Ulla Lunn

Ulla Lunn (f. 1954) er arkitekt og arbejder med bevaring, udvikling og formidling af kulturarven. Siden 2000 har interessen ikke mindst været rettet mod den enestående arkitektur i det tidligere Dansk Vestindien. Hun har gennem tre år haft et håndværkerprojekt for murere på St. Croix og var i 2017 en af drivkræfterne bag Den Vestindiske Kulturambassade, der blev etableret på Frederiksberg i forbindelse med 100-året for salget af de gamle danske øer til USA. Lunn er forfatter til bl.a. bogen ”Stedet fortæller - om Dansk Vestindien". Hun har selv rødder på de tidligere danske øer. Hendes tip-tip-tip-tip-oldefar Jens Michelsen Beck var korttegner i Dansk Vestindien og ejede både plantage og slaver på St. Croix. (Foto: Suste Bonnen).

Jomfruøerne – fra fest til katastrofe

DANSK VESTINDIEN – Stor var opmærksomheden og mange var skåltalerne, da Danmark sidste år markerede 100-året for salget af De Vestindiske Øer. Men næppe havde statsminister Lars Løkke Rasmussen forladt de gamle danske slaveøer efter sit forsoningsbesøg i maj, før mediernes fokus forsvandt fra St. Croix, St. Thomas og St. John. Ikke engang to massive orkaner, der hærgede øerne i september, kunne få os til igen at interessere os for slaveefterkommernes ve og vel. Arkitekt Ulla Lunn, som i en årrække har arbejdet med at redde den danske kulturarv på det, der i dag er De Amerikanske Jomfruøer, er netop vendt hjem derfra. Hun skriver om sine indtryk fra et lille samfund, der endnu kæmper med posttraumatisk stress-syndrom. 

Det er skæbnens ironi, at netop i 100-året for USA’s overtagelse af det tidligere Dansk Vestindien, bliver øerne ramt af to orkaner i kategori 5. Den 6. september ramte orkanen Irma de to nordligt liggende øer St. Thomas og St. John. Og den 19. september ramte orkanen Maria den sydligt liggende ø St. Croix.

Jeg har besøgt øerne igen i begyndelsen af december, og det var en trist oplevelse, der tager tid at fordøje. Når vinden og ikke mindst vandet kommer med en hastighed på 250 km i timen, er der intet, der efterfølgende står uberørt.

Billige erhvervsbygninger af stål og plader er i stort omfang blæst i stykker og ligger kollapset som kæmpe dyr med skelettet stikkende ud. Mange er blevet hjemløse og beboerne rydder op og rydder op i det uendelige

I december var elektricitetsforsyningen fortsat ikke genetableret og mange steder forventer man ikke at få elektricitet igen før i løbet af denne måned. Altså efter et halvt år! Jo, hoteller og resorts, hovedstrøg og regeringsbygninger er forsynet. Men i baggaderne i Charlotte Amalie, Christiansted og Frederiksted – de tre byer på øerne – og i bebyggelserne udenfor byerne, er der fortsat mørkt. Man klarer sig med støjende og forurenende generatorer, der kan få lys og elektronik til at virke. Og man tilbereder sin mad på grillen. Døde frysere og køleskabe, vandskadet indbo, krøllede tagplader m.m. ligger ved vejkanten og venter på at blive hentet af oprydningsholdene.

Billige erhvervsbygninger af stål og plader er i stort omfang blæst i stykker og ligger kollapset som kæmpe dyr med skelettet stikkende ud. Mange er blevet hjemløse og beboerne rydder op og rydder op i det uendelige. Overalt er miljøet slidt og huse og gadeinventar ramponeret; så en god del af charmen er ”gone with the wind”.

Apothecary Hall i Frederiksted på St. Croix – også hærget af orkanerne

Endnu her i februar er der i lokalpressen artikler om historiske bygninger, hvor man oplever plyndringer af inventar og kunstgenstande. Mange offentlige kontorer og departementer fungerer dårligt. De er flyttet, fordi kontoret er vandskadet, eller er simpelthen lukket, fordi kontoret ikke fungerer og medarbejderne er brudt sammen.

Orkaner en del af deres DNA
Tusindvis af beboere er rejst til familie i selve USA, og spørgsmålet er om de vender hjem igen. Der er også mange, der forlader øerne rippet for alle deres ejendele. For dem er USA det eneste håb om at kunne komme på fode igen.

Som dansker er det svært at forstå, men det amerikanske system er sådan, at man som person ikke har ret til noget som helst andet end livet. Måske får man hjælp, hvis nødhjælpen er tilgængelig, og måske kan man søge penge til at genopbygge. Men der er mange, der søger de tilgængelige puljemidler, og hvem der får, er ret ugennemskueligt.

Det er netop de konsekvenser, der langsomt siver ind efter besøget. Alt det, som er tabt, og som aldrig kommer tilbage, det være sig historiske genstande eller personlige relationer og samfundsfølelse

Derfor er der mange, især i den vestlige ende af St. Croix, der er henvist til at leve i parker og forladte bygninger, for de har intet tilbage. De, der har en forsikring, er lidt bedre stillede. Udbetalingen af forsikringssummerne går imidlertid langsomt, og før pengene er frigivet og man kan lægge nyt tag på sit hus, er alt inventar som regel blevet ødelagt af regnen.

“Du aner ikke, hvor hårdt det har været”
Familiestrukturen i det grundlæggende konservative samfund er sådan, at det forventes, at børnene tager sig af de gamle. Det gælder både med at skaffe medicin, sikre tag over hovedet, passe familiens hunde og rydde op efter orkanen og efterfølgende plyndringer. Familier bliver derfor brudt på grund af traumer og ulige vilkår. Heldigvis omkom der kun fire personer i forbindelse med orkanerne, men plyndringer og skyderier og udgangsforbud fulgte med. I dag er der fortsat undtagelsestilstand på De Amerikanske Jomfruøer.

Hele det lille samfund lider af posttraumatisk stress-syndrom. Hver gang jeg talte med nogen under fire øjne, havde de behov for at lette hjertet. For eksempel: ”Du aner ikke, hvor hårdt det har været. Du kan se noget af katastrofens resultat, men du kan ikke se alt det andet. Alt det, vi ikke kan løfte. Alt det, vi har måttet finde os i. Alt det, der aldrig bliver som før”. Og det er netop de konsekvenser, der langsomt siver ind efter besøget. Alt det, som er tabt, og som aldrig kommer tilbage, det være sig historiske genstande eller personlige relationer og samfundsfølelse.

Skovene på de evigt grønne øer mistede alle deres blade. Nu står de med nøgne stammer og nyt lysegrønt løv som i et forår. Nu kan man faktisk se ruiner af gamle sukkerfabrikker og møller over skovens tag. Træstammer ligger som mikadopinde i skoven og danner et nyt ugennemtrængeligt lag over resterne af de hundredvis af plantager, hvor der blev produceret sukker. Det ligger i beboernes DNA, at orkaner med en generations mellemrum rydder tavlen. Der er hver gang et enormt tab af historiske genstande og uerstatteligt materiale, som går lige fra familiealbums over arkivalier og samlinger til historiske bygninger.

At rydde tavlen kunne måske være udgangspunktet for at tænke nyt, skabe nye strukturer i samfundet, løse nogle af de grundlæggende problemer osv. Men der kan så også opstå noget nyt og levedygtigt.

Er der nogen der har en god idé?
Men hvem har egentlig en vision for et øsamfund som De Amerikanske Jomfruøer i dag. Øerne St. Thomas, St. John og St. Croix har i mange år kæmpet med økonomiske og strukturelle problemer som en fattig udkantsregion i et USA, der ikke har interesseret sig for dem. I halen på den elendige økonomi kommer lukkede virksomheder, sociale problemer, manglende vedligeholdelse af infrastruktur og bygninger samt få investeringer i ny teknologi og nye energiformer.

Øerne kunne blive uafhængige af olie og kul ved at omsætte solen til brintenergi og skabe en evig indkomstkilde. Men er der nogen, der vil investere i de små øer, hvor der end ikke er stemmer at hente – for de har ikke stemmeret til præsidentvalget!

Jeg kan kun opfordre til, at man tager derover og oplever øerne trods katastrofen. I år er der lidt bedre plads i Charlotte Amalie, fordi der kommer færre krydstogtskibe. Og man kan faktisk se mere af landskab og ruiner, fordi træer og regnskov er sat tilbage

Fra forbundsregeringen i Washington blev der i kølvandet på orkanerne Irma og Maria udstationeret 700 nødhjælpsarbejdere, heraf en del bevæbnede vagter. De trækker nye elkabler. De lægger blå presenninger på boliger, hvor taget fløj af. Og de rydder op. De er hyret ind på kontrakter fra andre dele af USA, og det giver ikke jobs til de lokale.

Det smukkeste hus på St. Croix
Gamle bygninger i traditionel byggestil har klaret sig relativt godt gennem orkanerne, fordi de er bygget til det. Naturligt nok undtaget de bygninger, der i forvejen var dårligt vedligeholdt. Et kendt eksempel er plantagemuseet Whim på St. Croix. Det er måske det arkitektonisk smukkeste hus på øen, men har mistet sit gamle spåntag og vandet er efterfølgende væltet ind. Af angst for de plyndringer, der altid kommer efter orkanerne, har man lukket bygningen af. Det har medført, at den nu er ødelagt af skimmelsvamp. Det vil tage mange år, og hen ved 10 mio. dollars at få Whim-bygningen restaureret.

Whim-hovedbygningen på St. Croix – dækket med presenninger

Den danske regering var hurtig til at sende hjælp til øerne efter orkanen Irma. Beslutningen om 15 mio. kr. kanaliseret gennem Beredskabsstyrelsens nødhjælp var allerede offentliggjort inden den anden orkan, Maria, ramte St. Croix. De danske nødhjælpsarbejdere (Danish Emergency Management Agency – DEMA) har lagt presenninger og repareret nødtørftigt på 39 bygninger, som de amerikanske arbejdere ikke kunne tage sig af. For eksempel har DEMA lagt presenninger på taget af plantagemuseet Whim.

Men hvad nu? Dagturisterne vender kun langsomt tilbage med krydstogtskibene. Turister, der bliver mere end en halv dag, har kun få strande og attraktioner at besøge her i 2018.

Der er penge på vej fra USA til gældssanering og genopbygning. Nye energiformer som sol og brintenergi er oplagt. Planen er at pengene, foruden genopbygning, skal lede til nye jobs og udviklingsmuligheder. Der er et potentiale for at Fugl Fønix kan lette

Jeg kan kun opfordre til, at man tager derover og oplever øerne trods katastrofen. I år er der lidt bedre plads i Charlotte Amalie, fordi der kommer færre krydstogtskibe. Og man kan faktisk se mere af landskab og ruiner, fordi træer og regnskov er sat tilbage. Man bør tage derover og støtte de lokale ved at vise at man har empati, forståelse og en fælles historie, der rækker langt, langt tilbage i tiden.

Der er penge på vej fra USA til gældssanering og genopbygning. Nye energiformer som sol og brintenergi er oplagt. Planen er at pengene, foruden genopbygning, skal lede til nye jobs og udviklingsmuligheder. Der er et potentiale for at Fugl Fønix kan lette.

”In Search of Identity”
Fra dansk side arbejder vi på flere samarbejdsprojekter under titlen ”In Search of Identity”, som er 100-årets store markørprojekt fra vestindernes side. Man kunne have troet, at deres øjne og bevidsthed ville være mere rettet mod det USA, der har ejet øerne siden 1917. Men nej, det er danskerne, der i år har rakt hånden ud til dem og os, der var med til den store festligholdelse. Og det er med os i Danmark, man ønsker at gennemføre projektet om styrkelse af egen identitet.

Ulla Lunn sammen med medlemmer af ”In Search of Identity”-projektet

To gamle danske bygningsanlæg skal danne baser for samarbejdsprojektet. I Charlotte Amalie bliver det et levende kulturcenter, der skal understøtte den lokale folkekultur med faciliteter til dans, musik, historiefortælling, kunsthåndværk og kogekunst. Naturligvis er det vigtigt for vestinderne selv, men også for de turister, som de er så utroligt afhængige af. I Christiansted slutter man op om ideen om et center for bygningskultur, der skal understøtte bevaringen af den enestående bygningsarv, der findes på øerne. Med værksteder til uddannelse af håndværkere og tegnesale til uddannelse af arkitekter.

”In search of Identity”-projektet er ledet af lokale politikere og ildsjæle, der arbejder sammen med ”Historic Houses of Denmark” (BYFO) i Danmark. Projektet har opnået en beskeden støtte til opstarten på 150.000 dollar fra det danske kulturministerium og på 150.000 dollar fra lokalregeringen på Jomfruøerne. Vi kunne have ønsket større støtte fra den danske regering, men vi må satse på midler fra private og fra forbundsregeringen i Washington. Der skal rejses ca. 20 mio. dollar til at bygge for, og dertil skabes indhold i de to bygningskomplekser.

Det er nu vi skal hjælpe os selv og vores egen værdighed i forhold til vores kolonihistorie ved at give De Amerikanske Jomfruøer en hånd med at sikre og transformere deres og vores arv

Hvis der er noget, Jomfruøerne har, så er det en bygnings- og landskabskultur så enestående, at den burde omfattes af UNESCO’s verdensarv. Vidnesbyrd om 250 års kolonihistorie findes her, skønt noget er ruiner, noget uden tag på, noget overgroet med skov. Der findes mange historiske kilder og skrevne bøger, men på øerne findes det konkrete og materielle vidnesbyrd, bygget af slavegjorte håndværkere for europæiske plantageejere og handelsmænd.

Det er nu vi skal hjælpe os selv og vores egen værdighed i forhold til vores kolonihistorie ved at give De Amerikanske Jomfruøer en hånd med at sikre og transformere deres og vores arv. Sikring og transformation af ruiner evt. til nye formål, genopbygning af sammenstyrtede bygninger, konservering af historiske bygninger store som små, sikring af kirker, forter, skoler og andre monumenter. Det er visionen at denne indsats skal skabe en kadre af arkitekter og håndværkere, der kan være med til at bevare bygningskulturen, ikke blot i det tidligere Dansk Vestindien, men i hele regionen.

Det danske skilderhus ligger stadig væltet foran Government House i Charlotte Amalie

“En strålende fremtid”
I Danmark kan vi transformere natur- og kulturarven fra at være en byrde til at være et lokomotiv for udvikling i lokalområdet. Se på Vadehavet, se på Christiansfeld.

Sådan bør vi hjælpe vore venner i det tidligere Dansk Vestindien, for som Lars Løkke Rasmussen sagde til beboerne øerne ved sin tale på 100-årsdagen for overdragelsen af øerne til USA: ”Today, the people of Denmark and the people of the Virgin Islands share common historic bonds. Today, we share the same view of history. And today, we share the same heroes. And hopefully, we shall also share a bright future”.

Topfoto: Sunday Market Square, Christiansted, St. Croix. Ulla Lunn. Alle andre fotos: Ulla Lunn.

Kategorier