mm

Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Se alle skribentens artikler
Erik Samds statue af biskop Thomas i Strängnäs.

Indvandrersønnen som skabte en svensk republik – i 1440

Alle nationer har deres fortællinger om helte der har kæmpet mod uretfærdighed. Samlet folket til opstand. Maria Helleberg fortæller om Engelbrekt Engelbrektsson, der i Sverige er netop sådan en helt. Og de mindre flatterende roller i denne fortælling indtages af de brutale danskere. 

Hvad er det med de andre nordiske lande? Folk tænker, taler, handler anderledes.

Vi synes jo, vi kender os selv. Men naboerne mod nord og øst?

Det er mit gæt, at mange af forskellighederne har deres udspring i historien – ved at se tilbage kan vi finde kilder, årsager, virkning, efterveer. Og den mærkeligste af alle de specielle svenske historiske emner er egentlig: Engelbrekt Engelbrektsson. Søn af tyske indvandrere. Feltherre, industriherre og få centimeter fra at blive landets medhersker. Tilmed en mand, hvis endeligt –  et politisk motiveret mord –  kan ses som første led i en kæde.

Middelalderens sidste 100 år. Den i Danmark så elskede og beundrede Kalmarunion. Svenskerne havde ikke bedt om at blive en del af denne dynastiske konstruktion. Unionens første hersker, Rigets frue og fuldmægtige Husbond, Margrethe Valdemarsdatter, havde kun en søn. Han døde. Så måtte hun finde en ny efterfølger. Mens han voksede op, beholdt hun selv magten. Sverige blev vundet med våbenmagt, og ved besøg i Sverige optrådte hun med enormt væbnet følge. Sverige var ikke en begejstret deltager i et projekt, som egentlig handlede mere om Norge og Sverige. Efter pesten var Norge svækket.

Et politisk digt

Sverige oplevede en storslået opstand i 1430erne – også kendt som Engelbrektsfejden. Danske fogeder optrådte brutalt, og i det hele taget var Sverige en slags stedbarn i Unionen. De år, man havde deltaget i konstruktionen, havde fået mange til at tænke og planlægge og lede efter en løsning. Det er også her, vi finder en meget overraskende politisk digtning. Forfatteren var katolsk biskop i Strängnäs, Thomas Simonsson. Først skrev han Engelbrekts-visen, og de sidste vers blev til en lille frihedshymne, som er ret enestående i middelalderen:

Friiheeth är thz betzta thing
ther sökias kan all wärldin vm kring
then friiheet kan wel bära
wilt thw wara tik sielffuer hull
tw älska friiheet meer än gull
thy friiheet fölgher ära

Friiheet ma wel liknas widh eth thorn
ther en wäktar bläsir aff sith horn
tw tak tik wel til wara
nar thw aff thz tornith gaar
oc en annar thz j hendir faar
ther fellir tw om thaara

Ok är friiheet liik then stadh
ther all tingh fölghias wel j radh
ther är fullgott at byggia
wardher friiheet fra tik wilt
tha är thz betzta nidher spilt
swa later jak mik hyggia

The gambla script oc swa the ny
the biwdha fridh j hwariom by
togh kan ey fridher bliiffua
ffor vtan friiheet är ther när
som fridh oc frelse vppe bär
oc ofridh maa fordriffua

Haffuer tw friiheet j thinne hand
tw lykt wel til oc bint om band
thy friiheet liknas widh en falka
Ath hwo som friiheet giffuer vpp
han skulle taghas widh sin twpp
oc säthias j bland skalka

Flygher friiheet bort fraan tik
hon kan wäl sidhan wakta sik
ä hwart tw reedh eller rände
tw kant ey giffua swa stort roop
tw sither togh qwar j kapo snoop
oc bort flögh hökir aff hende

Jak radher nw tik haff friiheet kär
om tw kan merkia hwat friiheet är
hon är ey godh at mista
fridh oc frelse dragher hon heem
hugnat oc glädhi allom them
som skylas vnder henne quista

Fryheeth är en sigher hampn
thz wiisar friiheet mz sith nampn
thöm som henne kunno lydha
een hampn wär for windh oc wagh
friiheet beskirmar badhe högh oc lagh
thy bör man friiheet prydha

Det er faktisk muligt at forstå teksten fra 1439. Ikke mindst meningen bag de gammeldags formuleringer og – især – stavning, Her er så den reviderede, moderne udgave:

Frihet är det ädlaste ting
Som sökas må all verlden kring,
Den frihet väl kan bära.
Vill du dig sjelfvan vara huld,
Du älske frihet mer än guld,
Ty frihet följer ära.

Frihet må liknas vid ett torn,
Der väktarn blåser i sitt horn:
Det klingar så klart och vida!
Om från det tornet ut du går
Och en annan det i händer får,
Då fäller du tårar strida.

Hafver du frihet fått i hand,
Lyck väl till och bind om band,
Att ej hon dig förlåter;
Hon liknar falken, stolt och snar;
Om en gång bort han flugit har,
Du får honom icke åter.

Nu råder jag dig: haf frihet kär,
Om grant du märker hvad frihet är,
Hvad trofast hon dig bringar!
Frid och frälse drager hon hem,
Hugnad och glädje allom dem,
Som skyggas av hennes vingar.

Frihet tröstar genom sitt namn,
Frihet är en segerhamn,
Som månde de sina vakta,
En hamn, som skyddar mot vind och våg;
Frihet beskärmar hög och låg,
Ty bör man frihet akta.

Du ädle svensk, du statt nu fast
Och bättra det, som hittills brast!
Låt ej din håg förvända!
Du våge din hals och så din hand
Att värna ditt eget fädernesland!
Gud skall dig trösten sända!

En fågel värjer sitt bo på kvist,
Så göra de vilda djur för visst,
Nu märk, hvad du bör göra!
Gud hafver gifvit dig hjerta och själ:
Var hellre fri än en annans träl,
Så länge du dig kan röra!

Eftertiden forstod ønsket om frihed på mange planer, men i Sverige omkring 1440 drejede det sig om et fremmed overvælde. Fogeder og høvedsmænd og lensmænd, der ikke forstod de lokale, eller deres sprog, og kun var ude på at lave størst mulig profit.

Det er værd at minde om, at middelalderen ikke var som diverse pophorror-film prøver at skildre den Alle gejstlige var ikke blodbesudlede sadister eller satyrer. Det er sådan set nødvendigt, når man beskæftiger sig med fortiden, at kassere alle popmyterne og møde personerne med åbent sind og nysgerrighed.

En effektiv feltherre

Nationalismen som vi kender den er et barn af det tidlige 1800-tal. Men inden da eksisterede mere eller mindre diffuse nationalopfattelser – bygget på landet og folkets historie, identitet og behov. Senere i 1400-tallet kommer vi til direkte og grov propaganda, især anti-dansk. Men i 1440 drejede det sig om en frihed fra overgreb, udnyttelse og politisk tilsidesættelse, som er letforståelig.

Engelbrekt havde ingen interesse i at give efter og lade de sædvanlige adelsmænd overtage al magten. Han krævede at titel og magt blev delt

Biskop Thomas skrev visen til kongevalget i 1440, hvor Engelbrekts frihedskamp og opstand hyldes – og forklares. Selvbestemmelsesretten var i spil. Hvem skal bestemme over os? Så ja, digtet er politisk propaganda, men også kunst.

Engelbrekt var fra Västmanland, fra en oprindelig tysk familie, der senest indvandrede til Sverige omkring 1360. Sverige adskilte sig fra Danmark på mange områder, men måske mest ved at have en stor og stærk jernmalmsproduktion i det, man kalder Bergslagen – hvor man i øvrigt også udvandt f.eks. sølv. De, som beskæftigede sig med denne industri, kaldtes bergsmænd. Kyndige professionelle med teknisk viden og stort sammenhold. Vigtige for landets økonomi. Og velorganiserede.

Op gennem 1400-tallert blev især Dalarnas bergsmænd kendt som en gruppe, diverse politiske ledere kunne bejle til og bruge som elitekorps i krig. Engelbrekt var en yderst effektiv feltherre, hvilket tyder på, at han havde fået specialuddannelse og erfaring.

Modsætningsforholdet i landet er ofte blevet konkretiseret gennem den velstående borger Engelbrekt og den danske foged på Västerås slot, Josse (Jens) Eriksen, formentlig en af de groveste og mest brutale magtpersoner i landet. I 1433 valgte Dalarna Engelbrekt til deres ”høvedsmand” og han marcherede mod Västerås. Man forsøgte et par gange, uden at opnå målet, og i løbet af sommeren 1434 planlagde man et regulært oprør imod Unionen. Utilfredsheden må have været udbredt, i løbet af tre måneder var Engelbrekt i kontrol over det meste af Sverige

Hans held var desto mere rystende for Unionskongen, fordi Erik af Pommern havde gjort meget for netop at tækkes Sverige. Hans hustru, dronning Filippa, opholdt sig ofte i Vadstena-klosteret og blev begravet der, Men ofte er det, konger mener virker, ikke det samme, som landets borgere ønsker.

Kampen om magten

I 1435 var Erik officielt afsat, og der blev afholdt ”herredag” i Arboga. Bønderne var ikke repræsenteret. Der var ikke tale om en moderne ”rigsdag”, hvor alle stænder og klasser kunne tale, forhandle og stemme. Man var nok sluppet af med kongen og Unionen, men det stod ikke ganske klart, hvad man nu skulle gøre. For eksempel: hvem skulle tegne landet udadtil? Hvem skulle ”regere” Sverige?

I virkeligheden var det de sædvanlige magthavere – biskopper og adelige, omtrent 30-40 mennesker – som mødtes. De mennesker som havde politisk erfaring og magt, og som havde modtaget en praktisk uddannelse i at tage beslutninger. Men Engelbrekt, den succesfulde feltherre og folkefører, var der også, og svær at rumme i middelalderens opfattelse af rigsråd og kongemagt. Ved en række møder overtalte og tvang Engelbrekt – der jo havde reel magt over de grupper, som havde gennemført løsrivelsen – de mere tøvende ind i denne ordning.

I har gjort dem, som skulle være trælle, til herrer, og de, som skulle være herrer, har I gjort til trælle

Man måtte simpelthen skabe en ny statsordning, der rummede en valgt regent, først kaldt en ”rigshøvedsmand”. I 1436 valgtes rigets marsk, dvs. rigets øverste statslige feltherre Karl Knutsson Bonde til rigshøvedsmand – han blev senere endda et par gange valgt til konge og behørigt kronet. Det kunne se ud, som om adelen havde vundet første runde, og ”normaliserede” staten efter revolutionen. Men Engelbrekt havde ingen interesse i at give efter og lade de sædvanlige adelsmænd overtage al magten. Han krævede at titel og magt blev delt. Det skete da også, men Engelbrekt blev myrdet. Han blev offer for en privat sag og fejde.

Bergsmænd, borgere og bønder

Nu stod den nydannede stat så uden frihedshelt og uden magtfuldt talerør for bergsmænd, borgere og bønder. Det lykkedes ikke at få Engelbrekt helgenkåret, skønt hans grav åbenbart nærmest gød helbredelser – til gengæld fastholdt han sit ry som frihedshelt. Han lykkedes med sit projekt, men på en måde slog det ham ihjel. Det kan godt være, han kunne bringe alle dalkarlene ud på slagmarken med deres pile, men han havde ikke nok svende til at beskytte sig, da en privat adelig fjende passede ham op på en holm under en forceret rejse, og huggede ham ned.

Han blev en svensk arketype. Manden der rejste sig i koncentreret vrede og konkretiserede flertallets drøm om en anden verden. Politikere fra Gustav Vasa til 2000-tallet har brugt ham. Der er ingen grænser for fortolkningerne. Hans oprindelse i almuens overklasse, og hans brug af almuen, især bergsmænd og dalkarlene, indvarslede 1400- og 1500-tallets politiske flirt med de samme grupper. Almuen blev et slagkraftigt magtmiddel for den rette adelige politiker.

Måske er det en myte, når man angiver, at Unionskongen Hans ved sin (korte) tilbagevenden til embedet som svensk konge udtalte, at svenskerne havde lavet om på naturens orden: ”I har gjort dem, som skulle være trælle, til herrer, og de, som skulle være herrer, har I gjort til trælle”. Men det var ganske sikkert hvad kong Hans og mange andre mente om den svenske republik.

Reelt ved vi meget lidt om ham. Vi har endeløse bind af samlinger af Gustav Vasas breve, og kan nyde hans personlige tone, men Engelbrekt levede 100 år tidligere. Han var den første i en kæde af politikere, som steg ”ned” gennem samfundet, og var med til at give almuen, bredest tænkeligt, stemme – og magt. Noget tilsvarende skete ikke i Danmark. Måske var det, hvad Skipper Klement ønskede ved Grevefejdens begyndelse. Men vi manglede dalkarle. Om ikke andet lærte han almuens overklasse, at flertallet kan skaffe sig ret.

Engelbrekt var søn af en indvandrer. Han var ubetinget svensk. Han var rebel, feltherre og – næsten – statschef. Han lykkedes med sit projekt, men blev brutalt fjernet, da han skulle i gang med at styre det nyskabte republik Sverige, Hvordan det gik med dette sælsomme ikke-unions-svenske land skal vi høre mere om i morgen.

Topfoto: Erik Samds statue af biskop Thomas i Strängnäs.

Kategorier