Kære Kristian Ditlev: Fællesskabet Danmark kan fint rumme fester for minoriteter

af

Kære Kristian Ditlev Jensen

Jeg forstår, at du har haft en hård barndom. Det har du heller ikke lagt skjul på i alle dine fine beretninger om “at komme om på den anden side”, om at være et “mælkebøttebarn” og noget med undergrund og “jagerpilot”.

Ja, de fleste ved, at du også har profileret dig på din baggrund –  og fred være med det. Det gør mange, og det er der intet galt i.

Jeg ønsker heller ikke, at det skal være nogen hemmelighed, at min egen barndom har været en dans på kanyler; om nogen, så ved jeg, hvor hård kampen har været for at finde balancen i krop og sind. Dertil kommer livet som farvet, adopteret kvinde i et hvidt land.

Og nu kommer jeg til kernen: Når man som menneske har været så meget igennem, og netop er kommet fri af den evige nedadgående spiral og ud af en tunnel, så er der ikke plads i sindet til at være fordomsfuld.

Alle de mekanismer, man skal igennem, gør, at der ikke burde være plads til at (ikke engang retorisk) kalde Rådhuspladsen en losseplads, efter en stor del af den københavnske befolkning har fejret solidaritet og mangfoldighed i vores by. En by, som ligger langt væk fra Højer, som du sammenligner med i din tekst.

Som du skriver:

“I dag går der ikke en uge, uden at vores hovedstads fælles byrum omdannes til et enrum, hvor den ene minoritet efter den anden blærer sig med, hvor specielle, de egentlig er.”

“Så er det muslimske begravelsesoptog op og ned ad Nørrebrogade, så er det studenter, der hujende belejrer hele byen, så er det 1. maj-parader for arbejderklassen, så er det homoer, der fester i bund – og inden Lossepladsen, der dagen forinden hed Rådhuspladsen, er rengjort, er det radikaliserede triatleter, der forsøger at motionere sig selv og alle omkring dem ihjel”.

Du mener også, at “Folkekirken er en kirke for folket, for hele folket. Dermed betoner den netop ligheden imellem os alle. Og en af grundene til, at man ikke skal lave om på den hele tiden er, at den netop kun er stærk, fordi den er og bliver en »almindelig« kirke. Den er for alle. Og den er for enhver.”

MERE POV
Skal jeg bare være lidt mere robust?

At du bruger biblen som det store alter for at lægge vægt bag dine ord, gør efter min mening det hele mere patetisk. Fordi du samtidig nedgør minoriteter der, efter din mening, “blærer” sig.

Og jeg undrer mig. Det ser ud som om, du mener, at en normal og almindelig dansker mestendels er ham, der vier sit hjerte til Lukasevangeliet, Grundtvig og Folkekirkens ord. Som pludselig i din optik forvandles til et hele Danmarks fællesskab, og hvor der kæmpes for det danske “frisind”.

Jeg nyder min “normale” verden, fyldt med almindelige mennesker. Som også er handicappede, farvede, sorte, hujende homoseksuelle, smukke transmænd og kvinder. Muslimerne og de radikaliserede triatleter. Og hele arbejderklassen

Men Kristian, lad mig spørge dig om, hvori det at være normal ligger:

Er det normalt at være kristen?

At være heteroseksuel?

At have børn med blondt hår og blå øjne?

At gå i kirke hver søndag i det fineste puds og med nykæmmet hår?

At vaffe sin kone en når hun ikke makker ret?

At revse sine børn når de ikke hører efter?

At være rigtig mand som er ligeglad med sine følelser.

At lade omverdenen forstå, at man er et mælkebøttebarn, som nu er blevet voksen med “noget på hjerte”?

At være ægte patriark, i Guds hjem?

Ja, selvfølgelig er mine spørgsmål retoriske, men ærligt talt, efter dit ihærdige kristne forsøg på at bashe store dele af den danske befolkning, synes jeg ikke, det er overdrevet retorisk eller urimeligt at spørge dig om, hvad du mener, er normalt.

Mens du funderer over svaret, så nyder jeg min “normale” verden, fyldt med almindelige mennesker. Som også er handicappede, farvede, sorte, hujende homoseksuelle, smukke transmænd og kvinder. Muslimerne og de radikaliserede triatleter. Og hele arbejderklassen.

Med andre ord: Et forskellighedernes Danmark, der sagtens kan fejre den ene minoritet efter den anden uden at miste det fællesskab, du godt nok skriver, at du hylder. Men som din tekst ser ned på og håner.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

Diversitet – forskellighed – trives nemlig bedst i et fællesskab, der kan omfavne flerheden.

Foto: Pixabay – Diversity.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Mica Oh

Mica Oh er født i Seoul i 1975 som datter af en sort amerikansk far og en sydkoreansk mor. Fem år gammel kom hun til Danmark som adoptivbarn. Som teenager brød hun med adoptivfamilie og provinstilværelse, og stod pludselig alene i verden i København. En livserfaring, der har formet hende. Mica er uddannet socialpædagog og har især arbejdet med unge mennesker, som levede livet på kanten af samfundet. Senere studerede hun filosofi, ligesom kunst og det kreative felt også har fyldt hendes hverdag.
Verden har altid betaget Mica, og hun har haft muligheden for at mærke livet – i 1990’erne boede hun i en årrække i bl.a. Sao Paulos favela og Spaniens mest fattige afkroge.
I mange år arbejdede hun også som selvstændig indenfor modebranchen. Hun har været indehaver af modelbureauet Peepers, som specialiserede sig i plus size modeller, det man i dag kender som ”curvy fashion”. Hun ønskede hermed at sætte fokus på mangfoldigheden blandt kvinder i det hele taget. Micah Oh har altid været hende, som satte spørgsmålstegn ved alt - menneskerettigheder og kampen mod racisme og diskrimination har været en livslang passion. Derudover er hun mor til en næsten voksen søn og intersektionel feminist. Og har i øvrigt sunget jazz, så længe hun kan huske.

Seneste indlæg fra

Gå til Top