Karen Hammer: Patriarken

af

”Nu har jeg fået fingrene i en film fra New Zealand – herligt, for de ægte film fra Maori-New Zealand er virkelig sjældne.” Karen Hammer er begejstret for familiesagaen Patriarken, der får fem POV-stjerner for fremragende skuespil og musik – og giver lyst til endnu en rejse.

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg meget tidligt i mit liv blev vild med oprindelige folk og etniske mindretal. Nationalmuseets etnografiske afdeling opfattede jeg som et skatkammer, og jeg drømte om engang selv at rejse ud og se disse fjerne verdener. Jeg nåede aldrig frem til etnografistudiet; filmmediet kom på tværs, for det krævede uendelig lang tid og afslørede hundredevis af nye spændende universer. Med begejstring kastede jeg mig ud i at studere film fra Grønland, Senegal, Mali, Burkina Faso, Ghana, Niger, Guinea, Benin, Korea, Indonesien og mange, mange flere. Og jeg rejste ud til de fjerne steder og opsøgte filminstruktørerne for bedre at kunne forstå deres kultur.

En skildring maoriernes undertrykkelse i 1960’erne gennem et fascinerende familiedrama

Nu har jeg fået fingrene i en film fra New Zealand – herligt, for de ægte film fra Maori-New Zealand er virkelig sjældne. Der er adskillige berømte filminstruktører fra New Zealand: Jane Campion vandt i 1993 Guldpalmerne i Cannes med The Piano, og Peter Jackson har virkelig fået sat lander på filmkortet med sin flotte Lord of the Rings-trilogi. Men ægte maorier har det takket være fordomme og traditionel undertrykkelse lidt problematisk i hjemlandet og slår først rigtig igennem ude i det store udland som f.eks den vidunderlige sopran Kiri Te Kanawa.

Filminstruktøren Lee Tamahori har rødder i maori-stammen Ngati Porou og er internationalt anerkendt. Hans imponerende og temmelig voldelige gennembrudsfilm fra 1994, Once Were Warriors, efter en roman af Alan Duff, resulterede i en invitation fra Hollywood. I USA klarede han sig fint og imponerede blandt andet med Along Came a Spider fra 2001 og James Bond-filmen Die another Day fra 2002.

Efter 20 år i USA er han nu vendt hjem til New Zealand for fra sin hjemegn ved østkysten at skildre maoriernes undertrykkelse i 1960’erne gennem det fascinerende familiedrama Patriarken.

Maoriernes baggrund

Maoriernes oprindelse er fortsat lidt af et mysterium. Man mener, de er et polynesisk folk, der for 2-3000 år siden sejlende spredte sig ud fra det sydkinesiske hav. Nogle drog til Madagaskar, nogle endte på Filippinerne, Fiji eller Samoa. På New Zealand kom de i to bølger, først omkring 800 og senere cirka 1300. De fandt bjergrige øer med et behageligt klima og masser af fugle, fisk og havdyr men ingen pattedyr udover flagermus. På ganske få århundreder fik de udryddet de imponerende store moafugle, som ikke kunne flyve.

Maoriernes oprindelse er fortsat lidt af et mysterium. Man mener, de er et polynesisk folk, der for 2-3000 år siden sejlende spredte sig ud fra det sydkinesiske hav

Den hollandske ambassadør på Java sendte i 1642 en opdagelsesrejsende, Abel Tasman, ud fra Sydafrika for at finde en bedre søvej mod Asien. På sin vej kom han lidt for langt mod syd og fandt både Tasmanien og New Zealand, men tog straks videre. Så det blev Kaptajn Cook, der fra 1769 kortlagde kysterne langs New Zealand, og derved hjalp briterne med at kolonisere øerne. Den 6. februar 1840 underskrev adskillige maorihøvdingene Waitangi-traktaten, der overgav landets suveræniteten til dronning Victorias britiske imperium. Allerede få år efter gjorde maorierne oprør over, at deres jord – rettigheder ifølge traktaten, ikke blev overholdt, fordi Regeringen solgte deres jord til de mange inviterede europæiske indvandrere.

Efter flere års krige tabte maorierne endegyldigt, og en stor del af deres jord blev konfiskeret af regeringen. Deres antal var nu svundet fra 150.000 til 40.000; omkring år 2000 var befolkningen igen vokset til cirka 300.000, 14% af befolkningen i New Zealand.

Englænderne fældede en stor del af de tætte skove, indførte kvæg og får og startede et af verdens største fårehold med maorierne som underbetalt arbejdskraft. Maoriernes kultur og sprog blev ringeagtet; først i 1987 blev det oceaniske sprog maori, som mere end 60.000 indbyggere taler, sidestillet med engelsk. Samme år fik maorierne stemmeret og en repræsentant i parlamentet, mens man fortsatte med den engelske retspraksis, der dømte uforholdsmæssigt mange maorier til strenge fængselsstraffe.

Patriarkens lov

Den stoute og selvbevidste Tamihane Mahana og hans noget undertrykte kone har fem børn og bor i et stort familiekollektiv med deres familier og mange børn i et meget smukt grønt, bakket landskab. Tamihana bestemmer alt indenfor familien. Han har nægtet at dele ud af sin jord til de tre sønner Matthew, Joshua og Pani, og har nægtet Pani at gifte sig med niecen Miriam. Alle er bange for ham, og han tager det som en selvfølge, at hans ord er lov!

Filmen starter meget charmerende med en bilkørsel til en begravelse i den lokale kirke. Undervejs overhaler bilkortegen den rivaliserende nabofamilie, hvis overhoved Runi Poata har hadet Tamihana i årevis. De kører hujende om kap; det ser farligt ud, men ingen giver sig, før Poata tvinges til at holde ind lige før den ensporede, smalle bro. Kapløbet handler ikke kun om æren, men sandelig også om at komme først, så man kan sikre sig, at fåreklipperaftalen i det kommende år vil være den samme som sidst, nu da den britiske storfarmer Collins er død.

Næste morgen sendes sønnerne med familie afsted til de forskellige farme, hvor der skal klippes får; 14-årige Simeon vil gerne med, men beordres til at blive tilbage for, inden skolebussen kommer, at hugge brænde og fyre op i kaminen i Grandmas stue. ”You are not yet a man!” Et gammelt fotografi falder ud af Grandmas chatol, da Simeon støver af. Forundret ser han et forlovelsesfoto af Grandma og Runi Poata! Da han spørger sig for hos kvinderne i køkkenet, fortæller de, at hun ganske rigtigt skulle have været gift med Runi Poata, men at denne stjal hende ved kirkedøren. ”A man takes what he wants!”

Simeon træder i karakter

Drømmende sidder Simeon ude i kostalden og forestiller sig i en tåget brunlig vision den romantiske situation. Skolebussen kommer, dagligdagen melder sig, og han kigger langt efter den kønne Poppy Poata, der går i hans klasse. Den engelske lærer diskuterer meget afslappet med sine maorielever begreberne magt og styrke. Simeon mener, at selv en mindre stærk person kan vinde over andre takket været sin personlighed og giver eksemplet Hitler.

Et par dage senere er alle de unge i biografen for at se 3:10 to Yuma med westernheltene Glenn Ford og van Heflin. Forestillingen afbrydes, og et større slagsmål startes, da Poppys broder Paata morer sig med at ride højt til hest ind i salen. Poppy benytter den almindelige forvirring til at flytte over til Simeon og kysse ham. Nogen tid efter, da klassen er på besøg i den lokale retssal, og den engelske dommer giver Paata to års fængsel for forstyrrelse af offentlig ro og orden, træder Simeon i karakter som en meget tænksom og retsskaffen person, idet han forklarer dommeren, at det ikke kan være retfærdigt at tage to år af en ung mands liv for en letsindig spøg.  Poppys far hilser bagefter rørt på Simeon. ”You spoke well today. You spoke for all of us.”

Simeon og den gamle patriark Tamihane er filmens hovedpersoner, for medens patriarken ikke lystrer andre end Gud, så lytter Simeon mere og mere efter sit eget hjerte og kræver en forklaring på den gamles diktatur. Da Simeon klager over at blive brugt som ”slave” forklarer hans mor ham, at Tamihane er ”toughest towards the kids he believes in”, og at det er en ære at arbejde for de gamle. Men da han sætter sig op mod den gamle, der forbyder de unge for fremtiden at gå i biografen, og frækt opremser den ene religiøse film efter den anden som lovlig underholdning, kommer det til håndgribeligheder, hvor Simeon hales ud fra middagsbordet ved håret ”The boy needs discipline – and a haircut”.

En ny start

I den efterfølgende kamp glemmer Joshua sin angst for sin far og slår ham i jorden for at redde sin søn Simeon. Hele Joshuas familie bortvises fra Tamihanes jord. Grandma sætter sig op mod sin mand og skænker Joshua sit hus, der i årevis har ligget glemt og forsømt. Hele familien knokler med at få repareret taget og vandpumpen, mens regnen styrter ned. Da Pani kommer forbi og hjælper til, bortvises også han. Glade modtager Joshua og hans kone Pani og Miriam, der nu slutter sig til og straks efter bliver gift ved en lille lykkelig ceremoni. På trods af manglende penge og hårdt arbejde for alle, trives glæden og lykken her. Grandma synger i en smuk sekvens farvel til sine elskede bier akkompagneret af yndlingsbarnebarnet Gloria og deltager siden på lige fod med alle andre, da man arbejder med at fælde en rigere nabos krat.

Joshua brækker benet, og Simeon søger ikke hjælp hos familien, men henter Runi Poata ind. Simeon er nu på trods af sin alder familiens overhoved. Han skaffer arbejde, han sørger for at sikre familien en plads til den næste klippesæson, og han tilmelder Joshua til den årlige fåreklipningskonkurrence, Golden Shears.

Den gamle patriark ser bekymret højt til hest på udviklingen; magten er ved at glide ham af hænde. Han prøver at blande sig, men bliver smidt ud af en beslutsom Simeon: ”You are trespassing on our land. You cannot tell us what to do anymore!” Rasende og ydmyget rider han væk; Joshua er bekymret over, hvad han kan finde på for at hævne sig. Simeon er rolig: ”He does not know, what we are capable of”.  Under den spændende og festlige fåreklipningskonkurrence fortæller Grandma Simeon, hvad der egentlig skete dengang for længe siden. ”I was preparing my house for my marriage to Runi. But Tamihane had other ideas”. Med et cirklende kamera som vejviser ser vi i et flashback det pæne lille hus med vasketøjet på en snor udenfor; der zoomes ind på et førstesals vindue – en mand forlader en rodet seng. ”Jeg blev gravid med Matthew, og de ældre beordrede mig til at glemme og gifte mig med Tamihane, men jeg har aldrig glemt Runi.”

I en storstilet og rørende slutsekvens opløses den årelange familiefejde i gensidig respekt, kærlighed og masser af næsegnubning. Den ganske unge Simeon anerkendes af alle som den kommende leder af familien Mahana, men han er nok lidt mere interesseret i Poppys invitation til snarest atter at gå i biffen.

Patriarken er et tankevækkende familie- og kærlighedsdrama, som er baseret på Whale Rider og forfatteren Witi Ihimaeras roman Bulibasha: King of the Gypsies. The Whale Rider blev filmatiseret 1987 af Niki Caro.

Den unge debutant Akuhata Keefe er fremragende som Simeon, og der er noget betagende smukt og rørende over Nancy Brunnings ofte meget stillestående ansigt som Grandma

Komponisterne Tama Waipara og Mahuia Bridgeman-Cooper var inspireret af western og maori- elementerne i filmen. De er begge vokset op som maorier og var begge fans af Witi Ihimaera. De fandt det derfor spændende at få lov til at arbejde med hans store materiale, der trækker tråde tilbage til 1960’ernes mange forbud og restriktioner. De har bl.a. brugt traditionelle maori-instrumenter som taonga puoro i deres musik til filmen.

Den unge debutant Akuhata Keefe er fremragende som Simeon, og der er noget betagende smukt og rørende over Nancy Brunnings ofte meget stillestående ansigt som Grandma. Nu må jeg se at få råd til at besøge New Zealand.

Jeg giver Patriarken fem hjerter.

Patriarken
Premiere: 17.08.2017
Originaltitel: Mahana
Genre: drama
Copyright og fotos: Øst for Paradis

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 100 lande, dog kun i 25 i Afrika. Skriver om African Cinema. Researcher for tiden i Elfenbenskysten og Burkina Faso. Overlever på pension fra forskellige gymnasieskoler.

Seneste indlæg fra

Gå til Top