Kære EU: Læg planer for præsident Le Pen allerede nu

af

Ideen om en præsident Le Pen er åbenlyst så skræmmende en trussel mod Europas fremtid, at det øjensynlig stadig er en mulighed, som de fleste ikke tør overveje og slet ikke planlægge i forhold til. Men den trussel er præcis grunden til, at Europa må forholde sig alvorligt til muligheden for, at hun vinder, skriver Mark Leonard, der opfordrer EU til at trække i arbejdstøjet.

LONDON – Efter at Storbritannien uventet stemte for at forlade EU og Donald Trumps lige så uventede triumf ved det amerikanske præsidentvalg skulle man tro, at de europæiske regeringskontorer havde udarbejdet detaljerede beredskabsplaner i tilfælde af en en sejr til det stærkt højreorienterede Front Nationals Marine Le Pen ved Frankrigs præsidentvalg.

Men her tager man fejl.

Ideen om en præsident Le Pen er åbenlyst så skræmmende en trussel mod Europas fremtid, at det øjensynlig stadig er en mulighed, som de fleste ikke tør overveje og slet ikke planlægge i forhold til.

Men den trussel er præcis grunden til, at Europa må forholde sig alvorligt til muligheden for, at hun vinder, uanset hvor usandsynligt det kan forekomme.

Forberedelse til præsident Le Pen

Der er ingen tvivl om, at Le Pen som Frankrigs præsident kunne forvolde megen skade for det europæiske projekt. Hun har positioneret sig som antitesen til den tyske kansler Angela Merkel, og lovet at ville forlade Schengen og eurozonen.

Når det gælder selve EU, har hun lovet at følge i Storbritanniens fodspor, genforhandle vilkårene for landets medlemskab og derefter udskrive en folkeafstemning om aftalen. Hvis EU afviser de reformer, Le Pen kræver, vil hun føre kampagne for et fransk exit – Frexit også kaldet.

Men der vil imidlertid være betydelige forskelle mellem Brexit og Frexit. Mens mange britiske euroskeptikere forestiller sig et globalt orienteret Storbritannien, der handler med verden, vil Le Pen føre en protektionistisk politik. I stedet for åbenhed ønsker Le Pen – som nu kalder sig selv gaullist – at skabe tættere “stormagtsrelationer” til Rusland og USA, idet hun fokuserer på at forsvare “traditionelle” kristne værdier og bekæmpe terror i en multipolær verdensorden.

Der vil være betydelige forskelle mellem Brexit og Frexit. Mens mange britiske euroskeptikere forestiller sig et globalt orienteret Storbritannien, der handler med verden, vil Le Pen føre en protektionistisk politik

For at understøtte den målsætning lover Le Pen at forøge det franske forsvarsbudget til 3 procent af BNP (NATO’s mål er 2 procent), og hun gør det samtidig klart for de franske vælgere, at ingen af de udgifter vil gå til støtte af stabiliserende missioner i Afrika. I den forstand vil en sejr til Le Pen ikke bare være et brud med europæiske traditioner, men også med Frankrigs strategiske retning i de seneste årtier.

Ganske vist viser meningsmålingerne stadig størst støtte til den uafhængige midtsøgende Emmanuel Macron ved en anden valgrunde. Men mange frygter, at Macrons tilhængere vil være mindre tilbøjelige til at møde frem og stemme end Le Pens.

EU er jammerligt uforberedt

I de seneste måneder har Le Pens folkelige opbakning faktisk være temmelig uændret med en stabil føring i meningsmålingerne for første runde, selvom fransk politik er præget af uro på grund af skandaler og mistillid. Denne perfekte storm har betydet, at Frankrigs to-partisystem er fragmenteret til et fire-partisystem og stort set har banket favoritterne af banen, men ladet Le Pen uskadt.

Grunden til Le Pens føring har ligeså meget at gøre med hendes genopfindelse af Front National som med det eksterne politiske miljø. Hun har formået at slippe ud af den ultrahøjreorienterede ghetto med en omfattende strategi, udtænkt af hendes forbundsfælle Florian Philippot, der sigter mod at brede Front Nationals appel ud til vigtige grupper, der ellers har undgået dem, specielt offentligt ansatte, kvinder og katolikker.

I takt med at Philippot har udviklet sin plan, hvor han har hævdet, at Front National “hverken er venstre eller højre,” har han også arbejdet på grundlaget for en Le Pen-ledet regering. Til det formål har han forsøgt at opbygge en ny politisk elite, der kan sidde i en Front National regering og hjælpe med at overvinde modstanden fra Frankrigs “dybe stat” mod partiets dagsorden. Og han har undersøgt, hvad en præsident kan og ikke kan – herunder udskrivning af folkeafstemninger – uden tilladelse fra parlamentet.

Sammenlignet med Le Pen og hendes hold, forekommer Europas ledere jammerligt uforberedte. Med så mange ubekendte er der selvfølgelig grænser for, hvilke planer de kan dele med offenligheden; faktisk kan specifikke udtalelser for indeværende ligefrem vise sig at være kontraproduktive. Men det betyder ikke, at EU’s ledere skal nøjes med at advare om, at en Le Pen sejr kunne blive enden på EU og lade det blive ved det.

EU’s ledere bør overveje i hvor høj grad, de vil være i stand til at arbejde omkring et Le Pen præsidentembede

I stedet burde EU’s ledere overveje i hvor høj grad, de vil være i stand til at arbejde omkring et Le Pen præsidentembede. Selv hvis hun vinder, vil hun skulle kæmpe for flertal i parlamentet, hvilket betyder, at hun meget vel kan ende i det franskmændene meget sigende kalder cohabitation med et fjendtligt parlament og premierminister. Ville de øvrige EU ledere være i stand til at skabe en uformel koalition med de dele af den franske regering?

Konkrete planer, tak

Europas ledere må også begynde at tænke over, hvordan de vil reagere på Le Pens krav om genforhandling af vilkårene for Frankrigs EU-medlemskab, og i hvilket omfang de bør imødegå hendes forsøg på at trække Frankrig væk fra resten af Europa. Bør EU-kommissionen udarbejde egne planer for fransk udtræden af eurozonen og Schengen?

Der kan måske endda argumenteres for, at Europas ledere skal lette Frankrigs udtræden af EU for at undgå, at Le Pen prøver at ødelægge det indefra ved at lave alliancer med folk som Ungarns statsminister, Viktor Orbán. Det er bestemt en mulighed, der bør overvejes.

Det er en underdrivelse at sige, at dette er vanskelige spørgsmål. Men det er netop pointen: at bringe dem åbent frem viser præcis, hvor ødelæggende en sejr til Le Pen ville være. Set fra EU’s perspektiv vil en fjendtligt indstillet præsident i Frankrig, Jean Monnets fædreland, faktisk være langt mere destruktiv end Brexit.

Hvis vi har lært noget af det annus horribilis, som 2016 var, må det være, at meningsmålinger kan tage fejl. I stedet for at lukke øjnene og håbe, at meningsmålingsinstitutterne får oprejsning denne gang, bør EU forberede sig på et worst-case scenarie. Sådanne planer skal måske aldrig implementeres, men Europas ledere bør lave dem nu i stedet for senere måske at ønske, at de havde gjort det.

Oversættelse: Lisa Rasmussen.

Topillustration: POV International med LunaPicEditor – billede af Marine Le Pen i Europa-Parlamentet fra Wikimedia Commons.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Mark Leonard

Mark Leonard (1974) er britisk politolog og forfatter. Han er direktør for og grundlægger af den London-baserede tænketank European Council on Foreign Relations. Hans speciale er geo-politik og økonomi, Kina, relationer mellem Kina og Rusland, den transatlantiske alliance, EU's forhold til Rusland, public diplomacy og nation branding samt britisk udenrigspolitik.

Seneste indlæg fra

Gå til Top