mm

Jørgen Dragsdahl

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd.

Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret.

Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk
Du kan betale for hans artikler via MobilePay på 30 33 15 59.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Jørgen Dragsdahl
på Mobile Pay: 30 33 15 59

Indianere i kamp mod olieledning

Hvor det legendariske Sioux-folk engang herskede på den store prærie, udkæmpes i disse dage et slag, som for nogle deltagere ligger i forlængelse af det 19. århundredes indianerkrige. Kernen er: Hvem skal bestemme – de oprindelige ejere eller dem, som ulovligt har stjålet jorden?

For to år siden varslede et stort energiselskab, at det ville bygge en olierørledning fra det nordvestlige hjørne af delstaten North Dakota til et raffinaderi i Illinois, en strækning på mere end 1800 km. De mest ihærdige protester kom fra Standing Rock-reservatet i North Dakota, og i den just forløbne weekend kom det til voldelige sammenstød nær reservatet.

Konflikten er ikke på niveau med Sioux-folkets tidligere slag. Der er ikke udsigt til et nederlag for USA, som kan sammenlignes med udslettelsen af general Custers styrker ved Little Big Horn i 1876. Ej heller kavaleriets massakre mod en lejr ved Wounded Knee i 1890. Måske end ikke protestaktionen i 1973, da et par hundrede aktivister fra American Indian Movement var belejret af politifolk i mere end to måneder, og adskillige skud blev affyret.

I Standing Rock-reservatet er nu den største samling af indfødte amerikanere i mere end 100 år

Men spændingerne, som man har arvet fra historien, er alle opmærksomme på, og det er også, som lederen af Standing Rock-reservatet, Dave Archambault, formulerer det, en udbredt følelse mellem indianerne, at USA’s udvikling er “sket på vores bekostning”. I reservatet er der, hævder britiske BBC i en reportage, nu den største samling af ”indfødte amerikanere” i mere end 100 år. Ifølge flere rapporter deltager et par tusinde fra mere end 100 stammer sammen med miljøaktivister og andre sympatisører. Der er udsigt til, at en domstol i løbet af den kommende uge vil komme med en kendelse i sagen, men, hvis den går indianerne imod, tror få, at protesten vil stoppe, og så kan konfrontationen blive optrappet.

Tilsyneladende har ingen af de to førende præsidentkandidater udtalt sig. Tv-stationen CNN oplyser, at den forgæves har kontaktet Clinton-lejren. CNN citerer Simon Moya-Smith, som er Sioux, for: ”Hvis kandidat Clinton ikke beskæftiger sig med dette emne og alligevel indtil november stadig lover indfødte amerikanere, at hun kæmper for os, så vil hendes ord kun være falske løfter, mere ordskvalder, flere hvide løgne til indianere”.

Jordrøveri

Rørledningen skal ikke gå gennem reservatets territorium, men den truer både befolkningens vandforsyning og gamle gravpladser. Og reservatets beboere kan med god grund hævde, at også jorden, som olien skal passere, er deres, fordi USA med Fort Laramie-traktaten i 1868 lovede, at den til evig tid skulle være deres.

Det havde de hvide indvandrere og regeringen i Washington dengang en anden opfattelse af, så de oprindelige indbyggere mistede i de følgende år en del af deres territorium. Men i 1980 erklærede Højesteret, at jorden var blevet frataget dem uretmæssigt.

Højesteret ville imidlertid ikke give Sioux-folket dets ejendom tilbage. I stedet tilbød domstolen økonomisk erstatning – som Sioux’erne afviste.  Så i dag har de en konto med cirka en milliard dollar stående, og USA’s myndigheder holder fast ved, at ofrene bør anerkende røvernes jordrettigheder.

Beskedne krav

Demonstranternes krav er, set i dette historiske lys, beskedne. De forlanger kun, at byggeprojektet bliver stoppet. De kan tilmed henvise til, at to lignende projekter er blevet stoppet af miljøhensyn.

Olien skal gennem områder med vand, som har den højeste bl.a. åndelige betydning for stammen

Kravene er formuleret juridisk i et 48 sider langt søgsmål, som den 27. juli blev indgivet ved en domstol under forbundsmyndighederne. Det historiske er i høj grad med i skriftet. Rørledningen skal, påpeges det, gå gennem et landskab, hvor stammens forfædre har levet ”i umindelige tider”. Så for stammen er det et område af stor ”historisk og kulturel betydning”, som nu er truet. Olien skal også gennem områder med vand, som har ”den højeste kulturelle, åndelige, økologiske og økonomiske betydning for stammen og dens medlemmer”.

Konkret henvises til en række love og bestemmelser, som angiveligt er blevet tilsidesat. Myndighederne har eksempelvis ikke inddraget Sioux-folket i vurderingen af, hvorvidt byggeriet kunne ødelægge grave og andet af værdi. Tilsyneladende har myndighederne heller ikke respekteret miljøbestemmelser.

Dramatisk video

Aktivisterne har klaget over, at de førende massemedier ignorerer dem – det er dog kun delvist korrekt. Men det er bemærkelsesværdigt, at pressedækningen især er sket via såkaldt alternative medier og de sociale medier: Instagram, Facebook og Twitter. En lille alternativ tv-kanal Democracy Now, som anvender Internettet, var således på pletten, da weekendens sammenstød fandt sted. Her er de ganske dramatiske billeder.

Byggeriet i nærheden af aktivisternes lejr havde ellers ligget stille en tid – tilsyneladende, fordi firmaet bag afventede domstolens kendelse. Men i lørdags opdagede stammen, at bulldozere var sat ind, og at et område med formodede begravelsespladser var under angreb. Nogle hundrede brød ind på markerne, hvor de blev mødt af private sikkerhedsfolk med hunde. Det rapporteres fra flere sider, at både sikkerhedsfolk, demonstranter og hunde kom til skade.

Aktionens ledere fremhæver, at man gennemfører en ikke-voldelig aktion, hvor man i aktivisternes lejre især beskæftiger sig med bøn og andre kulturelle aktiviteter. Mellem metoderne er, at man har bedt FN gribe ind, og et FN-udvalg har udtalt kritik. Det sker med henvisning til en traktat, som skal beskytte de oprindelige folkeslag. Fremtrædende miljøaktivister har skrevet et brev til USA’s præsident, Barack Obama. Men der er også mere militante aktivister med, som deltog i Wounded Knee ”besættelsen” i 1973, bl.a. Dennis Banks, lederen af American Indian Movement.

Farlige rør

Rørledningen er stort set færdig langs størstedelen af dens kommende rute. Bagmænd hævder, at den vil udgøre et stort bidrag til, at USA i mindre grad skal importere olie. Råolien skal især komme fra felter med skifer, og den daglige transport bliver anslået til en halv million tønder, eller seks procent af USA’s forbrug. Prisen for hele molevitten er 3,8 milliarder dollar.

Adskillige hundrede uheld rammer hvert år rørledninger

Men det er sket, at lignende projekter er blevet stoppet. Efter flere års debat forhindrede præsident Obama således i november sidste år en ledning fra Canada ind i USA. Det skete ud fra miljøhensyn. For ganske nyligt er en anden rørledning i den nordlige del af USA blevet skrinlagt foreløbigt; igen var miljøhensyn en væsentlig faktor.

Tilhængere af rørledninger hævder, at det er en mere sikker transportform end tanke på lastbiler og jernbanevogne. Argumentet har dog kun begrænset værdi, fordi uheld med en tankvogn normalt er mere overskuelige end brud på rørledninger, hvor ødelæggelserne kan være meget omfattende.

pipeline_line_map-630x420

Kort over farlige rørledninger i USA. Linjer med rødt indeholder flydende råstoffer. Linjerne med blåt transporterer gas. Kilde: Pipeline and Hazardous Materials Safety Administration.

Der er lagt fire millioner kilometer rørledninger til olie og gas i USA. Der sker også, oplyser en analyse, adskillige hundrede uheld hvert år.

I 2010 medførte brud på en olieledning ved Kalamazoo-floden i Michigan udstrømning, hvor oprensningen tog flere år og kostede omkring en milliard dollar. For nylig har det skyldige firma accepteret en samlet straf på 177 millioner dollar. I 2013 ramte næsten to millioner liter olies udstrømning et landbrug i North Dakota.

Topfoto: Lørdagens demonstration ved olierørledningen. (Foto: Democracy Now)

POV International udbetaler ikke honorar. Hvis du gerne vil anerkende mit arbejde, kan et bidrag indsendes via MobilePay til 30331559.

Kategorier