Jeppe Just

Jeppe Just, født 1980 i København, tidligere fuldmægtig i staten, nu nybegynderlandmand. Jeppe er uddannet cand. soc. i Global Studies fra RUC med speciale i energisikkerhedspolitik. Efter en håndfuld år som fuldmægtig i statens styrelser valgte han i 2017 at skifte spor ved at sige sit job op og forsøge at blive selvforsynende i en gård på Møn. Jeppe skriver på bloggen www.jordunderneglene.com om, hvordan det er skifte spor midvejs til et liv, man har drømt om, men ikke har nogen forudsætninger for. Jeppe er kæreste med Amalie og sammen har de en søn og en hund.

Jord under neglene – #16: Så kom solen

KLUMMESERIE – Eks-djøffer og tidligere københavner Jeppe Just skriver om sit nye liv som landmand på Møn i klummeserien, “Jord under neglene”. I dagens afsnit fortæller Jeppe om sin græsmark, som står under 10 cm vand på 4. uge – og hvordan den kolde vinter har reddet ham efter at han kom alt for sent i gang med at forspire.

Så kom solen… og tørrede Jeppes grund. Også i år blev det solskinsvejr. Ja, for man var da et øjeblik begyndt at tvivle på, at det faktisk også ville ske i 2018.

Det var meget sjovt med sne – jeg kan faktisk godt lide vinter og snevejr – men ligesom de fleste andre, så var jeg ret klar til at se solen igen.

I København er “dræn” noget små børn får lagt, hvis de har problemer med ørerne. På landet er “dræn” noget, der kan starte nabokrige

Ikke mindst så frosten og vandet kan fortrække, så jeg kan komme videre ude i haven. Jeg venter dog stadig på, at sidstnævnte vil movere sig fra græsengen.

Dræn

I København er “dræn” noget små børn får lagt, hvis de har problemer med ørerne. På landet er “dræn” noget, der kan starte nabokrige, der kan strække sig over flere generationer.

Markdræn er derfor et vigtigt emne at gøre sig bekendt med. Især skal man have styr på, hvad der er ens eget ansvar, og hvad der er naboens ansvar.

Det viser sig nemlig, at et stoppet markdræn er årsag til, at den sydlige del af grunden nu på fjerde uge står under ti centimeter vand.

Haddock besigtiger den oversvømmede græseng.

I sidste uge ringede jeg derfor til storbonden og klagede min nød. Han svarede med et grynt.

Et grynt der ikke var til at misforstå. Sådan en lyd der transcenderer nationalitet og sprog, og som uden tvivl betyder “arh, nu igen? Det gamle pis.” Der har åbenbart været bøvl med det dræn før.

Storbonden skred resolut til værks og stod der allerede dagen efter med pælebor i hånden og en eller anden slange over skulderen. Det var tydeligt, at det var noget, han havde prøvet et par gange før.

Men problemet kunne desværre ikke løses manuelt, og der kommer nu en slamsuger – eller noget – og ordner det. Det er også ok. Vandet er væk fra køkkenhavearealet, så jeg kan godt leve med det.

Et par dage efter var jeg forbi med et af mine nybagte vidundere for at sige tak for indsatsen. Det kan godt være, at drænet var hans ansvar, men jeg har lært at emnet er betændt, og jeg sætter pris på, at han uden tøven tog det på sig at løse det.

“Jo jow, du har meget at lære” sagde han med et overbærende smil, da jeg indrømmede, at jeg ikke vidste en dyt om markdræn.

Og det har han jo ret i. Han skulle faktisk bare vide, hvor galt det står til med min uvidenhed om landbrugslivet. Men jeg lærer noget nyt hver dag.

Forspiring

Jeg er kommet for sent i gang med forspiringen. Jeg startede i fin stil i begyndelsen af marts med at forspire tomater, artiskokker og knoldselleri, men så gik jeg i stå, og nu var jeg ved at være lidt bekymret for, at jeg var håbløst bagefter.

Tomatplanterne har stort set alle sammen meldt deres ankomst. Det står anderledes sløvt til med artiskokkerne. De har kun udsendt én repræsentant til overfladen. Jeg satser på, at de kommer efter det.

Men i følge Mads, min haveguru, er jeg blevet reddet af det dårlige vejr, der har skudt foråret senere i gang end sædvanligt. Det gør, at jeg ikke er så langt bagude som ellers frygtet.

Det er desuden et velkendt problem blandt havefolk, at de kommer til at gå i gang før tid, fordi de ikke kan vente (Det klør vanvittigt i fingrene for at skrive noget underlødigt om “for tidlig såsædafgang” her, men det vil jeg prøve at holde mig hævet over).

Jeg har indkøbt frø og minidrivhuse – også kaldet “pluggbox” – ind i stor stil.

En pluggbox er en plastikkasse, der er opdelt i celler med plads til frø og jord, så planterne kan spire under bedre forhold end de ville ude i den rå natur.

En pluggbox er en plastikkasse, der er opdelt i celler med plads til frø og jord, så planterne kan spire under bedre forhold end de ville ude i den rå natur.

Jeg står nu i disse dage og prøver at finde ud af, hvilke frø jeg skal gå i gang med at forspire hvornår, og hvor mange jeg skal plante af hver. Det er mig lidt uoverskueligt, så tommelfingerreglen er: små frø kommer der tre af i hver celle og store frø kommer der et af. Og så ellers bare derudaf.

Det er meget hyggeligt at stå og smutte frø ned i de små celler én efter én. Oplevelsen er ikke ulig at spille Kalaha. I en sådan grad, at når jeg har været hele vejen rundt i en pluggbox og kommer til en celle, der allerede er frø i, så har jeg en ubændig trang til at samle frøene op og spille videre.

Rolls Royce til høns

Det nye hønsehus er kommet. For et par måneder siden bestilte Amalie og jeg et hønsehus af en dygtig tømrer. Rolls Royce-versionen af et hønsehus. Et hønsehus, der gerne skulle gøre indhegning til et mindre presserende problem.

Liebhaverfjerkrækomplekset.

Indhegning af hønsegård er nemlig en svær og frustrerende disciplin. Jeg har hørt mange skrækhistorier om ræve, der på den ene eller den anden sindrige vis har fundet vej ind til hønsegården selv om alle forholdsregler tilsyneladende har været foretaget. Jeg har talt med nok fortvivlede – tidligere – hønseejere til at få indtryk af, at Mikkel Ræv både kan forcere høje hegn, åbne døre, dirke låse og gætte dit NemID.

Derfor har jeg nu fået et hønsehus inspireret af det engelske selvforsyningsprogram ‘River Cottage’. Det særlige ved det hønsehus er, at det ikke står på jorden. Det sættes højt på en pæl med en lille stige op til indgangen. Hønsene kan godt lære at bruge stigen, men det kan ræv, mår og andet godtfolk ikke. Derved slipper man for at være helt så nøje med sin indhegning.

Problemet er så bare nu, at huset er stort. Sådan rigtig stort. Det vejer 160 kg og er stort nok til at kunne forveksles med et legehus til børn. Hvordan filan får jeg 160 kg hønsehus op på en pæl? Og hvordan monterer jeg det solidt nok til, at det ikke blæser ned en dag i en alt for nær fremtid? Gode råd modtages gerne.

Men indtil da vil jeg vende tilbage til Projekt Forspiring. Hvis nogen vil mig noget, så er jeg midt i et slag rødbedekalaha.

– Jeppe er ude

Alle fotos: Forfatteren.

Kategorier