Hurra – et år med POV International

af

Begyndelses-ånd, mine damer og herrer. Kan man få det på flaske, så køb det. Kan man få det intravenøst, så skaf det. Det sidste års tid har jeg fået pioner-ånd dagligt, og det gør mig godt. Jeg er nemlig en af dem, der skriver for Point of View International, kaldet POV – og det er jeg glad for.

Det kom ud af det blå. Jeg ville bruge starten på 2016 til omsider at få liv i den blog, jeg havde forestillet mig. Jeg arbejdede kun to dage om ugen i DR og brugte resten af mit freelance/pensionistliv på, hvad jeg havde lyst til, så nu skulle det være. Jeg skulle i gang med at skrive

Der var bare lige den hurdle, at selve bloggen, altså siden på nettet, skulle sættes op, jeg skulle lære at bruge den, tænke grafisk, og alt det andet udenomsværk for at få lagt mine tekster, mine klummer ud.

Jeg er heldigvis ikke bange for at lære noget nyt, og var aldeles sulten efter at komme til fadet og få skrevet nogle af de mange tanker, jeg gik rundt med. Kort sagt, jeg skulle i gang.

Vi er uafhængige! Vi får nemlig ikke løn for det, vi skriver. Derfor er der heller ikke nogen, der siger: Du skal skrive! For vi er ikke ansat. Vi kan bare ikke lade være med at skrive, og vi finder betaling andre steder til husleje, mad og alt det, der skal betales

Mon bloggen skulle hedde “Det Monica skriver”? Eller “Mødestedet”, ligesom mit radioprogram på P5?

Mange sjove kreative tanker havde jeg dér ved nytårstid. Og jeg var slet ikke nået til at tænke økonomi, selv om jeg ofte hørte om bloggere, der tjente kassen. Det var ikke mit ærinde. Jeg ville bare skrive. Jeg har noget på hjerte.

POV har fødselsdag – kan du undvære en kop varm chokolade med flødeskum? Så send den til os!

Et blogfællesskab

Et stykke inde i januar fik jeg en mail. Fra Annegrethe Felter Rasmussen, som jeg havde mødt året før. Jeg havde læst en del af det, hun skriver på Facebook, og selv opsøgt hende, da hun var i København. Og snakket fanden et øre af med hende en eftermiddag på Café Sommersko, mens gaden var grøn af græs og myldrende med mennesker.

Et af de få fysiske møder i POVs 1-årige historie. Nye kolleger, nye bekendtskaber, stor kreativitet

I mailen fortalte hun om et projekt, hun og to andre havde tænkt på at sætte i værk. Om jeg havde lyst til at være med til det? De ville samle nogle af de bedste skribenter (are you talking to me?) og lave en fællesblog, fordi det alligevel er så svært at få afsat gode tekster i dagblade og i de elektroniske medier, så det var sjovere at lave det selv; og det var også sjovere end at forære sine kloge statusopdateringer i sådan et fælles blogunivers end at forære rettighederne til Facebook, skrev hun.

???? Om jeg havde lyst til at være med i det? Jeg kunne ikke være i min krop den dag, af lykke! Det kan I da lige bide jer selv i næsen på, at jeg vil. Jeg kunne ikke få armene ned, men så alligevel, jo, det kunne jeg og bruge dem til at skrive tilbage, at de kunne regne meget med mig.

For jeg var fuldstændig i sync med Annegrethe, Morten Bay og Signe Wenneberg, de tre stiftere.

Sikke en genial ide de havde fået. Meget bedre end mit enmandsprojekt. Det her med at være fælles om at kommunikere. Et insekthotel, hvor man flyver ud og ind, lægger sine tekster, når man har lyst og noget på hjerte, tilsluttet med en slags musketer-ed om, at vi er sammen om det her. En ikke-nedskrevet ansvarsforpligtelse og et energiladet engagement for at få ‘lortet til at køre’.

Og noget helt nyt i dansk mediesammenhæng. Det tiltrak mig også.

Altid midt i begivenhederne

De sidste 40 år har jeg haft fornemmelsen af at stå midt i de enorme skift, der løbende er sket i de danske medier, hvor læsere, lyttere og seere fik større og større indflydelse på, hvad de skulle læse, høre og se. Elektronikken, der har ændret sig kolossalt, og netop var grunden til, at jeg kunne tænke i at starte en blog, min egen avis, min egen radiostation, min egen tv-station.

Det holder jeg faktisk foredrag om. Og nu stod jeg altså der igen, midt i et skift.

Det har været vanvittig spændende at være en del af, siden vi åbnede for Point of View International 1. februar 2016. Jeg har altid følt, at jeg var det rigtige sted, midt i det, der for alvor rykkede. Jeg har været dus med udviklingen, og jeg tog det hele ind, brugte det og fik en fest med både fax, mails, sms’er, Facebook osv.

Men nærmest omvendt proportionelt med begejstringen kunne jeg følge besparelserne og nedturen i medierne. Der er blevet skåret i bemanding og budgetter, viljen til at gå i dybden med emnerne er gradvist blevet mindre, ønsket om at give borgerne væsentlig information er skrumpet, masser af skrammel og spildtid har fået større plads.

Når jeg skal læse en artikel på nettet, sidder jeg ofte med post-it-sedler på skærmen for at skåne min opmærksomhed fra flimrende, blinkende, forstyrrende reklameelementer, så jeg kan læse teksten. Og jeg er vant til den her verden, hvordan er det så ikke for andre?

Den udvikling er jeg ikke så begejstret for.

Pengene er som sagt blevet færre. Freelancere får dårligere betaling eller bliver slet ikke betalt. Der bliver skåret i fastansatte og dermed forsvinder grundlaget for seriøs journalistik. Politikere og store erhvervsfolk kan langt bedre slippe af sted med at lyve eller spare på sandheden, når den, der interviewer, ikke har tid til at være ligeså meget ekspert som den, der interviewes. I sidste ende forsvinder den fjerde statsmagt, og demokratiet vælter. I sidste ende er det dem, der betaler, der for alvor får magt.

Synspunkter, analyser, debat, oplevelser = POV

Derfor er POV en god ide.

For der er ikke penge blandet ind i det. Derfor er det gratis at læse POV!

Vi er uafhængige. Vi får ikke løn for det, vi skriver. Derfor er der heller ikke nogen, der siger: Du skal skrive! For vi er ikke ansat. Vi kan bare ikke lade være med at skrive, og vi finder betaling andre steder til husleje, mad og alt det, der skal betales.

Vi er glade for, at I er så mange, der læser, og indimellem får vi donationer fra tilfredse læsere. Jeg vil gerne her takke hver og én for det, I har sendt til min MobilePay siden 1. februar 2016.

Et insekthotel, hvor man flyver ud og ind, lægger sine tekster, når man har lyst og noget på hjerte, tilsluttet med en slags musketer-ed om, at vi er sammen om det her. En ikke-nedskrevet ansvarsforpligtelse og et energiladet engagement for at få ‘lortet til at køre’.

Da jeg skrev et digt til Aleppo, fik jeg 468 kr. tilsendt. Jeg sendte dem videre til Unicef (bare så I ved det). Også tak til jer, der er faste abonnenter. Vi elsker de 20 kr, du betaler hver måned.

Hvad er der så kommet ud af det?

Jeg kan se tilbage på gode tilbagemeldinger på det, jeg har skrevet: Om at genfinde sine forsvundne bekendtskaber takket være Facebook, rejsebrev fra all inclusive og fra Gotland, om at nedlægge sine forældres gravsted, om at lave en pagt med sig selv, der går ud på ikke at brokke sig over krop og rynker, så længe selvsamme krop er i fin form – det var en meget læst og delt blogpost, og den førte mig til Aftenshowet i DR uden sminke! – om sproget vi taler, kvinders pensionsopsparing, og historien om de 15 millioner jeg ikke fik for et maleri. Jo, jeg kommer vidt omkring. Efter at have talt i så mange år, nyder jeg at skrive.

Man kan nå langt elektronisk uden at have penge op af lommen, men der skal indimellem midler til at køre POV. Vi fik hjælp i en kampagne sidste sommer, så vores server er blevet større, stærkere og mere sikker. Og nu beder vi om hjælp igen. Om du vil give, hvad der svarer til en kop kaffe eller i dagens fødselsdagsanledning en kop kakao med flødeskum, alt fra 20-100 kr. på mobile pay 40121968.

Det siger det hele!

POV International er et nyt og anderledes bud på kommunikation i Danmark. Læs chefredaktørens beretning i forbindelse med 1-årsdagen. Vi er ret stolte af, hvor godt det er gået, drevet af den her pioner-ånd jeg taler om. Det første år har været noget ganske særligt. Og usædvanligt for en skribent.

Redaktionen i cyberspace

Se bare her: Hver morgen læser jeg en hilsen fra Annegrethe i Washington, skrevet til de skribenter. Hun arbejder nærmest i døgndrift med selv at skrive, men også med at redigere vores tekster og invitere nye skribenter til POV. Hun er på det tidspunkt lige ved at gå i seng, når vi læser, hvad hun fortæller: Hvilke blogposts der dukker op den dag, hvad der er sket siden i går i skribentgruppen, om der er nye gæsteskribenter osv.

Takket være Facebooks muligheder er redaktørens hilsen i en lukket skribentgruppe også et redaktionsmøde, så hvis man har kommentarer, skriver man dem der, og det kan sagtens udarte til nogle heftige diskussioner. Både til skænderier, debatter, meningsudvekslinger, kollegial sparring og almindelig opmuntring, sågar også ros til hinanden. Det er helt unikt, og vidner om stor tillid os imellem.

Der er folk, der udvandrer, nogle vender tilbage, nye kommer til. Sådan er journalistik. Sådan er det, når man oplever ildhu og engagement, sådan er det, når man ikke sidder ved siden af hinanden i et langt ordrigt redaktionsmøde, hvor chefen bestemmer. Cyberspace har uanede muligheder.

Vi er spredt overalt, mange steder i udlandet, mange steder i Danmark. Men vi er jo lige her samtidig, og på alle tider af døgnet. Det er også her man kan få hjælp af sine kolleger, det er her, man lige svarer den, der mangler et navn, et godt råd eller en ide til det rigtige billede. Det er her, man beder en af de andre om at læse det igennem, man har lagt ud som en kladde, så der ikke er tanketorsk, slåfejl og sproglige bummerter. Det er der så alligevel, for der er altid noget, der kan rettes. Men hjælpen er stor, ildsjælene er i gang.

Nye kolleger

I efteråret 2016 forlod jeg så DR, satte mig selv på pension. Det betyder, at jeg savner mine gode kolleger, men hey! Jeg har faktisk fået 50 nye kolleger. Nogle af dem har jeg mødt, nogle kender jeg i forvejen, andre kender jeg virkelig godt, trods at vi aldrig har hilst på hinanden. Og jeg, der altid har talt, oplever at blive respekteret for at skrive. En mageløs verden at leve i.

Facebooksiden sørger for at fortælle dig, hvilke artikler der bliver publiceret. Det kræver, at du har trykket synes godt om på selve Facebooksiden for Point of View International. Og på selve sitet ligger alle vores blogposts lige til at læse, i én lang række.

Så vi er meget glade og har ofte lyst til at råbe: HURRA!

Men vi ved også, at der er nogle af kollegerne, der snart skal have honorar for deres indsats, i længden kan de ikke arbejde gratis. Det vil ikke være rimeligt. Så langt rækker pioner-ånd ikke. Og uden deres indsats går det ikke. Derfor håber vi, at du har lyst til at give os en fødselsdagsgave.

I dag råber vi: HURRA! VI HAR FØDSELSDAG I DAG! Vi ønsker os kakao med flødeskum på MobilePay 40121968.

Topfoto: privat.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Monica Krog-Meyer

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Jeg har været inde i radioen siden ruder konge var knægt. Født 1950, i mesterlære i DR som speaker, freelancer, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5 . Undervejs har der været afstikkere til Radio 2, DR 2, Langelandsfestivalen, Guld FM - og klummeskrivning i Det fri Aktuelt, Ekstra Bladet og Vores Villa.
Jeg skrev i 2002 debatbog om pornoficeringen af vores liv: "Patter, Pik og Penge", og i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark. Jeg har aldrig sluppet det franske, der blev til et hovedfag.

Seneste indlæg fra

Gå til Top