Cathrine Rygaard Rasch taler med instruktørdebutanten Esther Wellejus om sorg, om erindring, om smalfilm, om at bevæge sig ad hukommelsens snørklede stier, og om at digte det tabte frem. Onsdag d. 22. 03.17 har hendes kortfilm “Vi lader billedet stå et øjeblik/You are still Somebody´s Someone” premiere på CPH:DOX
Helt ærligt er det ret sjældent, at psykisk sygdom formidles udenom statistik, undersøgelser og kronologisk fortalte sagsforløb. Eller udenom ret psycho-agtige fiktioner, hvor den ”skøre” er i hovedrollen.
Men der er noget nyt på færde. Esther Wellejus’ debutfilm Vi Lader Billedet Stå Et Øjeblik/You are still somebody’s someone (2017) taler et helt andet sprog. For hvad vil det egentlig sige, at have mistet en forælder, der ikke er død, og være både barn og voksen i sin sorg? Hvad betyder et foto af en far, der er som en fremmed? Kan man undsige sig barnets loyalitet og undren? Kan man digte det tabte frem?
I filmens første del tager fortælleren til Lolland, barndommens land: ”Her står jeg med en tid, der er gået i stykker og digter min far frem for mig.”
Wellejus’ blik bliver mit blik, der bliver dit blik, der er mit blik, som er dit blik … Mise en abyme-effekten er svimlende. Vi ser på tabet af et menneske og på en ulykkelig kærlighed, der er tabet, der er ulykkeligt etc. Wellejus’ udgangspunkt er et helt andet end psykiatriens forklarende sprog.
Hvad vil det egentlig sige, at have mistet en forælder, der ikke er død, og være både barn og voksen i sin sorg? Hvad betyder et foto af en far, der er som en fremmed? Kan man undsige sig barnets loyalitet og undren? Kan man digte det tabte frem?
For vi er alle nogens barn, eller som den engelske titel antyder You Are Still Somebody’s Someone. Ingen er ingen, og Wellejus strejfer nænsomt Odysseus og kyklopens historie, fra dengang hendes far stadig var den, der fortalte hende om verden, mens fortællingen lader tilskueren med ind i erindringsspiralen, der er konkret og svimlende på én gang. Fortællerens erfaring er tilskuerens erfaring. En erfaring om tab. Wellejus’ tab har et ansigt, farens, men tabserfaringen er alles og ingens, derfor er filmen så stærkt et vidnesbyrd om både sorg og kærlighed ud over psykisk sygdom som term og statistisk fænomen.
Filmen, der har verdenspremiere på CPH:DOX 22. marts i Grand Teatret, gemmer på en langt mere konkret historie, end ovenstående løfter sløret for. Wellejus’ fortælling er skildringen af et for barnet konkret tab af faren, der forsvandt, da hun var lille pige. Ikke i døden, ikke i krig, ikke ind i en anden familie, men ind i psykisk sygdom.
Wellejus’ far er ikke død, hverken i erindringen eller rent klinisk. Men han er tabt for hende, mens hun alligevel forsøger at digte ham frem, primært gennem en undrende og kærlig fortællerstemme. Det virker nærmest ætsende og snigende medrivende, selvom filmens form er alt andet end klassisk. Psykiatrifondens formand Anne Lindhardt er begejstret, og jeg er begejstret.
Men hvordan opstår et andet sprog for tabstraumet egentligt? Esther Wellejus vil gerne fortælle os om det:
POV: Genremæssigt udfordrer dit værk filmgenren i det hele taget ved at lade fortællerstemmen være den bærende kraft og fremdrift i fortællingen, mens billedsiden bl.a. er landskaber, skov, eng, klipper – hvorfor ikke en mere klassisk form?
EW: ”Svært at svare på sådan helt direkte, men jeg vidste, at sporet altid ville være det lyriske, fordi jeg altid har skrevet min vej igennem, hvad der er sket, så det udtryk er mit – billedsiden er for mig de associative stadier af erindring, som dels er min egen – dét, jeg fortæller om – og dels er følelserne i mit erindringsbillede, som billedsiden udtrykker.”
“Jeg ville gerne skabe et univers, som er erindringens sted – hvor man kan træde ind og gå tilbage i tiden som et barn, der betragter og registrerer og mærker. For at nærme sig erindringens underlige konstellation af noget, der er helt ufremkommeligt og samtidigt så håndgribeligt. At man på en og samme tid kan eksistere og gå tilbage som et barn, der mærker det, hun husker så levende, så taktilt og så være den voksne, man er og reflektere over det, der er sket og finder sted – frem og tilbage som en bølge – når man er relateret til svær psykisk sygdom, som føles så utilregnelig og uden for ens kontrol.”
POV: Der er mange tabte rum og værelser fra barndommen i din film – anrettergangen, din fars kontor, mørkekammeret, flyglets placering – hvordan forestiller du dig filmens rum for en tilskuer?
EW: ”Sammen med klipper Anna Heide og tonemester Thomas Arent, der har lavet filmens lyddesign og komponist Lasse Aagaard, har vi skabt filmen nærmest som et rum, man kunne bevæge sig i: Et univers, hvor man kan træde ind og mærke og lytte til de følelser, der bliver gengivet i fortællingen, og som skaber den her fornemmelse af et menneske – der ikke længere er her.”
Filmen handler om et menneske, der er forsvundet, og her udtrykker billedsiden det tab, den længsel og savn, der bor i mig. Så på den måde er billedsiden lige så meget et indre landskab i mig,
POV: Det er et relativt radikalt valg at vælge smalfilm og naturlandskaber som visuel kilde i en moderne visuel kultur, der er så rig på muligheder for at skildre billedligt – hvorfor?
EW: ”Igen er det smalfilmene, som repræsenterer en form for håndgribelighed i det, at vi kan tage et skridt tilbage i tiden. En tid, som er knyttet sammen af de erindringer, vi har om dem. Men også en tid, der er forsvundet. Filmen handler om et menneske, der er forsvundet, og her udtrykker billedsiden det tab, den længsel og savn, der bor i mig. Så på den måde er billedsiden lige så meget et indre landskab i mig, kan man sige.”
“Valget af billedside, der sådan ret ekstremt fravælger mennesker og fokuserer på en natur, kan man selvfølgelig læse, som man vil. Men for mig handler filmen og filmprocessen, hvor de her kreative valg bliver truffet, om at nærme sig og dykke ind i en sorg og i den kærlighed, som sorgen bærer med sig. Og det kunne en billedside, hvor mennesker har forladt den.”
“Hvor vi bevæger os som i en drøm, i en fortælling, der er åben, men stadig konkret, men hvor der ikke er nogle eksperter, der udreder, eller diagnoser der bliver stillet. Hvor jeg kan tale fra et sted, og hvor det er muligt at lytte. Fra mig som datter til min far. Fra en, der har mistet, til en der ikke længere er her. Og udtrykke sorgen, såvel som fornemmelsen af alt det mistede, i det.”
POV: Men er universet et egentligt barneunivers, og forstår barnet nogensinde psykisk sygdom, eller tabet i det hele taget?
EW: ”Det er en billedside, der er skabt som et univers, man oplever, som var man et barn, der digter historier – som de historier, min far fortalte mig. På den måde udgør filmen det univers af eventyr og fortællinger, som min far gav mig: I filmen oplever vi et eventyrligt skjult land af hemmelige historier; født ud af blade, træer og skygger.”
“Det forbinder mig til de historier, han selv har fortalt mig, da jeg var barn. Filmens billeder rummer på den måde fornemmelsen af tab og udviskning og det uigennemtrængelige – det uigenkaldelige i, at han blev syg og forsvandt, som den jeg kendte, og længslen efter det. At kalde det tilbage, det tabte.”
“Samtidig kunne jeg igennem det visuelle univers filmisk indfange oplevelsen af at søge; at indfange erindringen. Så filmens tema og fortællingen og form smelter sammen. Jeg ville viderebringe fornemmelsen af savnet, tabet, kærligheden til en, der er forsvundet: jeg ville lave en film om det menneske, jeg husker, og som ligger bag diagnoserne – og udtrykke de følelser, som den proces af sygdom og af at miste, har været for mig i billeder og ord.”
POV: Din fortællerstemme guider nøgternt og roligt tilskueren gennem din historie, men uden årstal og andre tidsmarkører. Giver det slet ikke mening at tænke dit forløb kronologisk?
EW: ”I filmen bevæger vi os fra en nutid til en fortid og fjernere fortid igen – det er sådan erindringens stier er for mig. Man bevæger sig tyve år tilbage i tiden og befinder sig samtidig i en nutid; i et liv, der fortsætter. Og sådan er det med en fragmenteret erindring og de historier, som vejer i os hver især.”
“Det er en film om forskydninger; om at føle al mulig kærlighed og savn til en, der er væk; al den kærlighed, som knytter sig til det, man har tabt, og det som er forsvundet. Det er det, kærligheden koster: Der er intet tab, uden noget at miste; ingen sorg, hvis der ikke var kærlighed til at begynde med. Og samtidig runger filmen af den her fornemmelse af at være ved at drukne. At mørket fra sygdommen trækker en ned, trækker sig hen over en, som pårørende.”
POV: Din film har premiere på onsdag på CPH:DOX og er udtaget blandt blot to danske film i konkurrencen NEXT:WAVE, men kan man tale om den som en egentlig dokumentarfilm?
EW: ”Jeg så fra begyndelsen filmen for mig som meget malerisk; jeg kiggede på billeder af de tyske romantikere som Casper David Friedrich og en som Turner, og for mig at se er der lige så meget sandhed i poesi og i malerkunst som i mere klassiske observerende dokumentarfilm. Den her film er en essayfilm; en poetisk rejsefilm tilbage i erindringen kunne man næsten kalde den – men for mig er det også observerende, det er bare mere eksistentielt observerende.”
Det er det, kærligheden koster: Der er intet tab, uden noget at miste; ingen sorg, hvis der ikke var kærlighed til at begynde med. Og samtidig runger filmen af den her fornemmelse af at være ved at drukne. At mørket fra sygdommen trækker en ned, trækker sig hen over en, som pårørende.
“Det gjorde det muligt for mig at arbejde med et stof, som er tungt, og som på sin vis ikke eksisterer. I mange sammenhænge udtrykker billederne dét, jeg ikke kunne finde ord for. Som en ulmen af gru, man fornemmer. Som en lethed, en vejrtrækning. En vrede, en sorg. Det samme kan man sige om filmens lyd; der åbner sig og skaber figurer og små fortællinger i den store fortælling.”
“Men det er ikke et lyddesign, der slavisk følger fortællingen – det er en lyd, som skaber så meget mere – som giver en dyb uro til lyrikken; som tager os eksotiske steder hen, og som åbner fortællingen som en slags … Det lyder underligt at kalde det et eventyr, men det er næsten i den genre. Det er magisk at blive flyttet på og at blive åbnet for en historie og en sansemæssig oplevelse, og det lydlige univers af filmen er så afgørende for den oplevelse.”
Vi lader billedet stå et øjeblik/You are still Somebody´s Someone, made in Copenhagen (2017), 25 min.
Premiere på CPH:DOX onsdag d. 22. marts kl. 19.15 i Grand Teatret.
Andre visninger under CPH:DOX: 25. marts kl. 14.00 i Cinemateket Asta og 26. marts kl. 20.00 i Empire.
Hovedfoto: Julie Bezerra Madsen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her