Jakob Brønnum: Den triste historie om Encyklopædien og dannelsen

af

Forlaget Gyldendal meddelte forleden, at man ikke længere ville understøtte Den store danske encyklopædi, der for tiden kun findes i en netudgave. Hvad begrundelsen kan være, ud over at det rent faktisk økonomisk set har været tilsætning for forlaget, kan man kun gisne om. Hvad konsekvensen for samfundet er af, at der ikke længere på dansk vil findes et professionelt vedligeholdt leksikon med encyklopædiske ambitioner, kan man derimod allerede nu gøre sig visse iagttagelser over.

Med meddelelsen kan ingen for det første være i tvivl om, at Gyldendal ikke ser det som sin opgave at bibringe den danske befolkning gratis dannelse.

Men for det andet betyder beslutningen også, at Gyldendal ikke vurderer, at den reklameværdi, der ligger i at være forlaget bag den mere eller mindre officielle danske on-line vidensplatform, er de to millioner kroner om året værd, som forlaget angiveligt bruger, minus tilskuddet fra Augustinusfonden.

Skulle en platform, som bruges overalt i samfundet, fra skoler til pensionistforeninger, og som får Gyldendal til at fremstå som national kulturinstitution, ikke være mere værd reklamemæssigt, end hvad der svarer til prisen for 20-30 helsidesannoncer i dagbladene?

Skulle en platform, som bruges overalt i samfundet, fra skoler til pensionistforeninger, og som får Gyldendal til at fremstå som national kulturinstitution, ikke være mere værd reklamemæssigt, end hvad der svarer til prisen for 20-30 helsidesannoncer i dagbladene?

Enten er det en fejlkalkulation fra forlagets side, eller også der noget, vi ikke ved.

Det forlyder, at der er kræfter og interessenter, som vil være med til at sikre en fortsat drift, og både kulturminister Mette Bock (LA) og den nationalromantiske historiker og debattør Michael Jalving har været ude med udtalelser om de kulturelle effekter, det vil og kan få, hvis ‘Den store danske encyklopædi’ ikke findes online.

”Resultatet er, at den dannelse, som encyklopædien repræsenterer, risikerer at gå tabt, hvis ikke andre forlag, institutioner, medier eller staten går ind og redder encyklopædien,” skrev Jalving f. eks. i en klumme i Jyllandsposten. Det er jeg helt enig i.

Mette Bock mener imidlertid “ikke automatisk, det er en opgave for regeringen at redde encyklopædien.” Det er jeg til gengæld næsten helt uenig i.

Det handler ikke om politisk ideologi, men om en afvejning af forholdet mellem dannelsen i et samfund og sprogområdets størrelse. Mange af de kulturpolitiske beslutninger i liberal(iserende) retning, der er taget de senere år, f.eks. at slippe bogpriserne helt frit, hvad hele branchen, dvs. både boghandlere, forlag og forfattere var imod, er fejlslagne.

En moderne bogbranche i et land med 5,7 millioner indbyggere er en humlebi. Den ved ikke, at den egentlig ikke kan flyve

Ikke på grund af idéen i sig selv, men udelukkende pga. sprogområdets størrelse. En moderne bogbranche i et land med 5,7 millioner indbyggere er en humlebi. Den ved ikke, at den egentlig ikke kan flyve.

Problemerne med Den store danske encyklopædi stikker imidlertid dybere på en række områder. Den store danske encyklopædi styrede mod at være et kuldsejlet projekt fra starten.

Den store danske Encyklopadi var ramt af tidens trends og i virkeligheden kuldsejlet fra starten. Billede fra Wikipedia.

Angrebet fra billedmedierne havde sat ind, så folk allerede i 90’erne fik angstanfald og svedeture af for mange og for store, uopbrudte tekstmængder, og artiklerne blev derfor aldrig for alvor dybdegående, rent fagligt, omend de er flotte, velskrevne og informative.

Og angrebet fra den digitale information kom undervejs, mens Den store danske encyklopædi udkom i papir og man fremstillede, hvad der viste sig at være de sidste store håndbøger i papirform på højt niveau med en bred målgruppe på dansk.

Siden har det ikke kunnet betale sig, fordi folk finder almen information på nettet; specialhåndbogen, den fagligt dybdeborende, findes derimod stadig, særligt i de større sprogområder, hvor den er i vækst, fordi den kan noget, nettet slet ikke kan.

Dannelse og encyklopædi 

Encyklopædien som idé er dannelsens udtryk par excellence. Det kræver dog lige, at man ved, hvad dannelse egentlig er, kan og skal bruges til.

Efter at være forsøgt i England blev encyklopædien Oplysningstidens stærkeste kort i Frankrig, hvor Diderot og d’Alembert ville give befolkningen adgang til viden indenfor samtlige områder i tilværelsen, overraskende nok først det meste af 200 år efter bogtrykkerkunstens opfindelse. For d’herrer oplysningstænkere handlede det om at erstatte religiøs mytologi og ammestuesnak med saglig viden, så mennesket kunne lære at tage ansvar for sig selv og samfundet, og de producerede et herligt storværk, hvori de mener, der står alt.

Encyklopædien og dannelsen er ikke handelsvarer. Det er tværtimod åndsdeling, bevidsthedsudvidelse om man vil, ren opbyggelighed. Markedets væsen er at sigte så bredt som muligt mod individuelle behov og forbrugsimpulser. Dannelsen er varig og skal vedligeholdes, forbruget er flygtigt og skal gøres om fra grunden hele tiden

Det er derfor, det klinger en anelse skævt, når en historiker som Michael Jalving begræder, at der intet marked er for encyklopædien. Selvfølgelig er der ikke et marked for dannelse.

Encyklopædien og dannelsen er ikke handelsvarer. Det er tværtimod åndsdeling, bevidsthedsudvidelse om man vil, ren opbyggelighed. Markedets væsen er at sigte så bredt som muligt mod individuelle behov og forbrugsimpulser. Dannelsen er varig og skal vedligeholdes, forbruget er flygtigt og skal gøres om fra grunden hele tiden.

Omvendt gør på sin vis Jalving ret i at sende et forvirret signal af den art. For det er dannelsens problem, at den for tiden ikke rigtig ved, hvad den skal bruges til og hvad den indeholder. I Jalvings klumme kritiserer han pædagogerne for at mene, at ”dannelse er kedeligt og gammeldags”, og at ”de mennesker, som varetager uddannelsen af næste generation,  ikke kan fordrage dannelse, måske fordi de ikke aner, hvad det er. Uanset hvad skal den lægges i graven sammen med Dannebrog, territorialgrænser, korrekt kommatering og skriftligt dansk.”

Michael Jalving forbinder herved dannelse med fire andre momenter, som vitterlig er kedelige, nemlig fire nationalromantiske grundpiller. Hverken Dannebrog, territorialgrænser, kommasætning eller diktatprøver har imidlertid noget med dannelsens væsen og essens at gøre.

Kommasætning og skriftligt dansk er derimod uopgivelige midler til den. Og historisk ballast, som ordene “dannebrog og territorialgrænser” kan hentyde til, er også helt nødvendige midler til dannelse. Det er bare ikke det, Jalving mener ved at nævne dem. Han antyder, at etnicitet, altså danskhed, og dannelse hænger sammen. Men det gør de ikke, på samme måde som demokrati og etnicitet ikke hænger sammen det. Vi har ikke demokrati i Danmark, fordi vi er danskere. Vi har ikke dannelse i Danmark, fordi vi er danske.

Anslagene mod dannelsen

Og dannelse er, må vi lige huske, ikke at sidde pænt ved bordet blandt de fine, sådan som det fremgik af en slagudveksling med den tidligere biskop Kjeld Holm, at Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) mener. Det har hun fået galt i halsen.

Dannelse er evnen til selvstændig, kritisk tænkning og perspektivering og dens eneste formål er at sætte den enkelte i stand til at være et demokratisk handlende menneske

Dannelse er evnen til selvstændig, kritisk tænkning og perspektivering og dens eneste formål er at sætte den enkelte i stand til at være et demokratisk handlende menneske. Dannelsen sætter sig, ligesom alt andet her i livet, igennem via etnicitet, ligesom demokrati. Men i princippet har de som sagt ikke noget grundlæggende med hinanden at gøre.

Der vil være nogle, der synes at denne definition er helt ude i hampen og ræverød, og at den åbner for globalisering og pluralisme og minareter i baghaven, men den er blot en parafrase af folkeskolens formålsparagraf, hvis tre første stykker i øvrigt er blandt de smukkeste tekster, jeg kender.

Dannelsens forvirring kommer ikke kun af, at det ofte er den nationalkonservative, der længes efter den, fordi man forveksler dannelse og danskhed og demokrati og danskhed. Dannelsen, eller muligheden for at skaffe sig den, har været udsat for en række voldsomme anslag de senere år, og forvirringen er helt forståelig.

Et af de første konkrete anslag mod dannelsen kom da man i 1971 afskaffede faget ”Filosofikum” som adgangskrav til at tage eksaminer på universitetet

Et af de første konkrete anslag mod dannelsen kom da man i 1971 afskaffede faget ”Filosofikum” som adgangskrav til at tage eksaminer på universitetet.

Der var mange saglige begrundelser for det, men det betød, at man nu ikke stiftede bekendtskab med tænkning som redskab og forudsætning for indlæring på akademisk niveau. Den rå filosofi forsvandt. Evnen til at skelne mellem f. eks. abstrakt og konkret indhold af et begreb og argumentere for det, som vi forsøgte lige før, da vi talte om dannelse og etnicitet.

MERE POV
Genbrug med japansk grundighed

Faget blev afløst af fag som Videnskabsteori og anden forberedende undervisning indenfor f. eks pædagogik. Alt andet lige er videnskabsteori og forberedende undervisning mere indlæringsfag end fag, der træner og udvikler evnen til selvstændig tænkning gennem mødet med tænkningens klassikere.

Vi får universitetsuddannede gymnasielærere, som ikke selv har været på filosofisk stroppetur, endnu mens tømmermændene fra rusturen knapt havde lagt sig, og derfor ikke formidler det videre til de unge mennesker som en absolut, nærmest eksistentiel nødvendighed som de selv har oplevet, men stiller sig tilfreds med en højere grad af afrapportering og afliren af indlært pensum.

Jeg taler ikke om en absolut afskaffelse af dannelsens grundlag, sivende ned gennem systemet, men om en gradvis udvanding, parallelt med indførelsen af målstyring i undervisningsplanerne i folkeskolen. Dette skift fra tænkning til indlæring er et element i en meget afgørende udvikling i den europæiske kulturs åndshistorie, som har direkte sammenhæng med, at Gyldendal ikke længere vil drive on-line encyklopædien, som jeg skal vende tilbage til om lidt.

Da Haarder kappede hovedet af udannelsen

Det største, konkrete identificerbare anslag mod dannelsen kom, da undervisningsminister Bertel Haarder (V) i midten af 1990’erne kappede et halvt år af magisteruddannelsen. Det var en mavepumper mod det danske demokrati og åndsliv, det ikke er muligt at komme sig over.

Jeg læste teologi. Uddannelsen fylder det samme som hvis man lægger magisteruddannelsens hoved- og sidefag oven i hinanden. Jeg var for så vidt klar til at arbejde som teolog efter fem-et-halvt år, hvis det var det jeg skulle. Men der var et halvt år mere. Der skulle skrives endnu en lille hovedopgave. I det halve år skete der noget næsten forunderligt. Noget, jeg havde oplevet som glimt og fornemmelser før, men som jeg ikke troede, jeg skulle opleve igen – og så meget stærkere, konkret og håndfast, som det skete her.

Da jeg sluttede i gymnasiet, havde jeg et halvt år senere haft den oplevelse, at fagene flød sammen på nogle områder og at det gav noget ekstra, jeg ikke havde forventet. Det at have gået i gymnasiet.

Det var det samme, der skete det halve år på universitetet, men nu med en helt anden styrke og med et akademisk, traditionsbåret vidensindhold indhold som drivkraft. Jeg tror ikke noget socialt moment har været så opbyggende for mit selvværd som det halve år. Jeg følte, jeg tilegnede mig en operativ kraft indenfor mit eget fag, og at den kom ligeså meget indefra som udefra. Jeg blev en del af mit fag, og det blev en del af mig.

Individualisering og privatisering af kulturlivet og uddannelsessektoren fører ikke til dannelse, men til ulighed, åndelig forarmning og udtynding af det demokratiske værdigrundlag. Det skal være fællesskabet, der tilbyder det

Kort efter min studietid skar Bertel Haarder så det halve år væk, og ingen har derefter haft den mulighed for at færdiggøre sin uddannelse i rent overskud, menneskeligt og fagligt. Hertil vil man sige, at folk kan jo tage et halvt år ekstra, hvis de vil. Men det gør det ikke. De kan ikke. De har ikke råd. Der er ikke tid. Og desuden har det ikke den samme effekt, når det ikke er indskrevet i det officielle studium.

Det er derfor, individualisering og privatisering af kulturlivet og uddannelsessektoren ikke fører til dannelse, men til ulighed, åndelig forarmning og udtynding af det demokratiske værdigrundlag. Det skal være fællesskabet, der tilbyder det. Samfundsfællesskabet.

I hvert fald i et sprogområde, der er så lille som det danske, hvor der ikke vil være tilstrækkeligt med markedskræfter og synergieffekt som i England, Tyskland, Frankrig og Italien, til at det hele alligevel findes på tilstrækkeligt højt niveau, fagligt og indholdsmæssigt.

En del pædagoger vil mene, at målstyringen er det mest synlige anslag mod dannelsen. Og det er det muligvis også, for det tenderer til, at man i stedet for at opfatte mennesket som barn af den europæiske dannelsestanke, hvor viden og indsigt kommer udefra og vokser indefra, ser mennesket som en funktionsstyret enhed, der skal tilføres kompetencer, altså tilføres parametre, mål og handingsmønstre, som afklares udfra tjeklister.

Dannelsens huse

Efter min mening ligger et andet grundstød mod dannelsen i slutningen af 1980’erne, hvor statstilskuddet til folkebibliotekerne blev lagt ind under det kommunale bloktilskud. Blandt mange, mange konsekvenser for det demokratiske kulturliv i Danmark har været, at vi har mistet adskillige hundrede små borgerhuse. For to kommunesammenlægninger senere er stort set alle små biblioteksfilialer i landet nedlagt, eftersom kommunerne opfylder biblioteksloven, bare de har et enkelt. Hvad lokalbefolkningen, børn, unge, voksne og ældre, derved går glip af af kulturelle impulser og muligheder i dagligdagen i småbyer på landet, kan ikke overvurderes.

Det, skiftende regeringer ikke fuldt ud forstår på en sådan måde, at de også aktivt og med stolthed handler på erkendelsen af det, er – som jeg nu har nævnt nogle gange – at det danske sprogområde er for lille til at overlade det til private at skaffe skriftkultur, tilstrækkeligt bredt, på tilstrækkeligt højt niveau og til tilstrækkeligt mange. Vi har da også stadig mange, fine, offentlige støtteformer af litteraturen og skriftkulturens verden. Men det er vigtigt, at vi bliver bedre til at passe og pleje de områder af virkeligheden, så sammenhængskraften i samfundet styrkes og næres.

Jo højere uddannelsesniveau i et samfundsfællesskab, desto større frihed, lighed, velfærd, desto mindre krig, sexisme, børnedødelighed og usunde madvarer … fordi dannelsen først og fremmest er dette at opøve kritisk refleksion og kvalificeret tænkning, så man kan bidrage til fællesskabet på en solid, konstruktiv og kreativ måde

Hvordan kan dannelsen have med det lille sprogområde at gøre, når selve dannelsens indre væsen er fællesmenneskeligt gods og ikke etnisk i sin oprindelse?

Det er fordi dannelsen først og fremmest er dette at opøve kritisk refleksion og kvalificeret tænkning, så man kan bidrage til fællesskabet på en solid, konstruktiv og kreativ måde. Det er der særligt brug for i et lille sprogområde, så man kan finde og udvikle sin egen identitet i skyggen af de store. At der er brug for dannelse, mere end nogensinde, behøver man blot læse en debattråd i en avis eller på Facebook for at gøre sig klart. Det er selvfølgelig også muligt, politikerne dybest set ikke er interesseret i en selvstændigt tænkende, demokratisk handlende, kritisk stillingtagende befolkning.

Da jeg skrev om filosofikum slog jeg det op for at se, hvornår det egentlig blev afskaffet. Hvor slog jeg det op? I Den store danske, naturligvis. Men jeg var utilfreds med to ting. Den ene var noget i indholdet. Der stod ikke noget om, hvad faget historisk indeholdt. Det stod på den danske Wikipedia, som jeg ellers yderst sjældent bruger. Men det er en tilfældighed. Hvorfor dog det? Har jeg forresten nævnt det med sprogområdet før som hovedproblemet i det, vi taler om her? Jeg bruger ikke den danske Wikipedia, fordi det danske sprogområde er for lille til, at den kan fungere som et kvalificeret opslagsværk.

For en del år siden besluttede jeg, at fremfor at give frivillige bidrag til sult og fattigdom, vil jeg understøtte den engelske Wikipedia med et frivilligt, månedligt beløb. Det må være der, pengene på langt sigt gør den største nytte

Allerede den svenske Wikipedia med et sprogområde på 12 millioner, inkl. to millioner finlandssvenskere, er substantielt bedre, men langt fra god nok. Den engelske er fantastisk. Den har højnet uddannelsesniveauet i den 3. verden. Man kan ikke skrive noget vrøvl der, uden at det bliver opdaget og fjernet med det samme, fordi der er så mange fagfolk i det engelske sprogområde, at alting er overvåget. For en del år siden besluttede jeg, at fremfor at give frivillige bidrag til sult og fattigdom, vil jeg understøtte den engelske Wikipedia med et frivilligt, månedligt beløb. Det må være der, pengene på langt sigt gør den største nytte.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

Jo højere uddannelsesniveau i et samfundsfællesskab, desto større frihed, lighed, velfærd, desto mindre krig, sexisme, børnedødelighed og usunde madvarer. Der er derfor ikke alene i særlig grad, men i ganske særlig grad brug for et offentligt grundlagt og vedligeholdt leksikon i det lille danske sprogområde. Wikipedia kan ikke klare opgaven.

Dannelse og reklamer

En af ting, den engelske Wikipedia argumenterer for i de årlige fundraisingkampagner, er at det bevarer Wikipedia som reklamefri. Det var den anden ting, der irriterede, da jeg slog filosofikum op på Gyldendals ‘Den store danske’. Fire internationale, internetgenerede, i sammenhængen komplet meningsløse, forbrugsimpulser, skulle jeg sidde og kæmpe med i øjenkrogen, mens jeg tilegnede mig en krumme demokratisk dannelse gennem et utilstrækkeligt opslag af filosofikum. Det er for meget.

Det kan overhovedet ikke betale sig at stimulere folk til at tænke selv. De finder bare på alt muligt

Men det er ikke unaturligt. Det er tværtimod naturligt.

At den europæiske dannelsestanke eroderes af målstyring, skyldes at den amerikanske adfærdsvidenskab vinder indpas, for ikke at sige indtil videre har vundet kampen. Den stammer fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor nogle amerikanske forskere havde besøgt en russisk videnskabsmand ved navn Pavlov og set, hvad han kunne få en flok hunde til enkeltvis at gøre, hvis han gav dem præcise nok impulser. Det er den samme teknik, man anvender i målstyring efter et århundredes udviklingsproces i amerikansk behavioristisk psykologi, og det har den fordel, at man kan anvende det i erhvervslivet også.

Det er langt mere kosteffektivt i erhvervslivet at opfatte medarbejdere og forbrugere som funktionsstyrede enheder, end at få dem til at gøre, som man vil have gennem selvstændig tænkning. Det kan overhovedet ikke betale sig at stimulere folk til at tænke selv. De finder bare på alt muligt.

Blandt de forskere, der var med omkring tillempningen at Pavlovs teorier til den psykologiske vidensform, der har overtaget næsten hele den europæiske dannelsestanke i praksis, gennem den altdominerende indflydelse i erhvervslivet og nu også folkeskolepædagogikken, var der nogle, der ikke var dygtige nok til at få ansættelse ved det psykologiske institut på universitetet.

En af dem, John B. Watson sagde ligesom Dirch Passer i Kanonkongen, da han fløj ud fra Krudstårnsvejens Skole, ”Der må sgu da være penge i det her!” Så gik han ud og opfandt reklamebranchen.

Derfor lever vi i en verden, hvor landets i største bogforlag ikke alene ikke vil drive online leksikonet for egen regning, det kan nemlig ikke betale sig, men ovenikøbet kan finde på at servere dannelsens grundstof i en indpakning, hvor den kommer sammen med internationale, internetgenerede, totalt meningsløse forbrugsimpulser

Den taler også til mennesker, ligesom Pavlov talte til hunde. Før da var reklamer argumenterende: ”Enhver frue i en moderne husholdning bør anvende den nye margarine, fordi dens egenskaber …” Men det var igen noget med at overbevise folk og få dem til selvstændigt at tage beslutningen, og det gik meget langsommere end med et fyndigt slogan og en paradisisk, margarinefarvet solopgang.

Derfor lever vi i en verden, hvor landets i største bogforlag ikke alene ikke vil drive online leksikonet for egen regning, det kan nemlig ikke betale sig, men ovenikøbet kan finde på at servere dannelsens grundstof i en indpakning, hvor den kommer sammen med internationale, internetgenerede, totalt meningsløse forbrugsimpulser.

Den håndholdte viden

Når alt dette er sagt, har vi slet ikke talt om forholdet mellem at få sin viden elektronisk eller i en bog. Mere og mere forskning peger på, at vi husker dårligere, når vi ikke har haft det i hænderne samtidig, i form af papir, der kan krølle på siden, få kaffepletter, eller en bog, der bliver tyndere i den ene hånd og tykkere i den anden, mens vi læser. Forskningen viser, at hænder hjælper med til at huske, mennesket er som bekendt et kropsligt åndsvæsen.

Når Nørhaven i Viborg kan trykke et fem bind-leksikon for engelske Wordsworth, så de kan sælge det for fem engelske pund i alt pga. oplagsstørrelserne i det store sprogområde, så kan de også trykke det for Gyldendal, så de kan sælge det for en halvtresser pr. bind, og det ville stadig være billigt.

Den danske stat bør sikre et tekstbåret, fembinds-leksikon i billig paperbackformat, der opdateres hvert femte år, og det kan sagtens lægges ud i privat licitation, hvis man ønsker. Det leksikon kan så have en tilknyttet online-encyklopædi med lange baggrunds- og oversigtsartikler og opdaterede dag-til-dag oplysninger.

Dannelsen vedligeholdes først og fremmest på det sociale plan i samtalen og det personlige plan i klassikerdialogen. At være i dialog og diskussion sine klassikere, med mennesker, der har tænkt over de her problemer før os, gennem de skrifter, film, musikstykker, billeder, der formilder menneskelige erfaringer, erfaringer som vores demokratiske kultur er vokset i og af

Dannelsen vedligeholdes imidlertid ikke af håndholdt viden alene. Ikke af demokratiseret viden alene. Heller ikke af demokratiserede biblioteker alene, selvom folk der har mulighed for at leve et egentligt samfundsliv som aktive borgere i de små lokalsamfund.

Dannelsen vedligeholdes først og fremmest på det sociale plan i samtalen og det personlige plan i klassikerdialogen. At være i dialog og diskussion sine klassikere, med mennesker, der har tænkt over de her problemer før os, gennem de skrifter, film, musikstykker, billeder, der formilder menneskelige erfaringer, erfaringer som vores demokratiske kultur er vokset i og af.

Alle mennesker har nogle klassikere de egentlig godt ved, de er i dialog med – eller burde være det noget mere. Det, man er rundet af. Det, man altid siger, “jeg burde egentlig også …” om. Hvad hvis man ikke synes, man har nogen?

Man kan jo starte med at læse Goethes 1700-tals dannelsesroman, Valgslægtsskaber, hvor han forklarer sin købmandsfar, hvorfor han mener et liv i teatret er vigtigere end et liv som handelsmand, og dernæst kan man læse udvalget af den franske encyklopædi som Forlaget Klim udgav for et par år siden og så kan man fortsætte med Tove Ditlevsens Barndommens gade fra Vesterbro, hvor hovedpersonens far, der er arbejder, ligger på sofaen om aftenen og læser Thomas Manns roman fra 1922, Huset Buddenbrook. Den handler om forfaldet i en 800 år gammel slægt, hvis historie er helt parallel med Hansestædernes, den middelalderlige nordeuropæiske union, der var det åndelige forbillede for EU.

Alt det kan man selvfølgelig slå op i ‘Den store danske’. Eller en anden encyklopædi. At gøre sammenhængen levende må man selv rode med.

Topfoto: New Your City Public Library, public domain.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. I år er kommet "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay, Nøjsomhedens tivoli (digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger.
Udvalg af de seneste bøger:
* Sange ved himlens port. Bob Dylans bibelske inspirationskilder (essay, 382 sider, 2014)
* Malmö by night (digte, 70 sider, 2014)
* Langsomheden 1.0 (digte, 80, sider, 2015)
* Argumenter mod døden (essay, 162 sider, 2015)
* Lysåret (haikudigte, 148 sider, 2016)
* Fortællinger fra undergrunden (noveller, 146 sider, 2016)
* Pengeguden (essay, 298 sider, 2016)
* Porten til den indre by (digte, 330 sider, 2016)
Redaktør af Præsteforeningens Blad og nettidsskriftet Den smalle bog. Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.
POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste indlæg fra

Gå til Top