mm

Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Se alle skribentens artikler

Maria Helleberg: Kære Rane – her er en fanmail

ÅBENT BREV – “Selv lurerne har ingen lyd mere. Vikingerne blev glemt. Middelalderens udstillings-system er havnet midt mellem dimseting-på-række og ønsket om at tydeliggøre. Mit håb er, at man dropper den usædvanlige pænhed, som er kommet til at præge museet. Den forrygende usanselighed som præger dets udstillinger. Dansk oldtid blev genopstillet i krisetiden, lydløst og nydeligt.” Det skriver Maria Helleberg i et lidt oprørsk fanbrev til Nationalmuseets nye direktør, Rane Willerslev. Hun længes efter en årsag: “Efter påvisningen af, at dette har noget at sige mig, at jeg ikke så at sige selv skal fylde genstandene eller udstillingen med mening”.

Her kommer et brev fra en ellers ret begejstret person, som er blevet bekymret. Måske et for svagt ord. Det er realityprogrammet RANES MUSEUM, som har skræmt mig. For det, der en gang var et enkelt museum, er nu blevet et imperium. De mest forskelligartede institutioner er nu en del af imperiet.

Det forholder sig jo sådan, at selv ikke den mest historieinteresserede er lige velorienteret om alle tider, ideer, perioder. Vi har alle vore tyngdepunkter. Der hvor vi finder os hjemme.

Jeg har prøvet at tage en guldalder-nørd med på Trelleborg, og det var ingen succes. For ham havde stedet og levnene fra vikingetiden ikke noget udsagn: vi ved ikke engang præcis hvorfor anlæggene er opført eller hvorfor de blev forladt. Han savnede det, han ledte efter – og fandt det – i en anden og meget ordrig, kortlagt periode.

Rane Willerslev – Foto: DR presse.

I RANES MUSEUM 2. afsnit kommer den nye direktør ud på Sjælland for at se nærmere på museets ”underafdelinger”. Turen går direkte til Liselund Slot på Møn.

Nat Mus har en fin lille kortfattet introduktion til stedet. Den havde man ikke brugt tid på at læse.

Ved første blik udtaler Rane så, at det her kunne gøres til et økonomisk aktiv. Som skabt til romantiske bryllupper. El og moderne toilet etc. kunne måske nok ønskes i så fald. Han henviser til Liselund Ny Slot, der ligger i samme park, der kan man eje hele herligheden til bryllup, møde, konference…)

Uden tvivl kunne man sagtens få folk til at holde bryllup, ja, endda flytte ind på Liselund Slot. Der er dog et par problemer – strøm og toilet – som kommer på tværs. Plus det faktum, at huset med alt, hvad der findes i det, er skrøbeligt. Ekstremt skrøbeligt

Jeg tror, vores Rane i Liselund genkendte alle de efterligninger, som en sen eftertid har defineret som romantisk. Laura Ashley. Blonder og spinkel elegance. Men Liselund er jo, om noget, et reelt, unikt sted, som taler klart om en specifik periodes drøm.

Uden tvivl kunne man sagtens få folk til at holde bryllup, ja, endda flytte ind på Liselund Slot. Der er dog et par problemer – strøm og toilet – som kommer på tværs. Plus det faktum, at huset med alt, hvad der findes i det, er skrøbeligt. Ekstremt skrøbeligt. Det er en lille tidslomme med møbler, arkitektur, have og ikke mindst en grundlæggende ide. Unika, som man siger. Forbavsende velbevaret, og fremvises uden afspærringer eller røde snore snøret rundt om stolene.

Fortidens frembringelser
F
orestillingen om noget romantisk er nu ikke helt hen i vejret – det er to forelskede, lykkelige mennesker, som har fået huset opført og selv plan- og anlagde en enestående have.

Liselund er opkaldt efter konen, Lise de la Calmette. Det er et meget privat hjem, hvis udformning bygger på tidens idealer. Borger og adel nærmede sig hinanden, Borgere blev ufatteligt rige. Drømmen om den antikke republik, de antikke idealer blev visuel: ud af rokokoen kom en anden sart stilart. Kvinder i ”græske” kjoler. Senge som antikke feltherrers telte. Malede ranker og mæanderborter.

I Frankrig, i 1789, begyndte fortællingen om frihed, lighed og broderskab. Men allerede i 1776 begyndte man i de amerikanske kolonier at konkretisere drømmen om en stat, grundlagt fra bunden, ud fra en hensigtserklæring.

Det er sådan set store ting, lillebitte Liselund taler om.

Vi holder ikke polterabend på Glasmuseet i Ebeltoft. Vi har ikke åbent for teambuilding-kurser på Rosenborg. Vi trækker ikke glad i originale dragter, såsom kongernes kroningskåber, i Brede

Vi bevarer jo ikke for at bruge genstandene, som de engang blev brugt. Nogle genstande kan vi restaurere, ja, næsten genskabe, som sejlskibene der kommer til at ligge i Holbæk havn. Andre forsøger vi at redde gennem konservering. Hvis genstanden skal bruges, som den engang blev brugt, er det ofte bedst at skabe en kopi.

Vi holder ikke polterabend på Glasmuseet i Ebeltoft. Vi har ikke åbent for teambuilding-kurser på Rosenborg. Vi trækker ikke glad i originale dragter, såsom kongernes kroningskåber, i Brede.

Men derfor kan man jo godt være fascineret af fortidens frembringelser. Forstår i den grad Ranes lyst til at gribe sværd og hjelm, men beholde sine briller på, da han når Trelleborg. Det er et godt billede på vores halvhjertethed.

Har selv siden april 2017 bevæget mig rundt, dels for oplevelsens skyld, dels i professionelt øjemed, i en 1:1 kopi af en dragt fra 1536. Det tog firmaet Historicum over 6 måneder at finde alle detaljer, vælge og sy. Og jeg har skippet briller (kontaktlinser i dette tilfælde), ur, iPhone, strømper, undertøj og moderne sko. Man bliver ikke et menneske fra 1536 ved at tage tidens tøj på. Man ifører sig en dragt. Med eller uden briller.

Drop pænheden
Det er helt ok at være totalt uvidende om Liselunds eksistens og betydning. Også ganske ok at undlade at undersøge inden besøget. Men man kan ikke bedømme Liselund eller andre bygninger uden viden, kun ud fra hvad interiøret minder en om. Man kan ikke vide alt. Men man kan spørge. Jeg kender en række utroligt vidende, begejstrede og ikke mindst: begejstrende mennesker i organisationen.

Dem kan man spørge, eller endnu bedre: tage med på sine besøg, så man får alt det at vide, man ønsker. Så der kan trækkes kvalificerede beslutninger, som ikke ødelægger unikke levn.

Mit håb er, at man dropper den usædvanlige pænhed, som er kommet til at præge museet. Den forrygende usanselighed som præger dets udstillinger. Dansk oldtid blev genopstillet i krisetiden, lydløst og nydeligt … Jeg længes efter en årsag. Efter påvisningen af, at dette har noget at sige mig, at jeg ikke så at sige selv skal fylde genstandene eller udstillingen med mening

Og nej, jeg tror ikke, det er sundt for dømmekraften at have et tv-hold i nakken, når man rejser rundt for at se til NatMus’ satellitvirksomheder. I modsætning til, hvis man aflagde et u-overvåget besøg, vil man her være opsat på at gøre en forskel. Træffe håndfaste beslutninger. Finde noget at bruge enheden til. Med andre ord: tjene penge på enheden. Andet end på den traditionelle måde, at lade publikum opleve, se. I tilfældet Liselund har jeg set forslag om levendegørelse, skuespillere eller frivillige.

Liselund 2014. Mand og hund og sol og skygge. Eget foto.

Men hvad skal de foretage sig? Fortælle husets historie og baggrunden for de æstetiske valg? Drikke te? Skuespillere koster nok penge, kunne jeg tænke mig. Og hvem skal skrive teksten, som skuespilleren skal formidle?  Gratis frivillighed har sine naturlige grænser – får man ingen løn, men arbejder kun for fornøjelse, så vil man næppe kontrolleres oppefra og ned, og kan næppe heller love at optræde hver dag i sommerferien.

Alt det, vi gerne vil gøre for at trække de besøgende tættere ind i oplevelsen, koster faktisk penge. Dem kan man så begynde at forsøge at tjene ind igen. Ved at lave bryllupsfester på Liselund. Hvad med motocross på trelleborgene, polterabend gennem Kronborg, teambuilding med solvognen? Tror mere på fortællingen, især den gode…

Mit håb er, at man dropper den usædvanlige pænhed, som er kommet til at præge museet. Den forrygende usanselighed som præger dets udstillinger. Dansk oldtid blev genopstillet i krisetiden, lydløst og nydeligt.

Museet er måske tynget af sin position: vi er det store nationale museum, som skal have det bedste, det vildeste, det mest berømte og det uundværlige. Der er nok af højdepunkter, men måske også for mange – solvogn, Gundestrup-kar, lurer, Egtved-pigen, aquamaniler som små riddere, sværd, nordboernes dragter, junker Schlentz’ rustning

Selv lurerne har ingen lyd mere. Vikingerne blev glemt. Middelalderens udstillings-system er havnet midt mellem dimseting-på-række og ønsket om at tydeliggøre. Det er nok derfor, man har fjernet det lille romanske kirkerum. Det visualiserede ellers fint de tidligste danske kirker. Også her kunne musikken jo gøre en forskel – den kender vi efterhånden ret meget til. Lige fra slutningen af 1100-tallet og frem. Oldmusik er faktisk blevet et hit. Bare ikke på NatMus.

Giv mig en årsag
Museet er måske tynget af sin position: vi er det store nationale museum, som skal have det bedste, det vildeste, det mest berømte og det uundværlige. Der er nok af højdepunkter, men måske også for mange – solvogn, Gundestrup-kar, lurer, Egtved-pigen, aquamaniler som små riddere, sværd, nordboernes dragter, junker Schlentz’ rustning … Ind imellem giver udstillingerne jo sig selv. KIG HER, DET GENKENDER DU NOK.

Men forbindelserne, linjerne, ideerne er der ikke så mange af. Vi har de her genstande, så dem viser vi frem.

I den gamle oldtids-udstilling opgav jeg tit at læse de alenlange forklaringer, fordi jeg jo gerne ville have tid til at se meget. Og husker den etnografiske udstilling som ret uformidlede artefakter fra fjerne lande: se den smukke dims. Men alt har jo en mening, ligesom Liselund.

Jeg længes efter en årsag. Efter påvisningen af, at dette har noget at sige mig, at jeg ikke så at sige selv skal fylde genstandene eller udstillingen med mening. Det er jo ingen hemmelighed, at en lang række andre museer har haft held med at tænke nyt. Min favorit er faktisk Køge Museum, der inden ombygningen var et meget traditionelt vi-viser-hvad-vi-har-museum.

Nu er der måske lidt færre genstande at se, men til gengæld flere historier, og fin brug af IPads. Møntergården i Odense er et andet eksempel på sanseliggørelse uden at det koster millioner og uden at man leger Game of Thrones. Gulvet fra den kirke på hvis gulv Knud den Hellige døde.

Brand og blod. Og virkelighed. Og fine logiske løsninger på alle udstillingens spørgsmål. MS i Helsingør bruger varsomt IT og digitale ideer, men den største succes er altså tatoverings ”maskinen”. Her bruger man historie og artefakter: man kan forsøge sig som storkøbmand i den florissante periode. Lidt sværere end man tror.

Og så er jeg ikke særlig glad for den gigantiske, kolde, tomme forhal til museet. Inden da gik man ind gennem Prinsens Palæs rigtige, gamle indgang og var straks inde i fortiden. Kunne man få den indgang tilbage, ville jeg blive glad. Måske ville det også hjælpe hvis boghandelen bag forhallen førte bøger fra f.eks. Rosinante. Den sidste udeladelse har godt nok undret mig i nogen tid.

Topfoto: Liselund, Foto: Pixabay.

mm
Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Kategorier