private erhvervsliv, og fra et firma, hvor man selv sidder for bordenden endda uden en forstyrrende bestyrelse, til politik.

De fleste af politikerne regnede med, at man nu skulle tilbage til forhandlingsbordet, men præsidenten mener altså – i øvrigt i god overensstemmelse med en af hovedreglerne fra sin berømte bog i forhandlingsteknik og taktik, Art of the Deal – at når nederlaget er en realitet, skal man ikke “eje det” men lukke emnet ned og gå videre til andre, i teorien andre sejre. Som der står i et afsnit i bogen med overskriften “Maximize Your Options”: “I also protect myself by being flexible. I never get too attached to one deal or one approach.”

“Jeg har aldrig lovet noget – aben ligger hos demokraterne”

I overensstemmelse med dette credo lod Trump ved en kort medieoptræden efter nederlaget også offentligheden forstå, at han “aldrig har lovet at ophæve og erstatte Obamacare på 62 dage” og at han i det hele taget mente, at det nu stod klart, at det var demokraternes sundhedssystem, og at de alene kunne bebrejdes, når det snart står klart for amerikanerne, at deres sundhedssystem er ved at kollapse. En taktik, som han til sit forsvar, det skal siges, har været ude med før. Således briefede han en række topchefer fra forsikringsselskaberne på besøg i Det Hvide Hus i februar med disse ord:

“The chaos that Obamacare has created and for which congressional Democrats — and you see that — are alone responsible for requires swift action. I actually told the Republicans that if we did nothing, just did nothing for a two-year period, let Obamacare totally implode — which it’s doing right now anyway — that would be from a political standpoint the best thing we could do.”

Se hele Trumps 10 minutter lange tale her:

Trumps udlægning stemte ikke helt med den langt mere ydmyge tone, som Speaker Ryan anlagde i sin pressekonference, hvor han modsat præsidenten, også svarede på spørgsmål fra salen.

Ryan leverede adskillige fængende one-liners, såsom erkendelsen “Obamacare is the law of the land“, ligesom han også medgav, at det er noget nemmere at sidde i opposition i otte år og råbe op om at man vil stemme noget ned, og så være i regering: ”

Vi lider af vokseværk,” lød det fra Ryan, der understregede, at han personligt er i politik for at gøre livet bedre og lettere for vælgerne og at han ikke agter at helme, før der er en ny og bedre lov på bordet. Man kan se hele hans pressemøde her:

Men uanset om præsidentens taktik stemmer med hans berømte bog om forhandlingsteknikker, så var der dog ikke mange kommentatorer, der havde glemt talrige håndfaste løfter fra Trump under kampagnen og bunker af citater om, hvor meget “republikanerne ville vinde med Trump”. Som det lød fra kandidat Trump ville republikanerne “vinde så meget, at vælgerne, og Ryan, ville blive trætte af at vinde så meget” med ham ved roret. Og så nemt er det i øvrigt heller ikke at overføre reglerne fra forhandlinger i det private erhvervsliv, og fra et firma, hvor man selv sidder for bordenden endda uden en forstyrrende bestyrelse, til politik.

Og det er naturligvis lige her processen bliver interessant. For når man piller alle forudsigelige kommentarer og forståelige demokratiske hånende bemærkninger af – Nancy Pelosi kaldte f.eks. regeringen for en samling “amatører” – “a rookie administration” – så er det egentlig interessante jo at forstå hvad der skete.

Så lad os træde et skridt tilbage og se på, hvilke fejltrin, Ryan og Trump begik – og der er en del:

For det første var tidsplanen komplet urealistisk. At hastværk er lastværk i politik er en basal grundregel, som man egentlig skulle have troet, at Trump havde lært efter nederlaget med den sjuskede og dårligt forberedte første udgave af sit indrejseforbud – dekretet, der er bedre kendt under øgenavnet the muslim ban, som blev underkendt i retten.

I tilfældet med sundhedsreformen var deadlines absurd stramme og tidsplanen alt for kort. Det er oplagt at sammenligne netop med Obamacare, der tog over et år at få på plads. Flere eksperter argumenterede natten til lørdag i de mange særudsendelser i radio og på TV med at en af forklaringerne på hastværket og den manglende planlægning simpelt hen var, at Trumps kampagneteam aldrig havde regnet med at vinde præsidentvalget, og at der de facto derfor slet ikke var en færdig plan for en ny sundhedslov på plads.

Det er dog ikke helt korrekt, for Paul Ryan, der er kendt som en policy wonk og som i årevis var formand for det magtfulde budgetudvalg i Repræsentanternes Hus, havde sin egen plan i skuffen, som han har haft et stykke tid, Ryancare, som den hedder, men problemet med den var og er, at den ligner Obamacare ret meget – “Obamacare Light” som de konservative kritikere kalder den.

Under alle omstændigheder betød hastværket også, at det tilsyneladende kom bag på såvel Det Hvide Hus som Ryan, da Kongressens uafhængige kontor for beregninger af loves økonomiske effekter – The Congressional Budget Office – kom ud med beregningerne af konsekvenserne af AHCA efter at loven var fremsat.

Det skete 13. marts og CBO beregnede, at 14 millioner amerikanere ville miste deres sundhedsdækning med det samme og 24 millioner i det lange løb. Man kan se en opsummering af kontorets beregninger her. Tallene gjorde kun de republikanske politikere endnu mere nervøse og bidrog formentlig også til en bølge af rasende vælgermøder over hele USA i de seneste uger, hvor republikanske kernevælgere har protesteret højlydt over loven og over udsigten til at miste deres sundhedsydelser.

For det andet overvurderede Trump sin egen magt – han er ikke længere enehersker i et firma, han selv ejer, hvor han kan fyre og hyre folk efter forgodtbefindende.

Politikerne er dels valgt af nogle andre – vælgerne – dels står de også til ansvar overfor disse og ikke overfor præsidenten, der ikke kan gøre meget for at få dem genvalgt, hvis først deres vælgere hjemme i valgkredsene står af.

Det er en god tommelfingerregel i politik, at man skal bruge guleroden langt mere end pisken. Og Trump havde i virkeligheden ikke meget positivt at tilbyde udover ydmygelse eller straf. Man kan minde politikerne om, at de i syv år har lovet vælgerne at ophæve Obamacare, og det er naturligvis umiddelbart ydmygende, men hvis man ikke har noget bedre at tilbyde, bliver ydmygelsen retorisk og rituel og mister sin kraft.

Da Trump tidligere på ugen truede republikanerne med, at valget var nemt: “Enten stemmer I for eller også bliver Obamacare, hvor den er,” troede præsidenten, at kongresmedlemmerne ville blive nervøse, men her havde han ikke regnet med, at alternativet er langt mere upopulært end den eksisterende lov.

I det hele taget er det en god tommelfingerregel i politik på Capitol Hill, at man skal bruge guleroden langt mere end pisken. Som afdøde senator Ted Kennedy – selv en mester i at forhandle love hjem hen over midten – sagde det, så virker honning så meget bedre end eddike, når man skal have et ja af sin modstander.

Og Trump havde i virkeligheden ikke meget positivt at tilbyde udover ydmygelse eller straf. Man kan minde politikerne om, at de i syv år har lovet vælgerne at ophæve Obamacare, og det er naturligvis umiddelbart ydmygende, men hvis man ikke har noget bedre at tilbyde, bliver ydmygelsen retorisk og rituel og mister sin kraft.

For det tredje undervurderede Trump udefrakommende kræfter. Mange pengestærke og konservative kræfter udenfor det politiske skakbræt stod klar med støtte til rebellerne. Især de konservative Koch-brødre, Charles og David Koch, der leder et vidtforgrenet netværk af konservative donorer, og deres organisationer, som simpelthen ringede rundt til de 30-40 mest konservative kongresmedlemmer og meddelte, at de nok skulle betale for deres valgkamp til næste år, hvis det republikanske parti trak partistøtten som straf for en eventuel nej-stemme.

Mange pengestærke og konservative kræfter udenfor det politiske skakbræt stod klar med støtte til rebellerne.

Det gjorde stort indtryk på medlemmerne af The Freedom Caucus, der i øvrigt også bag lukkede døre argumenterede for, at loven alligevel efter alt at dømme ville dø i det mere moderate senat, hvor det republikanske flertal for det første er snævert, så her ville der ikke være plads til nogle afvigere, hvilket ville betyde, at det endelige lovforslag ville blive langt mere moderat. Og så ville man være lige vidt og bare have spildt sin tid, for så ville de mest højreorienterede medlemmer af Repræsentanternes Hus med sikkerhed stemme nej i anden omgang.

For det fjerde undervurderede Trump kompleksiteten i USA’s sundhedssystem. Det amerikanske sundhedssystem er – lige som skattelovgivningen i øvrigt – vanvittig kompliceret. Et virvar af offentlige og private ordninger, forbud mod fri konkurrence mellem staterne, tunge regler for erstatninger og lægeligt ansvar og minimumsbeslutninger om dækningsgrader. Dertil kommer, at såvel lægerne som medicinalfirmaerne, forsikringsselskaberne, hospitalerne og stærke patientforeninger allesammen har noget at skulle have sagt.

Og de fleste amerikanske vælgere er sig pinligt bevidste om, at deres system er dårligt for alle andre end de bedst forsikrede (disse ca. 30 procent er til gengæld så heldige, at de kan nyde fri adgang til verdens bedste læger) men ikke desto mindre er den brede middelklasse naturligvis afhængige af at have adgang til læger og hospitaler. Og derfor er de fleste borgere også opmærksomme – og mere end på så mange andre love – på om nye love om sundhed forbedrer eller forværrer deres hverdagsliv.

De fleste borgere ved også godt, hvor kompliceret systemet er. Og politikerne ved det normalt endnu mere. Og derfor chokerede Trump da også hele det politiske establishment ved efter et møde med de republikanske guvernører i sidste måned ganske afslørende at sige:

“Nobody knew that healthcare could be so complicated… “I have to tell you, it’s an unbelievably complex subject.

Hvad gør vi nu, lille du?

Jeg skal ikke trætte læserne videre med at opremse citater, artikler eller kommentarer om, hvor stort og ydmygende et nederlag, udkommet er. Det siger sig selv.

Det er selvklart noget mere interessant, hvad Trump og republikanerne nu vil gøre.

Og her synes svaret for en gangs skyld at være enkelt – om end ikke nødvendigvis politisk klogt:

Efter alt at dømme vil partiet nemlig – til Paul Ryans ærgrelse – ifølge præsidentens citater ovenfor lade Obamacare “køre sig selv i sænk” og nu fokusere mere på at opfylde andre valgløfter såsom at bygge en mur mellem Amerika og Mexico, på en omfattende skattereform og at få vedtaget en plan for investeringer i USA’s smuldrende infrastruktur. Det sidste punkt er det eneste af Trumps valgløfter, hvor der på forhånd er en positiv interesse fra demokraterne, der ser muligheder for jobskabelse, som de gerne vil være med til at gennemføre.

Taktikken med at lade stå til kan ses som et renlivet politisk spil for at tvinge demokraterne til forhandlingsbordet, mens man er ligeglade med konsekvenserne for borgerne

Problemet med den tilgang er at den kan synes noget kynisk – når alt kommer til alt, vil vælgerne gerne se forbedringer og opfyldelse af valgløfter og man kan fodre grise med, hvor mange gange den forsamlede ledelse af partiet – også Trump – har lovet vælgerne at afskaffe Obamacare (der i parentes bemærket har adskillige problemer først og fremmest at den har kostet mange mennesker dyrt i stigende forsikringspræmier, men også at der i mange stater kun er en udbyder tilbage, fordi forsikringsselskaberne har trukket sig grundet for lav profit).

Så taktikken med at lade stå til kan med andre ord ses som et renlivet politisk spil for at tvinge demokraterne til forhandlingsbordet, mens man er ligeglade med konsekvenserne for borgerne. Ikke en fremgangsmåde, der rimer særlig godt med Trumps normalt udtalte foragt for “politics in Washington D.C.” og ikke noget, man kan høste mange klapsalver på ved vælgermøder.

For det andet kan det vise sig vanskeligt at få skaffet nok penge til at finansiere såvel de lovede skattelettelser som de omfattende infrastrukturprogrammer, hvis man ikke kan indhøste de budgetterede besparelser på Obamacare, der lå i den nye – nu aflyste – lov.

Meget mere drama – kidnapninger til Tyrkiet og høringer om Rusland

Med andre ord: dramaet er næppe forbi.

Især ikke da det i løbet af natten til lørdag kom frem, at Mike Flynn, præsidentens detroniserede tidligere nationale sikkerhedsrådgiver ifølge en artikel i Wall Street Journal sensationelt havde diskuteret planer med tyrkiske repræsentanter i USA om at kidnappe den kendte kritiker af præsident Erdogan, Fethullah Gulen, og overlevere ham til tyrkerne udenom de normale amerikanske procedurer for udlevering af udenlandske statsborgere.

Da vi kom dertil var klokken omkring midnat her i Washington og overtegnede var så rundtosset af at følge spillet om sundhedsreformen, at mit bæger for amerikansk politisk drama var fyldt op.

Men nyheden er ikke desto mindre en politisk bombe, og den fik kommentatorer til at spekulere i, om den omtalte “tilfældige aflytning” af præsident Trump under valgkampen mon kunne have noget med Tyrkiet at gøre – og ikke Rusland.

Mike Flynn, præsidentens detroniserede tidligere nationale sikkerhedsrådgiver har ifølge Wall Street Journal sensationelt diskuteret planer med tyrkiske repræsentanter i USA om at kidnappe den kendte kritiker af præsident Erdogan, Fethullah Gulen, og overlevere ham til tyrkerne udenom de normale amerikanske procedurer for udlevering af udenlandske statsborgere.

Fortsættelse følger med sikkerhed. I næste uge afhøres såvel FBI’s direktør James Comey som direktøren for NSA Mike Rogers af kongressens udvalg for efterretningsanliggender. Høringen skulle have været offentlig, men nu er den blevet lukket. På Twitter var der spekulationer fremme om, at lukningen havde noget at gøre med et ikke-rapporteret møde, som Comey havde i Det Hvide Hus fredag.

Hvad ved man. Efter en uge som denne er man klar til at gense House of Cards. Og ikke et ord om, at dramaet skulle være overdrevet. Så langt fra. Life beats art, siger ordsproget. Det viser sig igen og igen at holde stik.

POV lønner ikke sine skribenter. Men hvis du synes godt om Annegrethe Rasmussens analyser af amerikansk politik og gerne vil honorere det – eller anerkende hendes arbejde som chefredaktør på POV International – kan du donere direkte til hende på hendes Mobile Pay: 93 85 05 85. Så bliver hun glad og skriver noget mere.

Topillustration: Kollage, POV International med LunaPicEditor (originalbillede fra Quentin Tarantinos “Kill Bill” – taget fra Pinterest – og republikansk plakat for the American Health Care Act.)

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Annegrethe Rasmussen

Annegrethe Rasmussen er medstifter af POV International, chefredaktør, USA-korrespondent og debattør. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 står hun bag dannelsen af POV International sammen med Morten Bay og Signe Wenneberg. Privat er hun gift og mor til fire, og super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international

Seneste indlæg fra

Gå til Top