Ind i qubitten – forsvar for fantasien i kvantebevidsthedens æra

af

Vores virkelighed har længe været regeret af kvantekommunikation, mens vi samtidig går og bilder os ind, at vi lever i oplysningstidens enkle sort-hvide verden. Vores verden bygger på alternative fakta, og newspeak er blot sidste gren på et gammelt træ af bullshit og løgne. Jojo. Det er sat vel hårdt op. Men løgn? Næppe? Eller også er det både rigtigt og forkert på en gang. Det er op til dig at vurdere, kære læser, skriver Claus Ankersen. Så langt, så chokerende.

Med indsættelsen af Donald Trump er vi trådt ind i kvantebevidsthedens æra, hvor løgn og sandhed ikke længere er gensidigt ekskluderende men sameksisterende. Dualitetens polære ‘enten-eller’ er afløst af det kvante-relativistiske ‘både-og’ og ‘hverken-eller’.

I denne nye verden er du dit eget instrument, og netop den fantasi, de følelser og den forestillingsevne, som så flittigt udskammes af medierne og magtens talerør, er nødvendige egenskaber for at navigere i dette multidimensionelle vildnis. (Det er blandt andet derfor tidens opvakte læser foretrækker POV).

Hvad nu, hvis Pizzagate også var en false flag operation? Hvad nu, hvis det meste af det viruslignende net af selv-refererende alt right fake nyhedssites i virkeligheden også er false flag, orkestreret af magtfulde interesser for netop at retfærdiggøre hele fake news-kampagnen.

En kampagne som dybest set har til formål at uddele elektroniske mundkurve til opposition og systemkritiske analyser og nyheder, og generobre det tabte land for alverdens topstyrede og fåmandsejede mediekoncerner? Hvad nu, hvis det dybest set blot er endnu en omgang problem-reaction-solution taktik? Og hvad nu, hvis selve Trump-administrationen er en gigantisk afledningsmanøvre?

Eller værre endnu: Hvad hvis den både er og ikke er? Samtidig.

Hvad fanden er det for noget sølvpapirshat-pis?

Kære læser. Træk vejret. Slap af. Prøv lige at tænk over det et øjeblik. Og hold dig for øje at i den virkelige menneskeverden, hvor guldtudsen Mammon hersker, er der ingen regler uden reglen om total dominans. Alt andet er et hestedækken, som skal forhindre kaos og holde produktions-forbrugsenhederne fast i hamsterhjulet. (Ja, det er os to, kære læser).

Jeg kan allerede høre din indre stemme skrige: ”Hvad fanden er det for noget sølvpapirshat-pis”. Eller endnu værre: ”Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig”. Hvis det er det, din indre stemme skriger, står det slemt til.

Netop intuition, følelse og fornemmelse er områder, som udskammes og nedgøres i forbindelse med det hykleriske globale fake news-korstog. Følelser er post-faktuelle, forstår man. Aha. Hele den ene halvdel (hvis det kan gøre det) af menneskets multidimensionelle og hyperavancerede sensoriske perceptionssystem fejes raskt væk af banen.

Hvor mange gange har vi ikke hørt en forkælet og magtfuldkommen politikers hånlige afvisning: ”Det har jeg sandelig ikke fantasi til at forestille mig”. Hertil kunne man være så fræk at tilføje: ”Så skulle du måske overveje at få dig et nyt job”.

Til fordel for hvad? En eller anden diffus påstået faktualitet. Rationale. Logik? Rettidig omhu? Det er jo til at få ondt i maven over. Hvis man da ikke er krokodille, psykopat, eller autoritetstro ud over enhver rimelighed. Det er måske her hunden ligger begravet. For i visse kredse, for eksempel politiske, skrydes ofte stolt over manglende fantasi som et adelsmærke.

Hvor mange gange har vi ikke hørt en forkælet og magtfuldkommen politikers hånlige afvisning: ”Det har jeg sandelig ikke fantasi til at forestille mig”. Hertil kunne man være så fræk at tilføje: ”Så skulle du måske overveje at få dig et nyt job”. At man overhovedet kan bestride et politisk embede og være blottet for fantasi og forestillingsevne, udover hvad der anbelanger egen vinding og næste valg, er jo grotesk.

Men den begrædelige sandhed er nok desværre, at de visioner man ikke har fantasi til at forestille sig, er dem som ikke dikteres af industriens og finansverdenens fyrster.

Fakta?

Hele etablissementet skriger på fakta. Fino. Så lad os da se lidt nærmere på fakta. Hvilke fakta? Fakta fra betalte tænketanke eller politisk farvede analyseinstitutter. Fakta fra bestilte videnskabelige undersøgelser? Fakta fra snævre interessegrupper forklædt som almenvel? Fakta fra et gennempolitiseret embedsværk? Fakta fra ideologisk forprogrammerede finansalgoritmer? Fakta formidlet af journalister med en begrebsverden og et dannelsesniveau som mellemskoleelever i 50’erne? Er det fakta?

Da jeg voksede op, fandtes der én fjernsynskanal. Når de sagde noget i fjernsynet, var det gospel. Den rene, pure sandhed. Det var fakta. Når det stod i avisen, var det ligeledes fakta. Sort på hvidt. Sådan hang verden sammen. Det stod ikke til diskussion.

Fakta fra betalte tænketanke eller politisk farvede analyseinstitutter. Fakta fra bestilte videnskabelige undersøgelser? Fakta fra snævre interessegrupper forklædt som almenvel?

Det var naturligvis heller ikke rigtigt. Heller ikke selv om det var noget, de fleste var enige om.

For fakta, dengang som nu, er først og fremmest konsensus, og ligesom med historien er det videnskonflikternes sejrherrer, som skriver samtidens faktalogi.

Fakta er, med andre ord, ideologi. Perspektiv, perception, og mest af alt position. Det korstog, som magtens etablissement er i færd med at udføre på alternativt analyserende og tænkende nyheds- og analysestrømme, på institutionel uafhængig samtids- og civilisationsfortolkning baseret på et par – måske fingerede – cases fra ind- og udland, minder mistænkeligt meget om enkeltsag som gøres til lov og praksis.

Del og hersk

Det minder om national undtagelsestilstand på grund af en ensom ulv. Det minder om heksejagt, kære læser. Og det er lige nøjagtig, hvad det er. Men heksene er ikke fredelige druider, og det er heller ikke heksene, som udgør det uigennemskuelige miskmask af konstant plaprende alternative nyhedsmedier på nettet. Heksene er i dette tilfælde de jagende.

MERE POV
Genbrug med japansk grundighed

De jagende hekse er Google og Facebook og IBM og Apple og det globale militære efterretningskompleks. Storkapitalen. De store mediers ejere. Politikerne. De, som tilhører og arbejder for den herskende klasse. Apologeterne.

I det hjemlige ses det helt ned på håndfast niveau, hvor den ene leder efter den anden tilegnes fake news. For det er nemlig ikke meningen, at borgeren skal vende kikkerten for meget mod systemet.

I det hjemlige ses det helt ned på håndfast niveau, hvor den ene leder efter den anden tilegnes fake news. For det er nemlig ikke meningen, at borgeren skal vende kikkerten for meget mod systemet – det system som for længst er ophørt med at fungere for de mange, og som nu vånder sig i så kraftige dødskramper, at der konstant skal tilrettelægges afledningsmanøvrer for at få os til at se den anden vej. Konstruktionen af fjendebilleder har altid været essentiel for det herskende systems overlevelse. Selve afgrænsningen fordrer en negativ spejling i en generaliseret anden.

Det er meningen, at borgeren skal sparke nedad. Som i det gamle Rom. Del og hersk er devisen. Men her snakker vi borger mod borger. Ikke borger mod system. Det må for alt i verden ikke ske. Det var det, man opdagede, da Trump vandt i Amerika. Det er det, der sker, hver gang en dansk regering taber en EU-afstemning.

Og de kræfter, jeg taler om, spiller – som alle verdens sande magthavere – på alle hestene i væddeløbet. Først afprøver man ny teknologi og dens effekter. Senere bruger man selvsamme teknologi som belejlig søforklaring, når den globale ytringsfrihed skal indhegnes. Man indsætter en joker beregnet til at højne favoritkandidatens chancer i det amerikanske præsidentvalg, og når jokeren så vinder, så vinder man selv. Alligevel.

Kære ven, siges der mellem linjerne, fra nu af skal du kun læse dine løgne i regeringsavisen.

Det ville være sjovt, hvis ikke det var så uhyggeligt.

Man indsætter en joker beregnet til at højne favoritkandidatens chancer i det amerikanske præsidentvalg, og når jokeren så vinder, så vinder man selv. Alligevel.

Og nu vi er ved Trump. Amerikas nye præsident er jo en trickster. En Loke-figur. En tohovedet joker, snart i øst, snart i vest. Snart de undertryktes ven, snart de superriges. Både/og og hverken/eller på en gang.

Om noget markerer han indgangen til det nye ‘kvantusinde’. Kvantebevidsthedens tidsalder – Både på godt. Og på ondt. Der findes ikke længere sandhed og løgn. Der findes ikke længere fiktion og fakta. Der findes – som i kvantefysikken – både/og og hverken/eller, og alle variable er lige gyldige, samtidige og sidestillede og udelukkende afhængige af hvilken position, man antager.

Og så fantasifuldt og fabelagtigt dette bevidsthedsmæssige skred end må synes for enhver åndeligt interesseret, ligeså farligt er det også. Ikke for den enkelte demiurg, men fordi enhver ny strømning automatisk kapitaliseres og sælges til alverden som en tingsliggjort version af sig selv.

Kvantekommunikation

Men selv om det nok er farligt, rigtig farligt, er det også sjovt, tragikomisk ligefrem, for jokeren Trump sætter blot ord og gerning på en praksis, som længe har været comme il faut; de magtfuldes konstante løgne, fordrejninger af virkeligheden og fortielser.

Eller rettere; magtens fiffige kvantekommunikation. Fremstillingsindustrien overholder loven og overholder den ikke. Man retter sig efter internationale konventioner og gør det samtidig ikke. Reklamebranchen fortæller sandheden om industriens produkter og lyver samtidig om behov og fortier skadevirkninger. Interesseorganisationer gør det samme. Arkitektfirmaer. Politikere på valg og på tinge.

Vores virkelighed har længe været regeret af kvantekommunikation, mens vi samtidig går og bilder os ind, at vi lever i oplysningstidens enkle sort-hvide verden.

Der findes ikke et momsregnskab, som er korrekt. Ikke et lager, som er talt rigtigt op. Ikke en virksomhed, hvis tal ikke er stærkt sminkede. Ikke en videnskabelig rapport, som ikke kan bestrides. Ikke en spørgeskemaundersøgelse som ikke kan kritiseres for at male i særlige farvetoner. Vores verden bygger på alternative fakta, og newspeak er blot sidste gren på et gammelt træ af bullshit og løgne. Jojo. Det er sat vel hårdt op. Men løgn? Næppe? Eller også er det både rigtigt og forkert på en gang. Det er op til dig at vurdere, kære læser. Så langt, så chokerende.

Der findes ikke et momsregnskab, som er korrekt. Ikke et lager, som er talt rigtigt op. Ikke en virksomhed, hvis tal ikke er stærkt sminkede. Ikke en videnskabelig rapport, som ikke kan bestrides.

Springet fra enten-eller til både-og/hverken-eller er på alle måder både en udfordring, en stor gave og en potentiel fare. Favnes og fattes qubittens hemmelighed, slutter polarisering og al det djævelskab, som følger i halen på enten-eller fanatismen. Men kvantebevidstheden bereder samtidig vejen for den totale værdirelativisme.

En indbygget amoral i alle forhold, som sætter endog særdeles høje krav til dannelse, habitus og storsind i alle forhold, og på et individuelt såvel som på et kollektivt og systemisk plan. Vi skal alle sammen vænne os til, at det vigtigste ikke længere er gyldighed, men holdbarhed. Giver det mening på et højere – eller lavere – plan?

Og endelig kan og vil også dette universelle vidunder – i magtens hænder – forvandles til det ultimative undertrykkelsesinstrument og kaste os ud i den sidste desillusion.

Revolution indefra – måske?

Hvis vi allerede ser os selv som sjælløse biologiske maskiner, bliver vi med kvantebevidsthedens ophævelse af det polært duale tillige aseksualiserede og amoraliserede. Denne bevægelse kan allerede ses viden om i samtidens fællesrum. Og der kan vi så stavre rundt i vores computersimulerede univers i noget, der ligner komplet magtesløshed, en route til realiseringen af transhumanisternes våde drengedrøm, menneskets upload på åndløs rejse mod stjernerne.

MERE POV
Skal jeg bare være lidt mere robust?

Well, det vil vise sig. Det kan også være, at resultaterne bliver helt anderledes, end nogen kan forestille sig. Det gør de formodentlig. Protestkunst er for eksempel blevet mainstream i USA på få måneder. Her ligger måske kimen til en grundlæggende revolution af det amerikanske mindset – indefra. Og måske vil tilstrækkelig mange få øjnene op for, at vi er indhyllet i net efter net af løgnagtigheder, til at en anden praksis kan grundlægges og fundamentale forhold tages op til revision.

En ting kan du være sikker på, kære læser. I skrivende stund arbejdes der på begge dele. På en gang.

Men måske skal vi lige have en lille krig eller tre først. En ’tilfældig’ naturkatastrofe. Et belejligt terrorangreb. De rige i Silicon Valley er i hvert fald i færd med at befæste sig ved opkøb af afsidesliggende ejendomme og får øjenoperationer, så de kan se klart, når civilisationen bryder sammen. Og de ved mere end, hvad der står i avisen. Deres kodeord er ‘New Zealand’.

Mainstream-medier – går vi glip af noget?

Tilbage ved begyndelsen. Aviser. Seriøst. Lad os se på det. Hvad er det, man som samfundsinteresseret læser går glip af ved ikke at læse mainstream-medier? Det er altså ikke ret meget, venner. Eller hvad? Måske alt og ingenting på en gang? En god madopskrift i ny og næ. Oversatte artikler fra engelsksprogede søsteraviser. Nå ja, og en masse klummer. Nogen gode, andre ligegyldige. En genre som i øvrigt også udskammes flittigt – for klummer er jo bare nogens holdninger. Fyffer pyffer. Holdninger og følelser er jo årsagen til alverdens forfald, står der i den ene avis efter den anden.

Men tro mig, kære læser, netop disse aspekter af dit opfattelsesapparat er livsnødvendige for at navigere i kvanteuniverset.

Uanset, der er sgu ikke det store at hente i breaking news-verdenen. Det er mest afskrift og mikrofonholderi. Og vi høster nu, hvad forskellige pengestærke og magtfulde interesser har sået gennem årtiers spin og ‘alternative’ måder at præsentere det samme på. Mange tak… Host, host… Cepos og ‘Bæredygtigt’ Landbrug. Løgnen er officielt ophøjet til sandhed.

Fakta findes i dit hoved. Sådan har det altid været. At magten nu søger at tage patent på begrebet er ligeså patetisk som farligt. Det er nemlig at tage patent på løgn. Faktisk kvantastisk.

Og ligesom fiktion og realitet for længe siden har byttet plads i vores bevidstheds hyperrum, er fakta blevet fantasi og fantasi fakta.

Det er derfor borgere over hele verden søger analyse og nyheder andetsteds. Folk kan nemlig godt lide at forestille sig at have styr på verden. For verden er nemlig, ganske som vanligt, uhyggelig kompleks. Så tilpas kompleks, at man sagtens kan forestille sig det kakofoniske alternative net af nyhedsmedier som en metaforisk repræsentation af denne indviklethed. En herlig tanke.

Og samtidig så kvantastisk enkel – alt som kræves er en veludviklet mavefornemmelse, følelser, fantasi og forestillingsevne. Indsigt, dannelse og eftertanke. Og hvorfor kunne det ikke være sådan? Vi elsker at forestille os fakta. For fakta er først og fremmest fantasi, som gerne vil være kollektiv.

Fakta findes i dit hoved. Sådan har det altid været. At magten nu søger at tage patent på begrebet er ligeså patetisk som farligt. Det er nemlig at tage patent på løgn. Faktisk kvantastisk.

And that’s a fact.

Hovedillustration: By Glosser.ca via Wikimedia Commons

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du hjælpe fattiglusen med et beløb på: MobilePay +4571844591.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Claus Ankersen

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du støtte forfatterens arbejde med et beløb på: MobilePay +4571844591.
Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 11 sprog. Han har udgivet syv bøger, hvoraf den seneste Et Pludseligt Sammenfald netop er blevet fremhævet som en af årets syv bedste oversatte digtudgivelser i Ukraine. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, dato og Murmur.

Seneste indlæg fra

Dansk Debat 101

Det er essentielt at have et opdateret arsenal af debatvåben i denne
Gå til Top