mm

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Se alle skribentens artikler

”Jane” – Mesterlig dokumentarfilm fra primatologiens barndom i Afrika

FILM – Instruktør Brett Morgan har formået at fremstille et uselvisk menneskes kamp for at åbne vores øjne for det livsnødvendige samspil mellem mennesket og naturen. At lære os at føle respekt for alle levende væsener, så vi måske endnu kan nå at redde både dem og os selv. Denne film er livsvigtig og fortjener 6 stjerner, skriver Karen Hammer, der har været inde og se “Jane” – en dramatiseret dokumentarfilm om Jane Goodalls liv og studier af chimpanser i Østeafrika. Hendes personlige skæbne og kærlighedshistorie er også skildret.

Den verdensberømte palæoantropolog dr. Louis Leaky, der i 1950’erne gravede efter de første mennesker i Olduvai kløften i Kenya, fik i 1957 besøg af en entusiastisk ung kvinde, der var helt vild med Afrika, og ansatte hende som sin sekretær.

Jane Goodall havde fra sin tidligste barndom drømt om at rejse til Afrika. Hendes plan var, som hun sagde ”I will grow up – go to Africa – live with the animals and write books about them.”

Og det projekt gennemførte hun. Også jeg var fra 10års alderen fascineret af naturen og dybt fængslet af Tarzanbøgernes fantastiske og dramatiske verden, men min skæbne blev noget anderledes; jeg blev zoolog og kom til at undervise i gymnasiet.

Bogens forside.

Først sent kom jeg til Afrika –  som ekspert i afrikanske film fra 1984. Jeg læste om Jane Goodalls studier og slugte hendes første bog “In the Shadow of Man” (1971), som hun skrev sammen med sin mand Hugo van Lawick, og nogle år senere var det en stor oplevelse at læse Dian Fosseys ”Gorillas in the Mist” (1983) om hendes første år med bjerggorillaerne i Rwanda.

Dr. Louis Leaky startede begge disse projekter: I 1960 sendte han Jane Goodall til Gombe i det nordvestlige Tanzania, og i 1966 Dian Fossey op i bjergene mod vest i Rwanda.

Morgan bad Philip Glass komponere musik, der kunne harmonere med chimpansernes lyde. Der blev hyret en speciel lydklipper og brugt 2½ million dollars bare til filmens avanceret realistiske lydside, som for størstedelen blev skabt ud fra 40 års lydoptagelser optaget af Goodalls flittige studerende i Gombe

Michael Apted filmatiserede i 1988 ”Gorillas in the Mist” med Sigourney Weaver som Dian Fossey og berettede også om lokale krybskytters mord på adskillige af hendes store gorillavenner og på Dian Fossey selv i 1985.

Jeg så den i Abidjan i Elfenbenskysten i 1989, hvor man ofte havde aber på menuen. Hendes forskningsområde lå for tæt på landbefolkningen, der havde behov for mere jord og hendes kamp for at standse afbrænding af skoven gjorde hende følgelig meget upopulær.

Jane Goodall studerede til gengæld sine chimpanser i et tæt skovområde nær Tanganyika søen og kom sjældent i kontakt med lokalbefolkningen.

Da dokumentarfilminstruktøren Brett Morgan (født i 1968) blev opfordret af National Geografic til at lave en film om primatologen Goodall og hendes 50 års studier i Østafrika blev han dybt forundret, har han fortalt. Han var kendt for sine film om rockmusikere som ”Crossfire Hurricane” (2012) om Rolling Stones’ tidlige år og “Cobain: Montage of Heck” (2015) og fattede ikke, hvordan nogen kunne forestille sig, at han ville interessere sig for en så besynderlig kvindeskæbne.

For at afskrække dem krævede han fuld kontrol – og fik det.  Materialet var enormt. I Baron Hugo van Lawicks billedarkiv lå der 150 timers usorterede optagelser fra studierne i Gombe fra 6o’erne og fremover og tilmed uden lyd.

Morgan bad Philip Glass komponere musik, der kunne harmonere med chimpansernes lyde. Der blev hyret en speciel lydklipper og brugt 2½ million dollars bare til filmens avanceret realistiske lydside, som for størstedelen blev skabt ud fra 40 års lydoptagelser optaget af Goodalls flittige studerende i Gombe.

Det enorme og uoverskuelige materiale blev klippet sammen til noget vidunderligt og forståeligt af Joe Bechenkovsky og Will Smidaric i tæt samarbejde med instruktøren Brett Morgan, der ofte var ved at fortvivle over udfordringen.

Chimpanserne er Jane Goodalls mening med tilværelsen; dem kan hun ikke svigte. Og den kærlighed er og bliver motoren og omdrejningspunktet for denne smukke og vidunderlige film

Midt i materialet lå der også en kærlighedshistorie i form af smukke billeder af en forelskelse mellem Jane og den unge hollandske fotograf Baron Hugo van Lawick, som Louis Leakey havde fået National Geografic til at sende ud til Gombe i 1962, hvor Janes arbejde havde vist overraskende resultater. I en tid hvor de snobbede europæiske forskere havde skruet lidt ned for deres negative kommentarer om den uskolede forsker, som bare var en “Geografic Cover Girl”, der nok selv havde opfundet de interessante resultater, kommenterede hun: ”I didn’t care what they said. I wanted to do it my way.

Hugo Arndt Rodolf, Baron van Lawick blev født i april 1937 i Surabaya på Borneo, der dengang var en hollandsk koloni.  Hans far var pilot i det hollandske luftvåben og døde i tjenesten 1941. Hans mor flyttede familien til Australien og senere til England. Hugo gik på kostskole i England til 1947 og bosatte sig så i Holland, hvor hans mor nu levede. I 1959 kom han til Østafrika som fotograf på en privat wild-life film. Han blev ansat på National Geographic og blev i 1962 sendt til Gombe for at assistere Goodall.

National Geografic betalte kun for hans arbejde i de første to år, og Jane Goodall var af flere grunde fortvivlet over at miste ham. Han friede efter afrejsen telegrafisk fra London  – og hele den romantiske historie er kommet med i filmen – og for en kort tid forlod hun sine elskede chimpanser og rejste til London, hvor de blev gift i 1964.

Et liv i kærlighedens tjeneste med respekt for dyrene

Sammen fortsatte de deres studier af chimpanserne i Gombe, og han supplerede sin indtægt ved at lave film om dyrene på Serengetis sletter. Deres søn Hugo Louis ”Grub” blev født i 1967 og voksede op i Gombe blandt chimpanserne. Filmen viser ham derude og skildrer Jane Goodalls bekymringer, da hun 6 år senere bliver nødt til at sende sønnen på kostskole i England, for som det fremgår af filmen, er kærligheden til chimpanserne hendes mening med tilværelsen; dem kan hun ikke svigte. .  I 1974 blev Hugo van Lawick og Jane Goodall imidlertid skilt.

Han opretter firmaet Nature Conservation Films WW og lavede en lang række film om udvalgte dyr fra Serengeti. Først og fremmest er han berømt for sine film, ‘The Wild Dogs of Africa, om vilde hunde, som han studerede gennem mange år. Han vandt 8 Emmyer for sine dokumentarfilm, og oprettede en slags oplærings skole for wild-life fotografer ude i sin bushlejr NDUTU i Tanzania.  Han døde kun 65 år gammel i 2002.

Morgan så klart, at nok var chimpanserne interessante, men Goodall måtte være hovedpersonen, for hun åbnede op for en verden, som ingen nogensinde før havde set. Hun respekterede de store aber og betragtede dem som jævnbyrdige venner

Brett Morgan valgte, efter at have kigget nærmere på optagelserne af Jane Goodall i Gombe, at koncentrere sig om kvinden Jane og hendes liv med chimpanserne. Han så klart, at nok var chimpanserne interessante, men hun måtte være hovedpersonen, for hun åbnede op for en verden, som ingen nogensinde før havde set. Hun respekterede de store aber og betragtede dem som jævnbyrdige venner.

Og det venskab og den kærlighed er og bliver motoren og omdrejningspunktet for denne smukke og vidunderlige film:

Som Goodall siger ”Don’t forget, that every day you live, you make a difference. The greatest danger for our FUTURE is apathy.”

Gombe, Tanzania – David Greybeard var den første abe, der blev tryg ved Jane Goodall og lidt efter lidt fik hun lov at ordne hans pels. Som filmen viser, stoppede Jane og de andre forskere i Gombe senere med at fodre de vilde chimpanser. Foto: National Geographic Creative/ Hugo van Lawick

Brett Morgan har formået at fremstille et uselvisk menneskes kamp for at åbne vores øjne for det livsnødvendige samspil mellem mennesket og naturen. At lære os at føle respekt for alle levende væsener, så vi måske endnu kan nå at redde både dem og os selv.

Denne film er livsvigtig og fortjener 6 stjerner.

Et personligt PS: orangutanger er ligesom os, men de er sødere

Et lille personligt PS: I 1999 rejste jeg en måned rundt på Sumatra, det var en vidunderlig tur. Et par dage efter besøgte jeg et rehabiliteringscenter for tidligere ”slave-orangutanger”.

Et par hollandske unge kvinder samlede unge dyr ind, der fungerede som legekammerater for overklassefamiliers børn. Krybskytter dræbte orangutanmoderen og solgte de små – enten til zoologiske haver eller til lokale folk, der med årene oftest blev trætte af dem og gav dem væk.

Centeret lå på en halvø, hvor regnskoven bugtede sig ud i en flod. De fleste dyr gik frit omkring og kunne, hvis de havde lyst, let forlade området og gå til skovs, hvor der var mange vilde orangutanger. Man fodrede hver dag med bananer og var lykkelige, hvis der ikke kom nogen ind fra skoven, for så kunne de øjensynlig klare sig selv, og rehabiliteringen var lykkedes.

Vi blev sejlet over floden, som hindrede aberne i at stikke af. Jeg gik først fra borde og blev hjertelig modtaget af en lille glad fyr, der løb imod mig og gav hånden! En stemme bag ham råbte:” Stop you know this is not allowed!”. Han så op på mig, trak hånden til sig og knyttede armene over brystet i vrede. Menneskelig adfærd? Jovist. Jane Goodall har ret: ”They are like us. Only nicer.

JANE blev vist 3 gange på den københavnske dokumentarfilmfestival CPH:DOX og havde tv-premiere på National Geographic den 17. marts kl. 21.00

Topillustration og indsat billede er pressefotos fra filmen – Fotos: National Geographic.

Kategorier