Hvorfor pløre rundt på Roskilde?

af

Jeg er frivillig på Roskilde Festival. Jeg var der første gang som 15-årig deltager i 1972 og har været frivillig i de sidste 10 års tid. Jeg er stolt. Ikke over, at jeg er frivillig, det er ren egoisme, for det er den bedste måde for mig at være på festival på. Men jeg er stolt over, at vi har en Roskilde Festival. Det er en fantastisk begivenhed, der overskrider begivenhedens grænser og sætter sig spor. Nu for fucking 47. gang.

Det er i sig selv en bedrift: Hvilken anden virksomhed, hvilket produkt eller brand kan vi komme i tanke om, som år efter år i næsten 50 år bliver ved med at være fascinerende, attraktiv og lokkende for en målgruppe, der bliver ved med at være 24 år gammel i gennemsnit og dermed så troløs, som man næsten kan blive?

Flot! Men det er ikke derfor, jeg er stolt over Roskilde Festival. Jeg er stolt over det, festivalen vil og det, den gør. Og som distancerer den fra de fleste andre rockfestivaller. Som i den ene ende ”bare” vil spille noget god musik, som folk gerne vil høre. Og i den anden ende ”bare” vil lave noget business og tjene nogle penge på musik og musikere. Og det er der ikke så meget galt i, men det er heller ikke imponerende visionært, og det bliver det heller ikke, selvom man prøver at få enderne til at mødes.

Alle store og gode begivenheder efterlader et hul, når de slutter. Således også Roskilde Festival, som ikke bare er en begivenhed, man overværer, men også et fællesskab, man skaber og deltager i. Det gør hullet og savnet større.

Roskilde vil og gør noget mere. Roskilde udfordrer deltagerne. Roskilde forandrer verden mellem festivalerne. Eller prøver på det, træerne vokser ikke ind i himlen, og måske er bidraget for småt, og virkningen for lille, og nogle med vest på, som man har mødt, er også for dumme. Men man prøver, og en hel del lykkes man med. Og det er flot!

Og nu er festivalen 2017 er slut. De fleste, som er på Roskilde, kender til det. Man kommer hjem, går i bad, brænder sit tøj, bladrer i posten, hvis man er gammel nok til at få den slags – og opgiver. Man er festival-slidt og træt i kroppen og ramt af en sær stemning, Man er måske ovenikøbet alene, og det er man SLET ikke vant til, hvor blev al musik, fest, farver, folk og ballade af?

Man er ramt af Roskilde Blues.

Alle store og gode begivenheder efterlader et hul, når de slutter. Således også Roskilde Festival, som ikke bare er en begivenhed, man overværer, men også et fællesskab, man skaber og deltager i. Det gør hullet og savnet større.

Et frirum for deltagere

Festivalen har omkring 100.000 gæster, og for mange af disse er ”den rigtige” Roskilde Festival de fire dages udskejelser og intenst frie liv i lejrene på camping-områderne og omkring de tre mindre scener Countdown, East og Rising, før Indre Plads og det store musikprogram på de 6 andre scener åbner. Lad os bare kalde det et fællesskab, selvom der er tale om mange forskellige fællesskaber – i og på tværs af lejre, aldre og hjembyer. Unge mennesker, yes, men også en hel del ældre, og nogle få er ligefrem gamle. Gennemsnitsalderen er 24 år, og der er rigtig mange debutanter, faktisk op mod en fjerdedel, og mange debuterer på festivalen som 15-16-årige. Så der er plads til nogle 50-60-70-årige!

Hvad går fællesskabet ud på? Jeg ved det ikke, for det er mange år siden, jeg selv boede på camping under Roskilde Festival. For en overfladisk betragtning ser det ud som om, det handler om at feste og drikke.

Men hvis man har tid til andet end det hurtige blik, ser man, at det nok så meget handler om at være sammen med vennerne og venner, man endnu ikke har mødt og gennem samværet få afprøvet eller bekræftet, hvem man er, og hvor man hører til. Hvad man har lyst til, og hvad har man ikke lyst til og sammen med hvem.

Der er tale om deltagelse i praksis i et fællesskab med ritualer og rutiner, og det er stærke bidrag til ens identitet.

Der er turbo på den slags spørgsmål, mens man er ung, det er jo faktisk det, ungdom handler om, og her tilbyder Roskilde et fantastisk frirum til at være, lege og eksperimentere. Jeg er sikker på, at det er en del af attraktionen – og lidt af grunden til, at nogle af os bliver ved med at komme der lang tid efter vores formative år. Jovist er vi interesserede i musik, og vi bor jo strengt taget heller ikke sammen med sandwichbrød og makrelsalat på de mest larmende camping-områder mere.

Men et sted inde i os er der sgu’ en lille eller måske en stor længsel. Og i det moderne samfund stopper identitetsprocesserne ikke, når man er fyldt 25 eller nået til skelsår og 30 års-alderen.

 

Et frirum? Fri for hvem? Man kunne sige fri for forældre, skolelærere og chefer, og det er jo mindst 90 % rigtigt, men det er altså også forkert:

Vi er rigtig mange forældre og forældres venner, der er på Roskilde og får en SMS fra en ung m/u sultne venner, der gerne vil mødes til en øl og en flæskestegssandwich på BUS-BUS kl. 22, hvis man ikke lige skal noget andet? Masser af skolelærere og masser af chefer.

Og så længe man ikke møder de gamle, lærerne eller cheferne hele tiden eller så ofte, at det har karakter af kontrol, og hvis bare ens forældre ikke er (for) pinlige når det sker, går det også nok. Man kan sagtens gemme sig for overvågningen på Roskilde, hvis man stadig er så ung, at det betyder noget.

”Roskilde uden samtykke”

Men alt det frirum og eksperimenteren, går det ikke for vidt? Jo, nogen gange gør det.

Politiken har under festivalen kørt en serie artikler ”Roskilde uden samtykke” om voldtægt, overgreb og krænkelser på Roskilde, og nu ruller historien videre til andre festivaler, også i Sverige. Og der er også nogen, der kommer op at slås. Politiet på Roskilde plejer at sige, at der faktisk sker mindre af den slags på festivalen end på en tilsvarende weekend i byen, men måske er anmeldelsesfrekvensen lavere blandt fulde unge mennesker, hvor offer og gerningsmand i øvrigt kender hinanden?

Roskilde Festival prøver her at leve op til et ansvar og har selv sat fokus på problemet. Festivalen samarbejder med Everyday Sexism Projekt, der opfordrer kvinder til at dele deres oplevelser og sige fra og har gjort det i nu 3 år.

Som festivalens talskvinde Christina Bilde sagde efter et pressemøde i onsdags:

”Et overgreb er et overgreb for meget. Vi tager seksuelle krænkelser og overgreb meget alvorligt, og vi har i de senere år haft ekstra fokus på det – både i vores eget arbejde og via samarbejder med organisationer som f.eks. Everyday Sexism og Dansk Kvindesamfund.

Tanken er ikke bare at åbne festivaldeltagernes øjne, det handler for os også om at bruge den bevågenhed, vi får, til at få flyttet på omverdenen. For sexisme, seksuelle krænkelser og overgreb er altså ikke et isoleret problem, der kun gælder Roskilde Festival.

Risikoen ved at indgå aktivt i emnet er selvfølgelig, at vi får ørerne i maskinen. Den må vi løbe. For diskussionen er vigtig; seksuelle krænkelser, overgreb og voldtægt er også i dag tabubelagte; det kan vi se bl.a. af de beretninger, der er samlet ind af Everyday Sexism. Det vil vi meget gerne være med til at lave om på. Vi tror at åbenheden er en af de veje, der skal gås, også når det er adfærden, der skal ændres”.

Nogle vil mene, at det er en gratis omgang for festivalen at have det synspunkt. Og en hel masse andre politisk korrekte synspunkter. Det mener jeg ikke.

Roskilde Festivals overskud går til super gode formål

For det første er det faktisk ikke helt gratis. Roskilde Festivals overskud går ubeskåret til sociale og kulturelle formål, og en lille portion er f.eks. gået videre til Everyday Sexism Project – i 2016 var det 75.000 kr.

Efter 2016-festivalen er der uddelt 17,4 millioner kroner til initiativer, der er til gavn for børn og unge samt til støtte til humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde.  Og i festivalens første 46 år er der i alt uddelt omkring 320 millioner kroner – og det er en del mere i nutidskroner.

Festivalen at være med til at forme verden og fremtiden for at skubbe til den, udfordre den, forbedre og forandre den. Festivalen tror på mennesker og på fællesskaber og på kunstens betydning i fællesskabet.

Gæsterne lagde desuden så mange penge i boder og barer i 2016, at der kom et samlet overskud på 20,5 mio. kroner til de mere end 200 foreninger, virksomheder og organisationer, som med frivillige medarbejdere udfører handels- og serviceopgaver på festivalen. En stor del af disse foreninger og organisationer er almennyttige og kanaliserer deres overskud ind i deres sociale og kulturelle arbejde.

For det andet er det – som det hedder i pressekittet om årets holdningstema – et erklæret formål for Roskilde Festival at være med til at forme verden og fremtiden for at skubbe til den, udfordre den, forbedre og forandre den. Festivalen tror på mennesker og på fællesskaber og på kunstens betydning i fællesskabet. Derfor er der et stærkt holdningstema i kunst og i en del af musikken – i disse tre år er temaet equality. Det synspunkt forpligter.

Ikke et ondt ord om de kommercielle festival-arrangører, som er dygtige. Den tyske gigant FKP Scorpio, som i Danmark står bag eller er partner i Northside og Tinderbox og i Sverige er bag Bråvalla, har pt. 22 festivaler i 7 europæiske lande jvf. deres hjemmeside.

Det giver nogle helt andre økonomiske muskler og muligheder for at tilbyde ”en pakke”, når der skal forhandles med de attraktive bands. De kommercielle arrangører er en forudsætning for, at vi overhovedet har en musikindustri i en tid, hvor kunsterne ikke kan tjene penge på pladesalg. Men FKP Scorpio har mig bekendt ikke en udlodning af årets overskud til andre end dem selv, og de har ikke visioner om at forandre verden.

Måske er det naivt med Roskilde at tro, ”at en festival kan udløse og forstærke en bevægelse af mennesker, der vil andet og mere end bare sig selv og sine nærmeste.” Men det er dæleme en smuk vision. Og den er ikke gratis.

Billeder af affald

Roskilde producerer bunker af affald. Omkring 2.500 ton i 2016. 80% stammer fra campingområdet, og alene de efterladte campingstole udgør anslået omkring 200-300 ton. 28 ton efterladte luftmadrasser udgør et særligt problem, for de er smækfulde af PVC, som frigives, når de brændes. Derfor må de graves ned, og hvem synes det er fedt?

Festivalen bruger angiveligt 8 millioner kr. hvert år på at håndtere affald, og det svarer til 10% af musikbudgettet. Som festivalen siger: Man kunne jo også lave en gang fællesspisning for alle deltagerne eller simpelthen give pengene til gode formål ude i verden, hvis folk ryddede op efter sig selv.

Det er ikke uinteressant, hvorfor de 100.000 deltagere (og nogle af de 30.000 frivillige) efterlader så meget affald. Folk er trætte, måske er deres grej vådt og ulækkert, og de kan ikke overskue situationen, når de skal hjem.

Måske er de fejlinformerede eller bruger en myte som figenblad. Som der står i Orange Press’ lørdagsavis: ”Mange festivaldeltagere har en forestilling om, at en hær af godhjertede sjæle i kølvandet på festen indsamler efterladte telte og andet campingudstyr og sørger for at få det genanvendt.”

Den myte må dø, siger Mikkel Sander, som er festivalens bæredygtighedsansvarlige: ”Der kommer ikke nogen og samler ting ind til genbrug fra campingpladsen. Alt, hvad folk efterlader her, bliver til affald.”.

Festivalen vil gerne have og gør meget for, at folk ændrer adfærd. Og hvert år er der nye tiltag: Særlige lejrområder, hvor man kan reservere i forvejen og kun får lov til at ligge, hvis man rydder op.  Skraldeparader, indsamlingskonkurrencer mellem lejrene, eksperimenter med at producere ting af skrald osv.… Og til slut fuldt skrald (undskyld) på en Bring It Home-kampagne.

Alligevel dominerer historier om og billeder af affaldsbjerge. Det er ikke fake news, for der er vitterlig tale om et gigantisk griseri og en køb-og-smid-væk mentalitet, som er helt uklædelig og utilstedelig – og som altid vækker forargelse, hvis ikke ligefrem raseri.  Festivalen får nogen på lampen, de unge får nogen på lampen, og den slags debatindlæg og artikler skriver ret nemt sig selv og læses med en vis frydefuld og renskuret gysen.

Men hvad er egentlig konsekvensen af, at alle deltagere har set billeder af og hørt historier om campingskrald i årevis, før de selv ankommer første gang? Kunne man forestille sig, at det ligesom blev lidt nemmere at acceptere det som normalt, at man lader alt ligge og flyde? Ja, det tror jeg nok, og det er ikke for at skyde skylden på medierne. Men nogle andre billeder på nethinden ville da være dejligt.

Her er et helt utopisk – bortset fra, at det er taget søndag kl. 14.00.

Det er sværere at komme igennem med de positive historier, som både er kedelige og politisk korrekte. Men nogle rydder jo faktisk op efter sig. Og Roskilde Festival prøver rent faktisk at opdrage på de unge mennesker og hjælpe dem med at udvikle nogle ordentlige manerer, som mange af dem åbenbart ikke har fået helt på plads derhjemme. Det er ikke for at skyde efter forældrene, well, okay, lidt måske….

Men lad os spørge os selv: Hvem har egentlig ansvaret for al skraldet? Festivalen? De unge? Deres forældre? Harald Nyborg, som ikke kan finde ud af at sælge en festivalpakke med telt, sovepose og underlag, der er lavet i genbrugs-kvalitet eller af bionedbrydelige materialer? Kineserne, som ikke kan finde ud af at producere bio-festivalpakken? Den globale kapitalisme eller den alt for lave SU, som får de unge til at købe det billigste, dårligste lort – og efterlade det, fordi det er værdiløst?

Frirum og orange dyder

Roskildes ”frirum” kræver som alle andre fristeder, at man på sin krop har lært eller lærer og tager stilling til den helt grundlæggende realitet, at min frihed – f.eks. til at svine – ikke er grænseløs, men har konsekvenser for andres frihed – f.eks. til ikke at bo på en losseplads.

Den frihed og tilhørende ansvar har mange unge ikke mulighed for at opleve derhjemme, i skolen eller på arbejde. Og hvor skal man så gøre sine erfaringer? Roskilde bliver for mange unge anledning til den første refleksion i praksis, regnvejr og affaldsdynger over mødet mellem ”mig” og ”de andre”, med forhandlinger, dialoger og sammenstød og det mikro-samfund, som kommer ud af det.

Ordentlighed og respekt er dyder, som ikke er særligt rock-and-roll. Men de er meget Orange, der som bekendt på Roskilde ikke bare er en farve, men en ret flydende betegner for alt, hvad der er godt og varmt.

Det er en uendelig vigtig erfaring. Den kan uden videre overføres til det store samfund. Pointen går ikke ind hos alle, en del rejser hjem fra festivalen, kommer tilbage næste år og griser videre, fordi det for dem netop er det, der er ”frirummet” på rockfestivalen i en liberal alliance sammen med sprut, sex og fest.

Men festivalen prøver at skubbe til folk og understreger, at der med ”frirum” også må følge ordentlighed og respekt for den anden og fællesskabet, hvis det skal fungere. Og det er en af grundene til, at man aldrig har indført et autoritært skralderegime på Roskilde, hvor folk får bøder for at grise eller penge for at rydde op. Der ville nok blive ryddet mere op. Men frirummet og erfaringen ville blive meget mindre.

Ordentlighed og respekt er dyder, som ikke er særligt rock-and-roll. Men de er meget Orange, der som bekendt på Roskilde ikke bare er en farve, men en ret flydende betegner for alt, hvad der er godt og varmt. F.eks. frihed, fællesskab, åbenhed, nysgerrighed, engagement, empati, et vist anarki og koncerter, der starter til tiden! Find selv på mere 🙂

Man møder folk på Roskilde på en ordentlig måde. Man står til en tætpakket koncert f.eks. med P. J. Harvey i Arena i 2016 og får øjenkontakt med en 150 kilos bamse med tatoveringer og fuldskæg under en særlig bevægende del af koncerten, og man har en forbindelse til hinanden i netop det øjeblik, og man smiler.

I forhold til Elmegade under Distortion er Roskilde Festival for mig et meget trygt og sikkert sted – uden at forklejne, at der både er sket og kan ske ting på Roskilde.

Folk går forbi hinanden eller prøver at kommer op foran, og man vender sig, så det bliver nemmere for alle. Det er orange. Og det er ikke hverdagskost ude i livet.

Jeg oplever f.eks. ikke den orange følelse på Københavns store gadefester, selvom jeg elsker musikken og festen i gaderne. Der er en mere rå asfaltagtig stemning, fingeren til systemet, fingeren til dem, der ejer byen, og desværre også fingeren til min sidemand, som jeg er lidt for fuld til at tage hensyn til… I forhold til Elmegade under Distortion er Roskilde Festival for mig et meget trygt og sikkert sted – uden at forklejne, at der både er sket og kan ske ting på Roskilde.

At være frivillig

I år var der cirka 30.000 frivillige til at holde festivalen kørende for de 100.000 deltagere. Roskilde har kun 65 fuldtidsansatte, men politi, brandvæsen, bands og en del lys og lyd får løn for deres arbejde under festivalen. Ligesom man må antage, at de fleste arbejdende journalister gør, dog ikke POV’s.

Jeg elsker at være frivillig på Roskilde. Det er selvfølgelig først og fremmest muligheden for at opleve festivalen, kunsten og musikken, som trækker mig til Roskilde. Og jeg vil til enhver tid foretrække Roskilde, netop på grund af musikken, kunsten, holdningerne og de mange gode formål, som deler overskuddet – men det kunne jeg fint opleve som betalende deltager.

De frivillige er ca. 10 år ældre i gennemsnit end deltagerne og er en ret blandet forsamling. Jeg fascineres hvert år af den spraglede flok af studerende, håndværkere, lærere, socialrådgivere, funktionærer, konsulenter, forskere, embedsmænd og topchefer fra private og offentlige virksomheder, som løser de mest mystiske opgaver

Jeg synes det er fantastisk, at Roskilde giver mulighed for, at voksne, midaldrende og 60-årige legitimt kan være med og deltage i det, som stadig overvejende er en ungdomsbegivenhed, om end ungdomsbegrebet strækkes vidt her.

Også det ville jeg kunne som betalende deltager – og rigtig mange voksne gør det og er glade for muligheden og for muligheden for at kunne betale sig til lidt bedre sove-luksus, mindre støj og møg, flere toiletter og bademuligheder. Det skaber naturligvis en vis synlig forskel mellem dem, som har råd, og dem som ikke har råd, og hvordan hænger det nu sammen med temaet Equality?

Men det skaber til gengæld en mulighed for lighed i form af fælles oplevelser af musik og kunst og samtaler på tværs af de aldersgrupper, der i det store samfund er så segregerende, at man kan være i tvivl om, hvorvidt vi bor i det samme solsystem. Der er bare ikke megen aldersfascisme på Roskilde, og det er skønt.

De frivillige er ca. 10 år ældre i gennemsnit end deltagerne og er en ret blandet forsamling. Jeg fascineres hvert år af den spraglede flok af studerende, håndværkere, lærere, socialrådgivere, funktionærer, konsulenter, forskere, embedsmænd og topchefer fra private og offentlige virksomheder, som løser de mest mystiske opgaver som frivillige i den store Roskilde organisation. I 8-10 dage skal Danmarks 4. største by med en befolkningstæthed som Shanghai fungere med alt hvad dertil hører af logistik, infrastruktur og ledelse. Her blandes kortene på en ny måde, og topchefen med dagligt ansvar for hundreder af medarbejdere må nu tage imod ordrer fra sin frivillige teamleder, der i det daglige er arbejdsløs eller studerende. Som oftest går det godt.

Muligheden for at komme tæt på Roskildes temmelig hierarkiske organisation og opleve den i praksis ”bag scenen” gjorde mig til frivillig i første omgang. Organisationen er et forunderligt møde mellem masser af erfaring, dyb professionalisme, sund business, idealisme og ildsjæleri i rå mængder. Plus 20.000 andre frivillige, der spænder over ”armbåndsfrivillige” og folk fra foreninger, som støtter deres egen forening gennem arbejdet på festivalen.

De fleste frivillige er underlagt ret præcise krav, regulativer og forventninger, som er en vigtig og nødvendig del af styringen af så stor en begivenhed som Roskilde Festival. Og de fleste er optagede af, at der ikke skal ske fejl på deres vagt, og det er godt. Men bliver det for nidkært og uafslappet?

Nøglesvingerfascisme

POV’s okkulte reporterteam skriver, at Roskilde Festivan er blevet et gigantisk monster, og at det er ”systemet først”. I artiklen ”Roskilde som udrenselse og indvielse” hedder det bl.a.:

Nøglesvingerfascismen blandt de mange frivillige er hyppig – men selvfølgelig langtfra universel, så havde det slet ikke fungeret. Men naziskrankepaver og apparatjiks er ganske virkelige, jo, jo. Også hér. I de 10 dage, hvor de får lov til at svinge nøgleknippet og iføre sig en eller anden farvet vest, transformeres lærere, smede og kartoffeloptagere til nidkære ordonnanser, ubønhørlige kontrollanter og systembevarende apologeter.”

Senere i artiklen får det okkulte reporterteam dog løst deres armbåndsproblemer hos mennesket John, der er chef. Og dermed har mulighed for at skønne og måske suspendere en regel.

Hvordan styrer man sådan en biks – uden at de enkelte handler efter forgodtbefindende? Det er nok den organisatoriske udfordring og balance, som diskuteres mest i den frivillig-gruppe, som jeg er en del af

Burde denne kompetence ligge hos den enkelte frivillige i det yderste led? Well, vi kan jo godt lide, at der er plads til almindelig sund fornuft og menneskelighed i det yderste led, især hvis det er der, vi selv står. Men det ER bare svært at delegere kompetencen til at skønne helt derud i en organisation, der IKKE har sine 25.000 front-medarbejdere i virksomheden året rundt – men kun i 24-32 timer, hvor de til gengæld skal fungere, som om de aldrig havde lavet andet. Og helst lidt tjept.

Hvordan styrer man sådan en biks – uden at de enkelte handler efter forgodtbefindende? Det er nok den organisatoriske udfordring og balance, som diskuteres mest i den frivillig-gruppe, som jeg er en del af. Også fordi ”valutaen” i en frivillig organisation som Roskilde ikke er penge. Men privilegier som f.eks. i Roskildes tilfælde kunne være adgangsgivende armbånd til en selv eller kæresten til forskellige dele af pladsen og diverse backstage-lounger m/u køleskabe.

Eller muligheden for at blive opgraderet til lidt bedre sovemuligheder. Eller indflydelse ”op i hierarkiet” i kraft af formel position. Jeg synes, det er en fordel, at sådanne goder fordeles efter objektive kriterier som f.eks. ens funktion eller ansvarsniveau som frivillig. Ellers tror jeg, at det hurtigt ville skride – sammen med min retfærdighedsfornemmelse. Og derefter ville jeg skride.

Sagen og gruppen

I de sidste 2-3 år er der sket to ting for mig som frivillig:

Jeg i stigende grad blevet begejstret for sagen Roskilde Festival og det, vi laver, hvad denne artikel jo også helt klart viser. At høre gammel og ny musik er fedt. Men det betyder noget for mig – meget faktisk – at vi ikke bare er en rockfestival, men samtidig er et deltagelses- og dannelsesprojekt, der vil sætte spor og forandre. Og som deler hele sit overskud ud til sociale og kulturelle formål. Og det overskud er jeg i beskedent omfang med til at lave.

Men det betyder noget for mig – meget faktisk – at vi ikke bare er en rockfestival, men samtidig er et deltagelses- og dannelsesprojekt, der vil sætte spor og forandre. Og som deler hele sit overskud ud til sociale og kulturelle formål. Og det overskud er jeg i beskedent omfang med til at lave

Og jeg er i stigende grad blevet begejstret for den frivillig-gruppe på cirka 60 personer, som jeg selv er en del af. Det er simpelthen fede folk, som jeg er glad for at hænge ud sammen med både på og efter vagterne, og som ganske langsomt er ved at blive min primære Roskilde-gruppe – ved siden af den gruppe af gamle (studie)kammerater, som jeg ellers er på festival sammen med.

Teorien om frivilliges motivation siger, at sagen og gruppen er to stærke faktorer. Det at lave noget, som giver mening, sammen med andre og at deltage i et fællesskab omkring en praksis er superfedt. Det gælder de unge på camping, og det gælder for de lidt ældre frivillige i de forskellige enheder og sektioner. Der er ganske vist forskel på, hvad vi oplever som meningsfuldt på forskellige tidspunkter i vores liv.

Men det er det, som Roskilde Festival tilbyder os at pløre rundt i. I orange belysning.

Alle fotos: Bent Gringer.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Bent Gringer
Chefkonsulent |

Chefkonsulent | Website
Bent Gringer elsker at rejse og deltage i mærkelige begivenheder, f.eks. Burning Man festivalen, han er frivillig på Roskilde Festivalen og Folkemødet/Demokratiscenen, kører motorcykel og fotograferer. Men det kan man jo ikke leve af. Professionelt er han ekspert i alt om kompetenceudvikling og læring i organisationer, siger han selv, han skriver ofte om det og holder en bunke foredrag og oplæg. Til daglig virker han som konsulent for statslige arbejdspladser i Kompetencesekretariatet og sejler under eget personlige piratflag i firmaet Gringer Inc, der løser opgaver for kommuner, organisationer og private virksomheder. Bent har tidligere været ansat i Huset Mandag Morgen og har lavet en erhvervs-PhD på CBS (om DJØFernes kompetenceudvikling) og var i mange år var ansat i DJØF. Han er censor, filmentusiast, bor i Hellerup med sin familie og byder flygtninge velkommen.
 
 
 

Seneste indlæg fra

Flugten til Fyn

Jeg var fem år, da den store omvæltning skete. Min mor tog

Det omvendte nazikort

Der eksisterer paralleller mellem de strukturer, nazismen effektivt byggede på, og de
Gå til Top