Jakob Brønnum: Normalitetens generobring i det danske samfund

af

Dansk Folkepartis Søren Espersen begik en spændende klumme forleden. I klummen gav DF’s næstformand sit bud på et dansk normalitetsbegreb. Men hvad er det normale så ifølge Espersen? Det er en grænsedragning mellem mennesker, et sæt løse identitetsmarkører, fra en statisk og romantiseret fortid, der siger, at ‘vi’ er bedre end ‘dem’. Espersen tilbyder os et velskrevet eksempel på det postfaktuelle, hvor mytologiens identitetsskabende potentiale får lov at tage den plads, sandhedsindholdet af et udsagn tidligere havde. Vi er tilbage i den før-demokratiske virkelighed, hvor alle sagde ”neger” og hvor Danmark vitterlig gik til Ejderen. Der er bare ikke noget af det samfund tilbage, skriver Jakob Brønnum.

Sørens Espersen skrev forleden en vigtig klumme om normer i samfundet. Den bygger sin argumentation på en af de mest livskraftige fordomme fra det før-moderne standssamfund, en fordom som ind i mellem hives frem i moderne tid, hvor den absolut ikke hører hjemme. Nemlig fordommen om, hvad der er normalt. Når fordomme bruges til at argumentere for noget, de reelt ikke dækker, skifter de karakter og bliver løgnagtigheder. Men det er ikke det værste.

Det værste er, at jeg er enig med Søren Espersen i flere af hans grundsynspunkter. Måden, han argumenterer for dem på er imidlertid decideret manipulerende og i sidste ende nedbrydende for sammenhængskraften i det samfund, han bidrager til som debattør og som medlem af den lovgivende forsamling.

Klummen som stod i det digitale magasin altinget.dk med titlen “Danmarks kollektive vanvid er på vej mod helbredelse” handler om, at Espersen øjner en omgørelse af de ændringer i udlændingeloven, der skete i 1983.

Socialdemokratiet foretager som bekendt for tiden en risikabel knibtangsmanøvre, som består i at finde fællespunkter med Dansk Folkeparti, der de facto har hugget en del af partiets gamle vælgere. En alliance med Dansk Folkeparti, der effektivt vil forhindre Venstre og det socialdarwinistiske Liberal Alliance i at regere.

Den ret korte tekst falder i to dele. I den første halvdel jubler Søren Espersen på opsigtsvækkende vis over den socialdemokratiske vending. I den anden eksemplificerer han grundigt, hvilken unormal tilstand, loven fra 1983 har ført landet ud i og hvilken normalitet, der herefter kan tænkes at vende tilbage.

En national romantisk grundtilstand

Søren Espersen bruger Kaj Munks vending ”Foråret så sagte kommer” som en af flere overskrifter, “Det politiske forår så sagte kommer!” Der udtrykker et håb om en tilbagevenden til en national normaltilstand, som Espersen signalerer ved hjælp af en af vore klassiske forfatteres lyse udtryk.

Søren Espersen finder det altså rimeligt metaforisk at sammenligne ændringen i udlændingeloven med nazistisk besættelse

Citatet stammer fra Munks erindringer og optræder i Jyllandsposten i oktober 1942. Man kan nok, uden at fornærme nogen, i hvert fald ikke andre end Kaj Munk, tillade sig at mene, at Søren Espersen opfatter Munks udtryk som et lettelsens suk over det snarlige mulige ophør af et fangenskab, nemlig den nazistiske besættelse.

Kaj Munk blev som bekendt likvideret af den tyske besættelsesmagt ikke længe efter. For Kaj Munk har det en anden betydning, som ikke bliver nær så stærk i sammenhængen – noget fra skoletiden – og det må derfor være Kaj Munks egen skæbne og den tid, det er skrevet i, Søren Espersen indirekte lader klinge med, når han bruger det som overskrift. Søren Espersen finder det altså rimeligt metaforisk at sammenligne ændringen i udlændingeloven med nazistisk besættelse.

Udlændingelovens ”vigtigste nyskabelse,” skriver historikere på Århus Universitet, ”var en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. Udlændingeloven af 1983 er ofte blevet nævnt som en af de mest liberale udlændingelove i Europa.

Blandt de lovsikrede tiltag var at: Såkaldte ’de-facto-flygtninge’ fik ret til asyl (§ 7 stk. 2). ’De facto-flygtninge’ er ikke medregnet i Geneve-konventionen fra 1951, men bør af tungtvejende grunde ikke sendes tilbage til hjemlandet. Familiesammenføring blev et retskrav for de personer, der var tilkendt asyl. Den liberale udlændingelov fra 1983 er siden midten af 1980’erne blevet strammet i en sådan grad, at Danmark siden 2002 er blevet betegnet som et af de mest restriktive lande i Europa på dette område.”

Hvilke ændringer, der kan være tale om, der kan stramme Udlændingeloven, skal jeg ikke udtale mig om, men det er svært at forestille sig, i hvert fald indenfor den europæiske menneskerettighedskonventions rammer. Det forslag, Dansk Folkeparti fremlagde forleden om at lovgive mod familiesammenføring for visse etniske grupper, blev af Socialdemokratiet kaldt ”det rene vanvid.” Foråret kan vise sig at være længere væk, end Søren Espersen håbede.

Den mislykkede integration

Jeg er fuldstændig enig med Søren Espersen i, at indvandringen ikke er lykkedes på en politisk acceptabel måde.

Man troede indvandrerne ville gøre vore normer til deres, selvom ingen af os tager bare tre måneder til udlandet uden at begynde at fable hengivent om rugbrød. Det var naivt

Der findes mange former for integration, kulturel, økonomisk, social. Man regnede med, at den sociale og kulturelle integration skete af sig selv, samtidig med den økonomiske. Man troede, også fra venstrefløjen, at folk ville se og forstå vores kulturs overlegenhed og beredvilligt forlade deres egen og lægge den bag sig som et tidligere udviklingstrin. Man troede indvandrerne ville gøre vore normer til deres, selvom ingen af os tager bare tre måneder til udlandet uden at begynde at fable hengivent om rugbrød. Det var naivt.

Siden er der kommet flygtningekriser til og nu en migration, der mere end noget andet skyldes, at tidligere kolonialiserede nationer, vestens tidligere slavemarkeder og de lande, der producerer de varer, den vestlige samfundsrigdom er grundlagt på – kolonialvarer helt enkelt – ikke har kunnet opbygge tilstrækkeligt stærke samfundsenheder.

Lovgivningen og samfundets ledere har ikke haft en tilstrækkelig legitimitet i befolkningen, til at den del af den, der er udvandret, har ønsket at blive der. Jeg er overbevist om, at den mangel skyldes, at disse lande efter er blevet forladt af Vesten uden tilstrækkelig hjælp og strukturel og økonomisk kompensation for den flere hundrede år lange rovdrift og undertrykkelse.

Det store problem har imidlertid været, at indvandringen til den vestlige verden, der begyndte med inviteret arbejdskraftindvandring fra Pakistan, Tyrkiet og det tidligere Jugoslavien, er sket samtidig med, at man fra borgerligt politisk hold, ja, langt ind i Socialdemokratiets forpjuskede højrefløj, begyndte at demontere de store statslige institutioner, bryde dem ned i småbidder og sælge dem til venner og bekendte og fremtidige samarbejdspartnere, som det stadig foregår. Det skal jeg vende tilbage til.

”Som har gået så grueligt meget igennem”

Inden Søren Espersen giver os sin vision af, hvilken normalitet, en hypotetisk tilbagerulning af udlændingeloven til før 1983, skal genindføre, brygger han lidt på sin og Kaj Munks overskrift: ”Det forår, som nu så sagte kommer, er spændende, lovende, inspirerende og i dén grad lykkeligt for det danske folk, som igennem 34 år har gået så gruelig meget igennem.”

Det er en seriøs politikers beskrivelse af konsekvenserne af udlændingeloven: ”Det danske folk, som igennem 34 år har gået så grueligt meget igennem.” Hvilken dårskab at stirre sig så blind på et anti-humanitært synspunkt, at man forfladiger beskrivelsen af samfundsudviklingen den seneste generation, hvor globale arbejdsmarkedsudviklinger har forvredet mange menneskers arbejdsmiljø til ukendelighed og gennemsnitslevealderen på den anden side stiger med 3 måneder om året.

Note to self: Næste gang, jeg laver en familiequiz herhjemme, vil jeg bruge listen til følgende party-spørgsmål: Hvem af disse navngivne på listen er ikke dømt for overtrædelse af racismeparagraffen? Det er ikke nemt at svare på!

Grueligt meget igennem? Dette udtryk, også en delvis litterær inspiration, nemlig fra det nationalromaniske eventyr par excellence, H. C. Andersens ‘Den grimme ælling’, fremstiller uden blusel mennesker, der har fået et liv og fundet et fristed i verden og som bidrager til det danske samfund som underlødige borgere, som parasitter på det sande danske folk. Hvilken udsøgt uforskammethed overfor den danske befolkning.

Brætspil om lovbrydere

Søren Espersen fremhæver herefter en række vise forgængere, man burde have lyttet til: ”Tænk, hvis man i tide havde lyttet til Søren Krarup, til Mogens Glistrup, til Pia Kjærsgaard, til Ole Hasselbalch, til Lars Hedegaard, til Jesper Langballe, til de såkaldte omegns-borgmestre, til Mogens Camre.”

Note to self: Næste gang, jeg laver en familiequiz herhjemme, vil jeg bruge listen til følgende party-spørgsmål: Hvem af disse navngivne på listen er ikke dømt for overtrædelse af racismeparagraffen? Det er ikke nemt at svare på!

Tillægsspørgsmål: Hvor mange andre love end racismeparagraffen er de pågældende dømt for overtrædelse af? Hvis der er stemning for det, vil jeg lave et helt brætspil, med forskelligt farvede brikker, man kunne lægge på de forskellige personer, alt efter, hvilke love, man mener, de har overtrådt.

Så kunne man slå sig rundt på brættet med en terning. Der ville være en farve for racismeparagraffen, en for våbenlovgivningen, en for skatteloven. Så kunne man have andre farver også for at nuancere spillet: Hvem af dem har kaldt homoseksuelle for handicappede? Hvem mener muslimer systematisk røvpuler deres døtre? Hvem går ind for at tillade brug af vold mod børn i hjemmet? Og en brik med jokerfarve for dem på listen, der har vundet sagsanlæg efter påstande om nazitilknytning.

Espersens visioner om leverpostej

Langt om længe begynder den egentlige klumme så. Vi får nogle eksempler på, hvad Søren Espersen finder ”unormalt”. Emnerne er vidtløftige og ikke uden en vis visionær styrke i den måde, de kombineres. Han taler om grænsebevogtning, svømmehaller, leverpostej og ”muslimske bander”:

”Og det er altså unormalt, at fremmede kan drøne ind i landet med 90 kilometer i timen uden at vise pas eller visum.”

Det er jeg helt enig i. Men her begynder også de første egentlige vanskeligheder i Søren Espersens argumentation. Han misforstår begrundelsen for det, han kritiserer som noget, vi netop slog fast, han efter alt at dømme mener metaforisk kan sammenlignes med nazistisk besættelse.

De åbne grænser skyldes ikke en omstændighed ved udlændingeloven, men en nødvendighed ved EU’s indre marked. Man kan ikke sætte varerne fri for national grænsekontrol, uden også at sætte mennesker fri. Lastbilerne var ikke førerløse dengang, man lavede Det indre marked.

Politikerne troede ved liberaliseringen af udlændingeloven generelt, at folk hurtigere ville integrere sig kulturelt, og man vægrer sig ved at erkende fejlkalkulationen og række dem en hjælpende hånd. Søren Espersen vil i hvert fald ikke være med til det

Det er fuldstændig korrekt, at det virker unaturligt for store dele af befolkningen i en nationalstat, at grænserne ikke er bevogtede. Selvom os, der rejser meget, herunder EU-politikerne, der har fundet på Schengen-aftalen om de åbne grænser, synes det er let og behageligt uden grænsekontrol, er det nu engang et misfoster, når man samtidig opretholder nationalstaten.

Det gør mennesker urolige. Jeg er overbevist om, at uden Schengenaftalen, ville den højreradikale bølge, der truer den dybere demokratiske forståelse hos så mange mennesker i Europa lige nu, have været langt mere afdæmpet. Politikerne har forregnet sig.

De har troet, at befolkningen havde et mere ligegyldigt forhold til nationalstatens grænser, når den nu stemte så velopdragent for EF. De har forregnet sig på samme måde som når statsministeren tror, at almindelige mennesker køber sko til 2000 kr., selvom der ligger et skoudsalg, der bugner af udmærket fodtøj til 150 kr. på byens bedste butiksplacering, lige overfor hovedbanegården.

Det, at mennesker kan rejse uden grænsekontrol er i praksis en utilsigtet bivirkning af det nødvendige neoliberale skaktræk, der skal få samfundsøkonomierne til at fungere, efter den store deregulering af de socialliberale demokratier og privatiseringsbølgerne i England og USA i begyndelsen af 1980’erne, hvor Reagan og Thatcher brugte en berømt neoliberal økonom ved navn Milton Friedmann som rådgiver.

Ved et uheld kom de desværre også til at ophæve sammenhængskraften i samfundet, som var blevet sikret, netop gennem solide nationaløkonomier og store offentlige institutioner, der tillod, at man anvendte det uvægerlige statslige økonomiske og materielle overskud på velfærd, noget de sejrende magter aftalte i juni 1944 i Bretton Woods under foretræde af den socialliberale økonom John Maynard Keynes.

Det er altså ikke en unormalitet, Søren Espersen referer til, men en almen tilstand, der har en storpolitisk begrundelse, som blev mærkbar, netop da udlændingeloven blev ændret. Der er den sammenhæng i forhold til Dansk Folkepartis generelle holdning, at man faktisk er modstander af EU.

Men det betyder ikke, at man også er for den socialliberale stat. DF stemmer altid med den borgerlige regering, når man laver yderligere afreguleringer af nationaløkonomierne, der har medført markedsgørelsen af samfundet, herunder den delvise destruktion af fagbevægelsen, der sikrede folk rimelige ansættelses- og arbejdsvilkår helt ud i de løse jobs, samt den bevidste nedskæring af velfærden, et af Friedmans kardinalpunkter.

Under offentlig forhånelse

Denne almene tilstand, som Espersen kalder unormal, men ikke for alvor søger at bringe til ophør, får øjeblikket efter følgeskab af et helt enkeltstående tilfælde, som Espersen også ophøjer til unormalitet:

”Det er altså unormalt, at politiet giver sig til at afspærre motorveje for danske bilister, sådan at i tusindvis af mellemøstlige muslimer kan bruge dem som vandrestier.”

Nogen medmenneskelig forståelse for den gruppe, der under offentlig forhånelse blev tvunget til at vandre 100 kilometer med al deres sjælelige og praktiske bagage, kan man se i vejviseren efter, som man sagde før i tiden

Det er ren manipulation. Selvfølgelig er det unormalt. Det er sket én gang! Det skete som følge af en helt specifik historisk situation, hvor Tyskland og Sverige blev brugt som Europas nyttige idioter, fordi alle andre lande, et efter et rendte fra den aftale, man havde indgået i netop samarbejdet om de åbne grænser.

Nogen medmenneskelig forståelse for den gruppe, der under offentlig forhånelse blev tvunget til at vandre 100 kilometer med al deres sjælelige og praktiske bagage, kan man se i vejviseren efter, som man sagde før i tiden.

Herefter bringer Søren Espersen endnu et eksempel på unormalitet. Han går fra landets grænseforhold og plumper lige ned i det mest komplicerede integrationsspørgsmål, nemlig forholdet mellem folks medbragte normer og det nye samfunds sædvaner. Heller ikke her møder vi en tilbøjelighed til mellemmenneskelig indføling, som man ellers nok kunne forvente af samfundets ledere, men udelukkende et skråsikkert postulat, der ved nærmere øjesyn ovenikøbet viser sig at være forkert:

”Det er unormalt, at vi afspærrer offentlige svømmehaller for at give plads til kvinder i burkinier.” Det er faktisk ikke unormalt, at svømmehaller bliver forbeholdt den eller den gruppe mennesker i afgrænsede tidsrum. Det er helt almindeligt. Handicapsvømning, voksensvømning, motionsgrupper.

Sprogligt manipulerer Espersen også, når han bruger udtrykket afspærrer, der slet ikke svarer til de faktiske forhold. Afspærrer man svømmehallen i Solrød, når den er lukket det meste af dagen for skolesvømning?

Man kan have mange holdninger til begrundelserne for, at man netop de fleste steder vælger ikke at tilbyde kønsopdelt svømning, men der er gået ”etnisk kulturkamp” i den så det kan bruges sloganagtigt som her, og man kan ikke længere diskutere det sagligt.

Men der er det overordnede problem ved Søren Espersens argument for, at det er unormalt med kvindelig svømning, at integrationen ikke kan eller må fungere for Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti er derfor tvunget til at modarbejde integrationen, hvis man skal holde sig i live som politisk bevægelse. Man har åbenlyst ikke indsigt nok til at begå sig som ”folkebevægelse mod EU”, og der er givetvis heller ikke nær nok stemmer i det

Derfor kan man end ikke begynde overveje, om besøget i svømmehallen ville gavne kvinder, der ellers ikke kommer udenfor hjemmet, fordi de lever i patriarkalske normsystemer og være et første møde med andre kvinder udenfor deres egen kultur i en sammenhæng, der ikke var beordret af myndighederne som sprogundervisning eller møde på kommunen.

Grunden til det, er at hvis integrationen skulle fungere, har man ikke noget andet politisk tema at falde tilbage på, som forgængeren Fremskridtspartiet havde, og har i Norge, hvor man sidder i regering, nemlig skattepolitik.

Dansk Folkeparti er derfor tvunget til at modarbejde integrationen, hvis man skal holde sig i live som politisk bevægelse. Man har åbenlyst ikke indsigt nok til at begå sig som ”folkebevægelse mod EU”, og der er givetvis heller ikke nær nok stemmer i det.

Politikerne troede ved liberaliseringen af udlændingeloven generelt, at folk hurtigere ville integrere sig kulturelt, og man vægrer sig ved at erkende fejlkalkulationen og række dem en hjælpende hånd. Søren Espersen vil i hvert fald ikke være med til det.

At træde i leverpostejen

Det næste eksempel på unormalitet er også blevet brugt mange gange i disse sammenhænge. Man kan undre sig over, at Søren Espersen ikke trækker julepynten på Nørrebro op af hatten eller juletræet i Farum Midtpunkt. Men det er altså leverpostejen, der må holde for:

”Det er unormalt, at flæskesteg, frikadeller, medisterpølser, leverpostej og andre herlige nordiske retter er blevet forbudt i mange børnehaver…” skriver Søren Espersen.

Med sit sidste eksempel på normalitet, foretager Søren Espersen en rigtig retorisk svinestreg, for nu at blive i det kødfulde billede

Også det er jeg fuldstændig enig med ham i. Det er virkelig mærkeligt, at danskere, der normalt spiser svinekød flere gange om dagen, ikke må få lov til det i børnehaven. Men også det skyldes et vilkår, han selv har været med til at indføre, nemlig at kommunerne skal spare 2 procent om året, og har skullet det i så lang tid, at man kan undre sig over, om det er muligt at opretholde kreativitet og glæde i arbejdet.

Personligt – hvad det så end har med sagen at gøre – mener jeg som universitetsuddannet teolog, at religiøse begrundelser for ikke at spise det ene eller det andet er misforståelser af teologiens væsen, mildt sagt.

Men jeg ville mene, det ville kunne indbringes for menneskerettighedsdomstolen i Haag, hvis man tvang børn til at spise svinekød eller modsat til at gå sultne omkring.

Jeg gad nok se den børnehave-økonoma, der har skullet spare 2 procent om året i hele sin aktive erhvervskarriere se sin leder i øjnene og forklare, hvorfor hun laver to slags mad. Ergo: Man laver en slags mad, som alle kan spise. Den indeholder ikke svinekød.

Igen: Det er resultatet af en fejlkalkulation eller en manglende kalkulation af menneskers normer, som man ikke vil tage konsekvensen af politisk, men overlader til ad hoc-løsning længere nede i systemet, hvorfra det helt åbenlyst bruges politisk til argumentationer, der ikke kan få nogen anden konsekvens end at øge racismen i samfundet.

Man siger ikke: ”Ups, det havde vi ikke tænkt på, da vi lavede udlændingeloven om. Lad os nu lige spise brød til.” I stedet bliver det til endeløse jeremiader om, hvordan indvandrere nærmest tager vores kultur fra os og Søren Espersen kalder det unormalt.

Det er ikke rigtigt. Det normale i et velfærdssamfund er, at folk får glutenfri mad, laktosefri mad, vegetarisk mad, mad uden svinekød og mad med frikadunser. Men det vil myndighederne ikke sikre.

Hvad sker, hvis indvandrerrelaterede bander forsvinder – ikke “muslimske bander”, som Espersen kalder det med noget, der nærmer sig en overtrædelse af racismeparagraffen? Så kan politiet igen få tid til at tage sig af rockerbanderne med jyske og københavnske narkohandlere på motorcykel

Med sit sidste eksempel på normalitet, foretager Søren Espersen en rigtig retorisk svinestreg, for nu at blive i det kødfulde billede. Han fremstiller det som om bandeproblematikken ødelægger København, men bruger en sukkersød turismemyte og et turismeslogan som sprogligt bærende element:

”Det er unormalt, at chauvinistiske, muslimske bander nu frækt styrer store dele af ”Wonderful Copenhagen” – eller hvad vi nu så poetisk kaldte vor elskede hovedstad dengang, hvor politifolk havde så rigeligt med tid til at hjælpe en flok hyggelige ænder over Vesterbrogade.”

Espersen vil altså mene, at det er udlændingelovens skyld, at politiet ikke kan følge ænderne over gaden, og at banderne forsvinder, når loven bliver lavet om. Hvad sker der, hvis indvandrerelaterede bander forsvinder – ikke “muslimske bander”, som Espersen kalder det med nogret, der nærmer sig en overtrædelse af racismeparagraffen? Så kan politiet igen få tid til at tage sig af rockerbanderne med jyske og københavnske narkohandlere på motorcykel. Søren Espersen bilder læseren ind, at bandeproblematikken er kommet med indvandringen. Det ved enhver, er lodret forkert.

Den statiske normalitet

Det er ofte blevet kritiseret, når nationalistiske højrekræfter opstiller et billede på en samfundstilstand, vi har forladt og bør vende tilbage til, som aldrig har eksisteret. Man taler om stokrose-idyllen. Det der er helt åbenlyst ved Søren Espersens normalitetsbegreb er, at det er statisk. Det er meget interessant.

Det er nemlig netop kendetegnende for det moderne normalitetsbegreb, at det er det modsatte, det er dynamisk. Menneskerettighedserklæringens tale om at alle er lige ”uden forskelsbehandling af nogen art, f. eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling” (Artikel 2) anerkender netop moralsk, at vi går fra et samfund, hvor det modsatte var tilfældet og kulturen derfor havde et langt mere statisk præg, til et dynamisk samfund.

Kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet, pludselig er det normalt med kvindelige gymnasielærere, professorer og erhvervsledere, og fabriksarbejdere rejser på ferie til de varme lande. Mennesker med ganske almindeligt arbejde går på restaurant og unge mennesker går i seng med hinanden, før de bliver gift. Det havde ellers ikke været normalt før i tiden. Grænserne for normaliteten bevæger sig hele tiden.

Søren Espersens “Foråret så sagte kommer” bliver derved et spændende og velskrevet eksempel på det postfaktuelle, hvor mytologiens identitetsskabende potentiale får lov at tage den plads sandhedsindholdet af et udsagn tidligere havde

Men det gælder ikke Søren Espersens normalitet. Den er statisk. Også det har en vis konsistens med de øvrige holdninger, han har givet udtryk for. Jeg har ikke kunnet konstatere, at han er faldet i homofobi-fælden som det ellers er gængs for partikammeraterne i Dansk Folkeparti, netop på grund af det gammeldags normalitetsbegreb.

Men Søren Espersen anvender sig flittig af det kolonialistiske begreb ”neger”, og opretholder på den måde et over- og underordningsforholdet mellem mennesker af den europæiske kultur og alle andre i sit sprogbrug og derved i sin bevidsthed. Han har desuden frejdigt advokeret for, at Danmark skulle ”gå til Ejderen”, en populistisk-romantisk drengedrøm, uden hold i virkeligheden. Det hvide og det historiske Stordanmark bliver del af en mytologi, som også ligger i klummen om normaliteten i det danske samfund.

Søren Espersens “Foråret så sagte kommer” bliver derved et spændende og velskrevet eksempel på det postfaktuelle, hvor mytologiens identitetsskabende potentiale får lov at tage den plads sandhedsindholdet af et udsagn tidligere havde.

Det er lige meget, om det er rigtigt eller forkert, det vi siger, bare det kan bruges til at markere vores fælles interesser. Det finder han åbenbart så vellykket, at han skal belægge slutningen med fire slagord om normalitet, hvoraf de tre er det rene nonsens og det fjerde en gratis påstand, som alle er enige om:

”Ja, det normale er ved at blive tvunget ud af Danmark. Og vi vil faktisk rigtigt gerne tilbage til det normale.
Normalisering er at sige farvel til det forskruede.
Normalisering er at vende ekstremismen ryggen.
Normalisering er at holde op med at leve i en fantasiverden.
Normalisering er igen at få begge ben ned på jorden.”

Enhver kan høre, at fortællingen med overmagten, som plotter mod os, som Umberto Eco anser for en af populismens grundpiller, er falsk, ikke mindst efter vi har vendt på de trædesten, der var lagt ud under vandskorpen, som argumentationen bevæger sig fremad på. Søren Espersen har ret i at folkeligt set er indvandringen mislykket, men det forskruede og fantasiverdenen er for mig at se de samfundsopløsende forandringer, som politikerne har indført hen over hovedet på befolkningen.

Hvad er det for et normalitetsbegreb, der står tilbage? Det er ikke et normalitetsbegreb, det er en grænsedragning mellem mennesker. Det er et sæt løse identitetsmarkører, fra en romantiseret fortid, der siger, at vi er bedre end dem. Og så er vi tilbage i den før-demokratiske virkelighed. Den, hvor alle sagde ”neger” og hvor Danmark vitterlig gik til Ejderen

Alle ved, at Børge fra Olsen-Banden ville have været på kontanthjælp i dag. Men han fik en læreplads ved Statsbanerne. Tidligere havde DSB en volumen, hvor man kunne bruge et menneske, der er ødelagt af en opvækst i f. eks. et misbrugerhjem i en læreplads. Folk kom ikke på kontanthjælp, de fik mindre krævende lærepladser og stillinger i de store offentlige etater. Selv blinde fik anvist arbejde på beskyttede værksteder. Ved at stykke etaterne op og slanke delene, har politikerne undermineret samfundets formåen til at integrere borgere, hvad enten de er indvandrere eller dårligt integrerede anden generations etnisk danske misbrugere.

Den sammenhæng overser Søren Espersen helt i sit normalitetsbetgreb. I stedet er konsekvensen at racismen forøges i befolkningen gennem endeløse fortællinger om mennesker, der kommer hertil for at stikke et sugerør i kommunekassen.

Konklusionen på det hele er desto mere dunkel. For hvad er det for et normalitetsbegreb, der står tilbage? Det er ikke et normalitetsbegreb, det er en grænsedragning mellem mennesker. Det er et sæt løse identitetsmarkører, fra en romantiseret fortid, der siger, at vi er bedre end dem. Og så er vi tilbage i den før-demokratiske virkelighed. Den, hvor alle sagde ”neger” og hvor Danmark vitterlig gik til Ejderen. Der er bare ikke noget af det samfund tilbage.

Topfoto: POV International med LunaPicEditor – originalbillede af Søren Espersen fra Wikimedia Commons.

POV Internationals skribenter arbejder uden honorar, men modtager gerne et bidrag på MobilePay. Støt Jakob Brønnum på 53 60 84 96

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger og redaktør på Præsteforeningens Blad og nettidsskriftet Den smalle bog. Senest er kommet "Den sidste passion" (Forlaget Eksistensen, digte), den 300 sider store gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger.
I efteråret 2016 udkom bogen "Pengeguden" (Forlaget Eksistensen) og digtsamlingen "Porten til den indre by (Det poetiske bureaus forlag), begge på omkring 300 sider.
De seneste bøger:
* Sange ved himlens port. Bob Dylans bibelske inspirationskilder (essay, 2014)
* Malmö by night (digte, 2014)
* Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
* Argumenter mod døden (essay, 2015)
* Lysåret (haikudigte, 2016)
* Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
* Pengeguden (essay, 2016)
* Porten til den indre by (digte, 2016)
Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.
POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste indlæg fra

Gå til Top