Var det den napolitanske mafiaorganisation ”Camorra”, der i juni 1999 byttede om på blodprøverne, så cykelrytteren Marco Pantani ikke kunne vinde Giro d´Italia?
Hvis man spørger anklagemyndigheden i Adriaterhavsbyen Forlí er svaret ja.
Telefonaflytninger og afhøringer afslører, at mafiaorganisationen, der også tjener sine kulsorte penge på ulovlige væddemål, simpelthen ikke havde råd til, at Pantani vandt etapeløbet.
“Den lille skaldede når aldrig til Milano”
– Et medfange, der var medlem af Camorra´en, anbefalede mig under de første etaper at sætte mine penge på Pantanis rivaler. ”Jeg ved ikke hvordan, men den lille skaldede kommer aldrig i mål i Milano. Tro mig”, var beskeden, fortalte banditten Renato Vallanzasca til medierne i 2014.
Disse bemærkninger fik anklagemyndigheden i Forlí til at iværksætte endnu en undersøgelse af begivenhederne under cykelløbet i 1999.
I går offentliggjorde TV-kanalen Premium Sport aflytningen af den ”cammorista”, der rådgav Vallanzasca i fængslet.
”U” ringer til en slægtning, fordi han er bekymret over, at Vallanzasca har talt med medierne om de råd, han gav Vallanzasca tilbage i 1999.
Slægtningen spørger ”U”, om det er rigtigt, at Camorraen har byttet blodprøverne om.
– Sì, sì, sì… sì, sì, er svaret.
Sagen henlægges, men Mamma er glad
De nye oplysninger betyder ikke retslig oprejsning til hverken Pantani eller cykelsporten.
Anklagemyndigheden i Forlí beder om, at sagen henlægges.
De fysiske beviser mangler, som for eksempel den falske blodprøve med en hæmokritværdi på 51,9 procent mod de 50 procent tilladte.
Pantanis mor, Tonina Belletti, glæder sig alligevel over, at hendes teori om et komplot mod sønnen i 1999 nu tilsyneladende bliver bekræftet.
Tonina har altid hævdet, at hun netop under Giro´en i 1999 modtog anonyme telefonopkald med mordtrusler mod Marco Pantani.
– Jeg får ikke Marco tilbage, det er klart. Men jeg tror det her kan give ham værdigheden tilbage. En værdighed han aldrig burde have været frataget, siger mamma Tonina til dagbladet Corriere della Sera.
Marco Pantani blev fundet død af en overdosis kokain i en ferielejlighed i Rimini den 14. februar 2004. Et dødsfald, der også har været genstand for efterforskning uden af give et endeligt svar på, om Pantani begik selvmord eller blev hjulpet på vej ud af denne verden.
Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Her får du alle links til vores nye artikler. Bliv ven med os her.
Holder du af POV International så bliv abonnent for 20 kr. om måneden.
Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her