Jeg savner dødsannoncerne

af

Det var engang lidt af en joke: ”Jeg har så travlt, jeg når ikke engang at læse dødsannoncerne”. Eller som min salig mor, der hjemme i Jylland mente, at man skulle sørge for at leve et liv, så ens dødsannonce ville blive optaget i Berlingske Tidende: Man skulle have ”et godt eftermæle”.

Men i dag er jeg rystet og ked af det. For jeg har lige fået svar på en mail, jeg sendte til min fætter. Vi har aldrig rendt hinanden på dørene; vi boede begge mange år i udlandet, så vænnes man lidt til ikke at ses, og siden havde vi travlt.

Søren er død, skrev hans kone. Han døde i september. Der havde været dødsannoncer i tre aviser. Men det er gået op for mig, at der er rigtigt mange, som ikke læser aviser mere, sagde hun.  Og ja, jeg læser ikke aviser på papir, jeg læser på nettet

Men vi har altid holdt en snor i kontakten, plejer at ses et par gange om året, og holder faktisk meget af hinanden. Han ligner min far, og jeg ligner vores fælles faster.  Jeg hørte ikke fra ham til jul, og fik heller ikke selv skrevet, småskrantede og vidste jo, at hans overståede sygdom var langt værre, men nu ville jeg gerne se ham og hans kone til min fødselsdag.

Søren er død, skrev hans kone. Han døde i september.  Der havde været dødsannoncer i tre aviser. Men det er gået op for mig, at der er rigtigt mange, som ikke læser aviser mere, sagde hun.  Og ja, jeg læser ikke aviser på papir, jeg læser på nettet.

For et år siden skete det samme, min kusines mand, som jeg har kendt i 50 år, døde, blev begravet, og jeg hørte først om det, da det var for sent at møde op nogen steder. Jeg var forfærdeligt ked af ikke at have vidst det, og min kusine undrede sig over, at jeg ikke mødte op, og ingen tænkte på at lave en rundringning midt i chokket og sorgen. Alle troede, alle vidste det. Der var jo dødsannoncerne.

Når jeg mødes med gamle studenterkammerater, taler vi om det, at en af os er død, men vi har kun hørt om det ved et tilfælde. En mail kommer retur, for ingen af os læser trykte aviser mere. Avisabonnementer er forfærdeligt dyre for en pensionist, og der gives ikke pensionistrabat, så vi følger med på nettet – og engang imellem tager vi os tid til at læse en rigtig avis på biblioteket.

Hvad gør vi fremover?

Men hvad gør vi i fremtiden? Måske lysner det, når alle er på Facebook, hvis Facebook bliver ved med at eksistere. Man kan efterlade instrukser til sine børn om, at der skal sættes en meddelelse op med det samme på ens Facebookprofil. og så håbe, at budskabet når ud. Man kan også omdanne en afdød persons Facebookprofil til en mindeside, så de mange billeder og hilsener ikke går tabt, og alle der kigger ind med det samme ser, at profilen er ”Til minde om”.

Skal man lave en liste med mailadresser? Downloade listen på en memory stick og lægge den mellem sine ”sidste vilje” papirer, så ens efterladte kan sætte den i computeren og sende en hilsen rundt? En form for dødsannonce pr. mail.

Der må være en løsning et sted, så vi ikke kommer til at såre de efterladte enten ved ikke at møde op til en vens begravelse eller fremsende invitationer til en afdød af ren og skær uvidenhed, og så selv at blive ked af intet at have vidst.

Når jeg mødes med gamle studenterkammerater taler vi om det, at en af os er død, men vi har kun hørt om det ved et tilfælde. En mail kommer retur, for ingen af os læser trykte aviser mere.  Avisabonnementer er forfærdeligt dyre for en pensionist.

Måske kan nogen opfinde en App, hvor man hver for sig, med en kode til at beskytte sig, kan indtaste oplysninger om, hvem der skal orienteres, fra venner rundt om i verden til foreninger og grupper, man ”tilhører” i et eller andet omfang. Så kunne man løbende opdatere, så længe man er ved sine fulde computer-fem – og nøjes med at lægge linket til app og koden til de efterladte.  Ved nærmere eftertanke er den sikkert opfundet. Jeg har bare ikke fundet den endnu.

Hvad synes læserne?  Udover ”Giv mig en blomst, mens jeg lever”. Hvad med den til den døde? Giv gerne gode råd i kommentarerne på POV’s Facebook-side under klummen her.

Topfoto: Pixabay.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Lise Hjorth

Lise Hjorth er født i 1939 og boede i sin ungdom i mange lande og har siden rejst rundt i endnu flere.  Var i New York City ansat i verdens største brancheforening for stormagasiner NRMA, hvor hun blandt andet var redaktør for et månedsskrift for personalechefer i detailhandlen i 42 lande.  Siden boede og arbejdede hun i Canada, Belgien, Norge for til slut at være først uddannelseschef siden salgschef i Magasin du Nord koncernen for den selvstændige afdeling Magasin FirmaService. I dag bruger Lise Hjorth en del tid som administrator af den lukkede Facebookgruppe (for tidligere Magasinmedarbejdere), som hun har været ophavskvinde til  Lise Hjorth gør desuden et stort arbejde for at  hjælpe og besøge tibetanske flygtningebørn i Indien, og hun var en af demonstranterne fra den kinesiske præsidents besøg i 2012, hvor dansk politi stik imod Grundloven tog tibetanske flag fra demonstranterne. Så lige nu tilbringes mange og lange dage med at være til stede under Tibetkommissionens høringer.   Lise er i bestyrelsen for Støttekomiteen for Tibet – og har oprettet gruppen WOW-tft  Women of the World- teaming for Tibet på Facebook plus en lukket gruppe "Køer og Tibetanske Børn i Selakui" – for venner og familie, som støtter skoleprojektet for tibetanske refugee børn i Indien.  Fotografering er en stor hobby, som udøves måde med børnebørnene i ind- og udland som villige motiver og i Charlottenlunds eventyrligt smukke Forstbotanisk Have, som også jævnligt får en kærlig hånd med grønne fingre med i besøget. Lise bor i dag nord for København.

Seneste indlæg fra

Kysset af Folkemødet

”Der fnyses, klappes, hujes, noteres og sendes blikke, som overværede vi en
Gå til Top