mm

Bo Nygaard Larsen

Bo Nygaard Larsen, født 1969, er journalist, forfatter og politiker. Han har udgivet syv bøger, heraf to romaner og en biografi om Gustav Wied. Han er også byrådsmedlem for de radikale. Bo Nygaard Larsen er gift og har fire børn i alderen 8 til 12 år. Han bor sammen med sin familie i Jersie, Solrød Strand.

Se alle skribentens artikler

Hos familien Moya skal 300 kroner om måneden bare slå til

MALAWI – Som et ud af få afrikanske lande er Malawi selvforsynende med fødevarer, men det er fortsat et af verdens mindst udviklede lande. Dansk udviklingsbistand er på det laveste niveau siden 1983 – 0,75 procent af BNP. Står det til regeringen, skal vi imidlertid ned på FN’s anbefaling på mindst 0,7 procent. Faldet i den offentlige støtte til udviklingssamarbejdet betyder, at private organisationer i stedet søger partnerskaber med virksomheder og fonde.

Samtidig med, at der afsættes færre penge til udviklingssamarbejde, bruger den danske regering en større del af udviklingsbistanden på at støtte  flygtninge i  nærområder samt på at hjælpe danske virksomheder med at etablere sig i det globale syd.

Tidligere gik støtten i videre omfang til at støtte fattige landsbyer som Zifere i Malawi, som Bo Nygaard Larsen har besøgt.

De sparede penge skal blandt andet bruges til velfærd i Danmark. Det får nødhjælpsorganisationer til at se mod private virksomheder i stedet. Grundfos har f.eks. opsat en pumpe i Zifere sammen med Folkekirkens Nødhjælp.

Kritikere hævder, at nedskæringer på udviklingsbistanden vil få flere mennesker til at immigrere til Danmark, fordi  det vil betyde færre sundhedsklinikker, skoler og en dårligere infrastruktur.

De er stablet i pyramider på én lang række, de store, blodrøde tomater.

Sådan er det hver dag på markedet her i Msegede i det nordlige Malawi, hvor jordens frugtbarhed står i skærende kontrast til den alarmerende lave købekraft hos lokalbefolkningen.

Men paradokset illustrerer på bedste vis, hvad der er på spil.

På den ene side er Malawi et af de få afrikanske lande, der er selvforsynende med fødevarer, og på den anden side er det med et BNP på omkring 300 USD pr. indbygger et af verdens fattigste lande.

Hvor staten tidligere var en sikker støtte, er det i dag en udbredt holdning, at netop staten kan man ikke stole på

For i Malawi lever man i den grad efter reglen om, at det er dyrt at være fattig.

Tomaterne bliver, som de øvrige afgrøder på markedet, høstet tre gange om året.

Men hvad hjælper det, når der bliver overproduceret, og ingen har råd til at investere i maskiner, der kan tørre tomaterne, komme dem på dåse eller ketchupflasker?

Sådan var det i november 2015, hvor jeg besøgte landet, og sådan er det stadig. Status er altså stilstand, og stilstand kan i dette tilfælde være lig med tilbagegang.

Timothy Moya.

Det ved Timothy Moya – en af de bønder, der leverer til markedet – om nogen.

Han bor i sin barndoms landsby, Zifere, hvor han fra klokken fire om morgenen til solnedgang knokler for at tjene 300 kroner om måneden.

Det rækker ikke til skolegang for alle seks børn og slet ikke til nok foder til familiens eneste gris. Dør den, vil en ny koste en dobbelt månedsløn.

»Engang var her bedre. Det var lettere at få afsat afgrøderne, men i dag er det blevet svært,« siger Timothy, da jeg interviewede ham, og tænder den cigaret, jeg har budt ham.

Ganske vist dyrker han selv sin egen tobak, men det er ikke at regne for en fabriksfremstillet cigaret med filter. En 20-styks koster syv kroner – det samme som en liter benzin – så derfor er det en luksus, der i lighed med en radio og elektricitet er valgt fra i husholdningen.

Zifere kunne være et eksempel på en landsby, som ville ligge indenfor kriterierne for dansk udviklingsbistand. Hvis man hjælper  landsbyer som denne, kan man måske forhindre, at indbyggerne krydser savannen og Middelhavet for at ende i den Europa.

Alligevel er den samlede ulandshjælp skåret så meget ned, at den i 2016 var den laveste siden 1983 – med blot 0,75 procent af bruttonationalindkomsten (BNI).

Og står det til den danske regering, skal den ned på FN’s anbefaling på 0,7 procent. Argumentet er, at pengene i stedet skal bruges til kernevelfærd i Danmark.

»Vi sagde meget ærligt i sidste valgkamp, at kom vi til magten, ville vi sænke udviklingsbistanden for i stedet at bruge pengene på bedre sundhed herhjemme. Det er præcis det, vi har gjort,« siger Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, lød det i Berlingske i februar i år.

Kritikere hævder, at det vil få den stik modsatte effekt, for skærer man ned på hjælpen til nærområderne, kan det betyde færre sundhedsklinikker, skoler og en dårligere infrastruktur – og dermed bliver incitamentet til at immigrere større.

F.eks. siger Lars Engberg-Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier i samme artikel: »Vi er et lille land, som i den grad er afhængigt af, at udviklingen i verden går fremad. Vi har en lille og meget åben økonomi, så jeg mener jo, at spørgsmålet må være, om vi reelt har råd til at lade være med at investere mere i omverdenen.«

Med et statsbudget som det danske er det da også svært at se, at økonomien skal være eneste afgørende faktor for størrelsen på udviklingssamarbejdet. Mere tyder på, at det mere er et indenrigs og ideologisk spørgsmål, som også Socialdemokratiet har tegnet abonnement på.

For udviklingsorganisationerne har det fået vidtrækkende konsekvenser.

Hvor staten tidligere var en sikker støtte, er det i dag en udbredt holdning, at netop staten kan man ikke stole på alene.

Derfor er organisationerne begyndt at se sig om efter andre samarbejdspartnere.

Der er blevet skruet op for de folkelige indsamlinger, og ifølge en dugfrisk analyse fra Altinget arbejder 52 procent af de danske ngo’er mere sammen med private virksomheder, end de gjorde for fem år siden.

Pumpen er ikke bare en konkret hjælp, men udtryk for et håb om, at der midt i stilstanden er en art udvikling, og at det faktisk hjælper at hjælpe

Den udvikling har de mærket i Zifere i en del år.

Her har Grundfos i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp opsat en vandpumpe, der bliver drevet af solen. Grundfos er samtidig blandt en af de virksomheder, der har fået støtte fra Danida til at investere i Malawi. Grundfos’ projekt med Folkekirkens Nødhjælp i Malawi er betalt af Poul Due Jensens Fond, som er medejer af Grundfos.

For de marker, der bliver vandet ved hjælp af pumpen, har det givet en tredobling af udbyttet.

Det glæder Timothy Moya. Ganske vist ligger hans marker for langt fra vandpumpen, så han får ikke direkte glæde af den dansk håndsrækning, men sammen med landsbyens andre bønder har han indgået et samarbejde om en fælles salgsbod på markedet i Msegede.

På den måde er pumpen ikke bare en konkret hjælp, men udtryk for et håb om, at der midt i stilstanden er en art udvikling, og at det faktisk hjælper at hjælpe.

Timothy Moya tørrer sveden af panden og ser ud over den lille dal, hvor hans marker ligger:

»Det er vigtigt, at vores børn får en uddannelse. Men jeg er ikke særlig optimistisk på deres vegne. Jeg tror, at det i fremtiden vil være endnu sværere at leve her, og så er det svært at sige, hvad der vil ske,« siger han.

Nicholas Moya – Timothys søn.

Alle fotos: Bo Nygaard Larsen.

Kategorier