mm

Claus Skytte

Claus Skytte (f. 1969) er iværksætter, foredragsholder og forfatter til fire bøger om internetiseringen, deleøkonomi og den nye automatisering.

Han er medstifter af og formand for Foreningen for Platformsøkonomi i Danmark. Skytte er endvidere stifter og medejer af det deleøkonomiske fællesskab Resecond, Skatte-API’en Selfemployd og deleportalen.dk.

Claus Skytte sidder i Muskelsvindsfondens indsamlingsafdelings bestyrelse, Handshake, Chora Connections' bestyrelse og i Den Sociale Kapitalfonds Advisory board.

Claus Skytte er Danmarks førende ekspert i deleøkonomi, internetisering og automatiseringen, som ændrer vores verden lige nu: Vores måde at bevæge ting og os selv med selvkørende biler; vores måde at arbejde på som freelancere og selvansatte og vores måde at forbruge på med adgangsøkonomi og cryptocurrency. Han har skrevet bøgerne, "Medbruger - om den digitale forbruger", "Skal vi dele? - om deleøkonomi" og "Den nye andelsbevægelse - om den 4. industrielle revolution", samt den netop udkomne ”Kunstige Kolleger” – om hvordan mennesker, robotter og kunstig intelligens skal deles om fremtidens arbejde. Skytte rådgiver erhvervsordførere i Folketinget, Erhvervsstyrelsen, Skatteministeriet, store danske virksomheder som Tryg og COOP, samt diverse VL-grupper og fagbevægelsen.

Se alle skribentens artikler
Photo by Theo Thomaidis on Unsplash

Giv internettet tilbage til folket

DIGITAL DEBAT – Det er smart, at chippen i dine cowboybukser kan fortælle din vaskemaskine, hvordan de skal vaskes, men det er måske ikke så “smart”, at producenterne altid ved, hvor bukserne går rundt. Vi er på vej mod et ukontrolleret overvågningssamfund på nettet uden privatliv og demokrati. Vi må forhindre, at vi ender dér. Frie mennesker må ikke overvåges, fastslår Claus Skytte.

I begyndelsen var alle på nettet venner. Man kendte hinanden personligt, og der var ingen grund til at overveje sikkerhedsløsninger mod f.eks. overvågning. Oven i købet var der en telefonbog med en liste over alle på internettet.

Så gik det pludselig stærkt. Der findes selvfølgelig ikke længere en telefonbog over dem, der er forbundet. Det ville være absurd. Internettet er overalt og ikke mindst på os i vores computer i lommen. Der findes i dag flere mobiltelefoner i Afrika syd for Sahara, end der findes mennesker med adgang til rent drikkevand. Internettet er overalt.

To procent af verdens elektricitet bruges nu til internettets dækning af én procent af alle mennesker og alle ting. For ti år siden var det en promille, der var forbundet. Det er gået så hurtigt med udviklingen, at der ikke blev tid til at skabe internetsikkerhed.

Derfor er der ingen. Hverken datasikkerhed eller menneskesikkerhed. Når alt og alle bliver forbundet via internettet over de næste ti år, bliver menneskenes internet og tingenes internet til livets internet. Det er et stort ukontrolleret kaos. Uden nogen som helst former for privatliv. Det skal vi sætte en stopper for, mens vi stadig kan nå det.

Vi har altid været temmelig gode til at forudse teknologiske forandringer. Men vi har aldrig været særlig gode til at gennemskue de sociale ændringer, der sker på baggrund af de teknologiske fremskridt.

Vi ville blive meget vrede, hvis fremmede mennesker gik ind i vores haver og låste sig ind og snusede rundt i vores huse og lejligheder. Med nøgler, som vi ikke vidste, at vi havde givet dem. Men det er præcis dét, som sker

Vi forudså, at internettet ville give lynhurtig kommunikation, som det var bygget til. Men vi forudså ikke de sociale mediers komme. Det gav i begyndelsen god mening, at teleselskaberne tog sig af internettet, for det sparede staten for en masse penge. Men internettet handler ikke længere kun om penge. Det handler om demokrati og privatliv. Eller manglen på samme.

Netværk med demokrati og privatliv

Vi har brug for et netværk, der kan indeholde demokrati og privatliv. Vi må indbygge demokratiske stukturer i vores kommunikationssystem. Gerne i samarbejde med teleselskaberne. Men vi kan ikke overlade demokratiet til en telebranche, som er døende, fordi der ikke længere er penge at tjene på telefoni og sms’er. Data bliver mere og mere gratis, hvis blot vi giver alle vores oplysninger til dataselskaberne og klikker ”Enig” til betingelserne, hvor vi frivilligt afgiver vores ret til privatliv.

Det er smart, at chippen i dine cowboybukser kan fortælle din vaskemaskine, hvordan de skal vaskes, men det er måske knapt så smart, at producenterne altid ved, hvor cowboybukserne går rundt henne og sælger oplysningerne videre.

Vi kan måske godt leve med, at vi bliver solgt reklamer som kompensation for alle de gratis glæder, vi får gennem nettet. Men frie mennesker skal ikke overvåges, så der kan blive solgt reklamer. Det er ikke meningen med frihed.

Frie mennesker skal ikke identificeres 30 gange, bare fordi de vil dele et billede af fødselsdagen med deres nærmeste venner. Staten må købe eller leje internettet tilbage. Så vi kan lave rum på nettet, som vi kan være i som mennesker.

I stedet bliver vi inddelt i stalde og lukket ind i hvert vores bur, hvor vi bliver fodret med reklamer på vores sociale medier. Danmark er et af verdens mest digitale samfund, men vi har ikke særlig høj kvalitet. Der er forskellige lag af datasikkerhed, men vores er meget.

Vi er blevet digitaliseret, fordi det passede godt til statens behov og ikke menneskenes behov, uden at menneskene i øvrigt blev spurgt om, hvad de synes, at staten skal vide. Det handler ikke om at skabe et internet, hvor folk kan gemme sig og handle ulovligheder eller planlægge terrorangreb.

Det handler tværtimod om, at vores internet gemmer og behandler vores data fortroligt. Så politiet kan få adgang til vores digitale liv, hvis de har en dommerkendelse og en begrundet mistanke om, at vi bryder loven.

Vi ville blive meget vrede, hvis fremmede mennesker gik ind i vores haver og låste sig ind og snusede rundt i vores huse og lejligheder. Med nøgler, som vi ikke vidste, at vi havde givet dem. Men det er præcis dét, som sker.

Lad os bygge et sikkert internet

Det foregår bare ikke ved hjælp af fysiske personers indtrængning, men digitalt og usynligt og konstant. Det går selvfølgelig ikke, men vi giver lov til alt, hvad vi bliver bedt om at være enige i, fordi vi ikke orker at læse betingelserne.

Vi vil jo bare gerne bruge alle de fantastiske app’s og medier, som hele tiden bliver stillet til rådighed og som gør livet lettere og billigere og bedre for os. Og totalt overvåget! Dem, der siger, at vi skal have en sikker fremtid, er dem som skal lave den. Men det gør de ikke. Selvom det er muligt og ikke særlig kompliceret.

Det er os, som skal lave regler, som dataselskaberne skal klikke ”Enig” til. Ikke omvendt

Vi kan – så at sige – få brevhemmeligheden tilbage, så ingen må læse dine E-mails, medmindre det sker med en dommers godkendelse. Vi kan godt give en søgemaskine lov til at vide, at vi godt kan lide gummisko, og tillade et socialt medie at få at vide, at vores yndlingsfarve er rød.

Men vi skal ikke acceptere, at en tredje spiller kan sælge ”røde gummisko” videre som en værdifuld information til en helt femte spiller, der gerne vil have os til at købe deres fodtøj. Med et borgersikret internet slipper vi i øvrigt for at bruge kodeord, og vi får ikke brug for adblockers.

Virksomheder vil automatisk overholde dataforordningen fra EU, og cookies, som vi kender dem i dag, forsvinder af sig selv. Fordi vi bygger et sikkert internet ud fra individets niveau. Hvor det ikke er os, der skal læse betingelserne, men dataselskaberne, som skal overholde betingelser.

Det kommer i øvrigt ikke til at koste mere end ganske få millioner kroner at bygge. Så det er ikke dyrt at få privatliv, men meget værdifuldt for det enkelte menneske i demokratiet.

Vi mangler digitale demokratiske strukturer og forbindelser, som vi kan stole på. En digital grundlov, hvor tredelingen af magten skal bygges ned i åben kildekode. Først herefter har vi et digitalt, demokratisk rum

Vi kalder os demokratiske, men i de digitale rum er der altid en diktator. Der er nogle, der har den fulde kontrol og kan se alle mønstrene. Som kender dig bedre, end din bedste ven. Vi kan forbyde dem at se mønstrene, men de kan stadig se dem.

Vi mangler digitale demokratiske strukturer og forbindelser, som vi kan stole på. En digital grundlov, hvor tredelingen af magten skal bygges ned i åben kildekode. Først herefter har vi et digitalt, demokratisk rum. Den åbne kildekode betyder ganske enkelt, at man som borger kan se, hvad programmerne gør. Som at kunne kigge ned i en under motorhjelmen og se, hvordan motoren fungerer.

Vi kan umuligt forestille os, hvad internettet kommer til at betyde for klodens sociale forandring, når alt og alle er forbundet lige om lidt.

Planeten er ved at blive selvkørende, og kunstig intelligent med en enorm hale af data efter sig. Det vil med stor sandsynlighed få sociale konsekvenser. Vi ved bare endnu ikke hvilke. Vi kan ikke bare slukke for nettet, som vi ikke kan slukke for Twitter, selvom der bliver skrevet noget grimt om os. Vi kan fysisk koble os af internettet og lade vores maskiner blive hjemme og flygte ud i skoven. Men vi kan ikke psykisk slukke for den intelligente by, der oplyser stammerne i skoven om natten.

Vil vi leve i verden, må vi tænde for smartphonen igen, til vi kommer online. Ellers eksisterer vi ikke i verden. Vi kan ikke stå af verden. Men vi kan bygge nogle regler ind i internettet, så vi aldrig kan blive slaver af dem, som ved det hele om os.

Hvis ikke lige nu, så vil det ikke engang blive muligt i fremtiden at samle sig og gøre oprør, uden at det bliver opdaget og stoppet med data som knipler.

Foto: Theo Thomaidis fra Unsplash

Kategorier