mm

Elmas Berke

Elmas Berke er forfatter og foredragsholder. Tidligere nyhedsvært på radio, journalist, tolk ved Rigspolitiet og nu erhvervskvinde. Forfatter til romanen "Tavshedens Pris", der udkom maj 2015. Indstillet til Blixenprisen for ytringsfrihed, 2016. Nomineret til "Danners Ærespris 2015" og "Årets Dansker 2015". Blogger hos Berlingske Media/ Den Politiske Puls, Politiko. Hun har skrevet manuskript til en spillefilmskomedie om en dansk-tyrkisk familie, hvor intet er for helligt til at blive rusket igennem på en kærlig måde. Arbejdet med dette er påbegyndt de indledende faser om en kommende filmatisering. Elmas Berke er tegner og kunstmaler i sin sparsomme fritid. Hun er ikke bange for at sige fra over for sit baglands forældede syn på kønsroller, kulturelle handlemønstre eller religiøse dogmer, der måtte spænde ben for ellers velfungerende familier, og hun bryder gerne med tabuer og gør det personlige offentligt, for på den måde at sætte fokus på den undertrykkelse og/eller diskrimination, en gruppe medborgere lever under i Danmark. Elmas Berke er gift og mor til 4.

Se alle skribentens artikler

Kære Inger Støjberg: du er også min minister

Jeg ville være blevet rasende – som i virkelig rasende – og øjeblikkelig have skiftet skole, hvis nogen, på baggrund af mit navn, havde placeret mig i en racistisk konstruktion, baseret på en lommefilosofisk formodning om, hvordan sådan én som jeg, måtte forventes at være, forud for start på et hvilket som helst studium. Hvad ved de om mit danske sindelag eller eventuelle mangel på samme, spørger Elmas Berke i en kommentar til beslutningen om at inddele elever på Langkær Gymnasium efter etnicitet.

Intentionerne kunne have været nok så gode, men vejen til helvede er som bekendt brolagt med intentioner, baseret på formodninger, fremfor konkret viden om det enkelte menneske. Et navn siger åbenbart meget. Eller intet. Som i absolut intet.

Navnet er Berke. Elmas Berke – og jeg elsker mine forældres valg af mit navn. Både fornavn, som betyder diamant, efternavn, som er pæredansk og tyrkisk på samme tid (mærkeligt, men sandt), min oprindelse, den anatolske højslette og min opvækst, midt i Jyllands hjerte.

Jeg har mørkebrunt hår, mørkebrune øjne og lige præcis den hudfarve, jeg skal have. Den danske sang er nok ”en ung blond pige”, men denne brunette kender visen på rygraden og kan synge med på melodien. Syng med i stedet for at adskille dig fra mig.

Jeg kender mine rødder og jeg elsker dem. De gør mig til den mangfoldige person, jeg er. Det er fra et lille frø, der blev plantet i jorden på den anatolske højslette, at et stolt bøgetræ voksede frem af den danske muld, på den jyske hede. Jeg elsker min opvækst i Danmark og jeg ville ikke selv have valgt noget som helst andet sted på denne klode at være vokset op, skulle jeg have fået valget.

Jeg har mørkebrunt hår, mørkebrune øjne og lige præcis den hudfarve, jeg skal have. Den danske sang er nok ”en ung blond pige”, men denne brunette kender visen på rygraden og kan synge med på melodien. Syng med i stedet for at adskille dig fra mig.

Ingen spørger (eller kan spørge) deres børn, hvor de vil sættes til i verden. Ej heller, hvor de vil vokse op. Ingen vælger sin biologi eller geografi forud for sin fødsel. Det gør vores forældre.

Jeg er dansk helt ind i rygraden og hjertet

Jeg er et produkt af Danmark. Jeg er støbt af Danmark. Jeg er formet af Danmark. Jeg er hærdet af Danmark. Jeg er socialiseret i Danmark. Jeg kender de danske folkeviser, salmer, traditioner og skrevne som uskrevne regler i søvne. Jeg tænker og tæller på dansk. Jeg kender kulturen. Jeg kender historien. Jeg er ikke kun tosproget. Jeg er flersproget. Jeg er stolt af at kunne føre samtaler med folk fra stort set det meste af Europa og Mellemøsten. Tosprogethed er en styrke. Det er ikke en svaghed. Kun hvis vi vælger at gøre det til en svaghed.

Jeg er ikke ”integreret” eller noget som helst, der kommer i nærheden af en fremmedgørelse af min tilstedeværelse i Danmark – ved en kategorisering og en påhæftelse af sådan en etiket. Jeg hader det ord. Jeg lever mit liv som et naturligt resultat af min opvækst og mine livsomstændigheder i Kongeriget Danmark. At andre tolker det som ”velintegreret” er deres perception og siger mere om deres behov for at kategorisere folk efter et politisk projekt end det siger om mig, mit liv eller livsførelse. Jeg hader ordet. Det lyder måske hårdt, men det gør jeg. Det fremmedgør mig i mit eget hjem.

Hvorfor skal vi hele tiden vige pladsen for dem, der ikke kan klare sig? Hvorfor skal vi hele tiden overses eller tales hen over hovedet på som om vi ikke eksisterer? Os, der er med til at opretholde, at de famøse hjul i velfærdssamfundet drejer rundt? Erhvervsfolkene, akademikerne og lederne – ikke engang i Public Service forpligtede medier er vi repræsenterede; betaler vi måske ikke licens?  Jeg ved ikke, hvor mange vi er og det er også ligegyldigt. Men vi eksisterer ikke i mainstream debatterne, og jeg er træt af det.

Jeg nægter at sætte mit lys under en skæppe og jeg finder mig ikke i forskelsbehandling længere. Ikke mere. Hidtil har jeg tænkt, ”jamen, ikke alle klarer sig godt”. Nej, det er sandt, og dem må vi også huske at tage hånd om, men, hvad med alle dem, der gør?

Hvorfor skal vi hele tiden vige pladsen for dem, der ikke kan klare sig? Hvorfor skal vi hele tiden overses eller tales hen over hovedet på som om vi ikke eksisterer? Os, der er med til at opretholde, at de famøse hjul i velfærdssamfundet drejer rundt? Erhvervsfolkene, akademikerne og lederne – ikke engang i Public Service forpligtede medier er vi repræsenterede; betaler vi måske ikke licens?  Jeg ved ikke, hvor mange vi er og det er også ligegyldigt. Men vi eksisterer ikke i mainstream debatterne, og jeg er træt af det.

Hvorfor skal vi hele tiden ignoreres eller bortforklares med reference til dem, der ikke har orden på tingene eller livet? Ikke fordi, dem, der ikke har orden på tingene eller livet skal overses, men fordi de ikke er hele historien om indvandrere, flygtninge eller efterkommere i Danmark. Endnu et ord, jeg hader. Efterkommere. I hvor lang tid skal vi kategoriseres som ”efterkommere”? Hvornår er vi fuldgyldige medlemmer af familien Danmark – særligt, når vi aldrig har kendt andet end Danmark? Vores forældre er indvandrere. Det er vi ikke. Vi er aldrig indvandret noget sted fra.

Vores Integrationsminister, Inger Støjbergs udmelding i forbindelse med nyheden om klasseopdeling af studerende efter fremmedklingende navne på Langkær Gymnasium ved Århus, er mildest talt demotiverende for min følelse af ligeværdighed som medborger i Danmark. Hvad ligner det at sige ” Det her handler jo om, at der er danske elever, som er kommet i mindretal på deres eget gymnasium”, sådan som Støjberg pinagtigt formulerer det? Eget gymnasium? Hvad er de andre elever så? Gæster på lynvisit, eller hvad? Det er måske ikke deres gymnasium?

Endnu et ord, jeg hader. Efterkommere. I hvor lang tid skal vi kategoriseres som ”efterkommere”? Hvornår er vi fuldgyldige medlemmer af familien Danmark – særligt, når vi aldrig har kendt andet end Danmark? Vores forældre er indvandrere. Det er vi ikke. Vi er aldrig indvandret noget sted fra.

Integrationsministeren citeres også for at sige, at ”danske unge har krav på et dansk ungdomsliv”. Undskyld mig, men, hvem forsøger at frarøve unge et dansk ungdomsliv og er de ikke alle, uanset navn og farve, danske elever, som skal gennemgå samme lærings proces? Går vejen mod ligeværdig medborgerskab ikke netop via oplysning og indlæring? Institutionerne, skolerne og ungdomsuddannelserne er alle sammen med til at danne de unges selvforståelse og følelse af ligeværdighed som medborgere. Det er ved at vi blander os med hinanden, at vi normaliserer hinanden som ligeværdige mennesker.

Kære Integrationsminister Inger Støjberg, jeg vil gerne minde dig om din position, skulle du have glemt, at du også er min minister. Jeg vil simpelthen ikke finde mig i, at du som repræsentant for landets øverste myndighed fremmedgør mig i mit eget hjem – overfor min egen familie- ved at omtale mennesker, der fysisk ligner mig og ikke dig som værende noget som helst andet end danske elever. De er alle elever på et dansk gymnasium og derved alle danske elever!

Hvor beklage sig over den enorme succes antallet af studerende er udtryk for? Flere og flere vælger uddannelse til. Dér er din historie som Integrationsminister!

Optages de på en ungdomsuddannelse er antallet et problem. Får de ikke en uddannelse er det såmænd også et problem og udtryk for ”dårlig integration” – og ja, jeg hader stadig ordet. Det er lige til at blive vanvittig af.

Topfoto: Inger Støjberg, Wikipedia, Wikimedia Commons.

Kategorier