Jan Larsen: Er det nu vi skal begynde at frygte Kina?

af

ANALYSE – Efter Kommunistpartiets kongres er svaret: Nej, det skal vi ikke, men måske alligevel en smule, for der er i den grad lagt brænde på bålet, skriver Jan Larsen, der ser på præsident Xi Jinpings store uge, som har banet vejen for et helt årti, hvor Kina har samlet al magt i præsidentens hænder, gemt ydmygheden væk og skabt store visioner om magt og velstand for folket og nationen.  Xi har effektivt brudt med tidligere normer og kan nu, uden udsigt til en efterfølger,  forlænge sin magtposition i endnu 10 år, måske længere. Og de, der måtte have håbet på mere demokrati, kan godt glemme det projekt. Der bliver ingen politiske reformer i Kina.

Al politik i Kina foregår bag lukkede døre. Derfor var der spænding til det sidste, inden Xi Jinping onsdag formiddag præsenterede det hold på syv (mænd), der i fem år skal sidde i Kinas absolut mest magtfulde samling, Politbureauets Stående Komite.

Mest blev der spejdet efter, om der var nogen potentiel efterfølger til Xi Jinping, når hans anden og sidste femårige valgperiode udløber i 2022. Det var der ikke. Om de fem nye medlemmer kan man kort sige, at de kan betegnes som Xis rådgivere, bestemt ikke rivaler.

Dermed har Xi Jinping overraskende brudt de regler, der går ud på, at partiets leder kun må sidde to gange fem år og midtvejs skal udpege en efterfølger. En gang for alle har han signaleret, at de gamle normer med kollektiv ledelse og konsensus er blevet overhalet af en ny model, hvor det er ham som leder af partiet, der personligt har magten.

Den økonomiske styrke skal bakkes op af militær oprustning. Det bliver en kæmpemæssig forandring i kinesisk udenrigspolitik

Og det er præcis hvad Xi Jinping har fået. Kongres-ugen har markeret én af de største ændringer i partiets snart 100-årige historie. Der er (igen) kommet en meget stærk leder i spidsen, Kina har lagt al ydmyghed bag sig og taler åbenlyst om velstand til folket og mere magt til nationen. Den økonomiske styrke skal bakkes op af militær oprustning. Det bliver en kæmpemæssig forandring i kinesisk udenrigspolitik, som tidligere beskrevet i optakten til kongressen.

Endnu en magtdemonstration

Groft sagt har vi jo kun én mands ord for det. For den genvalgte generalsekretær, Xi Jinping, er den eneste, der går på talerstolen, når det mægtige parti holder kongres hvert femte år. Og han udnyttede taletiden, både de 3½ time på åbningsdagen og den kortere afslutningstale tirsdag.

Der er meget formalia i både kinesisk kultur og politik. Og især én beslutning på kongressen viser, at nye tider er på vej. Xi Jinping fik den ære at blive indskrevet i partiets forfatning med overskriften ”Xi Jinpings tænkning om socialisme med kinesiske karakteristika i en nye æra”.

Meget af indholdet er retorik, som nok får en del iagttagere til at trække på smilebåndet, men det er vigtigt i en et-partistat – specielt når den er styret af een mand. Det er partiets forfatning, det handler om. Nationen Kina har en anden forfatning. Men da partiet står over nationen, er det vigtigt. Og det er kun de to store ledere i Kina, Mao Zedong og Deng Xiaoping, der nogensinde har fået deres navne og teorier indskrevet.

De to seneste topledere, Jiang Zemin og Hu Jintao har f.eks. kun fået deres teorier med, ikke deres navne. Det viser den teoretiske og politiske status Xi Jinping har opnået på bare fem år, hvor han nu står på linje med Mao – og endda lidt højere end Deng.

Nu er det Xi Jinpings tur til at skabe den tredje æra i kinesisk historie. Hvor Mao samlede Kina – og Deng gjorde landet rigere, så ser Xi sin rolle som lederen, der skal gøre Kina stærkt igen

Det er imidlertid svært at sammenligne fortidens Mao og nutidens Xi. Mao var så personlig magtfuld, at han i lange perioder slet ikke behøvede partiet eller lyttede til det – mens Xi til fulde bruger partiet til at sikre og beholde magten. Og det så i et land, der er vokset til verdens næststørste økonomi og er noget mere komplekst end i Mao´s tid.

MERE POV
Danmarks Omdømme: Den måske mest effektive rebranding-kampagne i nyere tid

Den kinesiske drøm

På kongressen delte Xi Jinping selv den historiske udvikling op i to dele på hver tre årtier. Først Mao, der fra 1949 fik magten ved en revolution, og skabte folkerepublikken efter en blodig borgerkrig, og dernæst Deng Xiaoping, som lagde grundlaget for det nuværende Kina ved at udvikle en markedsøkonomi på et socialistisk fundament.

Nu er det Xi Jinpings tur til at skabe den tredje æra i kinesisk historie. Hvor Mao samlede Kina og Deng gjorde landet rigere,  ser Xi sin rolle som lederen, der skal gøre Kina stærkt igen. Det er hvad Xis tænkning går ud på, og som han har udbredt sig om i sine taler om ”den kinesiske drøm” siden han trådte til i 2012.

Meget af det gentog han i den 203 minutter lange åbningstale på kongressen, der kom rundt om masser af emner, som står på den politiske agenda både for inden- og udenrigspolitik.

Den formelt væsentligste forandring er, at Xi har taget magten over nogle af de råd, institutioner og forsamlinger, som tidligere har været fundamentet for at lede partiet og landet (som beskrevet nærmere hér). Når hertil lægges den ære og magt, som han enstemmigt blev tildelt på kongressen, kan man konkludere, at magten nu fuldkommen ligger i hans hænder.

Det er en oplagt styrke, så længe det går godt. Faren ligger, hvis han ikke træffer de rigtige beslutninger og fastholder magten i despotisk stil som Mao. Det kan kaste landet ud i uro, som ikke kun rammer Kina, men hele verden, fordi Kina er blevet en supermagt – ikke mindst hvad angår handel og økonomi.

Xis nye linje og de store brud med den kinesiske politiske tradition ligger bl.a. på udenrigsområdet, hvor han taler om, at ”Kina skal blive en førende global magt”. En del af den plan er at opbygge en hær i ”verdensklasse”, der kan deltage i og vinde krige.

Styrkelse på udenrigs og militærfronten

Det er unægtelig nye toner for et land, der i princippet har levet efter Deng Xiaopings gamle teser om at holde lav profil og lade tiden arbejde i forhold til udlandet.

I praksis har Xi i konflikten om Det Sydkinesiske Hav – læs mere hér – vist, at den nye linje kræver handling, også selv om det betyder overtrædelse af internationale regler.

Det er i hele taget en utrolig selvbevidst leder, der nu gør klar til foreløbig fem år mere – og sandsynligvis mange flere år derefter.

Der bliver ingen politiske reformer i Kina. Håbet om, at de økonomiske forbedringer skulle smitte af på det politiske system i form af lidt åbenhed (og bare lidt demokrati), er ikke tændt nogen steder

Valget til partiets ledende organer viser, at ingen er udpeget til Xis efterfølger. Ingen af de udpegede kan nemlig på grund af aldersreglen om max. 68 år genvælges to gange. Mulige emner til senere gemmer sig blandt de 25 medlemmer i det nye Politbureau, hvoraf meget fokus nok vil være på Chen Miner, partichef i Chongqing og hans kollega fra Guangdong, Hu Chunhua. De er begge mænd i 50’erne.

MERE POV
Skal jeg bare være lidt mere robust?

På det økonomiske område vil verden nok reagere positivt på et-parti statens styrkede ledelse under én mand. Finansmarkederne foretrækker til enhver tid ro og stabilitet. Men det må også skuffe økonomer, at Xi åbenbart vil fortsætte sin linje på to ben, der betyder, at der både skal være store private aktører på markedet – men at de store magtfulde statsejede virksomheder på ingen måde er på vej ud, men derimod kan se frem til en væsentlig rolle i Kinas store projekt om de nye Silkeveje, One Belt One Road.

Vigtigt er det også at nævne nogle af de emner, som Xi ikke vil prioritere fremover. Der bliver ingen politiske reformer i Kina. Håbet om, at de økonomiske forbedringer skulle smitte af på det politiske system i form af lidt åbenhed (og bare lidt demokrati) er ikke tændt nogen steder. Meget tyder på at den hårde linje overfor enhver form for debat og kritisk dialog fortsætter, hvad enten det er NGO’er, medier, advokater, religiøse eller etniske mindretal.

Og nok symptomatisk, at til dagens præsentation af de nye medlemmer i Politbureauets Stående Komite, blev flere store internationale medier som BBC og New York Times nægtet adgang til Folkets Store Hal. Ingen officiel forklaring, men uofficielt at det skyldes deres (kritiske) rapportering fra og om Kina.

Som Kina ønsker at komme ud i verden, så er dette et tegn på, at styret ikke kun vil kontrollere landets egne medier, men også hvad udlandet skal informeres om.

Billeder: Wikimedia  Commons.

Du kan læse andre af Jan Larsens reportager og analyser fra Kina her.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Jan Larsen

Jan Larsen: Journalist og Kina kommentator. DRs korrespondent i Kina fra 2005-11. Har siden beskæftiget sig 100 pct. med Kina - dels som foredragsholder [www.janlarsen.biz] - dels som kommentator i radio og TV. Og nu også som skribent hos POV International. Se alle Kina artikler: pov.international/author/janlarsen/. Efter historiestudier på Københavns Universitet (cand.phil) tog Jan til Australien og fik en journalistisk uddannelse på dagbladet The West Australian i Perth. Korrespondent i Australien for Berlingske og senere free-lance journalist i Sydøstasien.
Hjemvendt til Danmark blev han reporter og studievært på Københavns Radio (DR). Var derefter (1983-2005) ansat på TV Avisen som bl.a. erhvervsjournalist, redaktør og nordisk korrespondent.
Blev DRs første Asien korrespondent med bopæl i Beijing (2005-2011). Sluttede i DR som reporter på udenrigsmagasinet Horisont og har siden 2013 været aktiv som foredragsholder, kursusleder, analytiker og Kina-kommentator – og opholder sig jævnligt i Kina og Sydøstasien.

Seneste indlæg fra

Gå til Top