mm

Thomas Milsted

Thomas Milsted er forfatter og rådgiver. Er medlem af Dansk Journalistforbund og har skrevet adskillige bøger og artikler om og omkring det psykosociale arbejdsmiljø. Har i mere end tyve år arbejdet som rådgiver og foredragsholder. Tidligere leder af Center for Stress og Trivsel A/S, nu freelance og Generalsekretær i Stresstænketanken. Sidder og har siddet i diverse tænketanke med hovedvægt på at få løst stressproblematikker i danske organisationer og samfundet generelt.

Har blandt andet udgivet: Stress. Sådan tackler du det. (1999) Børsens Forlag. Stress. Grib chancen for et bedre (arbejds)liv. (2006) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Lykke. Er der en vej til det gode liv? (2008) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Trivsel. En guide til motivation og arbejdsglæde. (2009) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Ned og op med stress. (2011) En samtale-bog med Pernille Rosenkrantz-Theil. Gyldendal. Arbejdsglad. - sådan skaber du bedre resultater med glade medarbejdere. (2014) Gyldendal. Skab værdi med trivsel og empati. (2015) Gyldendal. Stedbørnene. En guide til sammenbragte familier. (2015) People´s Press. Stresset. (2017). People´s Press. Mobile Pay: 31418376

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Thomas Milsted
på Mobile Pay: 31 41 83 76

Kære Inger: Lad aldrig børnene betale prisen

“Jeg er af den overbevisning, at ingen minister i Danmark kunne træffe en beslutning, som Trump har gjort med så vidtrækkende konsekvenser. I Danmark vægter vi trods politiske uenigheder børnenes tarv højt. Men jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt du deler den forargelse, som tusindvis af andre toneangivende kvinder verden over viser i disse dage. Og jeg har brug for at høre, om du deler forargelsen eller har fået nye gode ideer til stramninger? Inger, jeg har brug for, at du stiller dig op på den højeste talerstol og råber ud til Danmark, at adskillelsen af børn fra deres forældre utvetydigt ville være at gå for vidt.” Thomas Milsted har skrevet et åbent brev til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, som han deler sin kristne tro med. 

Kære Inger,

Du har sikkert fulgt med i de sidste dages skriverier om, at mere end 2.000 børn er blevet adskilt fra deres familier, siden den amerikanske regering indførte en nultolerance-politik over for immigranter ved den mexicanske grænse til Amerika.

Du har sikkert også i den forbindelse set de protester, det har medfødt, blandt andet fra flere tidligere amerikanske førstedamer og en nuværende.

Denne kritik er nu også bakket op af en tidligere dansk statsministerfrue, Anne Marie Vessel Schlüter.

Disse kvinder har – ud over deres samfundsmæssige position – alle børn og ved, hvor smertefuldt det kan være at være adskilt fra dem selv under fredelige omstændigheder.

Fælles for dem er også, at de mener, at Trump med dette tiltag var gået alt for vidt.

Jeg er af den overbevisning, at ingen minister i Danmark kunne træffe en beslutning, som Trump har gjort med så vidtrækkende konsekvenser. I Danmark vægter vi på tværs af politiske uenigheder børnenes tarv højt.

Men jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt du deler den forargelse, som tusindvis af andre toneangivende kvinder gør verden over? Og jeg har brug for at høre, om du deler forargelsen eller har fået nye gode ideer til stramninger? Trump har Gud være lovet givet efter for presset og har nu underskrevet et direktiv, som skal forhindre, at migrantfamilier bliver adskilt ved den amerikansk-mexicanske grænse.

Men Inger, jeg har alligevel brug for, at du stiller dig op på den højeste talerstol og råber ud til Danmark, at adskillelsen af børn fra deres forældre, utvetydigt var at gå for vidt. Jeg har brug for at du erkender at børn ikke hører til bag pigtråd. Jeg har brug for at vide om du nu også vil give efter for presset om at få børnene ud af Sjælsmark og fremadrettet ikke medvirke til at bruge børn som forhandlingsredskab, til at presse forældrene?

Inger, du er ikke et ondt menneske. Det er ikke det, jeg ser. Det, jeg derimod ser, er et menneske, der efter bedste evne forsøger at løse en meget kompleks og svær opgave

For en god ordens skyld skulle jeg måske starte med at tone rent flag.

Jeg har taget permanent ophold i det, du selv lidt frisk kalder ”godhedsindustrien”. Det har jeg gjort, fordi mit menneskesyn vil, at alle mennesker skal kunne leve trygt, sikkert og frit. Det troede jeg var enhver dansk politikers mål, men der har jeg tydeligvis forregnet mig. Der er desværre mange, der mener, at løsningen på de udfordringer, vi står overfor, løses ved at lukke sig om sig selv.

Og jeg er med på, at du måske allerede her er stået af, og at min tilsyneladende frelsthed har efterladt dig med en rysten på hovedet og en beslutning om, at du ikke gider at spilde mere tid på mig og i stedet ser mod de næste stramninger.

Men jeg vil så mindeligt alligevel bede dig om at læse videre. For godt nok tilhører jeg den efterhånden sjældne race, hvor humanisme og det at elske sin næste stadig lyder harmonisk, men jeg er også medlem af den samme klub, som du er, nemlig kristendommen.

Så betragt det her brev som et brev fra én kristen til en anden kristen.

Inger, du er ikke et ondt menneske. Det er ikke det, jeg ser. Det, jeg derimod ser, er et menneske, der efter bedste evne forsøger at løse en meget kompleks og svær opgave.

Store dele af verdens befolkning flytter sig, de vil have del i vores goder, tryghed og velfærd. Mange vil bare i sikkerhed. Det er vel nok en af de største udfordringer, vi har set i nyrere tid, for det antal af mennesker, der vil væk fra deres hjem, er stort i antal og årsagerne bag deres beslutning om at flygte kan være  komplekse og bunde i alt fra forfølgelse, krig og fysisk usikkerhed til et simpelt ønske om at bo et sted, hvor mulighederne for et arbejde og dermed et bedre liv er større.

Hvem husker ikke den lammede fornemmelse, der opstod, når det scenarie for igennem ens lille naive barnehoved, at man måske aldrig skulle genforenes med det, som for mange er det tryggeste og mest betydningsfulde i verden, ens mor eller far

Jeg ved, det må være svært konstant at huske på, at det er menneskeskæbner, man flytter rundt med, når man forsøger at finde plads til alle dem, der finder det nødvendig at flygte fra krig, fattigdom eller mangel på føde og vand. Man kan flytte rundt på tal i et Excel-ark, det tager tallene ikke skade af. Men at flytte rundt på mennekser har konsekvenser.

Så fra én kristen til en anden, lov mig, hvor fristende det end måtte være, aldrig at skille et barn fra sin mor, far eller hvilket familiemedlem, det nu måtte have tilbage.

Lov mig, at du aldrig lukker dit hjerte for den kendsgerning at selv få dages adskillelse kan mærke et barn for livet.

Jeg ved, at traumatisk er et voldsomt ord at bruge i den sammenhæng, men det er vitterligt det, som sker, når et barn skilles fra sine forældre.

Hvem husker ikke kun alt for godt de situationer, hvor man selv er blevet væk fra sin mor i et stormagasin?

Hvem kan ikke på et split sekund genkalde sig den panik eller rene og ufortyndede rædsel? Hvem husker ikke den lammede fornemmelse, der opstod, når det scenarie for igennem ens lille naive barnehoved, at man måske aldrig skulle genforenes med det, som for mange er det tryggeste og mest betydningsfulde i verden, ens mor eller far.

Lov mig, at du aldrig kunne finde på at tage et barn som gidsel, også selvom du måtte besidde den holdning, at det netop er det, barnets forældre har gjort ved at flygte og indvandre sammen med barnet – måske endda ulovligt. Men at tage et barn som gidsel to gange giver ingen mening.

Jeg funderer også over og tror, at du i dine stille stunder, hvor du ligger alene i mørket til tider må blive hjemsøgt af tvivl om, hvorvidt du gør det rette

Jeg forstår, bilder jeg mig ind, hvor svært det må være som kristen at skulle træffe de beslutninger, du har truffet og med sikkerhed kan blive nødt til at træffe. Jeg ville aldrig selv kunne magte din situation, hvor man dagligt stilles over for valg, der i den grad kan ødelægge andre mennesker.

Det er i min forståelse af kristendommen det stik modsatte, vi står for og gerne skulle udrette og handle efter i verden. På den måde er det beundringsværdigt, at du netop som kristen, kan bestride den post, du bestrider. Det tager jeg hatten af for.

Jeg funderer også over og tror, at du i dine stille stunder, hvor du ligger alene i mørket, til tider må blive hjemsøgt af tvivl om, hvorvidt du gør det rette.

En sand kristen skelner ikke mellem hedninge, muslimer, jøder eller andre trosretninger. En sand kristen ved, at Gud har skabt alt levende, og at Gud derfor er at finde i alt. Skader man et andet menneske, skader man menneskeheden. Skader man menneskeheden skader man Gud.

Det er en sandhed, der hele tiden styrer mine valg og beslutninger, og som min samvittighed, efter bedste evne, hjælper mig med at leve i overensstemmelse med.

Men derfor ved jeg også, hvor svært det som kristen er at leve efter den sandhed, at Gud er allestedsnærværende. Det må være der, hvor man lukker sit hjerte ned, fordi det er en ubærlig smerte at skulle tilføre andre smerte, lidelser og afsavn.

Så lov mig, kære Inger, at du åbner dit hjerte og aldrig lader det gå ud over børnene.

Kærlig hilsen,

Thomas

Foto: Pixabay

Kategorier