mm

Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. Senest er kommet "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay, samt Nøjsomhedens tivoli (digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger.

Udvalg af de seneste bøger:
Langsomheden 1.0 (digte 2015)
Argumenter mod døden (essay 2015)
Lysåret (haiku, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (2016)
Pengeguden (essay 2016)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Den sidste passion (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay 2017)
Nøjsomhedens tivoli (digte 2017)

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af bl.a. nettidsskriftet Den smalle bog. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og styregruppen for BogForum og skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Jakob Brønnum
på Mobile Pay: 53 60 84 96

Jeg – en ensom forbruger i det ansigtsløse supermarked

FREDAGSKLUMME – “For nylig havde jeg en sørgelig oplevelse i et af de supermarkeder, jeg bedst kan lide at komme i. Da jeg kom, var håndværkere ved at rive halvdelen af de gamle betalingskasser ned og erstatte dem med selvscanning.” Det kan ikke blive ved, skriver Jakob Brønnun. Vi vil ikke fastlåses til vores forbrugsaktiviteter som ensomme forbrugsmaskiner på den måde som selvscanningen er en foreløbig endestation i udviklingen af.

Måske skyldes min særlige veneration for kasselinjen, at jeg som 18-årig arbejdede fredag og lørdag i den Føtex, der ligger på Vesterbrogade i København, på hjørnet af Værnedamsvej. Visse københavnere vil stadig sige, ”den, der ligger i det gamle Havemann,” idet der lå et stormagasin i butikken, på niveau, cirka mellem Daells Varehus og Crome & Goldschmidt. Dem kan I godt huske, ikke?

Jeg har naturligvis en langt dybere veneration for almindelige dagligvarebutikker, hvor grænsen mellem selv at finde varerne og spørge købmanden er flydende, men det er også uden for virkelighedens rækkevidde at fable om dem.

Slagterne på Værnedamsvej

Forleden var vi på en ny restaurant, der er indrettet som en gammel købmandsbutik, hvor man bestilte maden ved en disk, hvor der stod varer på hylder bag disken. Jeg forklarede vores forbløffede datter, at i hendes mors og min barndom var alle butikker indrettet på den måde. Længere ude på Vesterbrogade, hvor vi boede, lå der langt op i 1970’erne købmand, grønthandler, slagter, fiskehandler, ismejeri, slikbutik og bager.

Vi kommer til at lede efter mennesker at handle med, ansigter, melankolske øjne, stemmer der anbefaler varer, fordi de kender os, ikke som typer, men som mennesker

Butikkerne gentog sig karré for karré byen rundt, i vores tilfælde forbi Platanvej og videre ned til Værnedamsvej, der var byens gamle slagtergade, fra dengang i 1800-tallet og tidligere, hvor nogle af fagene havde butiksudsalg de samme steder. På den tid lå der stadig tre slagtere i det smalle, korte forbindelsesstrøg mellem Vesterbrogade og Gammel Kongevej.

Jeg havde et følelsesmæssig udbrud, der i supermarkedet forleden og sagde til et menneske, der var ansat der – og som gik i en af de røde, knitrende polyesterkitler, personalet får udleveret, som jeg levende husker den statiske elektricitet i fra Føtex – at jeg anså det for et brud på et tillidsforhold mellem supermarkedet og mig, at de ikke længere ville stille personale til rådighed, jeg kunne tale med og være sammen med et øjeblik, når jeg skulle betale de varer, jeg havde fundet.

Hun kunne godt fortælle sine overordnede, at de ikke skulle regne med stigende omsætning med den nye handelsform, snarere faldende, i hvert fald fra mig.

Melankolien i hendes øjne

Det var et utroligt sørgeligt øjeblik. Hun stod der og forsvarede, at det nu skulle blive nemmere for mig at handle. Hun og jeg vidste udmærket, at det eneste butikken ønsker at opnå er at øge sin indtjening marginalt – og da man for tiden ikke kan øge den ved at blive bedre til at sælge varer – så kan man kun spare på hende.

For mig er det ikke blot det sørgelige i, at hun skulle forsvare, at hendes arbejdsgiver dybest set ikke ønsker hendes tilstedeværelse i sin forretningsmodel, men også det, at jeg mister et menneske at handle med

Selvfølgelig kunne man se melankolien i hendes øjne. Men på den anden side, hvilken kassemedarbejder i et supermarked udstråler ikke en vis melankoli?

For mig er det ikke blot det sørgelige i, at hun skulle forsvare, at hendes arbejdsgiver dybest set ikke ønsker hendes tilstedeværelse i sin forretningsmodel, men også det, at jeg mister et menneske at handle med. Fra jeg gik i ismejeriet og talte med damen der om kvaliteten af hendes studenterbrød – den var allerede dengang vigende – til jeg sad i Føtex og til i dag, har jeg altid talt med mennesker, når jeg har købt ind eller som dengang kortvarigt selv solgt.

Det er ved forsvinde endegyldigt. Et menneske har et ansigt, det har en selvscanningskasse ikke. I supermarkedet har man gennem kasselinjen opretholdt illusionen af, at der er mennesker, der handler med hinanden, selvom det ikke er sådan, som da man købte af købmanden selv med sin hvide bomuldskittel eller slagteren med læderforklædet. Men jeg handler nu ikke længere med et menneske med et ansigt, jeg handler med den ansigtsløse maskine.

De mennesker, jeg i virkeligheden handler med, behøver ikke at befinde sig i mit land eller min verdensdel – det kan være et konsortium, det kan være småsparere, der har aktier i et konglomerat, det kan være milliardæren, der sidder med sin cocktail i en lejlighed på en kunstig ø i Dubai og ser solnedgangen.

En åbenlys postkolonialisme

Det er en fuldendelse af en form for postkolonialisme, hvor de gamle kolonielle strukturer fortsætter, men i det skjulte. Når vi købte varer hos købmanden, som havde et skilt, hvor der stod kolonialhandel, så vidste man udmærket godt, at varerne var stjålet i kolonierne.

Vi sidder ved hver vores skærm derhjemme, millioner af mennesker i hver sin boble, vi har ind i mellem nogle fælles aktiviteter, kører i byen for at fylde vore lagre af varer og fortsætter derefter tilsyneladende uanfægtet med at forbruge

At der lå mennesker bag, der havde fremstillet dem under usigelige lidelser. Thorkild Hansen har beskrevet de afrevne lemmer i sukkerrørplantagerne i Dansk Vestindien i Slavernes Øer. Selv købmandens bomuld i kitlen kan være plukket af efterkommere af slaver, der arbejder under usle forhold.

Men man havde gjort det ansigtsløst, så vi ikke så, at mennesker havde stjålet det fra andre mennesker, hvis land de også havde stjålet. Man tænkte knap på dem, der havde sejlet det hjem. Efter en overgangstid fra ca. 1970 til 2015, har man igen gjort det ansigtsløst, men på et nyt niveau.

Forskellen er, at jeg bliver nu ikke genkendt af min købmand, der sørgede for at have de varer hjemme, han vidste jeg efterspørger, eller mine forældre, som det jo var i praksis.

Jeg bliver nu genkendt som type af en computer, og de mennesker der sidder og analyserer min adfærd prøver, om man kan få mig til at betale 0,14 kr. mere for en bestemt vare for at optimere indtjeningen eller købe to, når jeg kun har brug for en. Eller om man kan stille varen et bedre sted på den i forvejen nøje tilrettelagte bane, jeg følger gennem supermarkedet, formet så den vækker så mange forbrugsbehov som muligt.

Bruddet mellem mig og den,  jeg køber af, er totalt. Jeg er blevet overladt til mig selv som forbruger. Tidligere lå der det i mit forbrug, at jeg dog købte af nogle mennesker, men nu kan jeg forbruge helt uforstyrret i mit eget forbrugsrum. Det er helt sikkert en fejlkalkulering at tro, at vi ønsker at leve sådan, at vi forbruger inde i vores eget familierum, uden at handle med mennesker.

Det vil give bagslag. Så egocentriske er vi ikke, at vi ønsker at forbruge i fred, afsondret fra omverdenen. Vi ønsker en illusion af at forbruge sammen med og forbruge nogenlunde det samme som andre mennesker, og ansigtet i handelsøjeblikket formidler den illusion. Reklame-tv kan ikke gøre det alene. Selvscanningen tager skridtet fuldt ud og gør mig til en ensom forbrugsmaskine. Lige nu kan det synes meget skægt at gøre, men snart kommer tomheden sivende.

Vi sidder ved hver vores skærm derhjemme, millioner af mennesker i hver sin boble, vi har ind i mellem nogle fælles aktiviteter, kører i byen for at fylde vore lagre af varer op og fortsætter derefter tilsyneladende uanfægtet med at forbruge underholdning, kalorier, modeprodukter.

Det kan ikke blive ved. Vi vil ikke fastlåses til vores forbrugsaktiviteter på den måde som selvscanningen er en foreløbig endestation i udviklingen af.

Naturligvis er systemet ideelt for milliardæren i Dubai, for han kan til sidst klare sig uden andre ansatte end it-medarbejdere og en mand med en skruetrækker og en fejekost, men vi kommer ikke til at acceptere det. Vi kommer til at bryde ud af systemet. Vi kommer til at lede efter mennesker at handle med, ansigter, melankolske øjne, stemmer der anbefaler varer, fordi de kender os, ikke som typer, men som mennesker.

Topfoto: Det ansigtsløse supermarked vinder frem overalt, her det svneske ICA. Reklamefoto.

Kategorier