Jord under neglene – #2: Kravl og kryb

af

Fra kontorjob på stenbroen til livet som landmand på Møn. Djøffer og tidligere fuldmægtig Jeppe Just skriver om sit nye liv som landmand i klummeserien, “Jord under neglene”. Følg ham og kæresten Amalie, deres søn Storm og hunden Haddock på en livsforandrende rejse væk fra københavnerlivet frem mod tilværelsen som selvforsynende landmandsfamilie med egen gård på Møn. I denne uge handler det om små dyr, biller og mus, og den hævn, de tager, når man forsøger at komme dem til livs.

Landlivet er ikke lutter idyl. Man må dele det med en masse mere eller mindre ønsket dyreliv.

Jeg ville gerne skrive, at omstillingen fra by- til landliv har været nem, men det har taget lidt tid. Min indre københavner har måtte sluge et par oplevelser, og jeg tog dem ikke allesammen med den stoiske ro, der passer sig for en bonde in spe.

Advarsel til vegetar-/veganlæsere: I det følgende bliver små dyr dræbt i hobetal.

Sneglene
Vi var vant til skov- og dræbersnegle fra vores hus i København. Men ikke i det her omfang. Gårdens lille æblelund var mere snegle end græs, og det er kun en lille overdrivelse. Der var virkelig mange snegle. Vi valgte derfor hurtigt at sætte sneglefælder op i æblelunden.

Hot tip. En gammel urtepotte med øl i er en glimrende sneglefælde. De slibrige størrelser kravler selv ned i krukken, og drukner som lemminger, til der simpelthen ikke er plads til flere snegle. Smart.

Vi googlede dem, og det var vist nok løbebiller. Aarhus Universitets hjemmeside omtaler dem som “nyttedyr”. Jeg synes dog ikke, det er særlig nyttigt at træde dem op mellem tæerne, når jeg står og skifter min søns ble. Så de måtte dø

På den lange bane er fælderne dog ikke nok, og der skal nok nogle snegleædere til. Jeg overvejer moskusænder eller noget andet spiseligt.

Billerne
Billerne flyttede ind næsten samtidig med os. Faktisk introducerede de sig selv en af de første aftener ved at falde ned i håret på Amalie, da vi sad på sofaen. Det var ikke populært.
Siden da viste en lille koloni af små biller sig i bryggerset.

Vi googlede dem, og det var vist nok løbebiller. Aarhus Universitets hjemmeside omtaler dem som “nyttedyr. Jeg synes dog ikke, det er særlig nyttigt at træde dem op mellem tæerne, når jeg står og skifter min søns ble. Så de måtte dø.

Men billerne havde et modtræk.

Få dage efter viste der sig fem af de største biller, jeg nogensinde har set ude i entréen i den anden ende af huset. Fire centimeter lange moppedrenge. Der er tale om biller, hvis små fødder man kan høre, når de går på et stengulv. De små løbebiller havde med andre ord ringet efter deres steroidepumpede fætre.

En læderløber. Jeg har store tommelfingre, siger jeg bare. Foto: Jeppe Just.

Endnu en Google-søgning viste, at de her biller var en ‘læderløber‘. Igen er der åbenbart tale om “nyttedyr”. Men der er formildende omstændigheder. De her biller blev beskrevet som “et grådigt rovdyr”, der æder… snegle!

Her skulle man jo være et skarn, hvis man ikke kunne slå to fluer med ét smæk. Så vi lavede en læderløberbosættelse på “vestbredden” af æblelunden, og håbede at en krig ville bryde ud.

Den første uge var alt fryd og gammen, hvor vi ikke så flere biller i huset. Men så en tirsdag morgen kl. 7.10 skete der et alvorligt brud på våbenhvilen.

Der var noget i min sko. Noget levende! Jeg udbrød et “argh!” og bilen slingrede, mens jeg febrilsk flåede min sko af. Jeg kørte ind til siden, åbnede vinduet og tømte min sko ud på vejbanen. Der hørtes et tydeligt “klak!”, da en af de overdimensionerede superbiller ramte asfalten.

Jeg var i bilen på vej mod mit kontornusserjob i København. For sent som altid. Jeg havde kørt i omkring 10 minutter, da jeg lige pludselig mærkede noget ved mine tæer.

Jeg slog det hen som en sten i skoen eller lignende. Men et par minutter efter skete det igen. Der var noget i min sko. Noget levende!

Jeg udbrød et “argh!” (eller måske var det noget knap så mandigt…) og bilen slingrede, mens jeg febrilsk flåede min sko af.

Jeg kørte ind til siden, åbnede vinduet og tømte min sko ud på vejbanen. Der hørtes et tydeligt “klak!”, da en af de overdimensionerede superbiller ramte asfalten. I det øjeblik blev hele ideen om det idylliske landliv taget op til intern revision, og jeg overvejede kraftigt at droppe det hele til fordel for en dejlig, billefri lejlighed på femte sal i byen.

Det blev dog ved overvejelsen.

Musene
Kort tid efter, da nabogården høstede sit korn engang i september, fik vi igen gæster. Amalie hørte dem først pusle i skunken på første sal en nat, hvilket vores hund selvfølgelig syntes var enormt interessant. Kun et par dage efter vågnede vi op til, at der var strøet små muselorte henover køkkenbordet.

Men mus får ikke nok anerkendelse for deres listighed. Lad ikke de store øjne og nuttede knurhår narre dig; mus er nogle snu små sataner

Cirka 20 minutter senere stod jeg i den lokale Superbrugs, og prøvede at overskue deres imponerende udvalg af fælder og gift til ethvert behov. Gift er no-go, så hjemmet blev i stedet mineret med musefælder. De blev taktisk placeret så hverken barn, hund eller søvndrukken, distræt mand kunne komme til at vade på dem.

Men mus får ikke nok anerkendelse for deres listighed. Lad ikke de store øjne og nuttede knurhår narre dig; mus er nogle snu små sataner. Jeg kom flere gange ned til tomme fælder. Uanset hvor meget jeg fasttømrede en rosin/spegepølse til fælden, og hvor fintfølende jeg indstillede fælden, så slap musene væk med lokkemaden uden at udløse fælden.

Efter et par forsøg lykkedes det imidlertid, og i løbet af nogle uger fik jeg ram på seks mus. Efter den sjettes død var der stille i en rum tid. Men efter nogle ugers fred og stilhed i huset tog musene en grusom hævn.

Vinterregn på mos. Foto: Maxipixel – freegreatpicture.com

Vi havde langt om længe fået solgt vores hus i Holte, og skulle tømme det op til overtagelsen. Det var noget stresset, da jeg havde virkelig travlt på arbejdet også.

Der har været mus i min bil, og de har bidt benzintilførslen over til motoren…. Touché, mus. Så nu skal vi have kat

På vej tilbage med læsset bil og et læs på traileren opdagede jeg, at jeg brugte benzin i et foruroligende tempo. Jeg holdt ind på en tankstation, og kunne se, at bilen ganske rigtig blødte benzin.

Jeg kom hjem, og fik bilen til mekaniker. Han ringede dagen efter og sagde koldt til mig på mønsk “du har fået mus”.

Min første tanke var, at det var mekanikerslang, men nej nej, der har været mus i min bil, og de har bidt benzintilførslen over til motoren…. Touché, mus.

Så nu skal vi have kat.

– Jeppe er ude

Topfoto: Pixabay.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Jeppe Just

Jeppe Just, født 1980 i København, tidligere fuldmægtig i staten, nu nybegynderlandmand. Jeppe er uddannet cand. soc. i Global Studies fra RUC med speciale i energisikkerhedspolitik. Efter en håndfuld år som fuldmægtig i statens styrelser valgte han i 2017 at skifte spor ved at sige sit job op og forsøge at blive selvforsynende i en gård på Møn. Jeppe skriver på bloggen www.jordunderneglene.com om, hvordan det er skifte spor midvejs til et liv, man har drømt om, men ikke har nogen forudsætninger for. Jeppe er kæreste med Amalie og sammen har de en søn og en hund.

Seneste indlæg fra

Gå til Top