mm

Claus Ankersen

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du støtte forfatterens arbejde med et beløb på: MobilePay +4571844591.

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 12 sprog. Han har udgivet ni bøger, hvoraf den seneste digtsamlingen Grab Your Heart And Follow Me udkom i Indien i foråret 2018. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, dato og Murmur.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Claus Ankersen
på Mobile Pay: 71844591

Hva’ så 67’er?

Du runder det halve århundrede i år, hvis du da ikke allerede har gjort det. Du fester med store telte, taler og kød på tallerkenen. Og du fatter hat. For du er stadig i kontakt med barnet og den unge, som bor under din lettere solskadede hud. Hvis der var noget man trods alt gjorde i firserne – det frygtelige og fantastiske tiår, som formede dig lige så meget som de halvfjerdsere, du var lille i – så var det nemlig at solbade.

Så du har ligget som Jesus på græsset, 67’er. På græsplæne, i baggård, på havneflise eller sandstrand, måske endda på et af de der sølvfoliemåtter som reflekterede solen, så man blev endnu hurtigere grillstegt.

Du har mærket den hede sommerluft føre bestandige duftstrømme af kokosolie og citron gennem dine næsebor. Måske læste du Patrick Süskinds Parfumen, mens du lå der. For du har læst en del, 67’er.

Du fester med store telte, taler og kød på tallerkenen. Og du fatter hat. For du er stadig i kontakt med barnet og den unge, som bor under din lettere solskadede hud

Du voksede jo op, dengang der ikke var noget, der hed ‘kede sig’, dengang tegneserien var det tætteste, man kunne komme syretrippet uden at tage noget, og det er så fucking længe side, selv om det var lige før. For et øjeblik eller en cigaret siden.

Og nu kan du mærke i knoglerne, at de gamle havde ret i – næsten – alt, hvad de sagde; at livet er et pust i sivet, og nuet ligeså evigt som flygtigt. Du husker det hele – næsten – eller det bilder du dig i hvert fald ind.

Energikrisen og husenes bittesmå vinduer med de iskolde gulve, fordi der højest måtte være 18 grader. Frygten for USSR. Schäferhundene og vagterne med maskinpistoler som patruljerede langs de høje pigtrådshegn, når færgen ankom til DDR eller Polen.

Du er lige blevet til, og nu er der gået et halvt år-fucking-hundrede. Det er ganske simpelt ufatteligt. Til alt held er du ikke alene.

Du er lige blevet til, og nu er der gået et halvt år-fucking-hundrede. Det er ganske simpelt ufatteligt. Til alt held er du ikke alene. Tværtimod er du legio. Næst efter 66’erne tilhører du den suverænt største årgang i Danmark, når krigsbørnene fra ’41 og mega-årgangen fra ’46 er regnet fra. Alligevel gør du ikke meget væsen af dig.

Man kan sige, at du oftest er en undskyldning for dig selv, også selvom du fylder godt op i centraladministration, på lærerværelser og generelt i landskabet. På scene og i elfenbenstårne er du ikke. Kultur- og forretningsliv tilhører stort set de sidste babyboomers, dem fra starten af 60’erne. Og de flytter sig ikke en millimeter, før de bliver båret ud.

Så du har resigneret, og du har resigneret så længe og i så mange år, at du slet ikke er opmærksom på det men docilt har affundet dig med tingenes orden. Tag selv et check. Langt størstedelen af samfundets finmandsskjorter bæres af brødre og søstre, som er født mellem 60-64. Så er der et gap. Et hul. Et tomrum.

Og der bor du, 67’er. Sammen med alle de andre, som også fylder femti i år. Mens tidens flod har ført dig med sig fra femøresslik og Anders And-film på smalfilm, gennem folkeskole og gulerodsbukser, slagsmål og mobning, Abba eller Gasolin, flipper eller disker, til yuppie-liv med spidse støvler og lange cottoncoats og de skønne frisurer og den fede musik, ind i 90’erne med læderbukser og skovmandsskjorter og op igennem nullerne, som ingen fattede ret meget mere af, end at mere blev til meget mere af det samme.

Før nu, hvor vi allerede har bevæget os halvt ind gennem maskinernes køligblå skærme uden helt at forstå, hvad vi laver.

For sådan har det altid været med dig, 67’er. Dybest set har du aldrig sådan rigtig forstået, hvad det er for noget, det her liv. Og alligevel har du på sin vis gjort, som du skulle. Du har stiftet familie og fået børn, og du er blevet skilt ligesom dine forældre og har fundet ny kæreste, og du har sgu endda fået en enkelt tusch, bare fordi det minder dig om dengang.

Og selvom dit hår er gråt og energien lidt mindre og knoglerne skrøbeligere og tænderne smuldrer i det små, så nyder du faktisk at være til, 67’er. Du nyder det så meget, at du ikke har overskud til ret meget andet. Så lad dog de ’63-64’ere sidde på taburetterne. Fuck offfffffff med deres Sweet og Slade og magtliderlige lort. Det rører ikke din ånd.

Du vil meget hellere grille i haven, prygle en kølig med naboen over et spil dart eller skomager, til koncert med konen og de gamle skolekammerater i den lokale idrætshal, eller på dykkerferie til Australien med dine søskendebørn eller drengene fra jobbet.

Hvis du rejste dig, kunne du lave alting om. Så stor er din årgang. Så mange er I. Men nu tænker du mest på børnene, på sikkerhed, på tryghed for dem og deres, og døden, naturligvis. Du kan mærke døden, 67’er. Forfaldet, du aldrig troede skulle komme, sådan for alvor. For døden tænker du hele tiden på. Den ligger og summer i mave og baghovedet som en konstant tinnitus.

Hvis du rejste dig, kunne du lave alting om.

Så stor er din årgang. Så mange er I. Men nu tænker du mest på børnene, på sikkerhed, på tryghed for dem og deres, og døden, naturligvis.

Og i det lys er enhver skelsættende samfundsændring alt for risikabel. Og hvad skulle det også være. Du kan ikke rigtigt se det og har desuden for travlt. Du kan mærke døden, 67’er. Forfaldet, du aldrig troede skulle komme, sådan for alvor. For døden tænker du hele tiden på. Den ligger og summer i mave og baghovedet som en konstant tinnitus. Lige så langsomt er tiøren begyndt at lægge sig til rette i brøndens dyb. Din tid er begyndt at gå, og det kan mærkes. Den er knap nu.

Faktisk er der ingen tid at spilde. Hvem ved, hvor længe du får lov til at være her? Det gælder om at stramme balderne. Lige pludselig vågner du op og er firs, og så frygtelige hundrede. Eller også falder du død om af et hjerteslag. Får en blodprop eller en ondartet tumor. Nogle dage, kan du mærke, du har drømt om det om natten, 67’er. Heldigvis ryster du det hurtigt af i dagligdagen.

For i morgen skal du pensioneres. Hvis der da er pension, når du bliver 85. Hvis der overhovedet er noget. Overhovedet. Men det er ikke første gang, dystopien trænger sig på for dig, 67’er. Du er om nogen rustet til lige netop det her. Du klarede 70’erne. Du styrede 80’erne. Og de følgende tre årtier rørte egentlig heller ikke din ånd.

For du er Danmarks ånd og hukommelse på godt og ondt, 67’er. Ånden på hjertet er du faktisk den suverænt fedeste af alle årgange (og det har du altid vidst). Selvom du er 50, er du stadig 30. Selvom du er 30, er du stadig lidt 12, og som alle ordentlige 12-årige, er du også lidt 500. Så der er altså ingen grund til at være det mindste urolig. Du har minimum 450 år tilbage. Det går nok.

Tillykke med dig, dit herlige halvgamle røvhul!

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du hjælpe fattiglusen med et beløb på: MobilePay +4571844591.

Hovedillustration: Claus Ankersen, privat.

Kategorier