Poul Arnedal

Poul Arnedal er født i 1947 og har beskæftiget sig med journalistik stort set hele sit voksne liv.
Som freelancejournalist har han siden beskæftiget sig med stort set alle discipliner og sagsområder inden for journalistikken – både som skrivende journalist, tv-tilrettelægger og forfatter. Udover at være exam.art. i Filmvidenskab har han skrevet til alle de landsdækkende aviser og en lang række fagblade, magasiner og ugeblade. Arbejdet for DRTV, TV2, TV3 og Nordisk Film.
Allerede som 20-årig flyttede han til London i en periode, og kærligheden til den engelske hovedstad og interessen for britisk kultur og politik har været dybt forankret i hans DNA lige siden og resulteret i lange og talrige London-ophold.
Han er indtil videre forfatter og medforfatter til ti bøger, som strækker sig fra en bog om Rom sammen med fotografen Søren Rud over klima og natur til krimien, 'Liget i Horsekæret', der foregår i Tisvilde – og London.
Poul Arnedal bor i Tisvilde og slapper allerbedst af, når han kokkererer.
Kan du lide, det han skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til ham på Mobile Pay: +45 61416505

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Poul Arnedal
på Mobile Pay: +45 61416505

I maoismens suppegryde

Mine halvfjerdsere startede allerede i slutningen af 1969, hvor jeg flyttede fra London til København med Rolling Stones hit-nummer, ’Street Fighting Man’, fra Beggars Banquet-albummer stadigt klingende i øregangen, og som var inspireret af et stormløb mod den Amerikanske ambassade i London under en Vietnamdemonstration, hvor både jeg og Mick Jagger havde deltaget. Indledningsstroferne lød bl.a.: … the time is right for fighting in the street, boy , I’ll kill the King, I’ll rail at all his servants.

Fra Swinging London til København

Egentlig var min hjemby Odense, men efter næsten to år i Swinging London ville det være både en personlig og kulturel nedtur at vende tilbage til den søvnige etatsrådsby, hvor der endnu ikke var et universitet, og hvor alle de toneangivende ’flippere’ inklusive Peter Belli og Amdi Petersen for længst var over alle bjerge. Og der var slet ikke plads til en Street fighting Man  mente jeg.

Jeg kunne også være taget til Århus og forsøge at genoptage den journalistuddannelse, som var blevet afbrudt fire år tidligere, hvor jeg var blevet fyret som elev på Fyns Tidende i Kerteminde af Uffe Ellemann-Jensens svoger, som ikke mente, at jeg kunne stave. En mere (u)rimelig årsag var dog nok, at jeg ikke ville melde mig ind i Venstres Ungdom. Men alene tanken om at skulle tilbringe flere år i provinsbyen Århus på den nyoprettede fireårige journalistuddannelse gav mig begyndende angstanfald. Så jeg valgte København, som trods alt smagte lidt af metropol og et sted, ’hvor tingene foregik’.

I stedet for journalistikken blev det en pædagoguddannelse, der var en af tidens modeuddannelser, og indflytning i et kollektiv med fællesøkonomi, som i al sin generøsitet et par år senere lod mig læse filmvidenskab på Københavns Universitet. Fordi jeg ’kun’ havde en realeksamen, kom jeg ind på dispensation takket være bl.a. de filmartikler, jeg havde skrevet hjem fra London. Det var nok aldrig gået i dag, hvor det kræver et gennemsnit på 10,8 for at blive optaget på Film- og Medievidenskab.

Cinemarxist eller Sisyfos

Ekkoet fra Stones’ ’Street Fighting Man’ befandt sig stadig i mit baghoved ligesom indtrykkene fra filminstruktøren Jean Luc Godards politiske film, ’Kineserinden’, ’Udflugt i det røde’ og ’One Plus One’. De sidste havde jeg flittigt beskrevet i artikler bl.a. under overskriften ’Cinemarxisten Godard’. Det var dog ikke ensbetydende med, at jeg havde læst Karl Marx, men var taget fra grafittien ’Cinemarxist’, som bliver malet på en mur i London i ’One Plus One’. Jeg havde også strøet om mig med andre Luc Godard-citater, såsom: ”Den eneste måde, hvorpå man kan overgå bourgeoisiets rædsler, er med endnu flere rædsler”, der var blevet skrevet tværs over lærredet i ’Udflugt i det røde’.

I min personlige Camus-tolkning var det selve ’oprøret mod tilværelsens absurditet’, der kunne give mening, ligesom Sisyfos’ kamp for at rulle stenen op ad bjergsiden. Og jeg mente mig grundigt vaccineret mod enhver form for partidisciplin og totalitarisme – inklusive kommunismen.

I det hele taget var min politiske opfattelse præget af anarkistisk revolutionsromantik med hurtigt opsnappede indtryk fra nær og fjern. Jeg citerede gerne Marx, Sartre og Che Guevara på anden og tredje hånd uden nogen sinde at have læst deres værker – og var dybest set mest præget af den franske filosof og forfatter, Albert Camus, hvis værker som Sisyfosmyten, Oprøreren, Eksil og kongedømme jeg havde studeret grundigt, og som i modsætning til kollegaen Sartre aldrig faldt for kommunismens besnærende samfundsløsninger.

I min personlige Camus-tolkning var det selve ’oprøret mod tilværelsens absurditet’, der kunne give mening, ligesom Sisyfos’ kamp for at rulle stenen op ad bjergsiden. Og jeg mente mig grundigt vaccineret mod enhver form for partidisciplin og totalitarisme – inklusive kommunismen.

Allerede som pædagogstuderende fik jeg kraftigt anbefalet medlemskab af Socialdemokratiet. I min fritid arbejdede jeg med stofmisbrugere og var med til at starte de første kommunale institutioner til behandling af narkomaner. Det var jeg åbenbart så god til, at jeg fik lovning på en forstanderstilling, den dag jeg var færdig med seminariet. Der var kun én betingelse: Jeg skulle melde mig ind i Socialdemokratiet (Ja, man tror, det er løgn, men det er ganske vist). Det skete ikke, så for anden gang i mit unge liv havde jeg mistede et job på den politiske konto.

Det første syndefald

Trods mine bedste intentioner blev mit halvanarkistiske, antiorganisatoriske og romantiske Sisyfosoprør lidt ensomt i det lange løb. Alle omkring mig tilsluttede sig efterhånden et politisk ståsted eller gruppering – inklusive mine fællesøkonomiske medkollektivister og nære venner. Og jeg var efterhånden blevet 26 år, havde fået en datter, en kæreste og en cockerspaniel, der hed Pjotr, opkaldt efter den russiske anarkist Pjotr Kropotkin. Så da nogen lokkede mig med på en maoistisk sommerlejr, kunne jeg ikke modstå presset længere. Der skete jo ikke noget ved at prøve.

Allerede i toget til Kolding, hvor sommerlejren fandt sted, spurgte nogle af lejrdeltagerne om, hvad min søde hund hed. “Pjotr”, svarede jeg resolut og uvidende om de finere nuancer på den ideologiske venstrefløj. ”Han er forhåbentligt ikke opkaldt efter ham anarkisten Kropotkin,” lød det straks med en vis fjendtlig stemmeføring. ”Nej,” svarede jeg per ren automatik, for man skulle jo ikke ødelægge den gode stemning lige fra begyndelsen.

Hermed skete mit første syndefald.

Samtidig var de der maoister jo rare og venlige mennesker – og mange af dem var også kloge og ambitiøse. De talte i hvert fald meget klogt og lagde stor vægt på praksis i modsætning til de teoretiske munkemarxister og kapitallogikere, for hvem alt handlede om teori.

Bedre blev det ikke, da jeg under en vis skælven, men forgæves, forsøgte at hæve en knyttet næve under afsyngningen af Internationale på den første lejraften. Eller da en historiestuderende holdt et foredrag om, hvordan ’borgerligere historikere og kommunistiske revisionister’ havde løjet om kammerat Stalins demokratiske processer mod kontrarevolutionære i 30’ernes Sovjet. Ja, vi taler om en af de forløbene ’partiforberedende organisationer’ til KAP – Kommunistisk Arbejderparti.

Et fællesøkonomisk, maoistisk kollektiv

Allerede her burde min koldsved nok have overbevist mig om, at jeg skulle tage benene på nakken og fortsætte med i al ensomhed at klatre op ad Sisyfos’ bjerg. Men alle andre nikkede forstående, og samtidig kom der den ene bandbulle efter den anden mod det nuværende ’fascistiske og revisionistiske’ Sovjetunionen. Og det var noget, jeg godt kunne klappe med på.

Faktisk var den benhårde kritik af Sovjetstatens ”socialimperialistiske hegemoni’ over Østeuropa (i London havde jeg havde demonstreret mod invasionen i Tjekkoslovakiet dagen efter den fandt sted den 21/8 1968) og ikke mindst det rosenrøde og nærmest romantiske billede, der blev tegnet af Maos Kina og kulturrevolutionen, noget, der fandt en klangbund i min forestillingsverden. Kultur var nemlig noget, der lå mig på sinde og passede som fod i hose til mine filmstudier, og al det jeg havde lært af Godards film.

Samtidig var de der maoister jo rare og venlige mennesker – og mange af dem var også kloge og ambitiøse. De talte i hvert fald meget klogt og lagde stor vægt på praksis i modsætning til de teoretiske munkemarxister og kapitallogikere, for hvem alt handlede om teori. Og netop Mao havde jo skrevet en letlæselig pamflet, der hed ’Om praksis’. Så det endte sgu med, at jeg gik hen og blev maoist – sammen med resten af det fællesøkonomiske kollektiv.

En livstil og et samlingspunkt

Vi er nu henne i midten af halvfjerdserne. Rolling Stones og ’Street Fighting Man’ var trådt i baggrunden og afløst af svenske – og socialistiske – Hoola Bandoola Band. Her er de 30 år senere:

Aftensangen for min sagesløse datter var således ikke ’Solen er så rød mor’, men ’Det unge sejrende proletariat’. Den taktiske hovedfjende var ’revisionisterne’ i DKP, og der var masser af strejker og aktioner, hvor man som maoist kunne udøve sin praksis. Da mine aktivistiske kammerater på B&W blev skældt ud for at være ’kinesere’, tog vi betegnelsen til os som en æresbevisning.

Derfor var det ganske naturligt, at den ’partiforberedende organisation’ lavede et organisatorisk hamskifte og i 1976 kaldte sig for et parti: Kommunistisk Arbejderparti (KAP).

Og nok så vigtigt på det helt personlige plan: Partiavisen manglede en velskrivende journalist, så det blev en kærkommen lejlighed til at genoptage min journalistiske karriere på partiorganet Arbejderavisen. Og denne gang opfyldte jeg på forhånd kravet om at være medlem af den ’rigtige’ politiske organisation.

Aftensangen for min sagesløse datter var således ikke ’Solen er så rød mor’, men ’Det unge sejrende proletariat’. Den taktiske hovedfjende var ’revisionisterne’ i DKP, og der var masser af strejker og aktioner, hvor man som maoist kunne udøve sin praksis. Da mine aktivistiske kammerater på B&W blev skældt ud for at være ’kinesere’, tog vi betegnelsen til os som en æresbevisning.

Mine ’kammerater’ accepterede efterhånden, at jeg i en politisk ubefæstet fortid, havde opkaldt min cockerspaniel efter en anarkist, men Pjotr selv vænnede sig aldrig til den marxistisk-leninistiske livsstil og led en alt for tidlig og pludselig død.

Livet som maoistisk KAP’er, begrænsede sig nemlig ikke blot til et politisk medlemskab, hvor man underlagde sig den ’demokratiske centralisme’ og hyldede den voldelige revolution. Det var en livsstil og et samlingspunkt, hvor man havde alle sine nærmeste venner og sociale kontakter. Det betød, at man havde dæknavne, når man var på de årlige sommerlejre, satte en tehætte over telefonen af frygt for efterretningstjenestens aflytning, når man holdt partimøder, og ikke havde nære venner, som var medlem af de andre venstregrupperinger – og slet ikke af DKP.

Det var en tryg osteklokke, hvor al ting kunne passes ind i bestemte formler og forklares ud fra en teori, der gik under betegnelsen ’Marxismen/Leninismen/Mao Tse-Tung-tænkningen’ (forkortet MLMTT).

Fik 25 stemmer til folketingsvalget

Vi levede i vores eget mikrokosmos, som på mange måde mindede om en religiøs sekt, der drømte om et paradis á la det kinesiske samfund – og senere Pol Pots kampucheanske bonderomantik. Alt kunne forklares ud fra MLMTT fra massemyrderier som Kulturrevolutionen i Kina og Pol Pots ’bonderevolution’ i Cambodia, samt hvorfor betalingsbalanceunderskuddet ikke ragede os en papand, da det jo var kapitalen selv, der havde skabt det. Kritikken af Kina og Pol Pot fik den nøjagtig samme bekomst, som kritikken af Stalin havde fået på min første sommerlejr, selvom Stalin nu forlængst var røget på historiens losseplads og fjernet fra den tidligere femkløver bestående Engels, Marx, Lenin, Stalin og Mao – hvilket skete tilfældigvis samtidig med, at Mao og kineserne tog afstand fra ham Josef med overskægget.

Som folketingskandidat for KAP fik jeg under valgkampen i 1979 den sælsomme oplevelse at sidde i panel sammen med den daværende finansminister Knud Heinesen, der hævdede, at Danmark var på vej mod den økonomiske afgrund pga. vores betalingsbalanceunderskud. ”Jamen det er da ikke min skyld, at vi har et betalingsbalanceunderskud, fordi jeg køber mine engelske småkager i Irma. Det er da Irmas skyld. Derfor skal det da ikke gå ud over mig og den øvrige arbejderklasse,” lød mit selvopfundne argument.

Vi levede i vores eget mikrokosmos, som på mange måde mindede om en religiøs sekt, der drømte om et paradis á la det kinesiske samfund – og senere Pol Pots kampucheanske bonderomantik. Alt kunne forklares ud fra MLMTT fra massemyrderier som Kulturrevolutionen i Kina og Pol Pots ’bonderevolution’ i Cambodia, samt hvorfor betalingsbalanceunderskuddet ikke ragede os en papand, da det jo var kapitalen selv, der havde skabt det.

Da stemmerne blev talt op, havde jeg og partiets fået 25 stemmer i min lokale valgkreds på Amager, og jeg er sikker på, at jeg personligt kendte de 24.

’Sympathy for the Devil’

Jeg må også gå til bekendelse og indrømme, at det var mig, der fandt på et af de måske mest modbydelige slogans, som blev lavet i min KAP-tid. Det skete efter, at nogle ’kammerater’ havde været på et par stærkt guidede ture til Pol Pots drømmeland, alt imens flere millioner mennesker var ved at blivet udryddet i det, der senere blev kendt som the killing fields. Kammeraterne havde taget et billede, som viser en smilende cambodjansk mor med et barn på armen. Det blev til en plakat, og min tekst lød: ”Smiler folk ikke mere i Kampuchea?”

skaermbillede-2016-09-15-kl-16-18-27

Her var det ikke længere ’Street Fighting Man’, men snarere, ’Sympathy for the Devil’, som karakteriserede min sindstilstand. Og langsomt – ganske langsomt – gik det efterhånden op for mig, at jeg blot var i gang med at rulle en ny sten op ad bjergsiden, og det uvægerligt ville buldre ned igen, hvis den nogensinde nåede toppen. Drømmen om et idealsamfund her på jorden var en dødsensfarlig illusion. Jeg ikke havde lyttet ordentligt til ’Street Fighting Man’. For nok synger Mick Jagger i starten: … the time is right for fighting in the street, boy, men jeg havde aldrig fattet meningen med den sidste strofe, som lyder:

now what can a poor boy do, except to sing for a rock & roll band? Cause in sleepy London Town there’s just no place for a street fighting man. …..

Eller med andre ord: Det var ikke de sværmeriske tanker om vold i gaderne, det ville ændre verden til det bedre. Så hellere beskrive verden som man nu oplevede den. Og det behøvede jo ikke af være i et rock-band, men kunne også være som uafhængig og selvstændigt tænkende journalist.

Så samtidig med at 70’erne blev til 80’erne begyndte tågen at lette. Jeg sagde farvel til proletariatets diktatur, MLMTT, Arbejderavisen, den revolutionære årvågenhed og al maoismens væsen.

Forskellen på ord og handling?

På trods af mine gentagne syndefald så kom jeg trods alt helskindet gennem 70’ernes maoisme. Og jeg er ikke den eneste. Når jeg siden har set mig omkring, har jeg fundet mange tidligere kammerater fra KAP, som i dag bestrider betydningsfulde poster i samfundet. De tæller både professorer, advokater, mediefolk, overlæger, direktører og forbundsformænd, som ofte optræder i aviser og på TV.

Hvilken skade, vi så har gjort på ubefæstede sjæle, skal jeg lade være ufortalt. Men det interessante spørgsmål er: Hvordan kunne jeg pludselig falde i den maoistiske suppegryde?

Langsomt – ganske langsomt – gik det efterhånden op for mig, at jeg blot var i gang med at rulle en ny sten op ad bjergsiden, og det uvægerligt ville buldre ned igen, hvis den nogensinde nåede toppen. Drømmen om et idealsamfund her på jorden var en dødsensfarlig illusion.

Svaret er nok ikke entydigt, men tidsånden og mediernes dyrkelse af de revolutionære helte, var nok med til at gøre det hele lidt mere tilforladeligt, når man i forvejen var ung og sværmerisk. Samt frygten for ’ikke at være med’ og risikoen stå alene tilbage, mens man oplevede, at vennerne og verden bevægede sig.

I bund og grund tror jeg, det var – og er – de samme psykologiske mekanismer, som driver andre former for religiøs sekterisme. Man føler sig som noget særlig, er udvalgt, har et fællesskab og et mål, nemlig ’tusindårsriget’. Spørgsmålet er, hvor langt det i virkeligheden ligger fra den ’rigtige’ terrorisme, enten vi taler om Rote Armé Fraktion, Blekingegadebanden eller for den sags skyld nutidens islamister? Forskellen ligger i på den ene side at drømme om og i ord støtte skabelsen af et såkaldt paradisisk samfund, og på den anden side rent faktisk at gribe til våben for at ville gennemføre denne utopiske drøm. Jeg vil lade det være op til andre at dømme om, hvor langt der er mellem ord og handling.

Fotocollage: Michael Dorbec (samt Andrew Kitzmiller og Godard)

Kategorier