Intet varer evigt

af

Der skete en disruption i december

Karen Blixen gik rundt med en seddel i sin taske. Den tog hun op en gang i mellem. Både når det gikIMG_0911 helt vildt godt og når det gik helt vildt skidt. På sedlen stod hendes motto: ”Intet varer evigt”. Denne historie har jeg haft med mig altid. Privat og professionelt. En god påmindelse.

Linjen tænke jeg på igen i de dage i december, da vi her i medieandedammen oplevede den vildeste shitstorm mod vores medstifter af POV. ”Intet varer evigt”.

Mit eget lille motto på en fedtet seddel er: ”Ingenting sker, hvis du ingenting gør” og jeg er også glad for sætningen: ”Kom vi gør det bare”. Man kan handle sig ud af næsten alting. Man kan selv være med til at skabe de forandringer, man ønsker at se i verden. Man kan i hvert fald prøve. Det er blandt andet derfor, vi nu forsøger at skabe et nye medie, et nyt univers at skrive i.

Dengang i december tænkte jeg, at der altid ville være et før og et efter. Vi ville aldrig kunne gå tilbage til tiden før. Vi vidste nu, hvad vi vidste. Vi vidste nu, hvordan mediebosserne er klar til at behandle en meget hjælpsom kollega, en indiskutabelt meget produktiv, dygtig og generøs freelancer, som også er en ørn til at inddrage læserne og være i dialog med dem døgnet rundt på sociale medier og som er en af de mest læste i Danmark på SoMe, selv om hun skriver fra sin bopæl i Washington. Alt dette havde ingen betydning i et øjebliks blodrus.

Det var chokerende. Og det er den disruption, som POV er vokset ud af.

Måske årets hadeord 2016

Disruption er ord, jeg måske lige skal forklare. Det et buzzword, der i en rum tid nu er blevet skrevet meget om i internationale medier og for mig personligt giver det ret meget mening. Jeg må dog medgive, at det også har en god chance for at blive årets mest irriterende hadeord 2016, efter at diverse reklame- og bankdirektører er begyndt at bruge det i ret triste eller usexede sammenhænge.

430459_310005772394477_100001551710316_928993_1518273461_n

Jeg kan lide de positive sammenhænge. Jeg er nørd, som resten af skribentlisten på POV, i øvrigt. Jeg elsker at læse om global politik, forretningsudvikling, international solidaritet, rejser, Afrika, empowerment af kvinder i udviklingslande, dyrevelfærd, bæredygtighed, klima, transition, resiliens, betydningen af træer for jordkloden, aktivisme, arkitektur, oprindelige folk, urbanisering, urban farming, energi, innovation, gastronomi, tech og nye forretningsområder. Når jeg læser om de ting, jeg interesserer mig for, så nævnes ordet disruption igen og igen og på en god måde. Som nye muligheder.

Disruption handler altså, som jeg læser ordet, om at begivenheder indtræffer og der pludselig sker et skifte og man må lægge om og gøre noget nyt og anderledes. Om man er en virksomhed, branche, marked, privatperson, crowd på sociale medier, publikum, befolkning, modtagergruppe eller en flok journalister. Eller – ja, du slipper ikke for at komme med ud i haven – et bed i en have, som pludselig er blevet overproppet og må graves op, så alt kan få lys og luft, sådan at noget nyt kan ske. Præcis ligesom en medarbejdergruppe, der skal graves op, blomsterløgene skal skilles ad, for at kunne udnytte deres fulde potentiale, der skal tilføres ny jord, ny kompost, der skal vandes og det, der ikke kan reddes skal omplantes i en ny have.

Din håndværksbager

Der er mange grunde til, at de gamle trykte medier – aviser og magasiner – er ved at blive disruptet. Det handler selvfølgelig ikke bare om en enkelt lille personsag i julemåneden, den var bare symbolsk for nogle af os. Teknologien gør, at aviser er latterligt dyre sammenlignet med de udgifter, man kan have til at installere en WordPress-blog. De sociale medier gør, at alle og enhver kan dele indhold. Aviserne har mistet den magt de besad. Læserne har flyttet sig og har ikke loyalitet.

Desuden er der “uro i kraften”, som de siger i Star Wars.

Og her tænker jeg på, at der måske er ved at ske det samme med det journalistiske håndværk, som der skete med bagerhåndværket for nogle år tilbage. Det mistede kraften. Vi kunder var endt i den ret kedsommelige situation, at bagerne havde glemt hvordan de bagte brød. Man kunne få sådan noget papbrød, der var bikset sammen af pulvermix og det forsøgte man så, at sælge til os under mottoet ”Din håndværksbager”. Det var helt skævt. Og endte med, at faget blev disruptet af innovative brødflove iværksættere, der kunne noget med bornholmsk ølandshvede og gærpartikler i luften. Og ”Din håndværksbager” så ikke hvad der ramte, før det var for sent.

På samme måde tror jeg, at et andet godt gammelt håndværk, den skrevne journalistik, kan være ved at blive disruptet lige nu.

De nye medier er insekthoteller

Nu skal vi tilbage til haven. Den økologisk-biodynamiske med stor biodiversitet. Det store hit lige nu er ”insekthoteller”. Det foregår sådan her: Man stavler grene og biologisk materiale op som organisk hegn, der kan rumme summende liv – eller man bygger paller med forskellige størrelser huller boret i træ og træfiber. På den måde skabes rum til at alle mulige nyttige typer af flyvende kriblekrable kan flyve ind og ud. På samme måde ser jeg nye tiltag. Som nu vores lille blogunivers. Eller de store insekthoteller som Zetland, Føljeton, Kforum . De afprøver nye spændende måder at udkomme på og har ”boret forskellige typer af huller” i væggene, som forskellige typer af skribenter frit kan flyve ind og ud af, for derpå at fare ud i verden og gøre deres ting, hvad enten det er bestøvning, skadedyrsbekæmpelse eller honningproduktion.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

IMG_0904

Og i mens strømlines de store gamle dagblade og magasinforlag og ombygges ganske symbolsk i stål og glas og marmor og stramt-sort-hvide storrumskontorer. Her er ingen sprækker, som biodiversitet og nyttige, tossede tanker kan flyve ind og ud af.

Og mens Huffington Post, verdens største skriftlige nyhedsmedie, overvejer at udkomme på mange flere sprog, og måske også på dansk, så er de danske aviser i vildrede. De skiftevis holder på tekster bag betalingsmure og slipper tekster over murene, for at være med i feedet, hvor det hele foregår nu. Det virker ikke særlig holistisk eller bæredygtigt.

Vi er alle sammen interesserede i bæredygtige papiraviser og vi er da interesserede i, at der er de bedste tænkelige tekster at finde i dem. Så hvorfor ikke give plads? Hvorfor ikke skabe rammerne? Hvorfor ikke bore hullerne?

De fleste (og de bedste) freelance-skribenter har forladt de spalter, hvor de ikke kan undværes, hvis aviserne på lang sigt skal være interessante nok til at læserne, køberne af aviserne, gider blive ved med at betale penge for aviserne. Man kommer langt med reklamer. Ja vist. Og finansiering derfra. Men reklamerne er der ikke uden læsertal, kvalitetsjournalistik og noget WOW (mange læsere), der giver klik og medleven (delinger og kommentarer). Abonnenternes betaling er stadig det centrale i avisens økonomi. Jeg har selv tidligere arbejdet på et mediabureau, hvor jeg med min journalistiske baggrund (fra blandt andet Politiken) forsøgte at koble det redaktionelle indhold med den kommercielle økonomi og det var mig også i den tid en gåde, hvorfor aviserne ikke gjorde mere ud af at dyrke stjerneskribenter og superbloggere. Sådan nogle, der kan portrætteres på busreklamer og sælge billetter dagligt, fordi læserne lige må se, hvad den og den, skriver om en aktuel situation.

Skribenter blev dyrket i spinatbedet

Stjerneskribenterne blev dyrket i gamle dage og bliver det stadig i udlandet. Men der skete et eller andet vildt kedeligt og ny-protestantisk på dagbladsredaktionerne omkring årtusindskiftet. Vistnok nogenlunde samtidig med, at man holdt op med at have enkeltmandskontorer med sofaer og samtidig med at man holdt op med at (føle sig tvunget til) at ryge og drikke til møderne, så holdt man også op med at have en fest med freelancerene. Lønnen blev forhandlet ned ad absurdum. Så det nu mere er reglen end undtagelsen, at man bliver bedt om at skrive uden honorar og skal høre på redaktører, der ikke kan finde ud af at brande deres egen røv om det så gjaldt livet, som kvidrer ”jamen, du bliver brandet af det”. Nej tak du.

uge 14, spirer

Misforstå mig nu ikke. Jeg siger ikke, at de faste journalister er uinteressante eller at de ikke sælger, selvfølgelig gør de det, og jeg er kæmpe fan af mange faste og roser dem dagligt for deres gode tekster. Men hvis du tænker så langt tilbage som du overhovedet kan og tænker på spinatfugle, columnister, tv-anmeldere, kronikører, debattører, interviewere, madanmeldere, litteraturanmeldere, vanvittigt spidse penne og legendariske skribenter med kant, så har de – hånden på hjertet – ofte været freelancere, der var ude og opleve ting og sager i verden langt fra hævesænkeborde, pensionsordninger, medarbejderkunstforeninger, MUS-samtaler og frokostordninger.

Hvis du er meget ung, og læser med her, er der en risiko for, at du slet ikke kan huske de tider. Men har måske alene oplevet små forkølede pip fra freelanceskribenterne i den vinter, der har varet alt for længe nu.

Det er så her årstidernes skiften, insekternes summen og disruption kommer ind i billedet.

Det journalistiske blomsterbed var engang smukt, alle de mange forskellige planter voksede fint ved siden af hinanden, freelancere og faste, korrespondenter og hjemmefødning, alle havde hver deres farver og hver deres pragt og nogle blomstrede sent, nogle tidligt, nogle var de vildeste stjerneskribenter, der som solsikker ragede op over de andre, men alle gav noget til helheden. Men så gik det galt. Og nu må bedet graves op og tilplantes på ny. Sådan kan det gå. Intet varer evigt. Og om lidt er det forår!

IMG_8226

Mandelas metafor

Nelson Mandela nævnte mange gange, at han var inspireret af havearbejdet i sit arbejde med at lede et land, en organisation og en frihedsbevægelse: ”På nogle måder så jeg i haven som en metafor. Ligesom gartneren, skal en leder tage ansvar for det, han dyrker” sagde han.  Mandela var om nogen blevet ”afbrudt” i sit arbejde med frihedsbevægelsen og havde brugt det frygtelige faktum, at han var indespærret 27 år af sit liv til noget konstruktivt og fornuftigt: Han besluttede at betjene sig udelukkende af positiv kommunikation, når han kom ud, han besluttede at tilgive hvad som helst. Ligesom han besluttede, at det, at han var blevet ”disruptet” ikke skulle fylde ham med had og selvmedlidenhed, for det ville ikke tjene sagen.

MERE POV
Vælg din chef med omtanke

Da vores kollega Annegrethe Rasmussen i december gjorde den fejl, at glemme at angive en kilde, og blev storstraffet for det, skete der et brud. Og ikke bare for AG, som hun kaldes, men for mange af os. Og som jeg skrev igen og igen i trådene: ”Dette er disruption. Lad os se det som en ny begyndelse”. Og det er faktisk (blandt andet) derfor, vi har lavet dette her lille blogunivers kaldet POV – ikke POW!, som en tegneserieboble – men Point of View i forkortelse.

010812_28

Værdierne forsvandt

Lad mig ikke dvæle længe ved AG-sagen. Men alligevel dele en tanke. Det var bemærkelsesværdigt, at læserne og redaktørerne havde to så forskellige syn på væsentlighedskriteriet her og så forskellige syn på værdier. Og på hvordan man kan tillade sig at behandle en fagfælle, en kollega, en freelancer, en medarbejder, et medmenneske med alt hvad vi i 2015-2016 ved om jura (uskyldig til det modsatte er bevist), om HR (omsorg), om etik, om Aristoteles og det gode liv og alt hvad vi med vores lange kristne og kulturelle dannelsestradition ved om, hvordan man skal behandle sin næste. Alle ved jo – eller det troede vi vel, at alle vidste – at man skal behandle sin næste, og dermed også sin freelancer, som man selv ønsker at blive behandlet, hvis man selv var medarbejder, freelancer, en der havde begået en fejl, og det kan ske for alle, og vil ske for alle før eller siden.

Med andre ord: Det var en pisselortesituation (og lad mig huske kilden til det ord, det kan tilskrives Rasmus Tantholdt, sagt i en anden sammenhæng). Men det var altså også en mulighed. For at grave hele bedet op, kværne ny kompost ind og starte forfra.

Fællesskab og samhørighed

Og lad det da være sagt med det samme: Dygtige freelancere skal være velkomne her i vores nye medie. Vi vil gerne være det summende insekthotel, for alle de gode penne, der af sparehensyn er blevet skubbet ud af de stramt designede redaktionslokaler på de gamle medier. De vil blive værdsat. De vil blive inviteret til gryderet. De vil få ros og efterkritik af hinanden. De vil opleve IMG_5371samtaler om det skrevne på kryds og tværs. De vil opleve fællesskab og samhørighed. De vil ikke kunne blive fyret, for de er ikke ansat. De vil kunne være med til at udvikle noget nyt.

Livet er kort. Intet varer evigt. Og mens vi er her, skal vi have det sjovt, forsøge at gøre en forskel, hænge ud med begavede, generøse, empatiske mennesker og behandle hinanden ordenligt og bæredygtigt. Privat, professionelt og på de sociale medier. Det er nu min mening. My Point of View

P.S: Ja, for resten, det ville være rart, for os ordmennesker, om der var et dækkende dansk ord, men det er der ikke. Afbrydelser, forstyrrelser, modstand, pludselige muligheder eller en helt skæv ”ny situation” kan dække, og så alligevel ikke. Lad os derfor bruge ordet ”disruption” og trække på skuldrene, ligesom vi gør med engelske ord som freelance, sweater og weekend. 

Billeder er taget af mig og hapset fra min Instragram

Kan du lide mine artikler? Så støt endelig arbejdet via mobile pay 21435463. Eller hjælp mig med at sprede ordet om at jeg kan bookes som foredragsholder via min side signewenneberg.dk

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Signe Wenneberg

Støt skribententens arbejde på 21 43 54 63.
Signe Wenneberg er medstifter af POV. Skriver især i kategorierne "Grønt", "Liv" og "Kultur & Medier". Er uddannet retoriker og lever af at være foredragsholder og ordstyrer. Har skrevet en del bøger. Se bogliste og kontaktinfo på www.signewenneberg.dk. Se det daglige grønne feed på www.instagram.com/signewenneberg
Husk at intet medieforbrug er gratis. Her på POV lønnes skribenterne direkte af jer læsere via crowdfunding. Hvis alle (der kan) betaler en lille smule - 20 kr, 50 kr, 100 kr - så kan alle slippe for betalingsmure, telefonsælgere, pop-up-reklamer. Tak på forhånd for donationer til flere grønne tekster her på POV. Signes Mobilepay er 21 43 54 63 - mange tak på forhånd!

Seneste indlæg fra

Gå til Top