mm

Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making. Hvis du skulle få lyst til at give et bidrag til Yasmin for hendes artikler her, kan du sende det på Mobile Pay 31 34 77 06.

Se alle skribentens artikler

Befolkningen i Syrien har ingen udsigt til fred – tværtimod

ANALYSE – Den langvarige og blodige borgerkrig i Syrien synes at trække mindre og mindre opmærksomhed i medierne i takt med, at Islamisk Stat snart er bekæmpet og har mistet sit herredømme i Raqqa. Men krigen er ikke overstået. Snarere tværtimod ser den ud til at være gået ind i en langt mere kompleks fase med nye grupperinger, skriver Yasmin Abdel-Hak, der mener, at borgerkrigen nu nærmere er en krig om Syrien og at freden ikke er inden for rækkevidde.

Med IS ude af billedet begynder der at tegne sig et mere komplekst billede af krigens mange forskellige aktører, der hver især indgår koalitioner med tidligere fjender, hvis det kan tjene egne interesser på kort sigt. Således har de seneste uger budt på sammenstød mellem Israel, Iran, Tyrkiet og Rusland i Syrien.

Først og fremmest har kurderne, Iran og Tyrkiet alle store interesser i at få manifesteret egen tilstedeværelse i Syrien. Det har allerede ført til kampe mellem tyrkiske tropper og iransk-støttede militser i grænseområdet op til Tyrkiet.

Forleden blev en tyrkisk grænsepost angrebet i Idlib provinsen; en tyrkisk soldat blev dræbt og fem andre hårdt såret. Tyrkiet svarede igen med raketangreb på militserne.

De-eskaleringszoner er blevet til konfliktzoner
Omend sammenstødet var af mindre omfang og karakter, er det ikke desto mindre kritisk, fordi det kaster lange skygger ind over de vedtagne de-eskaleringsplaner, der er indgået af blandt andet Tyrkiet og Iran ved de såkaldte Astana-aftaler, der omhandler indgåelse af våbenhviler og de-militarisede zoner i borgerkrigen. Rusland, Tyrkiet og Iran er udpeget som garanter for overholdelse af aftalen.

Sammenstødet understreger, at landene først og fremmest har egne interesser som højeste prioritet fremfor for sikring af freden i Syrien

Astana-aftalen omhandler blandt andet fire de-eksaleringszoner med provinsen Idlib som den første zone. Der bor ca. en million civile i provinsen, som hidtil har været kontrolleret af en Al Qaeda affilieret (tilknyttet) gruppe.

At både Tyrkiet og Iran står som garanter for overholdelsen af Astana-aftalen, herunder at overvåge etableringen og sikringen af de såkaldte de-eskaleringszoner, gør blot det nylige sammenstød mellem Tyrkiet og Iran så meget desto mere sørgeligt. Sammenstødet understreger, at landene først og fremmest har egne interesser som højeste prioritet fremfor for sikring af freden i Syrien.

Travle tider for Tyrkiet i Syrien
Særligt Tyrkiet har en særdeles travl tid med angreb på kurdiske grupper i både Idlib og Afrin. I Tyrkiet er militæroperationen i Syrien benævnt Operation Olivengren. I tyrkisk optik ses benævnelsen som udtryk for et forebyggende arbejde i Syrien, en måde at beskytte Tyrkiet på mod den kurdiske trussel fra Syrien.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har aldrig lagt skjul på, at den største trussel mod Tyrkiet kommer fra kurderne i både Irak og Syrien. Og med den kurdiske fremgang i Syrien, oven i købet støttet og finansieret af USA, har Tyrkiet mere end nogensinde travlt med at manifestere egne interesser i området, herunder at hindre yderligere kurdisk konsolidering af grænseområdet op til Tyrkiet.

Det er selvsagt en ganske uhensigtmæssig situation, som kan gøre selv den mest garvede strategiker noget klam om snudeskaftet

De seneste angreb fra tyrkisk side mod både Idlib og Afrin i Syrien har afstedkommet hektisk amerikansk aktivitet. For nylig var således den amerikanske nationale sikkerhedsrådgiver, H.R. McMaster, på hastebesøg i Tyrkiet for at forsøge at få landet til at slå koldt vand i blodet i forhold til yderligere militære aktiviteter.

Dette besøg lå forud for den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillersons, forestående besøg i denne uge. Besøget skal ses som endnu et forsøg på at understrege vigtigheden af Tyrkiets rolle i NATO og den ganske prekære situation, at Tyrkiet aktivt forsøger at bekæmpe den kurdiske gruppe, YPG, som USA ligeså aktivt finansierer og støtter.

Det er selvsagt en ganske uhensigtmæssig situation, som kan gøre selv den mest garvede strategiker noget klam om snudeskaftet.

Det er tvivlsomt, om den amerikanske udenrigsminister vil få held med sit forehavende i Tyrkiet. Præsident Erdogan har for vane at gå egne veje og i særdeleshed holde fast i sin udenrigspolitiske dagsorden i forhold til både Irak og Syrien. Det har tidligere bragt ham i politisk modvind i både NATO og Mellemøsten, uden at det har medført nogen ændringer i den tyrkiske ageren overfor den angivelige kurdiske trussel mod Tyrkiets eksistens.

Men også andre aktører har haft sammenstød i Syrien i den seneste tid. For nylig skød Israel en iransk drone ned over israelsk luftrum og fulgte derefter op med angreb på iranske og syriske mål inde i Syrien.

Hvis man troede, at krigsførelse blot var et spørgsmål om opponerende parter, der bekæmpede hinanden, bør krigen i Syrien bruges som et skoleeksempel på, hvordan gårsdagens fjende kan være morgendagens bedste koalitionspartner, hvis blot det fremmer egen dagsorden

Det er selvsagt noget af et mareridtsscenario, der er ved at udfolde sig på syrisk grund. Hvis det anspændte forhold mellem Israel og Iran tilspidses yderligere, vil det få yderligere fatale konsekvenser for situationen i landet med høj risiko for en såkaldt spill-over effekt på de omkringliggende lande.

Når min fjendes fjende er min ven
I en yderligere bizar twist i den syriske tragedie er den syriske præsident, Bashar al-Assad, indirekte gået ind og hjulpet de kurdiske oprørsgrupper i deres kamp mod tyrkiske tropper ved grænseområdet op til Tyrkiet. Så kurdiske grupper, der hidtil har kæmpet imod regeringstro styrker, har nu fået hjælp af præsidenten i kampen mod Tyrkiet. Altså selvsamme land, der sidder som en hovedaktør i de igangværende Astana-forhandlinger, og som står som garant for de såkaldte de-eskaleringszoner i Syrien.

Hvis man troede, at krigsførelse blot var et spørgsmål om opponerende parter, der bekæmpede hinanden, bør krigen i Syrien bruges som et skoleeksempel på, hvordan gårsdagens fjende kan være morgendagens bedste koalitionspartner, hvis blot det fremmer egen dagsorden.

Således har kurdiske grupper, der hidtil har kæmpet mod præsident Assads styre, bedt om præsidentens hjælp i kampen mod tyrkiske tropper i Afrin.

Baggrunden for den kurdiske anmodning om hjælp hos præsident Assad skyldes manglende amerikansk tilstedeværelse i Afrin provinsen. Der er således ingen amerikanske tropper til at beskytte den kurdiske befolkning mod tyrkiske tropper i området.

Dette er formentlig en bevidst amerikansk disposition al den stund, at det ville være en yderligere bizar situation med amerikanske tropper, der skulle beskytte en befolkning mod angreb fra en NATO-partner, Tyrkiet.

Gennem sin håndsrækning til kurderne har Assad sørget for at trække den syv år gamle krig yderligere i langdrag. Det vidner om en præsident, der ikke har nogen interesse i at få afsluttet krigen i sit land snarest muligt

Præsidenten har ikke ligefrem sendt egne tropper til området, men har dog tilladt kurdiske militser, politikere og civile at tage dertil via sine regeringskontrollerede områder. Ved at tillade yderligere kurdisk tilstrømning til Afrin har præsidenten tilvejebragt forstærkninger til kurderne i kampen mod den tyrkiske tilstedeværelse i området. Et forhold, som både præsident Assad og de kurdiske grupper ønsker bremset.

Udover at tillade kurdiske militser at komme igennem regeringskontrollerede områder har Assad også bidraget med humanitær hjælp til sine tidligere erklærede fjender. Gennem sin håndsrækning til kurderne har Assad sørget for at trække den syv år gamle krig yderligere i langdrag. Det vidner om en præsident, der ikke har nogen interesse i at få afsluttet krigen i sit land snarest muligt.

Ikke bare udstiller denne nye vinkel på krigen det bizarre krigspuslespil fra præsident Assads side. Det udstiller tillige det kurdiske dobbeltspil. En vigtig aktør i kampen mod IS og en erklæret fjende af Assad, støttet og finansieret af USA, der aktivt beder om præsidentens hjælp i kampen mod endnu en erklæret fjende, Tyrkiet.

Det er machiavellisk spil på meget højt niveau. Spørgsmålet om en fredelig løsning synes ikke at ligge i kortene foreløbigt.

Top foto: By Carlos Latuff – http://twitpic.com/4oxvx2, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=34514370

Kategorier