Iraks kurdere – et forsigtigt skridt tættere på selvstændighed

af

ANALYSE – De irakiske kurderes folkeafstemning mandag er et forsøg på at udnytte den politiske medvind efter fordrivelsen af Islamisk Stat, men helt i overensstemmelse med kurdernes tålmodige diplomati er afstemningen vejledende, skriver Birgitte Vestermark. En politisk manifestation, der skal minde omverdenen om, at kurderne fortsat har drømme om selvstændighed uden for alvor at lægge sig ud med de store, stærke naboer Tyrkiet og Iran.

Flere tusind mennesker var fredag aften mødt op på Franso Hariri Stadion i byen Erbil i det nordlige Irak. Byen er hovedstad i den kurdiske selvstyreregion, og den kurdiske fane med sin karakteristiske gule sol var synlig her, der og allevegne

Den nationalistiske stemning er på kogepunktet i Irakisk Kurdistan i øjeblikket, for mandag skal områdets indbyggere til folkeafstemning om selvstændighed.

Der er blot tale om en såkaldt vejledende afstemning, og skilsmissen fra det øvrige Irak ligger ikke lige om hjørnet, men det er et vigtigt første skridt, der – set med kurdiske øjne – skal gøre op med hundrede års uretfærdighed.

Kurderne er et af det største folk i verden, der ikke har en egen stat. I forbindelse med de europæiske grænsedragninger efter Første Verdenskrig blev det kurdisk befolkede område delt mellem fire nationalstater – Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien.

Strid om Kirkuk

Langt hovedparten af de ca. 40 millioner kurdere bor i dag i Tyrkiet, mens bare fem millioner lever i Irak. Størstedelen af dem bor i de tre provinser i det nordlige Irak, der udgør det kurdiske selvstyreområde, men der bor også kurdere i et bælte syd for selvstyreregionerne, i et område som både selvstyret og den irakiske centralregering gør krav på.

Kurderne opfatter Kirkuk som deres historiske hovedstad, som diktatoren Saddam Hussein igennem mange år forsøgte at fordrive dem fra

Blandt de omstridte områder er byen Kirkuk, der bogstavelig talt ligger oven på nogle af Iraks største oliekilder. De høje skorstene, kronet af orange flammer fra afbrænding af overskudsgas, rejser sig næsten lige bag byens yderste række af huse.

Det er dog ikke kun udsigten til let tjente oliepenge, der får kurderne til at gøre krav på Kirkuk. Der er også følelser indblandet. Kurderne opfatter Kirkuk som deres historiske hovedstad, som diktatoren Saddam Hussein igennem mange år forsøgte at fordrive dem fra, for at erstatte dem med arabere fra andre dele af landet i forbindelse med den såkaldte arabiseringspolitik.

Udover kurdere og arabere er Kirkuk også hjemsted for store turkmenske, kristne og andre mindretal, for hvem byen også har en særlig betydning, og der er derfor stor risiko for, at folkeafstemningen kan føre til etniske sammenstød.

En indirekte håndsrækning fra Islamisk Stat

I de første mange år efter, at Saddam Hussein var blevet styrtet, var selvstyre ikke på nogen måde på tapetet for de irakiske kurdere. Vi har det, en stat har, undtagen formel selvstændighed, og der er ingen grund til at gøre vores naboer nervøse, lød den politiske forklaring.

Men det ændrede sig, da Islamisk Stat i sommeren 2014 gennemførte sin lynoffensiv i det nordlige Irak. Den irakiske hær tog flugten sydover og kurdiske peshmerga-soldater rykkede ind ”for at sikre” befolkningen i Kirkuk. Pludselig stod kurderne med kontrollen over alle de områder, de gjorde krav på.

En global underskriftindsamling for selvstændighed blev sat i værk, og selvstyrepræsident Massoud Barzani luftede tanken om en folkeafstemning. I nogle uger var der heftig diplomatisk aktivitet, og kurdiske repræsentanter rejste på kryds og tværs af kloden for at skaffe opbakning.

Det internationale samfund er principielt imod at ændre på landegrænser ud fra en frygt for, at det skal skabe præcedens. Derfor går det generelt trægt med at anerkende nye stater

Men mere skete der ikke i den omgang. De irakiske kurdere er sig nemlig yderst bevidste om, at deres småstatsstatus.

Størrelsesmæssigt svarer de til den danske befolkning: De er bare fem millioner mennesker omgivet af mægtige – og til tider brutale – nabostater, som det ikke kan betale sig at blive uvenner med. Derfor går det ikke at udråbe selvstændighed uden at have sikret sig deres opbakning eller som minimum stiltiende accept. Og kurderne har også behov for støtte fra vigtige stormagter – især USA.

Moralsk gæld

Det internationale samfund er principielt imod at ændre på landegrænser ud fra en frygt for, at det skal skabe præcedens. Derfor går det generelt trægt med at anerkende nye stater og i et tilfælde som kurdernes, der potentielt kan få betydning for grænser i flere lande, er lysten selvfølgelig endnu mindre.

Der skal smedes, mens den amerikansk-kurdiske alliance stadig er varm, og inden verden atter mister interessen for kurdernes sag

Men kurderne ved, at Vesten lige nu står i en moralsk gæld til dem. De kurdiske peshmergaer har spillet en nøglerolle i at drive Islamisk Stat ud af det nordlige Irak. Faktisk var det næppe lykkedes, hvis det ikke havde været for det tætte militære samarbejde, der har været mellem amerikanske kampfly og effektive peshmergaer på landjorden.

Amerikanerne har allerede strakt sig langt i forhold til udgangspunktet, og har for eksempel leveret våben direkte til peshmergaerne – uden om den irakiske centralregering.

De irakiske kurdere har med andre ord opnået en international status og en direkte (stat-til-stat-agtig) forbindelse til Washington, der ikke eksisterede for bare få år siden. Derfor skal der også smedes, mens den amerikansk-kurdiske alliance stadig er varm, og inden verden atter mister interessen for kurdernes sag.

På den måde er folkeafstemningen et skridt nærmere selvstændighed. Men – helt i overensstemmelse med kurdernes tålmodige diplomati – kun et lille og forsigtigt et. Det er en politisk manifestation, der skal minde omverdenen om, at kurderne fortsat har drømme om selvstændighed, men uden for alvor at lægge sig ud med de store, stærke naboer Tyrkiet og Iran.

Derfor er folkeafstemningen i denne omgang kun vejledende.

Hovedillustration: Wikimedia Commons. De kurdiske peshmergaer har spillet en nøglerolle i at drive Islamisk Stat ud af det nordlige Irak. Det har givet kurderne international goodwill.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Birgitte Vestermark
Journalist, forfatter og foredragsholder

Birgitte Vestermark er journalist , forfatter og foredragsholder med speciale i Mellemøsten. Hun har været Mellemøstkorrespondent for Berlingske og Mellemøstanalytiker på P1 programmet Orientering på Danmarks Radio, har rejst i hele regionen og boet tre år i Jerusalem. Hun har desuden netop afsluttet en kandidatgrad på Mellemøststudier på Syddansk Universitet. Hun har også skrevet flere bøger herunder lærebogen "Det moderne Mellemøsten". Hun bor i Hvidovre med sin familie. Hvis du vil bidrage til Birgittes fortsatte skriverier på POV, kan du donere til hende på hendes Mobile Pay: 93 95 98 64

Seneste indlæg fra

Gå til Top