mm

Mai Trosborg Rasmussen

Født i 1986 og uddannet cand. mag. med en bachelor i Dansk fra Syddansk Universitet og en kandidat i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet. Har arbejdet for Dansk Flygtningehjælp primært som konsulent for unge flygtninge og indvandrere. Er nysgerrig på livet og de mennesker, der lever det. Tror på, at vi kan nuancere vores billeder af verden og hinanden ved at dele vores historier - vi har alle en! Udfyldte sit første kladdehæfte med fortællinger som 9-årig og har i dag altid en notesbog på sig, for man ved aldrig, hvornår man støder ind i en historie eller et menneske, der er klar og har lyst til at dele sin historie. Bruger mange timer på kultur og litteratur. Elsker desuden havet og farven blå. Blogger på www.rastloesetanker.blog

Se alle skribentens artikler

Min krop var en mands – i mit hoved foregik der noget helt andet

PORTRÆTINTERVIEW Maya Kathrine Andersen (som hun har heddet siden januar 2016) henter mig et par minutter før, vi har aftalt at mødes. Hun er iført sorte højhælede støvletter, en sort blazer og stramme jeans, der fremhæver hendes lange, tynde ben. Hun er høj, højere end mig, der med mine 177 cm. altid har haft en lille fobi overfor stilletter og misunder, hvordan hun med rank ryg omfavner sin højde. Men tidligere var hun en mand. Mai Trosborg Rasmussen har interviewet Maya om livet dengang og nu. 

Vi har aftalt at mødes på hendes arbejdsplads. En stor lagerbygning forvandlet til kontorer, hvor en række entreprenørvirksomheder holder til, bl.a. Social Services hvor Maya arbejder som programmør. Hun introducerer mig for sine kolleger, inden vi slår os ned i et roligt hjørne og begynder interviewet.

– Jeg kender ikke din historie, så lad os bare starte forfra …

“Vi kan starte tilbage i barndommen. Jeg mangler noget i min barndom, sådan har jeg det.”

– Mangler noget af hvad?

“Af det jeg føler i dag. Det var noget, der kom med puberteten. Indtil da havde jeg det okay med min krop. Der var nogle udfordringer med mobning, fordi jeg var lidt svag og ikke kunne svare godt igen, men jeg forbandt det med, at andre hadede mig.”

“Jeg var altid den svage dreng. Jeg tænkte over, at jeg skulle være en dreng og klare mig blandt drengene i klassen. Da jeg var lille, kiggede jeg ned ad mig selv og sagde i mit stille sind: ‘jeg er en dreng.’  Og jeg fik at vide af min mor og far og alle andre, at jeg var en dreng; så forsøger man at kæmpe for at være den dreng og klare sig i verden som den dreng.”

– Uden at tænke over, at du måske ikke var en dreng?

“Der var en grund til, at jeg ikke havde let ved at udføre den rolle, men det tænkte jeg ikke over i et langt stykke tid. Det har været en kamp, helt indtil jeg blev 37 år at udfylde den rolle i forskellige stadier af livet.-

– Men så skete der  noget i puberteten?

“Det er svært. Jeg vil meget gerne fortælle i detaljer, hvad der skete med mig, men puberteten er et forvirrende tidspunkt. Jeg var rundt på gulvet fysisk og psykisk, så der er nok en del ting, der er fortrængt godt og grundigt. Jeg begyndte at skulle fungere seksuelt og forelske mig i piger.”

Det var svært at forstå, hvad det var for noget. Der var den her kamp for at være en dreng, blive mere og mere mand og snart skulle have karriere og børn. Ved siden gik jeg og havde en heteroseksuel kvindes fantasier. Det var simpelthen så svært

“Problemet var, at jeg var meget fascineret af piger, men jeg så fascinationen som forelskelse og tændte også helt vildt meget på dem. Men det, jeg tændte på, var det formål, tøjet har, fx at kunne forføre mænd, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Jeg så mig selv som en mand, og en mand tænder på kvinder i deres tøj.”

– Tanken strejfede dig aldrig?

“Nej, men så begyndte jeg at fantasere om at have kvindetøj på og være sammen med en mand og tilfredsstille ham, og den tanke blev mere og mere fastlåst.”

– Altså under puberteten?

“Det var svært at forstå, hvad det var for noget. Der var den her kamp for at være en dreng, blive mere og mere mand og snart skulle have karriere og børn. Ved siden gik jeg og havde en heteroseksuel kvindes fantasier. Det var simpelthen så svært.”

“Da jeg en dag læste nogle kontaktannoncer, stødte jeg på en transseksuel. Det satte gang i fantasien, om jeg nok var transseksuel, men jeg sammenlignede det aldrig med at være kvinde. Havde jeg gjort det, havde det været noget helt andet.”

– Fortalte du nogen om de her tanker? 

“Overhovedet ikke. Når man ikke kan sige noget konkret, er det svært at finde vej. Et eller andet sted havde det været godt, hvis der var nogen, der havde spurgt ind til, hvad jeg gik og tænkte over. Måske en sundhedsplejerske. Jeg havde jo problemer med mobning. Min matematiklærer reddede mig, da han fandt ud af, jeg kunne noget med computer. Han fik mig på sporet og fik mig til at føle, jeg havde noget i forhold til de andre. Jeg begravede mig i arbejde og studier resten af tiden. Det hjalp med at fortrænge tankerne, og det fungerede sådan set fantastisk, eller… ”

Fortrængelsen

“Problemet med fortrængelse er, at det, du kæmper med, bliver mere og mere presserende og vokser år for år. Jeg følte, jeg skulle eksperimentere, få det ud på en eller anden måde, det med at være kvinde, og gå i seng med mænd. Da jeg var i puberteten, startede jeg med en læbestift, og hold op, hvor var det farligt. Den skulle gemmes væk og skjules. Hvis min mor havde opdaget det, havde jeg tænkt mig at sige, den var blevet brugt i forbindelse med en video, vi optog på skolen.”

“Sådan var der mange ting, løgne man opfandt.”

– Men din mor opdagede aldrig, at du eksperimenterede med tøj og læbestift?

“Et eller andet sted har det været meget klart, at der ikke er nogen, der har set noget.

Jeg tegnede af fra nogle kuponblade hvor der var letpåklædte kvinder i, og det opdagede mine forældre nok, men da skinnede det måske bare igennem, jeg var fascineret af kvinder. Der er lang vej til at konkludere… Altså, de kan jo ikke se ind i mig. Men der var en leg med stil allerede der. Aftegningerne var mine alternative påklædningsdukker.”

“Problemet var, det var svært at få fat i tøj til at realisere den stil, uden nogen opdagede det, fordi der på det tidspunkt var et almindeligt postvæsen. Senere kom døgnboksen, og det gav nogle muligheder, men jeg var for hurtig til at konkludere, at tøjet ikke var mig. Der var den her kamp for at skulle overleve som mand. Jeg ville gerne, at tøjet passede, men var for hurtig til at sige stop. År for år kæmpede jeg for at være den kvinde, jeg er.”

– Så det føltes ikke naturligt, første gang du tog kvindetøj og læbestift på?

“Jeg kunne ikke se det. Da jeg først fandt ud af, jeg var en kvinde, var det meget nemmere at have ro til det. Før da nåede mine eksperimenter aldrig ud af badeværelset. Det var for lukkede døre, vinduer og skodder.”

– Hjernen skulle lige følge med?

“Tjah, det var en form for personlig udvikling at nå til det punkt. Der har helt sikkert været noget i periferien, information fra samfundet, der har udviklet mig. Vi nåede frem til 2014. Der er nok et eller andet i medierne, der har været afgørende det år.”

– Som du ikke kan pege på?

“I efteråret 2014 blev det juridiske kønsskifte ændret, så det fungerer, som det gør i dag. Jeg har måske hørt det i nyhederne og ladet mig påvirke af det, men jeg var så langt fra at tænke noget i den retning. Når man ikke ved, man er et andet køn, hvorfor skal man så tænke over at udforske det?”

Der var andre, der havde mere styr på, hvad en transkønnet er, end jeg. Der var også mange, som slet ikke havde styr på det, som troede, jeg var en homoseksuel mand. Jeg kastede mig ud i noget af et minefelt

“Tre-fire gange årligt tog jeg tilløb til nye eksperimenter, men hver gang blev jeg skuffet og gemte tingene langt væk eller smed dem ud. Eksperimentet, jeg gik i gang med i efteråret 2014, var, jeg fandt en hjemmeside, hvor jeg kunne lægge mit billede op og fortælle, hvilken makeup jeg ville have på. Jeg begyndte at se og forstå noget. Jeg lagde billedet op på en slags dating forum, hvor jeg lavede en profilbeskrivelse. Det var nok til, at andre begyndte at kunne fornemme, hvad der var ved at ske med mig, og reaktionerne fra dem påvirkede mig meget. Det meste af december 2014 gik med en del flirterier på text chat.”

Klarsyn

I 2015 arbejder Maya hos et firma i Randers. Da hun lægger sig til at sove tirsdag d. 6. januar, har hun svært ved at falde til ro og begynder at hallucinere.

”Jeg så mig selv med hånden på brystet af en mand, liggende i sengen og jeg følte mig så tryg. Jeg begyndte at græde… ligesom jeg gør nu… det varede fra ca. kl. 22 til kl. 4, for hver omgang jeg tog – tanker og tårer – kom jeg tættere og tættere på, jeg er en kvinde.”

– Pga. hallucinationerne? 

“Nej, det er meget kompliceret og svært at forklare. Men jeg kom frem til, livet er at være kvinde. Der var mange ting. Jeg var stresset over at leve med det i skjul. Det hele var meget stort. Bum! Pludselig konkluderer man, man er en kvinde, og det hele føles meget virkeligt, eksperimenterne, flirterierne.”

– Var det en lettelse at nå til den konklusion, at du er en kvinde?

“Det var noget, der blev kastet i hovedet på mig. Der er mange, der finder ud af det i puberteten og bruger 20 år på at tage mod til at springe ud. For mig var det et par timer. Det var noget af nogle overvejelser at lave på nogle timer. Jeg følte mig vanvittig, så jeg var ret opsat på, jeg skulle tale med en psykolog. Den eneste måde jeg kunne gøre det, uden at skulle skjule det og risikere at blive opdaget, var at springe ud overfor venner, familie og kolleger. Det skulle bare gøres. Det var logisk at springe ud, så den nat skulle jeg finde ud af, hvordan man gjorde.”

– Hvad gjorde du så?

“Jeg gik på internettet og søgte på ordet transseksuel. Det var et ord, der havde hængt ved siden puberteten, men det har jeg aldrig følt mig som, så jeg gik ind på et pornosite, hvor en transkønnet stod og vrikkede med numsen og teasede og spurgte hende til råds. Hendes råd var, jeg skulle skrive ned, hvad jeg ville sige, så jeg kunne virke troværdig og fange op, hvis jeg gik helt i spåner. Jeg skulle være forsigtig, hvem jeg fortalte det og hvornår, jeg fortalte det. Dem, jeg frygtede mest af miste, skulle jeg vente med at sige det til.”

Jeg så mig selv med hånden på brystet af en mand, liggende i sengen og jeg følte mig så tryg. Jeg begyndte at græde… ligesom jeg gør nu… det varede fra ca. kl. 22 til kl. 4, for hver omgang jeg tog – tanker og tårer – kom jeg tættere og tættere på, jeg er en kvinde

“Jeg satte mig ned og skrev to A4-sider. Da jeg var færdig var klokken et sted mellem 6 og 7, og det var på tide at tage på arbejde. Det var en anderledes tur på arbejdet, hvor jeg var overladt til at holde hænderne på rattet og køre bil. Jeg mødte min ene chef, Martin – jeg hed også Martin – på vej ud af døren. Han var ligbleg i ansigtet, fordi han havde influenza. Jeg er sikker på, jeg også var bleg i ansigtet, fordi jeg ikke havde sovet. Det var en speciel start, men jeg fik åbnet døren og spunsede ind til Lone, min anden chef, der er gift med Martin. Det var virkelig kroppen, der drev mig på det her tidspunkt. Jeg havde en pludselig følelse af, det skulle gennemføres.”

Springet

“Martin og alle de andre kunne godt fornemme, der var et eller andet virkelig stort på vej. Lone og jeg satte os i et mødelokale, jeg tog papiret frem og begyndte at snakke. Til at starte med stod der noget, der ikke gav mening. Der stod, jeg var homoseksuel, og det har jeg aldrig på nogen måde set mig selv som. Det siger lidt om, hvor rundt på gulvet jeg var. Jeg havde det svært med definitioner. Det var en rigtig god samtale. Jeg tudede meget. Der kom lettelsen virkelig. Jeg fik lettet den hemmelighed, jeg havde haft hele livet.”

Hvis mor og far ikke gider have dig, hvem fanden vil så? Mine forældre tog det pænt, mine brødre tog det pænt, og min nabo tog det pænt. Det gav et mega boost

“Planen var, jeg først skulle fortælle min mor det fjorten dage senere, men pludselig var det oplagt. Jeg kørt næsten lige forbi hende på vej fra arbejde. Min far var der også, men holdt sig i baggrunden i starten. Papiret var en hjælp, men jeg gentog samme fejl og startede med at sige, jeg var homoseksuel, hvilket min mor tog godt imod, men det hang jo ikke sammen med, hvad jeg faktisk ville sige. Jeg fik forklaret min situation. Min far havde lige fået foretaget en prostataoperation, og havde det svært med kønsskifteoperationen, da det er en operation i samme område. Han var bange for, at noget ville gå galt, så kunne jeg ikke bare nøjes med at gå i dametøj. Men ej, far….”

– Det lyder som om, de håndterede det ret fint?

“Er du helt vild! Det har været vigtigt, og er vigtigt for alle, at man bliver taget godt imod i starten, vil jeg mene. Ligeså snart livet giver nogle hug, dukker du dig. Når du gør det, bliver du mål for mobning og alt muligt. Det har jeg haft rigeligt af i forvejen, så jeg ville bare dukke mig endnu mere, hvis mine forældre havde… ja, det er slet ikke noget, jeg gider at forestille mig. Hvis mor og far ikke gider have dig, hvem fanden vil så? Mine forældre tog det pænt, mine brødre tog det pænt, og min nabo tog det pænt. Det gav et mega boost. Det gjorde, jeg hurtigt kom ovenpå, og begyndte at tage alle de her eksperimenter op igen, og pludselig fungerede det på en helt anden måde! Jeg havde ro til det – og støtte. Lidt for meget støtte i øvrigt. Lige pludselig skulle andre begynde at definere mig som kvinde.”

– Altså bestemme hvilket tøj du skulle gå i osv.?

“Sådan er det jo for alle kvinder. Nogen gange vil ens mor gerne bestemme, hvilket tøj man skal gå i.”

– Det er sent, at ens mor skal bestemme, hvilket tøj man skal gå i, når man er 37 år?

“De ved jo godt, jeg lige har kastet mig ud i det. På mange måder er jeg en teenager. Min mor vil gerne være støttende og jeg vil gerne, hun er støttende på den måde, for jeg savner den del. Jeg savner at være den lille pige. Men det var et umenneskeligt pres, der pludseligt opstod. Krav og værdier til, hvordan det er at være kvinde. Jeg havde studeret andre kvinder i høj grad, og lige pludselig skulle de studier bruges til noget. Kravene var tårnhøje. Make-uppen skulle være spot on!”

 

Efterskælv

Maya er træt, da hun om aftenen lægger sig på sofaen og tænker det hele igennem. Her får hun en hallucination, som hun ikke kan huske den dag i dag, men som får hende på selvmordstanker.

“Det var meget underligt, for der var jo sket noget rigtig positivt. Jeg tolker det som om, krop… altså, det kunne ikke følge med hinanden. Jeg har haft selvmordstanker én gang før, fordi jeg fik problemer på arbejde. Dengang hjalp det mig at tænke på, hvor meget jeg gerne ville opleve min nevø, når han blev stor. Det var nok til at holde mig oppe. Det var det også denne gang. Og så har jeg fået en niece. Det hjalp også. Jeg fik konstateret en mild depression, gik til lægen og blev sygemeldt i noget tid. Den tid brugte jeg på at udforske mig selv på alle måder, fx lære hvordan man fjerner hår på benene.”

Man lever bare for indelukkede liv som transkønnede. Det er og var en proces for os alle at skulle igennem, og vil nok være det resten af livet

“Jeg havde også masser af tid til at dyrke motion. Det blev til en time og et kvarter hver dag, hvor jeg startede med at cykle og lave gulvøvelser og senere løb og gulvøvelser. Jeg blev fuldstændig afhængig af det. Jeg blev glad for mig selv, og det gik stærkt. På seks måneder gik jeg fra 100 kg til 73 kg. Depressionen hjalp godt til i starten pga. manglende appetit. Jeg fik nogle ben, hvor jeg tænkte holy shit, hvad sker der her. Det er en speciel ting for en kvinde at få at vide, hun kan eller har noget særligt. ”

– Begyndte du at gå med dametøj og makeup, efter du var sprunget ud overfor din mor og far, brødre og nabo?

“Nej, for jeg havde ikke fortalt min niece og nevø det. Det var først, da de fik det at vide, jeg kom helt ud og sagde det offentligt på Facebook.”

– Så du et lavede et offentligt opslag på Facebook, hvor du sprang ud?

“Det, jeg gjorde, for at undgå jeg skulle føle mig indelukket, var at lave Facebook-gruppen En kvinde på vej. Det var stedet, hvor jeg kunne få lov at dele mine processer med alle, der have fået det at vide. Det er en rigtig god idé, som der er mange, der bruger, og mange flere der burde bruge. Man lever bare for indelukkede liv som transkønnede. Det er og var en proces for os alle at skulle igennem, og vil nok være det resten af livet. Hvis jeg begynder at skulle udleve min seksualitet, er det også noget, der kommer til at påvirke familien, når jeg slæber en mand – eller en kvinde – med hjem, og de skal vænne sig til tanken.”

– Så der er du ikke endnu?

“Jeg har gang i så meget. Kærligheden kommer så mange andre steder fra. Lige nu lever jeg riiigtig fint. Mit liv er også meget anderledes. Jeg er aseksuel pga. hormonerne, og jeg ved, jeg ikke kan få børn. Det gør, jeg har et helt andet udgangspunkt end mange andre kvinder. Jeg har valgt at affinde mig med, jeg er en kvinde, der ikke kan få børn, og at min alder er en udfordring. Det er nemmere at planlægge, når man er ung.”

– Men du vil gerne have børn?

“Det vil jeg et eller andet sted gerne. Men det må gå, som det går. Der sker så mange andre spændende ting i mit liv, så det er ikke noget, jeg vil jagte. Med min erfaring som kvinde er jeg også nogenlunde den mest uerfarne, man kunne forestille sig skulle være alenemor. Det mest realistiske er, jeg bliver papmor, men det har jeg det fint nok med, at være støtte for et lille – eller et stort – barn. Sexlivet er for mange en opbygning til at få børn, finde en partner og et match. Det er som nævnt et andet udgangspunkt, jeg har.”

Business-kvinden Maya

Da Maya viser mig rundt på sin arbejdsplads, spørger jeg, hvor længe hun har arbejdet der. Hun fortæller, at Social Services er hendes første job, efter hun er sprunget ud, for da hun vender tilbage til jobbet i Randers efter sin sygemelding i 2015, bliver hun fyret pga. økonomiske problemer.

Jeg havde den her jakke på, sorte bukser og et par andre sko med hæle. Jeg havde det fantastisk, da jeg skulle til jobsamtale første gang. Jeg følte, jeg havde en selvtillid, som jeg aldrig havde haft før, som jeg kunne falde tilbage på

“Det var et specielt tidspunkt at fyre mig, men jeg forstod det et eller andet sted godt. Firmaet var et lille firma, og jeg skulle i gang med en proces, der kunne blive meget ustabil. Jeg holder stadig meget af firmaet i dag.”

– Det skræmte dig ikke at skulle søge job efter at være sprunget ud?

“En del af sporten ved jobsøgningen blev at finde det rigtige tøj, vise noget af sig selv og komme med noget, der understøttede ens personlighed.”

“Min fars kreation som jeg har nydt med familien i aften. Er jeg ikke smuk.” 8. januar 2017.

– Så på en måde var du blevet mere selvsikker?

“Det er vist en underdrivelse! Jeg havde den her jakke på, sorte bukser og et par andre sko med hæle. Jeg havde det fantastisk, da jeg skulle til jobsamtale første gang. Jeg følte, jeg havde en selvtillid, som jeg aldrig havde haft før, som jeg kunne falde tilbage på. Det fik jeg også brug for. Til samtalen var et par gamle mænd og en ung kvinde. De gamle mænd skulle bare lige se giraffen og havde kun sat en halv time af, hvilket virkede urealistisk for mig.”

“Jeg gik derfra med samme selvtillid, som jeg kom med. Jeg vidste, jeg havde gjort mit bedste, og så kan man ikke gøre mere. Jeg havde fundet nogle kompetencer og noget potentiale, som jeg aldrig havde set før, og jeg begyndte at være mere kreativ i min jobsøgning. Pludselig var der så meget at vise frem og være stolt af. Det kunne min familie også fornemme. De kunne se nogle nye sider af mig, og jeg er kommet meget tættere på min far.”

På Facebook har du lagt et billede op, hvor han har lavet en kagekone til dig…

“Det var en overraskelse, og den viser, han er stolt af sin datter. Han ville give sit eget bud på, hvordan jeg så ud med bryster. Han kalder mig sin datter, og det kommer ud af ingenting sådan set. Nogen gange går det den anden vej, når han kæmper med at komme til at sige han i stedet for hun. Og det gælder desværre ikke kun min far, men alle. Den anden dag, spurgte en ekspedient mig, hvad han kunne hjælpe den herre med!”

– Hvordan føles det, når folk blander rundt i kønnene?

“Det er ligesom, hvis jeg begyndte at kalde dig han. Du ville også hurtigt synes, det er underligt. Ens identitet er på en eller anden måde så meget viklet ind i at være kvinde, at det andet ikke eksisterer længere.”

– Hvornår tog du kontakt til Rigshospitalet for at komme i gang med et forløb?

“Første samtale var i juni 2015 og efter et års samtaler, begyndte jeg på hormoner i juni 2016.”

“Så er det tid til at få sat tingene på plads. #lykke #nytliv #hormonbehandling #androcur #østrogen #kemiskkastration og #bryster.” 1. juni 2016.

Transformationen

Maya køber mere og mere tøj. Bukserne fungerer med det samme, for som hun selv siger – til de ben fungerer det jo! Men toppene – som hun har købt 15 af på Zalando – kan hun ikke få til at fungere.

“Jeg var en kvinde indeni, men den fysiske krop havde jeg ikke tænkt ret meget over. Jeg var ikke kommet frem til, jeg blev nødt til at gøre noget ved brysterne. Jeg var ikke klar over, hvor vigtige de var, og håret havde jeg heller ikke styr på. Jeg var grædefærdig. Jeg kom frem til, jeg måtte skabe bryster, så jeg købte den bh, jeg går med i dag, der både er formsyet og med push-up. Det gjorde et eller andet for størrelsen af brysterne. Det var kanonnaturligt at se på, og gav bonus lige med det samme. Pludselig kunne jeg se på mig selv uden toppen, kun med bh’en, og have det godt med det. Oppe i mit hoved var der nok også sket noget, og løbeturene gjorde rigtig meget for, jeg havde det godt med mig selv.”

Aftenen inden samtalen sad jeg og mine forældre og udvalgte fotos. Med lidt god vilje kunne man kigge albummet igennem og tænke, det er jo bare Maya, hun var lidt drenget dengang

“Men på et tidspunkt kan man ikke gøre så meget mere – brysterne er skabt, og så er der situationen hernede (hun peger på sit skridt), som er svær at arbejde med – især i et par leggings.”

“Et par cowboybukser med lynlås er perfekte, fordi lynlåsen dækker. Men jeg søgte om at få en henvisning til Rigshospitalets Sexologiske Klinik om at starte en proces, der giver adgang til hormoner og på sigt en kønsskifteoperation (der skal omdanne penis til en vagina), hvis det blev reelt. Processen med at få adgang til hormoner tog fra juni 2015 til juni 2016.”

– Er det obligatorisk med et års samtaler, inden man kan komme på hormoner?

“En del er ventetid og så har man en fem ugers periode, hvor man har samtaler i København en gang om ugen. Det er samtaler af forskellige karakter. To af de mere specielle samtaler er fotosamtalen og pårørendesamtalen. Til fotosamtalen skulle jeg medbringe et fotoalbum, der repræsenterede mit liv i alle aldre. Det blev meget lyserødt og stjerneagtigt, da jeg gerne ville, at indpakningen også repræsenterede mig. Aftenen inden samtalen sad jeg og mine forældre og udvalgte fotos. Med lidt god vilje kunne man kigge albummet igennem og tænke, det er jo bare Maya, hun var lidt drenget dengang. Jeg havde det fint med oplevelsen, der gjorde, jeg fik fred med min fortid og kunne kombinere den med min nutid og fremtid.”

Da jeg står i badet, strejfer jeg pludselig det ene bryst. Jeg var øm. Jeg havde fået bryster. Det var noget af en dag. Jeg var helt oppe at køre, da jeg kom ud af badet

“Til pårørendesamtalen kom min far og mor med i processen. Især min far. Min mor havde været med til første samtale. Men den dag var vi afsted sammen som familie. Nogle bonderøve på tur til København. Inden vi tog hjemmefra, tog vi en snak, da jeg havde mine tanker omkring, hvad de ville sige, men jeg var egentlig ret tryg ved det hele. Det gik også godt. Da vi kom derover, sagde de, de kunne se, hvor glad jeg var blevet. Bagefter tog vi på Fisketorvet og spiste. Mine forældre var helt oppe at køre over at have oplevet København.”

“Efter udredningsforløbet – et intenst forløb på fem uger – skulle der træffes en beslutning, om jeg skulle på en observationsperiode og efterfølgende have hormoner, men der skete det, at proceduren blev ændret. Observationsperioden og hormonbehandlingen skete parallelt. Alle samtalerne handlede derfor om, hvor godt det gik med at være på hormoner, og det gav jo mening at snakke om. Jeg gik hos Sexologisk Klinik, hvor de overvågede, om jeg psykisk er klar til at tage beslutningen om operation til sidst, og Gynækologisk Klinik, hvor de overvågede, om jeg overlever hormonerne og får den udvikling, der er optimal. Det er klart de samtaler, der batter mest.”

– Hvilken effekt har hormonerne haft?

“Et par måneder efter hormonbehandlingen er startet, tager jeg og min familie på campingtur. Da jeg står i badet, strejfer jeg pludselig det ene bryst. Jeg var øm. Jeg havde fået bryster. Det var noget af en dag. Jeg var helt oppe at køre, da jeg kom ud af badet. Jeg stormede over til de andre og fortalte, at nu havde jeg fået bryster, og da jeg var ude at køre med min mor lidt senere, spurgte jeg hende, hvordan det føltes, da hun fik bryster. Hormonerne gjorde, at afstanden ud til bh’en blev mindre, mærkerne fra stropperne tydeligere og et par af mine bukser sprak på balden.”

– Det er vel gode tegn det hele?

“Det er nemlig gode tegn. Jeg startede på en lav dosis østrogen. De fleste starter på 100 mg. Jeg er startet på 75 mg., da min mor og jeg begge har haft en blodprop tidligere. Jeg er trappet op, fordi min gynækolog kalder mit østrogenniveau pinligt. Det kan godt være, hun synes, mit østrogenniveau er pinligt lavt, men i mit hoved er det helt i orden. Når jeg står i badet og dækker skridtet til, er det faktisk okay.”

– Så du dækker skridtet til, hvis du kigger på dig selv?

“Jeg ved, reaktionen bliver, jeg får tårer i øjnene, og jeg ved, det er glædestårer. Det er en ubeskrivelig oplevelse. Når jeg kigger mig i spejlet og får øjenkontakt, sker der et eller andet helt vildt. Jeg får en kontakt med mig selv, der er fuldstændig ubeskrivelig. Det er ren og skær lykke. Det ville jeg ønske at kunne give videre til andre.

– Tror du, folk er blevet klogere på transkønnede?

“Nu laver du det her interview. Det bliver folk klogere af. DR har lavet nogle dokumentarer, der er blevet blæst op i bedste sendetid. De har virkelig gjort et arbejde med at forklare, og er også gået langt udover det at være transkønnet. Fokus er, man skal have lov at være den, man er. Jeg kæmper lidt for, jeg gerne vil have lov at være binærkønnet. Det kan man næsten ikke få lov til i dag, man skal helst være et sted midtimellem. Hvis du bare er kvinde, er det kedeligt. Hvis du er non-binær, så er det spændende. Jeg forstår det ikke. De vil ikke være i en kasse, men hvis jeg respekterer dem som non-binær, er de jo alligevel i en kasse.”

Når jeg kigger mig i spejlet og får øjenkontakt, sker der et eller andet helt vildt. Jeg får en kontakt med mig selv, der er fuldstændig ubeskrivelig. Det er ren og skær lykke. Det ville jeg ønske at kunne give videre til andre

– Transkønnede har indtil januar 2017 været i en kasse, der hed psykisk syg…

“Den kasse er noget fis. Det er kun, hvis du rent faktisk føler dig psykisk syg. Jeg har aldrig følt mig psykisk syg.”

– Men har det ikke gjort noget, man har fået transkønnede fjernede fra WHO’s liste over psykiske sygdomme?

“Ikke endnu, overhovedet. Der er nogen, der mener, det gør noget for processen, men jeg synes, mange af dem, der råber højt og brager mod systemet – kalder det et sygt system, fordi det handler om psykiatrien – er dem, der i forvejen er i psykiatrien. Jeg har aldrig følt, jeg har en diagnose. Jeg kom bare for at få hjælp, vejledning og støtte, ikke fordi jeg havde en diagnose, der skulle håndteres. Hvis jeg havde noget, vil jeg sige, det var et fysisk handikap, som var til at arbejde med. Det er langt fra skizofreni eller depression. Jeg har aldrig set mig selv som syg, så at der er blevet afskaffet en diagnose, siger mig ikke rigtig det store. Jeg synes ikke, det gør noget, psykiatrien er inde over, men at vi alle bliver behandlet som seksualforbrydere, er jo heller ikke et udgangspunkt.”

– Har det været sådan?

“Det fornemmer jeg. Det har sat gang i den værste ballade for nogle år siden. Siden jeg startede i forløbet, har jeg fornemmet, systemet hele tiden arbejder på at forstå os og gøre noget, og jeg forstår godt, systemet ikke forstår, fordi det er så kompliceret. Drejebogen er ikke skrevet endnu, så hvordan kan man lave et system? Vi padler alle sammen for at skabe et system, der virker. Det er learning by doing. Man kan ikke spørge ude i verden, for der er ingen steder, der gør det perfekt. Alle steder er der udfordringer, men hvis vi alle arbejder på det, skal det nok gå. Jeg fornemmer, det er ved at ske. Der kommer snart en vejledning, der gør, de kan vejlede transkønnede mere præcist. Pga. de mange ændringer, der er sket, siden jeg startede min udredning kan man heller ikke længere se min udredningsproces som et nutidigt eksempel. Der er blevet meget bedre vilkår.”

Forelsket i mennesker

– Jeg kan se, du involverer dig i virkelig mange projekter. Du har stiftet en fanklub for Sada Vidoo, du er medstifter af Aarhus mod ensomhed og aktiv i Nydanskerforeningen på Norddjurs. Hvordan kan det være, du involverer dig i så mange ting?

“Da jeg startede min karriere som kvinde, startede jeg hos Røde Kors og blev forelsket i andre mennesker. Det har jeg forsøgt at holde fast i. Jeg kunne på en eller anden måde uddanne andre mennesker i mig sådan set ved at være mig. Det har fungeret rigtig fint. Jeg har mødt rigtig mange bl.a. flygtninge og indvandrere, som behandler mig som Maya. Det har givet mig energi til mere. Det er også derfor, jeg går til arabisk nu.”

– Hvad er det, der gør, du har stiftet fanklubben for Sada Vidoo, hvorfor er hun et idol?

Fanklubben for Sada Vidoo (som var med i dansk Melodi Grand Prix) startede jeg, fordi jeg kan identificere mig med hende. Hun gik med en lille prinsesse indeni, som hun havde svært ved at finde. I dag har hun fundet hende og lever hende ud til max i form af en dukke. En af de ting, hun har sagt, er, at hun for en gangs skyld i sit liv har den rigtige kjole på. Jeg har det også sådan, jeg har gået i den forkerte kjole hele mit liv, og nu har jeg fundet den rigtige… Men er der ikke en ting, du har glemt at nævne?”

– Medlem af det De Radikale?

“Det var ikke lige det. Jeg skal være med i X-Factor! Jeg begyndte at synge i slutningen af september…”

– Så det er nyt, du er begyndt at synge?

“Fuldstændig. Det er sprunget ud af alt det her, og det skal bare ske. Jeg har gået til stemmetræning, men det er ikke et færdigt arbejde, og det bliver det nok aldrig. Det er svært at arbejde med stemmen. Kvinder artikulerer på en bestemt måde. Det slår mig lige i fjæset. Jeg leger med stemmen og bruger mit socialliv. Det tror jeg, er det vigtigste, at jeg kommer ud og lærer af andre. Min stemme er ikke, hvor den skal være, men jeg kan godt stille mig op og synge og få noget ud af det. Alene det, jeg stiller mig op fuld af selvtillid, vil sende nogle signaler ud i verden, som jeg synes, er rigtig positive.”

– Hvornår er der audition?

“August 2017. Det er snart… og en del af det sendes live i marts 2018.”

– Falder det så ikke sammen med operationen?

“Muligvis. Der er så mange ting, der kan falde sammen. Min 40-års fødselsdag skal også holdes deromkring, hvor live-delen starter. Man drømmer om, det hele går op, hvis ikke ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg tænker, noget positivt kommer ud af det på en eller anden måde.”

– Første gang jeg mødte dig, var du ret åben. Du sammenlignede det at lære arabisk med at gå hos din psykolog. Har du altid været så åben?

“Jeg har haft social fobi, så før i tiden havde jeg hellere holdt mund. Det er fuldstændig det modsatte menneske, jeg er i dag.”

Man sætter livet på spil. Det skal hele tiden opvejes imod, hvordan man har det i øjeblikket. Det er klart, det vil udvikle mig på en eller anden måde. Men det vil også udvikle mig at vinde x-factor. Og hvis man bliver god til arabisk, hvad kan det så ikke føre til…

– Så det havde du ikke sagt for…?

“To år siden, inden januar 2015. Min mormor, som er død nu, var typen, der altid faldt i snak med andre passagerer, når hun kørte i bus. Den egenskab har jeg fundet ud af, jeg også har. Det er overraskende. Jeg kan sætte mig ned og snakke med en hvilken som helst person i dag. Det er langt fra, hvor jeg var for to år siden. Det gør, jeg føler en forbindelse til min mormor. Det er en rar fornemmelse og et bevis på, jeg har udviklet mig. Man kan spørger, hvor ender det henne?”

– Det tror jeg, er det spørgsmål, vi skal slutte af med. Din Facebook-side hedder “En kvinde på vej”. Hvor lang er den vej?

“I svømmehalen eller fitnesscentret render jeg ind i noget, jeg gerne vil af med, og jeg vil gerne have noget frihed. Hvis jeg får operationen og bliver glad for den, og kan gå hundred procent i det tøj, jeg gerne vil, kommer det til at påvirke noget. Jeg skal ansøge om operation her til juni/juli. Det er Sundhedsstyrelsen, jeg skal ansøge hos. Sexologisk Klinik skal sende samtaleforløbet til dem. Sideløbende skal jeg have en samtale med nogle kirurger, der skal gøre mig tryg omkring operationen. Det springende punkt er, der går så mange rygter om, der ikke er nogle, der kan finde ud af at udføre operationen i Danmark.”

– Du er ikke helt afklaret med operationen endnu?

“Nej, fordi man sætter livet på spil. Det skal hele tiden opvejes imod, hvordan man har det i øjeblikket. Hvis jeg havde mod og penge til at tage til en superlæge i Thailand lige nu, så ville jeg gøre det. Men det gratis tilbud i Danmark er jeg usikker på. Det er min store bøn til politikerne at få helt styr på det tilbud. Det er klart, det vil udvikle mig på en eller anden måde at få operationen. Men det vil også udvikle mig at vinde x-factor. Og hvis man bliver god til arabisk, hvad kan det så ikke føre til…”

Alle fotos: Maya Kathrine Andersen
Topfoto: Adam Bindslev
Slutfoto:Mai Trosborg Rasmussen

Kategorier