mm

Odile Poulsen

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution. Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."
Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset. Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/
Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay: 3064 3538

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Odile Poulsen
på Mobile Pay: 30 64 353 8

Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få

ESSAY – “I morgen er en afgørende dag. ’Jeg går ikke derfra uden at de giver os hjælp. Hvis ikke de mener, at K skal indlægges, så skal de tilbyde hende noget andet. Jeg bliver der, til vi har et tilbud, en ny dato, noget meningsfyldt til K.’ sagde jeg til Niels. Han kunne se, at jeg mente det. Jeg nægter at gå derfra, uden et eller andet konkret tilbud til K”.  Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst. I dag bringer vi afsnit 17, hvor Odile forbereder sig på et helt afgørende møde på ungepsykiatrisk hospital.

Chrysleren stønner lidt som i søvne men giver efter og vågner, da jeg insisterende drejer nøglen i tændingen.

’Den her tur, skattepige, den tager vi for K’, hvisker jeg mens mine fingre griber om rattet. ’I dag er en særlig vigtig tur – vi skal lave en generalprøve på den tur, vi skal køre med K i morgen.’ Vi snor os ud af parkeringsbåsen og lader os roligt opsluge af Københavns altid vågne trafik.

Pligtopfyldende som to skolepiger bevæger vi os udelukkende efter GPS anvisningerne. Jeg vil være så sikker jeg overhovedet kan blive på, hvor længe turen varer og hvilken vej, jeg præcis skal køre. Når jeg er ved destinationen, gælder det om at finde ud af, hvor jeg kan parkere tættest på indgangen. For det svier stadig i K’s angst, bare at tænke på, at hun skal være ude i det fri.

Alt skal være planlagt så minutiøst, det er mig muligt, for at jeg i morgen kan være fri af stress, tidsnød og usikkerhed om, hvilke veje der nemmest leder til den ungepsykiatriske afdeling.

Det er helt naturligt at blive usikker og måske nervøs, når man skal bevæge sig i fremmede omgivelser. Skal man tage denne vej? Eller denne? Er det den bygning der? Nej, det vist længere henne. Momenter af usikkerhed opstår, og dem kan mange af os uden problemer navigere i.

Så abstrakt eller måske nærmere irrelevant er tiden blevet, for den er alligevel ikke til hverken at knægte eller kontrollere – vi venter lange dage, tomme timer for at hjælpen skal nå frem til K. Jeg skal bare have hjælp til min datter, om det er hverdag eller helligdag eller mærkedag – hvad betyder det for os? Intet

For K er det anderledes, meget anderledes. Den slags usikkerhed er ikke til at overkomme for hende. Den kaster lange skygger ind over hele hendes bevidsthed, ja over hele hende, så hun er tilbagetrukket til en mekanisk tilstedeværelse og hendes amygdala er i allerhøjeste beredskab. Kunne det måles på Richterskalaen. ville det vise den naturkatastrofe, der sker inde i hende.

Så jeg gør, hvad jeg kan for at minimere skaderne på forhånd. Bygger en dæmning, sætter sandsække ved bredden, bygger stolper under bygningerne og evakuerer alle, som evakueres kan. Eller, jeg kører faktisk bare ruten med min kære Chrysler.

Fremme ved ungepsykiatrisk, som viser sig at have lukket, for det er Grundlovsdag, men hvad ved jeg om det, jeg ved end ikke hvad måned vi er i. Så abstrakt eller måske nærmere irrelevant er tiden blevet, for den er alligevel ikke til hverken at knægte eller kontrollere – vi venter lange dage, tomme timer for at hjælpen skal nå frem til K. Jeg skal bare have hjælp til min datter, om det er hverdag eller helligdag eller mærkedag – hvad betyder det for os? Intet. Intet af det gør en forskel på, hvordan K har det.

Men det er kun hverdage, der tæller, når det drejer sig om den den hjælp, vi venter på; min utålmodighed gnaver, men jeg har vænnet mig til sårene og mærker dem ikke længere. Hvad er de i forhold til de sår, der er skabt i K?

Gåden er uløselig og gør en skør at tænke over: Hvorfor lader man unge mennesker sejle deres egen sø, i egen sygdom, i egen afmagt. Hvorfor arbejdes der ikke døgndrift om det så er Grundlovsdag eller sommer? Hvorfor hjælper man ikke med at løsne K fra det dyb af en afgrund, hun er nede i.

Bare tanken om, at de ikke tager hende alvorligt, sender straks tårerne frem på første parket. Det er lige meget, de kan løbe om kap ned ad mine kinder, jeg fortsætter med at tage fotos

Jeg tager fotos. ’Sådan her, K, ser bygningen ud’, vil jeg sige og vise hende fotos i min mobil. ’Her er parkeringspladsen. Her er en trappe op, for vi skal op på første sal. Den her dør leder ind til ambulatoriet, og som du kan se, er receptionen derinde til venstre. Til højre er der nogle stole – det ser ud til at være et venteværelse.’

Jeg tager alle mulige fotos, vinkler mit blik så det næsten bøjer sig rundt om hjørner og ind bag døre. Heldigvis kom jeg ind i opgangen, så hun kender den trappe, hun skal gå op ad i morgen. For første gang.

Der er nemlig en aftale mere om tre dage, hvor vi skal have at vide, hvilket behandlingstilbud de kan tilbyde K. Åh, de skal hjælpe hende! De må ikke sidde hende overhørig.

Bare tanken om, at de ikke tager hende alvorligt, sender straks tårerne frem på første parket. Det er lige meget, de kan løbe om kap ned ad mine kinder, jeg fortsætter med at tage fotos.

Men jeg kan ikke løse den lav-praktiske detalje, det er at få en parkeringsbillet, der sikrer, at vi holder helt tæt på indgangen.

’Okay, K må vælge mellem, at vi enten kører længere væk til vejen dernede bagved. Eller at hun venter i bilen, mens jeg får hentet parkeringsbilletten. Jeg planlægger, hvordan jeg skal forberede hende.

K får kigget indgående på fotos. Min stemme er vist for højt oppe i oktav, da jeg vejleder hende gennem. ’Hvad er det der for en gang?’ K peger og henviser til den gang, der snor sig bag om receptionen og forsvinder ind i skyggerne

K er ikke god til mange valgmuligheder. Hver mulighed skaber et visuelt scenarie i hendes sind, som var de små sekvenser af biograffilm. Alle sekvenserne byder på så mange muligheder, hun kan se så meget i detaljer, at hun bliver alt for overvældet og ikke kan træffe et valg. Når det er en så svær dag som i morgen, skal der derfor ikke være flere end maksimalt to muligheder.

Hjemme igen, triller jeg Chrysleren tilbage til hendes skønhedssøvn. I morgen tidlig vil jeg hente hende hen og holde lige foran vores terrassedør, for så kan jeg følge K ud i bilen direkte fra stuen som er den kortest mulige rute. Når hun sidder bag lukket bildør, løber jeg tilbage, får lukket terrassedøren, løber ud gennem hoveddøren, ud til K, der sandsynligt vil sidde hændervridende, fordi hun oplever minutterne, det tager mig at komme tilbage som ekstremt langtrukne.

K får kigget indgående på fotos. Min stemme er vist for højt oppe i oktav, da jeg vejleder hende gennem.

’Hvad er det der for en gang?’ K peger og henviser til den gang, der snor sig bag om receptionen og forsvinder ind i skyggerne. Hendes vejrtrækning er stødvis og hun kommer til at lyde let vredladen. Det er stressen og uroen.

’Den må lede ind til andre rum, sikkert samtalerum.’

’Er det dér et venteværelse?!’ nu er hendes stemme højt oppe i lejet. Lyder mættet af panik.

’Ja, det må det være.’ jeg prøver at trække tempoet ned, modvægte K’s angst.

’Det kan jeg ikke. Mor, jeg kan ikke sidde dér sammen med andre unge!’ K ser kort på mig, opspærrede øjne.

I næste nu stryger K op af trappen. Hun er nødt til at trække sig ind på værelset og skærme sig for indtryk. Lægger sig nok i sengen med puder over sig, måske dynen. Det kan også være, hun sætter sig ind til Gerda, kaninen der kan noget, ingen af os andre kan

Jeg prøver at lægge en hånd på øverste del af hendes ryg lige der, hvor nakkehvirvlerne tager over. Nakken står spændt, men hun lader ikke til at være generet af berøringen.

Ænser hun den? Ja, det gør hun, hun sanser jo netop alt for meget.

Jeg tager stille og roligt min hånd til mig igen, jeg vil ikke drukne hende i sanseindtryk, men vil heller ikke gøre hende tydelig bevidst om min usikkerhed.

I øvrigt har vi en stående aftale om, at jeg altid spørger, om hun vil berøres. Det kan godt være, jeg kan røre hende let, når stemningen også er det. Men når hun er presset, som hun er nu, så er det langt fra sikkert, at hun kan rumme det. Omvendt kan det være netop dét, der suger panikken i sig som vat, der sluger væske.

’Jeg ved det, skat. Vi må komme det absolut seneste, vi overhovedet kan.’

’Jeg kan ikke sidde dér, mor!’ I næste nu stryger K op af trappen. Hun er nødt til at trække sig ind på værelset og skærme sig for indtryk. Lægger sig nok i sengen med puder over sig, måske dynen. Det kan også være, hun sætter sig ind til Gerda, kaninen der kan noget, ingen af os andre kan.

Det er som om alt, vitterlig alt, er kastet op i luften og endnu ikke landet. Med ansigtet lige ind i psykiatriens ånde, mærker jeg både frygt og lettelse –  om lidt skal vi måske overlades til intet, om lidt skal K få ordentlig hjælp. Åh, Gud.

De sidste dage har jeg haft stærk kvalme. Jo nærmere vi kommer på i morgen, jo stærkere bliver den. K har mistet appetitten igen. Hvis jeg er nervøs, er det intet i forhold til hvordan K har det – hun er skrækslagen.

I morgen vil være endnu en dag som så mange andre for de fleste. Men for K og for os, er i morgen begyndelsen til noget, vi ved, vil have enorm indflydelse på hendes liv. Enten tager de imod hende og tilbyder hjælp. Eller de lader os gå hjem igen.

’Jeg er aldrig før blevet fyret af en tolv årig’, forklarede skolepsykologen over telefonen, let vantro

Som den skolepsykolog, der for et par år siden sagde, at K nu var fri af angst, efter de havde talt sammen nogle gange. Men, konkluderede skolepsykologen, K havde en del ’prinsessemanérer’ i forhold til de andre i klassen, som hun mente, vi forældre burde gøre noget ved. Det var i øvrigt den selvsamme skolepsykolog som K selv fyrede i frustration.

’Du kan ikke hjælpe mig! Du sidder bare der og siger alt muligt, der ikke hjælper en skid – hvor er du egentlig uddannet? Du har intet at tilbyde mig – du spørger ikke om, hvem jeg er!’ havde K råbt i dyb frustration under det, der blev der sidste samtale.

’Jeg er aldrig før blevet fyret af en tolv årig’, forklarede skolepsykologen over telefonen, let vantro.

’Nej, K har ingen frygt for autoriteter, det har hun aldrig haft’, svarede jeg i overensstemmelse med sandheden. For jeg vidste, at K havde ret, nok har hun ingen indbygget autoritetstro, men hun er ikke urimelig – det er kun, når folk behandler hende respektløst, at hun sætter hælene i. Fuldstændig i.

Men heldigvis har K det sidste år, været i behandling hos en privatpraktiserende psykiater, som med det samme tog hende alvorligt. Her var ikke tale om ’prinsessenykker’, men rent faktisk om et sind, som opfatter verden anderledes, funderet i en hjerne, der fungerer anderledes. Men børne- og ungepsykiateren kan desværre ikke hjælpe K tilstrækkeligt, det kræver et psykiatrisk hospitals ressourcer.

Derfor er i morgen en afgørende dag.

’Jeg går ikke derfra uden at de giver os hjælp. Hvis ikke de mener, at K skal indlægges, så skal de tilbyde hende noget andet. Jeg bliver der, til vi har et tilbud, en ny dato, noget meningsfyldt til K.’ sagde jeg til Niels. Han kunne se, at jeg mente det. Jeg nægter at gå derfra, uden et eller andet konkret tilbud til K.

’Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få.’

Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538

Titlen på dette essay er et citat fra C.V. Jørgensen, ’Pligterne Kalder’, album ’I Det Muntre Hjørne’ 1990.

Læs de 16 første essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her og 16. afsnit, “It’s your last chance”, her.

Kategorier