mm

Asger Røjle Christensen

Asger Røjle Christensen: Erfaren journalist, forfatter, analytiker, kursusarrangør og rejseleder. Med base i Tokyo det meste af året forsøger Asger med faglighed og engagement på mangfoldige måder at skabe større viden og forståelse for Japan og dets nabolande blandt danskerne. Han har en fortid som Tokyo-korrespondent (1989-1995) for blandt andre Politiken, udlandsredaktør på Aktuelt (1995-2000) og på Ritzau (2000-2004), chef for Orientering på P1 (2004-2006) og forsideredigerende på nettet hos DR Nyheder (2006-2013).
Siden november 2013 har han drevet sit eget lille enmandsfirma, der blandt andet udgiver nyhedsbrevet forkant.nu med hurtige analyser af de hurtige nyheder fra Japan og omegn. Efter et par år som korrespondent for Kristeligt Dagblad har han siden sommeren 2017 været Japan- og Korea-korrespondent for Weekendavisen. Ellers kan man følge hans forskellige digitale gøremål på www.asgerrojle.com og på diverse sociale medier.
Han har i over 30 år været lykkeligt japansk gift og har tre forbløffende fornuftige voksne sønner.
Hvis I har mod på at honorere denne uges blog med et beløb og på den måde bidrage til, at der kommer mange flere af slagsen, kan det ske via Mobile Pay på 26360251.

Se alle skribentens artikler

Japans smukke rismarker bliver færre og færre

SEIKATSU – japansk hverdag: Forandringer er ved at ske ude omkring i Japans mange smukke rismarker. Men indtil videre uden store reformer og politiske beslutninger. Blot fordi tiden går, og den ene generation er ved at overtage efter den anden.

Da jeg første gang kom til Japan for over 30 år siden, lå der stadig rismarker dybt inde i centrum af Tokyo. Det var en del af det overrumplende ved at møde Japan. Charmen ved Japan, om man vil. Mange, såvel japanere som udlændinge, savner i dag dette skue.

En kombination af skatteregler, støtteordninger og zonelovgivning betød dengang, at det kunne betale sig. Landbruget havde jo stor magt. Landmændenes stemmer vejede tungt ved valgene til underhus og overhus – og det gør de egentlig stadig.

I dag er reglerne for, hvad der er byzone, og hvad der ikke er, imidlertid blevet skærpet. I dag ville en mand, som ejer et firkantet stykke land tæt ved bymidten, og som ikke umiddelbart har råd til at bygge noget på det, i stedet udleje det som parkeringsplads for kvarterets øvrige beboere. Det vil han kunne tjene mere ved.

Det vidunderlige Japan

Nu om dage skal man langt ud i forstæderne, før man finder de nærmeste rismarker. Men risdyrkning er stadig et erhverv, som foregår i et beskyttet værksted. Mange af de idylliske små firkantede rismarker, man ser, når man kører i tog gennem by og land, er passet af konen derhjemme, mens manden har fuldtidsarbejde et andet sted.

Det kan lade sig gøre, fordi familien får et fast beløb i statsstøtte pr.dyrket hektar ganske uanset udbyttet. Ikke just et system, som fremmer produktiviteten og de japanske risdyrkeres konkurrencedygtighed på verdensmarkedet.

Når man rejser gennem Japan, er udstrakte arealer med rismarker en del af synet af “det vidunderlige Japan”, som premierminister Shinzo Abe nostalgisk skriver om. Det japanske kulturlandskab med rismarker, spredte gårde med tegltage, skovklædte bjerge i baggrunden og fra tid til anden en adstadig flod, som løber gennem en dal, er uendeligt smukt og fotogent på den pittoreske måde. Man bliver aldrig træt af at rejse gennem Japan og se ud af vinduet.

Men hvis man kigger nærmere efter, så studser man over, at de enkelte marker er så små, som de er. Kan det virkelig betale sig? Og man begynder at lægge mærke til de mange krogede rygge blandt de landmænd og landmandskoner, som passer markerne. Der er næppe nogen under 65 i miles omkreds. Hvor længe kan det fortsætte?

Fire gange verdensmarkedsprisen

Det er politisk vigtigt for Japan at holde risdyrkningen i sving inden for den nuværende struktur. Landmændene bliver ældre, men de er relativt mange, og i modsætning til unge mennesker i byerne, så stemmer de altid ved valgene. Og de lokale landbrugskooperativer er i lokalsamfundet tæt forbundet med områdets politikere på tinge, næsten uanset hvilket parti de repræsenterer.

Derfor har Japan mange gange gjort forhandlinger omkring Stillehavets planlagte frihandels-organisation, TPP, endnu mere komplicerede, end de var i forvejen, fordi Japan netop ikke ønsker frihandel for ris. Der er bred politisk enighed om til det sidste at beskytte det japanske rismarked mod konkurrence udefra, og japanske forbrugere betaler hjertens gerne fire gange verdensmarkedsprisen for at være sikre på, at det er japansk ris, de køber i supermarkedet.

De gamle mennesker, som passer langt de fleste af Japans rismarker, har adgang til de mest optimale rissorter, og de kan hente de mest moderne udplantnings- og høstmaskiner nede i landbrugskooperativet. De ville mange steder sagtens kunne høste to gange om året, men de gør det sjældent. De orker det ikke, hvilket er forståeligt i deres alder, og i sidste ende er det lige så meget hektar-støtten som den solgte ris, de lever af.

Forandringer på vej

Det er imidlertid åbenlyst, at denne situation af simple demografiske årsager ikke kan fortsætte ret meget længere. I dag ligger flere og flere rismarker øde. Rismarker forsvinder – ikke kun inde i byerne, men også ude på landet.

De gamle ejere er døde eller blevet for gamle til at passe dem. Nogle marker ligger brak, men gradvist overtages andre marker i hvert fald nogle steder af yngre risdyrkere, som lægger dem sammen og forsøger at starte en mere moderne produktion.

Så jo, forandringer er ved at ske ude omkring i Japans mange smukke rismarker.

Men indtil videre uden store reformer og politiske beslutninger. Blot fordi tiden går, og den ene generation er ved at overtage efter den anden.

Ikke fordi visionære politikere omsider gennemfører de liberale reformer, som kritiske økonomer har argumenteret for i årevis. Men simpelt hen fordi så mange af de gamle risdyrkere dør og går på pension, at det ikke længere giver den samme mening at opretholde de subsidier og kunstige priser, som i årevis har holdt dem i live i erhvervet.

Mine japanske hverdagsklummer på POV ligger mig meget på sinde. Men POV lønner jo ikke sine skribenter. Så hvis du kan lide mine klummer og gerne vil hjælpe mig til at få tid og råd til at skrive flere af slagsen, er du velkommen til at donere til mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.

Foto: Asger Røjle

Kategorier