Jeg vil have troen, håbet og drømmene tilbage i 2017

af

Hvordan vender vi den stemning af kollektivt tungsind og pessimisme, der har ramt så mange af os her ved udgangen af 2016? Bjarke Larsen savner politikere, intellektuelle og erhvervsledere med visioner, der kan hjælpe ham og andre pessimister med at få troen, håbet og drømmene tilbage.

Verden går ad helvede til i øjeblikket. Det er den kollektive konklusion, som den ene toneangivende kommentator og analytiker efter den anden udbasunerer her ved afslutningen af det, rigtig mange i mit newsfeed på Facebook kalder ”et lorteår”.

Francis Fukuyama (ham med ”historiens endeligt”) kalder ligefrem USA en ”sammenbrudt stat”, og vores egen Uffe Ellemann-Jensen skriver i Berlingske, at ”aldrig før har truslen mod verdensordenen været større, og der er en risiko for, at den vestlige civilisation går i opløsning”. Listen over tungsindige pessimister kan gøres næsten uendeligt lang, og det samme kan listen over årsager.

David Trads remser fem op i Jyllands-Posten: Brexit, Trumps valgsejr, kuppet i Tyrkiet, de mange terrorangreb og krigen i Syrien med Aleppo som symbolet på det, han kalder ”humanismens store nederlag”. Personligt vil jeg tilføje Putins Rusland, der nu optræder så aggressivt, at det har fået Sverige til at indlede en større militær oprustning. Tredje verdenskrig er under opsejling, hvis den ikke allerede er brudt ud i Mellemøsten, advarer den svenske historiker Wilhelm Agrell, der er professor i efterretningsanalyse, i Weekendavisen (artikel ikke på nettet).

Jeg har altid været optimist. Set muligheder og løsninger. Været sikker på, at det hele nok skal gå, og at det er muligt at finde løsninger på selv de største problemer. Men nu er jeg for første gang i mit liv begyndt at tvivle.

Nåh ja, så er der også klimaet, hvor katastrofen tegner til at blive større og større, den kommende befolkningseksplosion i Afrika og i den vestlige verden mænds lave sædkvalitet. For ikke at tale om skattesvindel hen over grænserne. Og. Og. Og.

Der sker også mange fremskridt, men …  

Pessimisterne har selvfølgelig fået modspil. Internetmediet Zetland lavede en liste over nogle af de gode ting, der er sket i år, og det amerikanske medie Future Crunch har lavet en liste med ”99 grunde til, at 2016 var et godt år”. POV Internationals Susanne Sayers var også blevet træt af al den pessimisme og skrev på sin væg (ikke offentlig) om nogle af de mange fremskridt, hun så: færre terrorangeb på globalt plan, fredsaftale i Colombia, grøn energi vinder frem, malaria bremset i en række lande og mange flere ting på linje med noget af det, Future Crunch var inde på.

Future Crunch citerede det klassiske journalistmundheld om at “if it bleads, it leads,” som forklaring på det store fokus på katastroferne – eller måske snarere det alt for lille fokus på fremskridtene. Det er selvfølgelig en velkendt mekanisme, men det forhold er ikke nok til at give mig optimismen tilbage.

Jeg har ellers altid været optimist. Set muligheder og løsninger. Troet på det bedste i andre, indtil det modsatte blev bevist. Været sikker om, at det hele nok skal gå, og at det er muligt at finde løsninger på selv de største problemer.

MERE POV
Intet varer evigt

Men nu er jeg for første gang i mit liv begyndt at tvivle. De seneste to måneder er min ukuelige optimisme blevet forvandlet til et altomfattende sortsyn. Det er en frygtelig følelse. Som at ligge under en tung, gammel dyne, der giver kvælningsfornemmelser, og hvor man næsten ikke kan bevæge sig. Som den knude, jeg havde i maven, da jeg besluttede at blive skilt og næsten ikke kunne overskue alt, hvad det indebar. Men hvor jeg ved skilsmissen inderst inde godt vidste, at der ville være lys for enden af tunnelen, så har jeg svært ved at finde selv den smule optimisme frem nu.

Tegn på systemsvigt i Danmark?

Det, der tidligere har kunnet holde gang i min optimisme, uanset hvor skævt tingene så ud andre steder, var en vished om, at vi danskere i det mindste havde nogenlunde styr på tingene. At vi virkelig var det (nogenlunde) lykkelige land, der ”hygger sig i smug”, og hvor tingene fungerer.

Sådan har jeg det ikke længere. Også på det hjemlige plan oplever vi stigende tegn på, at systemet er ved at svigte. Debattøren Niels Jespersen beskriver det meget præcist i en kronik i Information: ”Helt grundlæggende skal en stat kunne forsvare sine grænser og opkræve skat. Det har været grundstenen i alle samfund og civilisationer de sidste 7000 år. Alligevel er det lige præcis militæret og skattevæsnet, som de såkaldt ansvarlige partier har smadret løs på de seneste 20 år. Bliver det ved, mister befolkningen tilliden til beslutningstagerne.” POV Internationals Anna Thygesen har i samme boldgade skrevet om, hvordan politikerlede hurtigt kan blive til ”systemlede”.

Hvordan får vi genskabt en fremtidsoptimisme? En tro på, at problemerne kan løses? At vores børn vil kunne få et bedre liv, end vi selv har haft? For det er forudsætningen for at kunne engagere befolkningen i det enorme arbejde, der ligger forude.

Tilføj i øvrigt udenrigstjenesten, der er lige så vigtig som militæret i at opretholde Danmark som selvstændig stat og varetage danske interesser, men udenrigstjenesten er også ved at bryde sammen, fortalte professor Martin Marcussen hos Altinget allerede i august – uden at det medførte nævneværdige reaktioner.

På det seneste har vi oplevet politikernes afmagt i debatten om forbuddet mod at tage mere end én uddannelse. Ingen har lyst til for alvor at forsvare beslutningen, der er taget for at finde 300 millioner kroner til at lappe på nogle dagpenge-forringelser, men det var tilsyneladende det bedste, man kunne blive enige om.

Var det virkelig det bedste, I kunne finde på, fristes man til at spørge. Vi har et statsbudget på 1100 milliarder kroner, og vi har et bureaukrati, der gør flere og flere offentligt ansatte syge med stress, hvor reglerne i tilknytning til dagpenge alene fylder 30.000 sider.

MERE POV
Danmarks Omdømme: Den måske mest effektive rebranding-kampagne i nyere tid

Man skulle tro, der var ting nok at se nærmere på og tænke nyt omkring. Men ingen politikere kan, vil eller tør tilsyneladende andet end at fortsætte i samme, gamle skure, hvor man tilpasser lidt hist og her og slås om et par promille af statsbudgettet, når der skal laves finanslov – men ikke ændrer grundlæggende ved noget som helst. Så må det gå, så godt det kan.

Vi skal have vendt stemningen

Hvordan får vi genskabt en fremtidsoptimisme? En tro på, at problemerne kan løses? At vores børn vil kunne få et bedre liv, end vi selv har haft? For det er forudsætningen for at kunne engagere befolkningen i det enorme arbejde, der ligger forude.

Jeg savner i den grad politikere, intellektuelle og erhvervsledere, der er visionære og tør tænke nyt og anderledes, der kan pege på konkrete veje at gå, der ikke taler til stodderen i os, men i praksis viser, at ”when they go low we go high”.

Jeg vil have troen, håbet og drømmene tilbage i 2017. Hjælp med til det.

Topfoto fra Pixabay.

POV betaler ikke sine skribenter. Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til mig. Størrelsen bestemmer du selv. Jeg modtager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Bjarke Larsen

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste indlæg fra

Gå til Top