mm

Steffen Groth

Steffen Groth er cand.mag i dansk og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han er kandidat fra RUC og bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 31902272.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Steffen Groth
på Mobile Pay: 31902272

Steffen Groth: Kampen om et religiøst ritual

KOMMENTAR – Debatten om rituel omskæring af drenge er en af de mest eksplosive debatter i den danske offentlighed. Med jævne mellemrum detonerer den i voldsomme udladninger i medierne ikke mindst de sociale, hvor skældsord, fordomme, anklager og insinuationer fyger gennem luften og overdøver de saglige argumenter for og imod et forbud. Steffen Groth har set på omskæringsdebatten, der senest rasede i Weekendavisens spalter i november og december 2017 og i kølvandet på Özlem Cekics novelle ”Hvorfor skal Ayses lillebror have klippet spidsen af tissemanden. Diskuter uden dæmonisering er hans måske utopiske appel i samfundets søgen på svar i et spørgsmål, der både er religiøst, personligt, etisk og politisk.

”Børnemishandling”, ”brutalitet”, ”bloddryppende særhed”, ”tortur” lyder det fra den ene fløj.

”Antisemitisme”, ”islamofobi”, ”god gammeldags kulturradikal xenofobi” svarer den anden fløj.

Det sidste er en betegnelse, Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik opfandt, da han for nogle år siden i et indlæg betitlet ”Nu kan det være nok!” harcelerede over omskæringsdebatten, der dengang i nogle uger havde haft sit epicenter i Politikens spalter. ”Kulturradikal xenofobi” kan vel løseligt oversættes til fremmedfjendtlighed a la Politiken. I samme åndedrag talte Krasnik om modstandernes ”åndelige og kulturelle forhudsforsnævring” og om ”Kjeld Koplevs jammerlige selvmedlidenhed”.

Journalisten Kjeld Koplev, der selv er omskåret, havde i en artikel nogle dage forinden leveret et harmdirrende angreb på netop omskæringsritualet, som han betegnede som ”ren tortur” med ”rødder i en mørk og primitiv tankegang”. Han bekendte desuden, at omskæringen havde påført ham ”kastrationsangst” og ”psykiske traumer for resten af livet”.

Det er børn, der omskæres, og indgrebet kan ikke rulles tilbage. Barnets ret til egen krop over for forældres ret til at bestemme over deres børn, er en central konfliktakse

Rituel omskæring er et knudepunkt for flere store værdidiskussioner: Flertallets ret over for minoritetsrettigheder, sekulære værdier over for religiøse værdier, universalisme over for multikulturalisme; alle sammen højspændte diskussionsfelter. Men i omskæringsdebatten tilføjes endnu et spændingsfelt, som bringer diskussionen ind i en særlig passioneret sfære: det er børn, der omskæres, og indgrebet kan ikke rulles tilbage. Barnets ret til egen krop over for forældres ret til at bestemme over deres børn, er en central konfliktakse.

Omskæring er et ritual med dybe rødder i jødisk og muslimsk historie. Det er en religiøs og kulturel tradition, der er identitetsskabende for de to minoriteter. En grundpille i deres livsverden. Trues traditionen kan det opfattes som en trussel mod selve minoriteten. Der er da også flere jøder, der har talt om, at et forbud kan resultere i, at det jødiske samfund i Danmark vil blive decimeret markant – simpelthen på grund af udvandring.

Bølgegang i debatten
I november og december 2017 rasede omskæringsdebatten igen – særligt i Weekendavisens spalter. Omdrejningspunktet var en af de mest ihærdige forkæmpere for en aldersgrænse for omskæring, overlæge ved Statens Serum Institut Morten Frisch, der står i spidsen for en stor befolkningsundersøgelse Projekt Sexus, som skal undersøge samspillet mellem livsstil, sundhed og seksualitet. I undersøgelsens spørgeramme indgår blandt andet en håndfuld spørgsmål om netop omskæring.

Martin Krasnik initierede debatten med en kommentar i Weekendavisen, der appellerede til, at man revurderede Morten Frischs position som projektleder: ”Når det gælder omskæring er Frisch ikke videnskabsmand, men en mand med en sag”, lød det fra Krasnik, der afsluttede sin kommentar med en manende metafor: ”Det er på høje tid, at hejse det røde flag” (WA 24/11).

Konflikten om omskæring kan ikke forenklet karakteriseres som en kamp mellem majoritet og minoritet. Også internt i minoriteterne er der sprækker og splittelse i spørgsmålet om omskæring

I kølvandet på Krasniks kommentar fulgte flere bølger af indlæg og modindlæg i Weekendavisen. Samtidig blev et omfattende brev på 66 sider, der advarede om, at Frisch på grund af sin rolle i debatten næppe kunne vurdere undersøgelsesresultaterne ”neutralt” og ”afbalanceret”, sendt til en række institutioner og fonde med relation til Projekt Sexus. Blandt de 62 medunderskrivere var flere prominente personer fra den jødiske og muslimske minoritet i Danmark: Professor Allan Krasnik, forh. overrabbiner Bent Melchior, forh. overrabbiner Bent Lexner, Imam Fatih Alev, Imam Naveed Baig, journalist Samuel Rachlin, sygeplejerske Özlem Cekic m.fl.

Som et modtræk skrev 54 personer, også med baggrund i de jødiske og muslimske minoriteter, et indlæg i Weekendavisen under overskriften ”Opbakning til overlægen”; her tog de kraftigt afstand fra angrebene på Morten Frisch, som de beskrev som ”et forsøg på at begå karaktermord”. De bakkede ubetinget op om overlægen og gav til slut udtryk for ”stærk utilfredshed med, at det fortsat er lovligt for forældre i Danmark at få udført kirurgiske indgreb på deres drengebørns raske kønsorganer.”

Støtteerklæringen fra de 54 jøder og muslimer illustrerer, at konflikten om omskæring ikke forenklet kan karakteriseres som en kamp mellem majoritet og minoritet. Også internt i minoriteterne er der sprækker og splittelse i spørgsmålet om omskæring.

En tsunami af reaktioner
Havde ordstriden i og omkring Weekendavisen givet bølgegang i omskæringsdebatten, kan den reaktion, der blev udløst af Özlem Cekics novelle ”Hvorfor skal Ayses lillebror have klippet spidsen af tissemanden?”, beskrives som en regulær tsunami. Den overvældende mængde af reaktioner spænder fra utilstedelige trusler og tilsvininger over stærkt følelsesladet modvilje til saglig uenighed og kritik. Derudover er der også en del støtteerklæringer.

Cekics mål har været at bygge bro i en polariseret debat. I fortællingen sker det ved, at Ayse og hendes veninde Louise, der er stærkt skeptisk over for omskæring, ender med at forsones og holde omskæringsfest sammen trods deres meningsforskelle. Novellen rummer altså et budskab om, at vi kan finde sammen om fællesmenneskellige værdier – herunder venskabet – henover kulturforskelle og værdikløfter.

Men er alle de voldsomme reaktioner så blot aggressive automatreaktioner? Nej, ikke kun. Når man kender fronterne i debatten og Cekics placering i den (blandt andet som medunderskriver til brevet om Morten Frisch), er det svært ikke at opfatte novellen som et partsindlæg i børnelitterære klæder.

Novellen iscenesætter litterært tilhængernes argumenter. Den giver mulighed for indlevelse i et omskæringskulturelt perspektiv, hvilket er prisværdigt, men det er ikke en balanceret fremstilling, der belyser flere sider af sagen

Det følger af selve fortællestrukturen i novellen, at den belyser omskæring fra et sympatiserende perspektiv. Synsvinklen i fortællingen er placeret hos pigen Ayse, der er den altdominerende identifikationsfigur. Det er hende man som læser animeres til at leve sig ind i og føle med: hun er begejstret, hun er ivrig, hun bliver ked af det, hun er lettet og hun smiler.

Fortællingens antagonist, der skaber konflikten og Ayses følelsesmæssige krise, er skoleveninden Louise. Hun er fortællingens repræsentant for omskæringsmodstand. Det er hendes modvilje mod Ayses annoncering af lillebrorens omskæring, der forvandler Ayses iver og glæde til tårer og tristhed. Louises modvilje er da heller ikke formuleret særlig venligt: »Min far synes, at det burde være forbudt. Han siger, at man er en dårlig forælder, hvis man omskærer sine drenge«, siger hun surt.” Senere udtrykker hun sin modstand ”vredt” og ”råber” af Ayse. Ligesom hun også vælger at ignorere Ayse, som en irrationel straf for, at Ayses lillebror skal omskæres. Til sidst sejrer venskabet dog over den kulturelle kløft.

Ensidige argumenter
I novellen foretages der en tilbagevendende sidestilling af dåb og omskæring. Det er en almindelig analogi blandt modstandere af et forbud, som fx Politikens Anders Jerichow har benyttet. Med den analogi fremhæves ligheden – begge er religiøse overgangsritualer – mens forskellen nedtones, nemlig at dåben er en symbolsk handling, der kan rulles tilbage, mens omskæring er en symbolsk og kirurgisk handling, som er irreversibel.

Det fortælles også beroligende i historien, at omskæring ikke er farligt, og at lillebroren ikke vil kunne mærke noget på grund af bedøvelse. Den fremstilling er i pagt med fortalernes perspektiv, men flugter ikke med fx Lægeforeningens vurdering fra 2016, der fraråder omskæring uden informeret samtykke fordi det ”indebærer smerter og risiko for komplikationer, ligesom indgrebet ikke kan gøres om”.

Cekics har i debatten om novellen udtalt, at ”historien faktisk handler om argumenter for og imod”. Men selvom det har været forfatterens intention, er det ikke det, der manifesterer sig i teksten. Novellen iscenesætter litterært tilhængernes argumenter. Den giver mulighed for indlevelse i et omskæringskulturelt perspektiv, hvilket er prisværdigt, men det er ikke en balanceret fremstilling, der belyser flere sider af sagen.

Med den ophedede omskæringsdebat som bagtæppe er det ikke uforståeligt, at Cekicks forsøg på brobygning i børnehøjde er endt i endnu en uforsonlig skyttegravskrig.

Eftertanke
Man kan momentant føle sig ligeså spaltet som debatten i denne sag. De modstridende stemmer kæmper om overtaget, og spørgsmålene står i kø: Hvad ville være konsekvenserne af et forbud? Udvandringsbølger, illegale omskæringer, større risici? Kan vi tolerere irreversible, lægeligt ubegrundede indgreb på børn? Eller går tolerancens grænse netop der? Skal staten på dette punkt intervenere i familiens inderste rum? Eller skal forældrenes myndighed over barnet også omfatte retten til at praktisere religiøse og kulturelle værdier i form af omskæring? Og sidst men ikke mindst: er det barnets ret til fysisk integritet, der bør veje tungest?

Det skal være den afsluttende nok utopiske appel: Diskuter uden dæmonisering

Et underliggende niveau i kæden af spørgsmål er synet på menneskerettighederne. Men tyr man til vores højeste instans på det område, Institut for Menneskerettigheder, er der intet endeligt svar at hente.

I 2014 opregnede instituttet de menneskeretslige argumenter for og imod et forbud – som er parallelle med flere af spørgsmålene i foregående afsnit – hvorefter de konkluderede, at konventionerne hverken pegede entydigt på et forbud eller på bevarelse af retten til omskæring.

Bolden blev sparket videre til Folketinget. Det var ifølge Institut for Menneskerettigheder i sidste ende et politisk spørgsmål. Men det er også et personligt, etisk spørgsmål, som er uhyre sensitivt og sprængfarligt. Og begge sider i debatten bør anerkende modparternes legitime synspunkter og undgå dæmonisering, mistænkeliggørelse og insinuationer.

Det skal være den afsluttende nok utopiske appel: Diskuter uden dæmonisering.

Hovedillustration: Wikimedia Commons/Michaël Dorbec.

Du kan støtte Steffens skriverier via Mobilepay: 22722556.

Kategorier