Asger Røjle Christensen: Tanker om at søge kendsgerninger i krigens kaos

af

KOMMENTAR – Når man som journalist eller historiker beskæftiger sig med historiske emner, som er følsomme og omstridte i nutiden, risikerer man at blive kaldt de værste ting. Det må man leve med.

Jeg har netop udgivet en ny version af bogen “Undskyld på japansk”, en nuanceret gennemgang af det moderne Japans håndtering af sin krigshistorie, og når man tænker på, hvor meget “det historiske spørgsmål” er i hårdknude i vore dages østasiatiske diplomati, så er det svært at undgå at rode op i følelsernes ild hos nogle.

I sidste uge blev jeg i en i øvrigt relativt stilfærdig og anstændigt diskuterende Facebook-tråd efter en optræden i Radio 24syv kaldt for “apologet” for japansk aggression og japanske krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig, hvilket jeg slet ikke mener, at jeg er. Hverken i min bog eller i det pågældende radiointerview.

Påstanden har imidlertid provokeret mig til nedenstående tanker om, hvad man som journalist og historiker kan og bør stille op med den slags brandvarme emner.

Sort-hvide billeder af gode og onde

Mange i øst og vest er vokset op med meget sort-hvide billeder af, hvem der var de gode og onde i den krig i 1930′erne og 1940′erne, som vi i Vesten plejer at kalde den asiatiske del af Anden Verdenskrig.

Disse billeder er ikke entydigt forkerte. Der er ikke nogen som helst rimelig tvivl om, at den kejserlige japanske hær begik aggression mod sine asiatiske nabolande, og at den undervejs adskillige steder begik ubeskriveligt brutale krigsforbrydelser.

Det er der så mange klare vidnesbyrd om, at det mest af alt må opfattes som et kæmpe diplomatisk problem for vore dages Japan, når den siddende japanske regering over 70 år senere i nogle tilfælde vælger aktivt at gå ud og benægte dette.

Jeg ser det som min opgave som journalist, og hvis jeg var rigtig historiker, ville jeg også se det som min opgave som historiker, at søge mere nuancerede forklaringer på aggressionen og krigsforbrydelserne end blot afgrundsdyb ondskab

Men de sort-hvide billeder har i årevis gjort det muligt at beskrive og forklare udviklingen, inklusive den aggression og de krigsforbrydelser, som bevisligt fandt sted, med nogens “ondskab” og andres tragiske offerrolle.

Jeg ser det imidlertid som min opgave som journalist, og hvis jeg var rigtig historiker, ville jeg også se det som min opgave som historiker, at søge mere nuancerede forklaringer på aggressionen og krigsforbrydelserne end blot afgrundsdyb ondskab.

Jeg har i over ti år af mit liv levet og arbejdet i Japan, man kan sige og mene mange ting om japanere, men noget krigerisk folkeslag er det i hvert fald ikke. Derfor er det ikke så lidt af en udfordring at prøve at forstå, hvad det var, der gik så grueligt galt under krigen. Det har jeg i al beskedenhed brugt mange år på at forsøge at forstå, forklare og formidle. “Undskyld på japansk” i den nye udgave rummer essensen af disse bestræbelser.

Det eneste mulige svar på den slags udfordringer er i mit fag at søge kendsgerninger.

At søge kendsgerninger i krigens kaos, hvilket er uhyre vanskeligt så mange år efter, hvor kilderne er fragmentariske, og overlevende øjenvidner er meget få, og derpå præsentere disse kendsgerninger så sammenhængende og meningsfyldt som muligt. Vel vidende, at de færreste af dem, der i sin tid på forskellige niveauer deltog i krigen, havde samme sammenhængende og meningsfyldte billede foran sig.

Og samtidig – ikke mindst – søge kendsgerninger om, hvordan krigshistorien i mellemtiden er blevet brugt i offentligheden af de forskellige parter. Det er – uanset om man kan lide det eller ej – en vigtig faktor i skabelsen af de meget forskellige fortællinger, nutidens unge asiater på hver sin side af Det Japanske Hav vokser op med.

Et ydmygt forsøg på at finde en sammenhæng

Det har jeg forsøgt at gøre i “Undskyld på japansk” og kort referere i radiointerviewet i Radio 24syv, og det forsøger jeg at gøre hver eneste gang, jeg rører ved emnet.

Jeg fordømmer ingen, og jeg forsvarer ingen. Jeg søger kendsgerninger og prøver at forklare og formidle dem så godt som muligt. Min bog handler mest om situationen i Japan, som jeg kender bedst, men som jeg skriver i forordet, kunne man skrive tilsvarende bøger om situationen i Kina og Korea – og måske burde man en dag sætte sig hen og stille sig den opgave.

Det, som tilsyneladende frem for alt falder nogle for brystet, er, at jeg i radiointerviewet beskriver de unge japanske soldater, som begik Nanjing-massakren i december 1937 (og det var i sandhed en massakre, selv om der næppe var 300.000 dødsofre, som det officielle Kina hævder) som “bange” og “langt væk hjemmefra”. De var under kommando af en kynisk – og det meste af tiden febersyg og fraværende – kommandant, og øjenvidneberetninger fra både kinesere og japanere, som refereres i min bog, fortæller om systematiske nedslagtninger og voldtægter.

Det er kendsgerninger, men på basis af alt, hvad jeg har læst og hørt om de tragiske dage fjernt mod øst i en fjern fortid, giver det for mig den mest sammenhængende og meningsfyldte forklaring på, at disse ondskabsfulde krigsforbrydelser kunne finde sted, at mange af de japanske soldater netop var bange og langt væk hjemmefra.

Det er ikke at være apologet. Jeg benægter ikke, at massakren fandt sted, og at det var en massakre. Men det er lige præcis et ydmygt forsøg på at finde kendsgerninger i kaos og beskrive dem på en sammenhængende og meningsfyldt måde.

Det vil også fortsat bestræbe mig på at gøre. Jeg er langt fra færdig med at beskæftige mig med Japans og dets nabolandes krigshistorie.

Indlægget bringes også på forkant.nu.

Foto af japanske soldaters march mod Nanjing: Asahi Shimbun.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Asger Røjle Christensen

Asger Røjle Christensen: Erfaren journalist, forfatter, analytiker, kursusarrangør og rejseleder. Med base i Tokyo det meste af året forsøger Asger med faglighed og engagement på mangfoldige måder at skabe større viden og forståelse for Japan og dets nabolande blandt danskerne. Han har en fortid som Tokyo-korrespondent (1989-1995) for blandt andre Politiken, udlandsredaktør på Aktuelt (1995-2000) og på Ritzau (2000-2004), chef for Orientering på P1 (2004-2006) og forsideredigerende på nettet hos DR Nyheder (2006-2013).
Siden november 2013 har han drevet sit eget lille enmandsfirma, der blandt andet udgiver nyhedsbrevet forkant.nu med hurtige analyser af de hurtige nyheder fra Japan og omegn. Efter et par år som korrespondent for Kristeligt Dagblad har han siden sommeren 2017 været Japan- og Korea-korrespondent for Weekendavisen. Ellers kan man følge hans forskellige digitale gøremål på www.asgerrojle.com og på diverse sociale medier.
Han har i over 30 år været lykkeligt japansk gift og har tre forbløffende fornuftige voksne sønner.
Hvis I har mod på at honorere denne uges blog med et beløb og på den måde bidrage til, at der kommer mange flere af slagsen, kan det ske via Mobile Pay på 26360251.

Seneste indlæg fra

Gå til Top