mm

Søren Kenner

Søren Kenner. Iværksætter og formand for Liberal Alliances visionsgruppe. Stifter/medstifter/investor i blandt andet andet Medialog, Hello Group, Fiskebar, Moodagent, Zecco Trading, GoWebTrade, LundKenner, Intivation, Loubilou, Mecado, Dexi, Liberal Alliance og Sparrow Quantum. Tidligere topchef for McCann MRM Europa og MRM Global Newbizz. Liberal, frisindet, tolerant, easygoing gammel hippie og globetrotter. Lykkeligt gift med Helen og far til to vidunderlige børn. It doesn't get any better

Se alle skribentens artikler

Jordan Peterson og kampen om den vestlige civilisations værdier

DEBAT – Hvorfor vækker Jordan B. Peterson så stor opmærksomhed? Hvad er hans budskab? Giver det mening? Er han virkelig en antifeministisk misogynist? Eller har han noget helt andet på sinde? Søren Kenner giver sit bud på forståelsen af en af vor tids mest omdebatterede samfundsdebattører

Jordan B. Peterson er en 56-årig professor i psykologi ved Toronto University, og indtil 2016 var han relativt ukendt i den brede offentlighed. Det skulle ændre sig brat, da Justin Trudeau i 2016 fik vedtaget en lov i det Canadiske Parlament, der gjorde frit valg af kønsbetegnelse til en menneskerettighed i Canada.

Konsekvensen var, at undervisere som Peterson, herefter var tvunget til at omtale studerende ikke blot som “him” eller “her” men også som fx “zhe”, “zher”, “zir”, “eir”, “ver”, “ter” etc. hvis den studerende ønskede det. Det nægtede Peterson med henvisning til at det var et overgreb på ytringsfriheden og at han ville have ret til selv at vælge, hvordan han omtalte folk.

Petersons beslutning om at nægte at efterkomme loven skabte furore og skabte stor opmærksomhed i de canadiske medier (og resulterede i at Peterson modtog to skriftlige advarsler fra universitetet).

Han blev udsat for heftig kritik fra LGBT-aktivister, sine kolleger, fagbevægelser mv. der alle kritiserede ham for at være med til at skabe et hadefuldt miljø. Protesterne på universitetet tog til i styrke og nogle af dem udviklede sig til vold og forsøg på fysisk at angribe Peterson.

En ikke udtømmende liste af foreslåede gender pronouns fra UM Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender Resource Center. Her pointeres også, at man “aldrig bør omtale personer som ‘ham’ eller ‘hende’ da det kan være en fornærme personer med en anden kønsopfattelse.

Angreb på den postmoderne marxisme

Som opfølgning på den kritik han var udsat for, skrev Peterson i efteråret 2016 i National Post (kendt canadisk medie) under overskriften “The right to be politically incorrect”.

Selv hans modstandere må indrømme, at Peterson f.eks. når ud til bekymrede hvide mænd som venstrefløjen er ude af stand til at engagere

“Jeg kommer aldrig til at bruge ord jeg hader, som f.eks. de trendy og kunstigt konstruerede termer “zhe” og “zher”. De er i min optik spydspidsen af en postmoderne, ekstremt venstreorienteret ideologi som jeg afskyr, og som efter min bedste overbevisning er skræmmende tæt på de marxistiske doktriner der dræbte mindst 100 millioner mennesker i det forrige århundrede”.

”Og jeg mener faktisk at de, der anerkender og anvender disse begreber i undervisningen på moderne universiteter skulle skamme sig over at forfægte disse ondskabsfulde, uholdbare og inhumane ideer og over at indoktrinere deres studerende med disse overbevisninger. Jeg kommer ikke til at tage disse marxistiske udtryk i min mund. Det ville være at forvandle mig til en bugtalerdukke for venstrefløjen og det nægter jeg at lade ske.”

Fra zero til hero

Petersons hårdhændede angreb på det canadiske universitetsmiljøs politisk korrekte venstrefløj satte et allerede ulmende bål i lys lue.

Der var mange lærere, studerende og borgere i det hele taget, der havde fået mere end nok af “safe zones”, ”microaggressions” “battle against cultural appropriation”, “postmodern feminism”, “gender expression sensitivity” etc. og med Peterson fik de pludselig en stemme der var klar, tydelig, velartikuleret og velargumenteret.

Og ikke nok med det –– de fik en ambassadør der var forankret i substantiel faglighed, havde en glimrende track record og kunne angribe den voksende politiske korrekthed med intelligens og kommentarer, der var svære at mane i jorden.

Jordan Peterson havde siden 2013 videofilmet og udgivet forelæsninger og debatter på YouTube uden den store opmærksomhed. Men efter denne kronik og den øvrige omtale i medierne eksploderede interessen for ham –– og han har i dag 1,1 millioner fans på YouTube og mere end 0,7 millioner følgere på Twitter.

I et interview i Financial Times, der udkom ca. samtidig, beskriver han selv sine tanker som baseret på ca. 60 procent konservatisme og 40 procent Carl Jung med en solid respekt for betydningen af mennesket som biologisk væsen

Det samlede antal visninger af hans videoer er på mange, mange millioner. Han er fortsat ikke et lige så stort navn på sociale medier som Beyonce eller Snoop Dog, men indenfor genren “politisk kommentator” (hvor han vel nærmest hører hjemme) er han absolut “top of the pops”.

Her et eksempel på en populær YouTube-forelæsning om mænd og maskulinitet i krise:

Hvad mener Jordan B Peterson egentlig?

Som i mange andre polariserende debatter, har debatten omkring Peterson været præget af stråmænd og ad-hominem angreb.

F.eks. beskrev journalisten Nellie Bowles i sidste uge Jordan Peterson i New York Times i en artikel som “patriarkatets beskytter” og “en psykologiprofessor, der blev YouTube-filosof og omrejsende vækkelsesprædikant i forældede ideer om, at mænd er mere kompetente end kvinder”. Artiklen havde undertitlen He says there’s a crisis in masculinity. Why won’t women — all these wives and witches — just behave?

Men hvad siger Jordan B Peterson egentlig selv om sit filosofiske og politiske ståsted?

I et interview i Financial Times, der udkom ca. samtidig, beskriver han selv sine tanker som baseret på ca. 60 procent konservatisme og 40 procent Carl Jung med en solid respekt for betydningen af mennesket som biologisk væsen – og det er tilsyneladende et værdigrundlag, der evner at ruske grundigt op i den igangværende debat.

Ifølge Financial Times er Peterson “indbegrebet af hvordan internettet ændrer den offentlige debat og giver en megafon til marginaliserede synspunkter.”

Selv hans modstandere må indrømme, at Peterson f.eks. når ud til bekymrede hvide mænd som venstrefløjen er ude af stand til at engagere.

Han er anti #MeToo, anti-1968 og en forsvarer af “old school” maskulinitet. Og han er ikke bange for at udnævne ideen om “white privilege” til en “marxistisk løgn” eller at påpege at det tilsyneladende fravær af ligestilling på arbejdsmarkedet har ”langt mere komplekse årsager end venstrefløjen påstår”.

Fakta i stedet for følelser

Et af de steder, hvor Peterson sætter de hårdeste og mest præcise angreb ind overfor det, der af konservative ofte beskrives som den politisk korrekte fløjs krænkelsesmyte, er med sin insisteren på, at enhver debat skal tage udgangspunkt i fakta – i det vi ved og ikke i følelser eller mavefornemmelser.

Et skoleeksempel herpå kan man opleve i et interview med Peterson på britiske Channel 4 News, hvor han i den grad sætter studieværten til vægs. Et par udvalgte citater fra dette interview, som i øvrigt bestemt er værd at se:

Interviewer: “Jordan Peterson, du har sagt at mænd skal tage sig sammen og vokse op. Hvad mener du med det?”

Jordan Peterson: “Fordi der ikke er noget godt ved folk, der nægter at vokse op og tage ansvar. De finder ikke den slags mening i deres liv, der kan bære dem igennem vanskelige tider og de ender ofte alene som bitre, forsmåede og dybt arrogante personer, der hverken er af værdi for sig selv eller vil kunne være en god partner for en kvinde”.

Tanken her er tydeligvis en art modstand med Peter Pan-ismen –– jagten på den evige ungdom uden ansvar og det manglende mod til at finde et standpunkt og forsvare det – frem for at finde viljen til at blive til en person med dyder, integritet og en eller anden form for filosofisk praksis.

Et godt eksempel på Jordan Petersons argumentationsteknik finder man ca. 8 minutter inde i interviewet, hvor intervieweren fremhæver, at det er urimeligt at kvinder tjener mindre end mænd og Peterson dokumenterer for hende, at det ikke nødvendigvis er urimeligt, så meget som at det er en kombination af faktorer, der skaber forskellen. Samt at den faktuelle analyse af de omstændigheder, der ligger bag denne tilsyneladende forskel i løn, er gennemført mange gange og kan bevises empirisk.

Den peger på, at de egentlige forskelle, der leder til uens løn, i højere grad handler om psykologi og om de forskellige valg mænd og kvinder træffer.

Har Peterson ret?

Ja og nej.

Han har efter min mening fuldstændig ret i, at diskussioner om emner som ligeløn, patriarkatets rolle, kønsbetegnelser, politisk korrekthed m.v. bør være forankret i fakta og ikke i følelser og følgelig også bør undersøges ud fra empiri i stedet for mavefornemmelser om retfærdighed

Men selv om mange hurtigt kan enes med Peterson om, hvordan debatten bør gribes an (og i den henseende er han i øvrigt også en betragtelig bedre debattør end det helt overvejende flertal af hans modstandere), så behøver man selvsagt ikke være enig med Peterson i de mål, han opstiller for vores kultur.

Personligt er jeg ikke enig –– tværtimod ønsker jeg et samfund med større (normativ) frihed til alle former for personlig udfoldelse, så længe man ikke gør skade på andre

Peterson er en relativt traditionel “old-school” konservativ (husk, konservativ på det nordamerikanske kontinent er ikke det samme som Det Konservative Folkeparti i Danmark) der ønsker et samfund med en høj grad af normativ homogenitet og som følgelig mener, at man ikke kan undgå at anerkende biologiens indvirken på, hvordan samfund opstår og udvikler sig.

Hans konklusion er derfor, at man skal indrette sin tilværelse på ’simple, anerkendte værdier og relationer’ –– at man skal praktisere en form for utilitaristisk moralfilosofi, der anerkender universelle hierarkier som en forudsætning for at bygge velfungerende og trygge samfund.

Om han har ret i disse målsætninger må være op til den enkelte at vurdere.

Personligt er jeg ikke enig –– tværtimod ønsker jeg et samfund med større (normativ) frihed til alle former for personlig udfoldelse, så længe man ikke gør skade på andre.

Men uenighed om Jordans målsætning betyder ikke nødvendigvis uenighed med den kritik af den postmoderne politiske korrekthed, som han rejser. Jeg er enig med ham i, at man bør forholde sig faktuelt til tingene, at meritokrati (bedømmelse i forhold til ens evner og dokumenterede historik) er vigtigere end gruppetilhørsforhold f.eks., når det drejer sig om ansættelsesforhold eller adgang til universiteter.  Samt at man ikke bør tvinge hverken universitetsprofessorer eller studerende til at omtale andre på en bestemt måde.

Den feministiske rævekage

En bred kreds af feministiske opinionsdannere er modsat enige med hinanden om, at Jordan B. Peterson er en frygtelig størrelse, der for enhver pris skal nedkæmpes. Men (og her bliver det som oftest ganske underholdende) kritikken tager hurtigt form af personangreb, desavoueringer og stråmænd af den simple grund, at der tilsyneladende pt. ikke eksisterer et argumentationsberedskab eller en diskursiv praksis i disse kredse, der er i stand til effektivt og sagligt at tilbagevise den kritik, Peterson kommer med.

Om det skyldes, at det er umuligt, eller om det skyldes intellektuel dovenskab, må det være op til læseren at vurdere.

Det er underligt at se, hvordan mange af de bevægelser, der udråber frihed, lighed og solidaritet til at være vigtigt, i virkeligheden kun er interesseret i disse dyder, hvis det er på egne præmisser og i den indpakning, som de nu engang føler sig bedst tilpas med

Men uanset hvad er det i hvert fald ganske tydeligt, at Peterson i tiltagende grad udnævnes til skurk og dæmoniseres af den politisk korrekte feminisme, der her betjener sig af en metodik, som på mange måder leder tanken hen på McCarthyismen i 50’ernes USA (eller for den sags skyld på Tvind-imperiets håndtering af genstridige højskoleelever i Danmark i 70’erne og 80’erne).

Det er underligt at se, hvordan mange af de bevægelser, der udråber frihed, lighed og solidaritet til at være vigtigt, i virkeligheden kun er interesseret i disse dyder, hvis det er på egne præmisser og i den indpakning, som de nu engang føler sig bedst tilpas med.

Jordan Peterson truer denne måde at se verden på –– og for det bliver han taget ilde op af mange.

Topillustration: Jordan Peterson, Wikimedia Commons

Kategorier