Jeg kan mærke, at min tryghedszone krymper.
Jeg ligger i en lille pose og rimper den stadig tættere sammen om mig.
Jeg har mistet udveen, den glubende længsel efter de fjerneste strande.
Jeg har mistet den store glæde over fester og sammenkomster. Jeg kan bedst lide hverdagene.
Jeg kan bedst lide de små ting, der sker omkring mig, en blomst der springer ud, en bi der flyver forbi.
Jeg har det bedst sammen med de få, jeg kender godt og har kendt i mange år. Jeg føler ikke trang til at møde mange, jeg ikke kender.
Det er muligt, at de mange års beskydning omsider har ramt vitale organer. Jeg har været erklæret uperson så længe, at jeg føler mig som et genfærd.
Jeg skriver i vand, jeg blæser bort som en håndfuld aske.
Jeg holder en hånd op for ansigtet og ser tværs gennem den.
Og det er bedst sådan. Når der alligevel kun er den sidste stump tilbage af livet, er det godt at løsne grebet.
Jeg skal vænne mig til intetheden. Jeg skal sætte mig ud under det blomstrende træ, lade hvide kronblade drysse over mig. Sne inde i blomster, smelte og løbe ned i jorden.
Illustration: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her