fullsizeoutput_517

Hurra for at der faktisk er et posthus-posthus på det nye postmuseum

af

Nadja Pass har besøgt ENIGMA – Museum for post, tele & kommunikation på Trianglen, der åbner i dag. Udstillingen åbner først senere, men fra i dag fungerer selve huset som overdækket torv, moderne forsamlingshus, og, nå ja, posthus. Kombineret med ekspertoplæg om alt fra kærestebreve til krypteringsmaskiner. Så allerede nu byder ENIGMA på en begavet grænseflade mellem museet og verden udenfor.

Folk, der har kendt mig længe, ynder at (gen)fortælle historien om dengang, jeg lige var flyttet hjemmefra – fra Gentofte til Nørrebro – og den bil, jeg “passede” for min farmor, lige var blevet stjålet. Jeg blev helt befippet, og tænkte, “jamen, så må jeg jo gå til politiet”.

Lige rundt om hjørnet fra min nye lejlighed havde jeg på Sankt Hans Torv set en bygning med en grøn lampe udenfor, hvorpå der stod POLITI. Så snarrådig og vaks, som jeg jo er, gik jeg straks derind. Der var ret mange mennesker i lokalet, men alligevel kom jeg forbløffende hurtigt helt frem til skranken.

“Det her er et politi-museum. Du skal ringe til politistationen”. Alle turisterne – for det var en stor gruppe på rundvisning, der iøvrigt fyldte lokalet – tog billeder og grinede højt.

“Ja”, spurgte damen bag skranken, “hvad kan jeg hjælpe dig med?” (Måske sagde hun ved nærmere eftertanke faktisk ligefrem: “Hvad kan jeg hjælpe Dem med?”).

“Goddag. Jeg vil gerne melde, at min bil er blevet stjålet”, svarede jeg med klar og tydelig røst.

“Jamen, det kan du ikke her. Det her er et politi-museum. Du skal ringe til politistationen”.

Alle turisterne – for det var en stor gruppe på rundvisning, der iøvrigt fyldte lokalet – tog billeder og grinede højt. Og det er også en historie, både jeg selv, og mine venner især, har grinet meget af i over 20 år nu.

Hvorfor var der egentlig ikke en aktiv skranke?

Men lige siden dengang har jeg alligevel tænkt: Hvorfor filan var det egentlig ikke en fungerende skranke i miniformat, de havde derinde? Ikke alene var det jo tydeligt, at det gav de besøgende en langt mere autentisk oplevelse af skrankerummet. Som nabo og borger havde det da også givet mig et helt andet forhold til museet – og nå ja, politiet – hvis jeg engang imellem havde et naturligt ærinde på Politimuseet.

Men hvis man faktisk som borger kunne komme ind forbi med “politiærinder”, ville det skabe en langt mere naturlig forbindelse mellem museet og verden og hverdagen lige udenfor døren.

Jeg er godt klar over, at de selvfølgelig ikke kunne have en fuld, aktiv lokalpolitistation der. Men hvis man faktisk som borger kunne komme ind forbi med “politiærinder”, ville det skabe en langt mere naturlig forbindelse mellem museet og verden og hverdagen lige udenfor døren.

Politimuseet ligger lige midt på Sankt Hans Torv, og jeg går forbi flere gange dagligt. Og alligevel har jeg aldrig været derinde siden dengang. Og det er ikke fordi, jeg stadig er flov. Det er fordi, jeg intet ærinde har der. Men havde jeg haft en lidt mindre panik-agtig anledning, end jeg havde dengang, bilen var blevet stjålet – og havde jeg følt mig lidt mindre torskedum over at være gået forkert – kunne jeg sagtens have fundet på at slå et sving gennem udstillingen, når jeg nu alligevel var der. Og måske havde jeg ovenikøbet været en ret aktiv nabo og gæst i de seneste 20 år.

Men se nu dér – der er faktisk et posthus og en levende skranke på det nye postmuseum

Fast forward til i går aftes, hvor jeg var blevet inviteret til “prøvemiddag” på ENIGMA – Museum for post, tele & kommunikation, der åbner i dag. Også et museum der ligger på en central plads i et af Københavns brokvarterer, nemlig Trianglen, selvom det lige nu er godt gemt væk bag metrobyggeriet.

Jeg gætter på, at jeg var inviteret til prøvemiddagen, fordi jeg for et års tid siden drak en kop sparringskaffe med ledelsen, da de var i gang med at udvikle museet og søgte inspiration til, hvordan de kunne skabe gode samtaler mellem gæsterne og møder mellem fremmede. Men jeg anede i øvrigt intet om, hvad de havde gjort og tænkt siden da. Og derfor heller ikke hvilket rum der åbnede sig for enden af den røde løber. Men hurra for det, der åbenbarede sig!

Men tænk jer: Ikke alene er der en hel stribe postkasser udenfor. Indendøre er der faktisk også et rigtigt lille posthus … Leveringstiden og -sikkerheden kan de nok ikke gøre så meget ved. Men der ér faktisk et posthus, der understreger ENIGMAs forbindelse til verden udenfor.

Jeg kom direkte fra nytårskur andetsteds og havde lidt hastigt måttet pakke en bog, jeg skulle poste på vejen. Med frost i øjnene spejdede jeg efter en postkasse på min vej mod ENIGMA. Og så slog det mig, at lige netop dér, måtte der da stadig være en god gammeldags postkasse. Og samtidig sagde min bitre erfaring fra Politimuseet mig, at det måske alligevel ikke ville være tilfældet.

Men tænk jer: Ikke alene er der en hel stribe postkasser udenfor. Indendøre er der faktisk også et rigtigt lille posthus. Sådan et helt rigtigt et, hvor man kan få vejet sin breve og frankeret dem af et rigtigt menneske. Ikke med Postmand-Per-agtig nostalgi. Simpelthen bare god gammeldags service og levende mennesker. Leveringstiden og -sikkerheden kan de nok ikke gøre så meget ved. Men der ér faktisk et posthus, der understreger ENIGMAs forbindelse til verden udenfor.

Moderne forsamlingshus

Og ikke alene er der et posthus. Der er meget mere af det, jeg har drømt om siden oplevelsen på Politimuseet. Den etage, der foreløbig er åbnet, er mest af alt indrettet som et torv. Selve udstillingerne vil udfolde sig på de øverste etager, når de er færdige, men underetagen er først og fremmest en grænseflade mellem museet og verden udenfor.

Aftensmaden på Enigma består af gryderetter, så man nemt kan sende de lækre gryder rundt og smage hos hinanden, når man falder i snak med de andre, der er bænket langs langbordene.
Aftensmaden på Enigma består af gryderetter, så man nemt kan sende de lækre gryder rundt og smage hos hinanden, når man falder i snak med de andre, der er bænket langs langbordene.

På Torvet er der en dejlig restaurant, hvor de gennem delegryderetter understøtter samtalerne og møderne mellem fremmede. Der er en designbutik med ekstremt velkuraterede sager på hylderne. Og ikke mindst en scene, hvor der både kommer til at foregå en masse faglig formidling, hvor ENIGMAs eksperter fortæller om deres yndlingsartefakter fra museet; i går handlede det om kærestebreve, postkortporno og krypteringsmaskiner. Og på scenen vil der også være både morgenforedrag og godnatlæsning for ungerne om aftenen. Simpelthen et samlingssted hvor mange vidt forskellige mennesker med vidt forskellige behov og ærinder vil have deres naturlige gang på vidt forskellige tidspunkter af døgnet.

img_2687
I underetagen ligner Enigma mere et overdækket torv, en designbutik eller moderne forsamlingshus, end et museum. Men også her bliver museet og dets mange artefakter levende, når museets inspektører og eksperter springer op på scenen og fortæller om alt fra kærestebreve til krypteringsmaskiner.

Selve udstillingen er ikke åbnet endnu. Og det bliver selvfølgelig spændende at se, hvordan den bliver. Men hvor ønsker jeg dog allerede nu Østerbro tillykke med, at deres bydel er blevet beriget med noget, der udover at blive til et spændende museum også vil fungere som overdækket torv, moderne forsamlingshus, og, nå ja, posthus.

Fin, fin grænseflade mellem museet og verden udenfor.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden. Vi har ikke noget reklamebudget.

mm
Nadja Pass

Nadja Pass er opflasket på eventyr og champagne, stikker sin nysgerrige næse i alt, elsker at blive overrasket, overhører uforskammet ofte andre folks samtaler og river med jævne mellemrum et par måneder ud af kalenderen for at bo et nyt sted og lære noget, hun aldrig har prøvet før.

I 2010 startede hun Samfundslaboratoriet Borgerlyst, der prøver at gøre det nemmere, sjovere og mere spontant at bruge sin handlekraft i hverdagen. Borgerlyst har gennem tiden sat et hav af eksperimenter i søen. Det mest kendte er ”Samtalesaloner”. Forskellige samtaleøvelser og små skub, der får folk, der ikke kender hinanden i forvejen til at falde i snak. Ideen har efterhånden spredt sig over hele landet, og Borgerlyst videreudvikler hele tiden nye samtaleeksperimenter.
Alt Nadjas arbejde med Borgerlyst og Samtalesaloner er baseret på frivilligt arbejde. Sammen med medstifteren Andreas Lloyd syntes hun, det var spændende at se, hvor langt to helt almindelige borgere kunne nå uden at søge støtte og uden at have en stor organisation i ryggen. Smørret på brødet har hun som selvstændig konsulent gennem 15 år tjent som konsulent, foredragsholder, magasinudvikler og facilitator. 
Nadja stod i sin tid bag det eksperimenterende magasin Reflexioner, der mixede videnskabsformidling med kunst og eksperimenterende skrivegenrer. Og hun har stadig et blødt punkt for trykte medier, selvom hun også gennem mange år har skrevet ivrigt om og på sociale medier. 
På POV skriver Nadja især om nye fællesskaber, retorisk medborgerskab, samtalekultur, borgerlyst og socialt iværksætteri - men hun kan også finde på at lade tankerne flyde og kredse om alt fra sommerhusliv til puslespil og fluer. Intet er for stort og intet for småt.  
Du kan støtte Nadjas artikler på POV via MobilePay 29499696