Karen Melchior: Mit tweet om kvindefodbold fik fodboldfans til at rase

af

Selvom jeg er kvinde og politiker, burde jeg vel have lov til gøre mig morsom over, at mænd i sportsindustrien føler sig så forbigået ved tanken om, at kvinder i fodbold for en enkelt sommer skulle få mere opmærksomhed end herrerne, og derfor må opfinde en ny turnering, Star Sixes.

Men nej. Den 16. juli var mit Twitter-feed præget af omtale af old boys-turneringen Star Sixes* og ellers optakt til kvinde-EM, hvilket fik mig drillende at spørge, om mænd ikke har kunnet klare, at kvinder løb med fodboldopmærksomheden bare en enkelt sommer?

Indlægget blev fulgt af en strøm af vrede kommentarer og selv i aviser flød harmen, der f.eks. udløste overskriften “Sommerens skøreste” i en leder hos JydskeVestkysten, langt, langt fra København, hvor jeg er opstillet som politiker.

O.K. Jeg er måske ikke særlig sjov, men der blev stillet samme krav til min humor om fakta, analyse og politiske motiver, som havde jeg ytret mig i relation til mit arbejde som jurist eller politiker. Og det skortede ikke på tilsvininger.

Hold jer væk?

Den sidste uge har jeg meget klart fået fortalt, at jeg ikke bør have holdninger til fodbold, med mindre jeg har set superligakampe de sidste 10 år, lyttet til P3’s fodbolddækning de sidste 30 år, set fodboldkampe på stadion og alle kvindelandsholdets kampe det sidste år.

Kravet om fakta handler ikke om, hvad jeg siger, men er en effektiv måde at forsøge at lukke munden på outsidere – særligt når den anvendes i flok. Når næstformand i SF Signe Munk skriver om fodbold på sin JP-blog, føler hun sig også nødsaget til at indlede med at erklære, “Jeg har spillet fodbold, siden jeg var 11 år. Og jeg elsker lugten af nyslået græs og følelsen af at ramme bolden lige i røven.”.

Mine oplevelser i mødet med Fodbold-Danmark på Twitter har givet mig forståelse for, hvorfor den organiserede fodboldverden har haft en kultur, som gjorde, at mange piger og kvinder i lang tid ikke gad dem

Mine oplevelser i mødet med Fodbold-Danmark på Twitter har givet mig forståelse for, hvorfor den organiserede fodboldverden har haft en kultur, som gjorde, at mange piger og kvinder i lang tid ikke gad dem. I hvert fald hvis min oplevelse matcher opførelsen i klublokalerne. Det håber og tror jeg naturligvis ikke den gør. Så til jer derude i Twitter-universet, hvis I oprigtigt ønsker at have flere piger og kvinder til at interessere sig og spille fodbold, så overvej om I er med til at udelukke os.

DBU om barrierer for pige- og kvindefodbold

I 2016 nedsatte DBU en Kvindekommission for at sikre udviklingen af pige- og kvindefodbolden i Danmark og modvirke, at pigerne (13-16 år) føler sig underprioriterede i sporten i forhold til drengene. De første anbefalinger blev offentliggjort den 18. juli og påpegede bl.a. en “drengekultur i klubberne, som kan betyde, at piger føler sig udenfor”, at “ord betyder noget”, og at fodbold bør blive en sport også for piger og kvinder uden, at det er “på drengenes og herrernes præmisser”.

Mit tweet 16. juli var måske lidt provokerende, og hvis man virkelig ønske at læse en konspirationsteori ind i det, kan man overse sarkasmen og tage det for pålydende.

I stedet for at modbevise min provokation, bekræftede reaktionerne mange mænds mishag ved kvinder og fodbold

Som nævnt valgte én lederskribent at gøre det, men der var også to journalister, som skrev debatindlæg i deres aviser – samt hvad virkede som den samlede fodboldinteresserede danske twitterskare. Også en politisk modspiller benyttede chancen for at hænge mig ud, og trist nok også en medspiller.

Men modsat lederskribenten, så havde folk på Twitter og den ene journalist i det mindste taget debatten direkte med mig. Indtil jeg holdt op med at deltage i debatten, fordi jeg var var begravet i en lavine af svar og var blevet sensommerens underholdning.

Kønnet

De mange næsten enslydende reaktioner kom hovedsageligt fra mænd, som følte et behov for at fortælle mig, at jeg ikke vidste noget om fodbold. Jeg blev desuden afkrævet bevis for min fodboldviden og for min loyalitet som forudsætning for overhovedet at måtte have en holdning, mens der var meget langt mellem de saglige og faktuelle argumenter.

Det tragikomiske er, at hele debatten på Twitter stammede fra en drillebemærkning om sportsindustriens ligegyldighed overfor kvindefodbold, så længe den ikke møver sig ind på bekostning af “rigtig fodbold”. I stedet for at modbevise min provokation, bekræftede reaktionerne mange mænds mishag ved kvinder og fodbold.

Sikker viden kontra meninger

Siden Platon har filosofien skelnet mellem meninger eller antagelser og sikker viden. Mens sikker viden er f.eks. 1+1=2, eller at en firkant har fire hjørner, så har en mening en grad af subjektivitet eller usikkerhed. Meninger kan dække over mange ting såsom smag, humor, politiske holdninger til videnskabelige vurderinger: om man kan bedre lide regnbueisens chokoladestribe eller jordbærstribe, om Cirkusrevyen er sjov, hvor meget økonomisk omfordeling vi skal have, hvorvidt EU-samarbejdet gavner Danmark, om klimaforandringer er menneskeskabte eller om HPV-vaccinen forebygger kræft.

De to første er afhængige af smag og humoristisk sans, mens de sidste er baseret på analyser af fakta og verden. Det burde være klart, at det er fjollet at kræve af personen, der bedre kan lide jordbæris end chokoladeis, er is-ekspert. Ligesom personen, der ikke bryder sig om Cirkusrevyens vittigheder ikke behøver, at have skrevet en ph.d. om dansk humor.

Inspiration til dette indlæg er fra Patrick Stokess indlæg fra oktober 2012, No, you’re not entitled to your opinion.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Karen Melchior
Jurist |

Karen Melchior er vokset op i København, Indien og Zambia. Hun er jurist, tidligere diplomat gennem 12 år og er nu opstillet for Radikale til Borgerrepræsentationen i København. Karen Melchior fokuserer gerne på digitaliseringens påvirkning af vores rettigheder, privatliv og samfund og hun er et af de de få mennesker uden for teknologisfæren, der også har en betydelig viden om emnet. Hendes interesse blev vækket af sagen om Muhammed-tegningerne og de arabiske revolutioner, især den rolle, som nettet og de sociale medier kom til at spille for begge begivenheder.  Hun er også dybt engageret i EU og europæisk samarbejde, en interesse som startede under studietiden, og som politisk udmøntede sig i en opstilling for sit parti i 2014 til EU-valget, hvor hun fra en femteplads på listen endte som 1. suppleant.

Seneste indlæg fra

Dansk Debat 101

Det er essentielt at have et opdateret arsenal af debatvåben i denne
Gå til Top