mm

Odile Poulsen

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution. Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."
Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset. Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/
Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay: 3064 3538

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Odile Poulsen
på Mobile Pay: 30 64 353 8

Historien om K – Here comes the sun

ESSAY – “Hvor længe kan et menneske tåle at stå og længes efter det almindelige liv uden at kunne komme det nærmere? Er det derfor hun er gået i stykker? Eller gik hun i stykker i forsøget på, at være derude i det almindelige liv? Jeg frygter, at det sted i hende inde bag angsten, ikke længere er tilgængeligt”. Odile Poulsen fortæller i en serie af essays på POV hver fredag historien om sin 14-årige datter, K, og et forløb, der har ledt til ensomhed og til medicinering for angst, depression og skolefobi. Men også om når datteren en sjælden gang alligevel tør være glad – som forleden på sin 14-års fødselsdag: “Hun er solen og når hun skinner, brager lyset alle skygger væk, kaster alt støvet op i dans og sparker al mørke til hjørne.”

Jeg lader mig opfylde af hendes lys, for hun er min sol. Min K er min sol. Derfor fik hun i sit navn som lille, ikke kun K for kærlighed, men også solen i sit mellemnavn. Som hendes bror. Han fik også et k for kærlighed og lyset i sit navn. Mit lys og min sol. Vores lys og vores sol.

Storebror har også lidelser, men de er fysiske. L er nyrepatient.

Derfor har K hele livet igen og igen følt, at hun måtte trække sig fra sin far Niels og fra min opmærksomhed. Af nød, for vores kræfter gik til L. Ikke, at hun ikke fik opmærksomhed, selvfølgelig gjorde hun det, men hun forputtede sig lærenemt i skyggerne af en nyresygdom, når den spruttede akut og trak os væk. Tit var der en cyklus, hvor Niels og jeg fordelte os på børnene, i hjemme og på hospital – adskilt i parvis og skiftevis, adskilt af frygt og samlet i kærlighed.

L blev behandlet med al mulig slags medicin, hvis navne forsvandt i mængderne og med utallige sprøjter, der brød hans hud og venernes vægge. Medicinen flød ad veje på blodets hemmelige landkort, det ene venekateter efter det andet i arme og på hænder, indtil årerne brød sammen, ødelagte af arvæv, som vægge i en guldmine, der er væltet sammen for at gemme på sin skat.

Så måtte hjertet overtage som første leverandør af medicin, når nyrerne segnede af udmattelse. Via en longline sat ind til hjertet, den ukuelige muskel, blev der banet vej og håb. Til næste gang cyklussen startede forfra.

Efter at have oplevet mobning blandt elever og lærere, der sendte hende uden for døren, fordi hun ikke turde sige noget, en skolepsykolog, der sagde hun havde prinsessenykker, fordi hun ikke turde lege med i klassens lege, har K ikke turdet være på en skole

K var skræmt ved at se sin bror lide – bleg, mager og med plastikslanger ind i kroppens dybe, røde hav. Det blev kun værre og den dag han ikke længere kunne hjælpes på Hvidovre Hospital, men blev kørt ud af stuen af ambulancefolk for at blive bragt hurtigt ind på Riget, stod K og klamrede sig tæt ind til mit ene ben.

Vi var netop trådt ind på hans stue, da vi blev indfanget i ambulancemændenes ’Vi skal nok passe på dig, knægt!’. De var tilkaldt af lægen, der talte i telefon, mens hun rådførte sig i min søns journal, som i næste øjeblik blev klappet sammen og lynet ind i en rød vinyl mappe, som sygeplejersken rakte en af ambulanceførerne.

I det samme L så os, græd han og råbte ’Mor jeg er bange! Jeg er bange, mor! Mor!’ Jeg trak K hårdt i armen, så hun røg med hen til hans seng, og der bøjede jeg mig ind over ham, pressede min hånd ind under hans nakke, kyssede ham. ’Skat, jeg skal nok passe på dig!’

I det nu, kæntrede jeg inden i. Som om et fundament i mit bryst knækkede og jeg vidste, jeg var gået i stykker.

Men det kunne jeg ikke være. For K holdt så hårdt fat om mit ben, at der bagefter løb en snor af blå perler rundt om det. ’Mor, moar! græd hun og jeg slyngede min egen gråd tilbage til min underbevidsthed og hev hende op på min højre hofte. “Vi er lige bag dig skat”, råbte jeg gennem det travle kaos, hvor alle havde deres tydelige, afgrænsede funktion.

Men hvor var Niels, Ks og min? Jeg nåede at se ind i Niels’ blik, inden han strøg efter entouragen ud til ambulancen. Tilbage på stuen blev der stille og tomt.

“Hvor skal L hen”, spurgte K og trykkede sig tættere ind til mig.

“Han skal ind på et andet hospital, hvor de bedre kan hjælpe ham. Nu går vi tilbage til bilen og så kører vi efter dem, ikke? Så du kan se, hvor han er, når han er indlagt”. Hele tiden gemte hun sig bag mig, som ønskede hun allerhelst at sidde på min ryg som en taske eller som en baby slynget tæt ind mod sin mor.

De veninder hun havde, som hun elskede og med hvem hun stormede skolens legeplads rundt og flettede deres tykke hår på, er væk. Skrænten blev for stejl, for uopstigelig. Siden fjerde klasse har K ikke haft nogen venner

K begyndte at vægre sig ved at komme med ind på hospitalet, da hun var omkring 5-6 år. Det respekterede vi naturligvis, for hvem ønsker at komme frivilligt med ind på intensiv. Vi gjorde, hvad vi kunne for at berolige hende –  men det var vist for lidt.

Omkring otteårs alderen bad hun sig fritaget for de misforståede, klistrede udmeldinger, vi voksne serverede for hende efter et dyp i den verbale sukkerskål:

“Mor, jeg vil altså ikke have, at I lyver for mig”.

K havde altid kunne nagle en med sit blik. Med de selvsamme smukke øjne, der syntes som skabte til at lukke sig sammen i et grineflip eller funkle så indtagende, at man svævede i hendes i lys, kunne hun få en til at krympe sig og forsvare ens fejl. K, som tiltrak mennesker med sin skønhed og latter, var også en lille pige, som kunne fastfryse folk på meters afstand. Den K, som kunne få en til at føle sig elskelig var også hende, som kunne få en til at føle sig ubegribelig dum.

“Jamen, skat, vi lyver da ikke”… forsøgte jeg at sno mig udenom i forvirringen og det mistede overblik.

“Kommer han til at dø?” ville hun vide. Var hendes direkte spørgsmål udtryk for, at hun kunne magte lige så ærlige svar? Vi vidste, vi ikke kunne gemme os for hendes blik., og at hver en løgn ville komme raslende som et genfærd og hjemsøge både os og hende.

Skulle jeg have løjet, så det drev af mig dengang? Ville jeg så have beskyttet min sol mod den formørkelse, der har skæmmet hende de sidste tre år?

I går var det K’s fjorten års fødselsdag. Andre konfirmeres eller nonfirmeres som fjortenårige med store fester, fint tøj og som en stor beundret diamant sidder de til højbords, hvor de lader sig beundre og beskue og hyldes med taler og sange, der demonstrerer markeringen af, at her er en ung og ikke længere et barn. Der tages måske forsmag på voksenadfærd med takketale til far og mor, og der noles et par glas alkohol.

Alt det der engang hørte til det almindelige liv – kon- eller nonfirmation, Instagram, Facebook, første kys, veninder og sleepovers, 9. klasses eksamen, biografture og Tivoli, fnis og tøselatter inde på værelset og skole findes ikke. K har ikke gået i skole i over et år nu. Hun undervises hjemme

Men sådan er det ikke for K.

Hun når på ingen måde at indhente sine jævnaldrende, der har gået med ni mile skridt og med autopiloten sat på fremtiden. De har udviklet sig i takt med det forventelige, der hører til deres alder, hvor K er gået den anden vej. Tilbage ad de år, hun bliver indhentet af.

Hun bliver mere og mere uselvstændig og mere og mere afhængig af, at jeg er tilstede i hendes hverdag. Ikke fordi jeg skal gøre alt for hende hele tiden, men jeg skal være til rådighed, for med ét, falder hun, og hun falder meget længere ned, end hun synes at være kravlet op.

Hvorfor er faldet altid så dybt og opstigningen aldrig tilsvarende høj, spørger jeg mig selv. Hvordan kan det nogensinde gå op. Jeg forstår ikke det ulogiske regnestykke, men hvad værre er, jeg tror slet ikke, at K gør.

For hun finder ingen trøst eller ro, kun skammen over ikke at være som de andre. Dem på fjorten, som kan alt det, K ikke kan. Forskellen breder sig mere og mere tydeligt, og er udstillet i den skrænt, der rejser sig op mellem hende og dem. Selvom ’dem’, hendes jævnaldrende, ikke er nogen, hun er i kontakt med længere. De veninder hun havde, som hun elskede og med hvem hun stormede skolens legeplads rundt og flettede deres tykke hår på, er væk.

Hvorfor er faldet altid så dybt og opstigningen aldrig tilsvarende høj, spørger jeg mig selv. Hvordan kan det nogensinde gå op. Foto: Pensiero, Flickr.

Skrænten blev for stejl, for uopstigelig. Siden fjerde klasse har K ikke haft nogen venner.

Og efter at have oplevet mobning blandt elever og lærere, der sendte hende uden for døren, fordi hun ikke turde sige noget, en skolepsykolog, der sagde hun havde prinsessenykker, fordi hun ikke turde lege med i klassens lege, har K ikke turdet være på en skole.

“Mor jeg vil ikke være usynlig igen! Det kan jeg ikke holde ud, ikke én gang mere, mor,” siger hun.

Hun pressede sit ansigt ind i puden som omsorgsfuldt tog mod alle hendes tårer og jeg sad lamslået hos hende, mens jeg aede hendes hår og skuldre, Åh min skat, har du gået og følt dig usynlig?

Hun kan ikke længere være ude fra sit værelse, når der kommer gæster. Hun forbliver gemt derinde og jeg ved, at hun sanser hver en vibration af latter og snak, som hun er forhindret i at være en del af. Hun forbliver usynlig men nu bærer jeg en del af hendes sjæl i min

Den ensomhed, hun led under, stod nu om hende som en synlig aura, jeg aldrig igen kunne undgå at se. Selvom det var sommer og solen bragede løs, blev jeg øjeblikkelig kold, som havde jeg fået lagt en tæppe af is om mine skuldre. Hvordan kunne jeg være så blind og ikke have set og forstået hendes smerte? Hvordan kunne jeg lade min datter gå i skole og føle sig usynlig?

“Undskyld min lille skat, det vidste jeg ikke”.

K havde ingen gæster til sin fødselsdag.

Hun kan ikke længere være ude fra sit værelse, når der kommer gæster. Hun forbliver gemt derinde og jeg ved, at hun sanser hver en vibration af latter og snak, som hun er forhindret i at være en del af. Hun forbliver usynlig men nu bærer jeg en del af hendes sjæl i min.

For hvordan skal jeg kunne forlade mit barn? Selvom hun nu er fjorten, er det som var hun lige født. Jeg er nødt til at bære hende og forlade mig på, at selvom det almindelige liv nok synes at eksistere meget fjernt fra os, så er vi dog et liv.

Også K er et liv, der skal blomstre igen, når den rette tid kommer. Det må jeg tro på, vi må tro på det.

Alt det der engang hørte til det almindelige liv med almindelige pejlepunkter, som kon- eller nonfirmation, Instagram, Facebook, første kys, veninder og sleepovers, 9. klasses eksamen, biografture og Tivoli, fnis og tøselatter inde på værelset og skole findes ikke. K har ikke gået i skole i over et år nu. Hun undervises i vort hjem.

Vinterferien var ikke ferie, men endnu en grund til at forskanse sig på værelset for K, for så var det ikke længere kun hende og jeg her i dagtimerne men også Niels og L.

Og hvor meget hun end elsker dem, kan det kaos hun har i sin ADD-hjerne ikke gabe over alle de indtryk, det skaber, når vi fire er samlet i samme rum. Der er for mange sanseindtryk, der klemmer sig sammen til en hård vinter, der maser sig ind på hende, så hun hverken ved hvor hun kan sidde eller stå, eller hvad hun kan sige eller gøre.

For K er det sociale samvær aldrig et naturligt rum hun kan være i og hvor hun kan opholde sig uden at spekulere og fortolke over sin egen andel af relationerne og stemningen.

Ks afmagt er mindst lige så kolossal som vores. Hun har forsøgt at knække koden til at skabe og dyrke relationer med andre. Hendes hjerne registrerer og analyserer konstant andres talen og handlen, og ofte bliver hun forpint over, hvad hun opfatter som menneskers manglende bevidsthed.

Der er dage, hvor min frygt overdøver alting. Nogle gange, måske ofte, er det svært at holde rede i, hvornår det er hendes angst og  hvornår det er min frygt, jeg hører. Som jeg frygter for min datter, frygter jeg også for min søn

Det er nemmere at samtale med voksne, som kan navigere på hendes intellektuelle niveau. Men det efterlader hende umættet, for der mangler fjolleriet, det at være teenager og være legende og undersøgende sammen med unge på hendes egen alder.

Hvor længe kan et menneske tåle at stå og længes efter det almindelige liv uden at kunne komme det nærmere? Er det derfor hun er gået i stykker? Eller gik hun i stykker i forsøget på, at være derude i det almindelige liv? Jeg frygter, at det sted i hende inde bag angsten, ikke længere er tilgængeligt.

Der er dage, hvor min frygt overdøver alting. Nogle gange, måske ofte, er det svært at holde rede i, hvornår det er hendes angst og  hvornår det er min frygt, jeg hører. Som jeg frygter for min datter, frygter jeg også for min søn.

Men i aftes, da K fejrede sin fjorten års fødselsdag, var vi alle fire samlet. Niels, L og jeg ved godt hvor forsigtige vi skal være og hvor meget plads og ro, vi skal give K.

Hun er solen og når hun skinner, brager lyset alle skygger væk, kaster alt støvet op i dans og sparker al mørke til hjørne. Foto: Pexels.

Hun blev fejret med morgenmad, sang og gaver. Dem magtede hun ikke at åbne på samme tid, men tog dem over flere omgange. Hun gik til og fra sit værelse og dermed fra samværet, og hun anstrengte sig for ikke at skuffe vores ønske om at fejre hende – og heller ikke at skuffe sig selv.

Hun kom endda og skinnede flere i timer. Solen i hende fik plads. Jeg lod mig opfylde af hendes lys, for hun er min sol, sommer eller vinter.

Hun er solen og når hun skinner, brager lyset alle skygger væk, kaster alt støvet op i dans og sparker al mørke til hjørne. Hendes lys breder sig og maler alt i pastel, og vi lapper glade farverne i os. Vi lader os hungrige mætte af, at hun er her og hun lyser.

Hun er her og hun lyste på sin fødselsdag. Det var magisk.

Læs de to første essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, og afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her.

Topillustration:Pixabay.

Kategorier