Jakob Nerup: Når politik gør ondt skal du følge hjertet

af

DEBAT – Miljø, boliger, luft og rene gader er vigtige for Enhedslisten. Men det er ikke nok til at fravælge posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester. For socialister kommer mennesket altid først. Og de tusinder af medmennesker, der er ramt af reformer, som Socialdemokratiet, SF og de borgerlige har gennemført, må dagligt kæmpe mod systemet for at overleve som værdige mennesker. Som bevægelsernes parti må bevægelsernes politik ind bag murene på Rådhuset, skriver Jakob Nerup i en kritisk kommentar til sine partifællers valg af borgmesterpost i København. Han opfordrer til ny dialog mellem partiet og de reformramte.

De sidste dage har rent politisk været en gevaldig rutsjetur. Først var jeg ganske begejstret over det kommunale valgresultat på Frederiksberg, hvor det lykkedes os i Enhedslisten at gå frem til 12,2 procent af stemmerne.

Så blev jeg mildt sagt bekymret over tilbagegangen for Enhedslisten i alle de store byer, hvor vi har mistet hver fjerde vælger. København var dog en næsten positiv undtagelse, hvor vi kun gik en procent tilbage.

Men i de sidste dage er det politik med ondt i sjælen.

Det er næsten ikke til at bære, at de sociale modstandsbevægelser skælder Enhedslisten huden fuld, fordi mine københavnske partifæller valgte borgmesterposten for teknik og miljø i stedet for beskæftigelse og integration. Særligt når alle sammen har været fælles om kritikken af det brutale beskæftigelsessystem. Den sociale kamp kæmper alle Enhedslistefolk landet over, så derfor gør den igangværende shitstorm rigtig ondt.

Desværre er kritikken som de reformramte fremfører velplaceret, både når det gælder valget af borgmesterpost og håndteringen af konstitueringen. Det kan vi ikke bortforklare eller kommunikere os ud af

Selvom jeg ikke er medlem af Enhedslisten i København, så føler jeg, som medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse, at det er nødvendigt at deltage i diskussionen, når kritikken rammer os alle.

Desværre er kritikken som de reformramte fremfører velplaceret, både når det gælder valget af borgmesterpost og håndteringen af konstitueringen. Det kan vi ikke bortforklare eller kommunikere os ud af.

Før jeg kommer med nogle politiske nedslag, så skal det stå bøjet i neon, at miljøet, boligerne, luften og velfærdens helte i gaderenholdelsen er super vigtige for os socialister.

Det kan Enhedslisten og Ninna Hedeager Olsen uden tvivl løfte frem og styrke som teknik- og miljøborgmester. Men er det nok til at fravælge posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester?

Borgmester for social bevægelse

I min optik er svaret nej.

For det første er der noget helt grundlæggende for os som socialister, nemlig at mennesket altid kommer først. De tusinder af medmennesker, der er ramt af de reformer som Socialdemokratiet, SF og de borgerlige partier har gennemført, må dagligt kæmpe mod systemet for at overleve som værdige mennesker.

Selv om Enhedslisten ikke lovede at tage posten som beskæftigelsesborgmester, så har de reformramte haft en berettiget forventning om, at vi tog den

Deres livssituation kan vi ikke grundlæggende forbedre, fordi det vil ovennævnte partier ikke. Men vi kan gøre det mere tåleligt og værdigt. Vi kan udfordre systemet, administrationen og sætte kurs mod noget bedre.

Og selv om Enhedslisten ikke lovede at tage posten som beskæftigelsesborgmester, så har de reformramte haft en berettiget forventning om, at vi tog den. Blandt andet fordi Enhedslistens folkevalgte har ført an i kritikken af den tidligere borgmester Anna Mees administration, holdt stærke taler på de reformramtes demonstrationer og stillet konkrete krav til afløseren.

For det andet er Enhedslisten ikke et parti som alle andre. Vi er bevægelsernes parti, og det betyder at vi kæmper sammen med fagbevægelsen, frøerne på Amager fælled og ikke mindst de reformramte. Hvis man er en del af bevægelsen, så følger der et særligt politisk ansvar med, når man får politisk magt. Så skal bevægelsernes politik ind bag murene og op på dagsordenen på Rådhuset.

Man må stille spørgsmålet om mine partifæller i København helt har fejllæst den politiske situation.

Kan de ikke mærke, at modstanden mod reformerne vokser ud over de reformramtes egne rækker?

Det er mit indtryk, at den massive sociale protest blandt de reformramte har fået stærkt voksende opbakning ude blandt lønmodtagerne, fordi reformerne har øget frygten for at blive syg.

Den simple forklaring er, at de reformramte for kort tid siden selv var almindelige lønmodtagere, og deres historier kender mange fra familie, venner, naboer eller kolleger. Effekten af trykket fra neden har presset en samlet fagbevægelse til at bakke op med konkrete krav til ændringer af reformerne. Selvom de reformramte er hovedpersonerne, så handler det store billede om tryghed for de mange.

Dialog i øjenhøjde – og god tid

Helt konkret ville det have været politisk god stil, hvis Enhedslisten Københavns ledelse allerede før sommerferien havde ført dialog i øjenhøjde om sin beslutning om at vælge borgmesterposten for Teknik og miljø. Så var det ikke kommet bag på så mange på valgnatten.

Hvordan vil Enhedslisten bruge den politiske magt, som vælgerne har betroet os. Skal vi bare bruge den til at administrere systemet og skaffe symbolske fremskridt, for så at håbe på flere vælgere til næste valg? Eller skal magten bruges til at udfordre det bestående sammen med bevægelsen?

Men endnu bedre havde det været, hvis Enhedslisten København i fællesskab med de sociale bevægelser og fagbevægelsen havde opstillet konkrete politiske krav til beskæftigelsesforvaltningen.

De krav kunne man så have brugt som grundlag for konstitueringsforhandlingerne, og dermed skabe klarhed om der var politisk basis for at tage posten som beskæftigelsesborgmester. Ikke af taktiske grunde, men for at finde ud af om Socialdemokratiet, SF og de radikale ville blokere for en social og solidarisk genopretning af forvaltningens praksis.

Det ville samtidig være en afprøvning af Enhedslistens nye parlamentariske strategi i praksis. En strategi, hvor Socialdemokratiet ikke skal tage Enhedslistens støtte for givet, hvis de bare fører blå politik. Samtidig kan vi opstille politiske mål, forslag og krav i forhandlingen, så en konstituering eller regeringsdannelse er et reelt fremskridt for de mange.

Enhedslisten skal bruge magten anderledes

Det handler også om, hvordan Enhedslisten vil bruge den politiske magt, som vælgerne har betroet os. Skal vi bare bruge den til at administrere systemet og skaffe symbolske fremskridt, for så at håbe på flere vælgere til næste valg? Eller skal magten bruges til at udfordre det bestående sammen med bevægelsen?

Hvis vi nu forestillede os, at vi tog posten i København som beskæftigelsesborgmester, og fra starten sagde, at vi alene ville være borgernes tillidsrepræsentant, ikke systemets administrator. At alle borgmesterens handlinger skulle være transparente, og at vi åbent lod partierne bag reformerne bære ansvaret for systemets nederdrægtigheder.

Det nytter ikke at stikke hovedet i busken og være tavse eller forsøge sig med spin og bortforklaringer, for det gør kun problemet større

At vi ville opstille nye solidariske måltal for praksis på jobcentrene, fx en stærk indsats for at de mange syge får tilkendt førtidspension i stedet for nye udsigtsløse ressourceforløb. At vi som borgmester stiller os i spidsen for krav om flere sagsbehandlere og værdig behandling, mens vi bruger alle muligheder for at fjerne barriererne på vejen dertil.

Måske kunne det både mildne luften for de reformramte, samtidig med at vi sammen opbyggede en endnu stærkere bevægelse. Det tror jeg ville skabe håb om forandring i stedet for vrede og mismod.

Vi kan alle begå fejl

Min sidste bemærkning handler om, at være ægte og troværdig. Vi alle begå fejl og aflæse den politiske situation forkert. Men når man har fået tilliden og ansvaret som bestyrelse og folkevalgte, så har man også pligten til, at argumentere for de valg man træffer. Det nytter ikke at stikke hovedet i busken og være tavse eller forsøge sig med spin og bortforklaringer, for det gør kun problemet større.

Jeg håber inderligt, at alle igen finder sammen i den fælles kamp for social retfærdighed. At vi igen smeder en stærk alliance mellem de reformramtes modstandsbevægelse, fagbevægelsen og Enhedslisten, samt alle andre gode kræfter.

Vi kan passende begynde med, at Enhedslisten og de reformramte taler sammen, så vi får renset luften og genskabt det fælles håb om en socialt retfærdig forandring

For skal vi løse problemerne for alvor, så skal der flyttes stemmer og magt på Christiansborg, og det kommer ikke til at ske, hvis vi står splittede.

Vi kan jo passende begynde med, at Enhedslisten og de reformramte taler sammen, så vi får renset luften og genskabt det fælles håb om en socialt retfærdig forandring.

Topillustration: POV International med LunapicEditor – originalbillede af Københavns Rådhus fra Wikimedia Commons.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Jakob Nerup
Politisk rådgiver |

Medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse, Enhedslistens faglige landsudvalg og fagligt aktiv i HK. Udlært maskinarbejder, højskolelærer på Oure, Blågårdens medborgerhus, kursusadministration i LFS, faglig sekretær i HK Service og arbejder i dag som rådgiver for Enhedslistens Folketingsgruppe med arbejdsmarked og feminisme. Har altid været organiseret socialist og fagligt tillidsvalgt. Har hang til faglig kamp, feminisme og ikke mindst kritik af de rige. Tager gerne en ærlig og skarp debat. Jeg er 56 år gammel, gift med Kathrine og vi har sammen to voksne drenge. Skriv til jakobnerup@gmail.com Mobil: 6162 3152

Seneste indlæg fra

Gå til Top