mm

Odile Poulsen

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution. Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."
Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset. Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/
Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay: 3064 3538

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Odile Poulsen
på Mobile Pay: 30 64 353 8

Historien om K – det siger sig selv

ESSAY – “Når børn og unge er svært, fysisk syge, er der ikke nogen ventetid på behandling eller tøvende indsatser. Jeg ved det, fordi K’s storebror, er født med nyrefejl. I hans tilfælde skal jeg ikke være hans nyrelæge, men kan frit komme ind til landets dygtigste af slagsens. Vi behøver ikke vente på indlæggelse og lægerne kan kontaktes døgnet rundt … Når det gælder K, er sitationen anderledes. Her er jeg nødt til hver dag at være min datters behandler. Det betyder ikke, at hun ikke har en ansvarlig og tillidsvækkende psykiater. Men psykiateren er ikke tilgængelig, som hendes storebrors læge er. Derfor har psykiateren henvist hende til døgnindlæggelse.” Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst. Her er afsnit 10.

ESSAY – Ingen kirurg vil operere på sit eget barn. Det ved enhver. Det er alt for farligt, hvis en kirurg skulle operere sit eget barn. For det er umuligt at holde følelserne ude af operationen – kirurgen ville være sig forstyrrende bevidst, at hendes barns skæbne afhang af hendes rolige hænder og tempererede overblik. Ingen ville forlange det

Det siger sig selv.

Nu er jeg så ikke kirurg. Min datter er heller ikke kun fysisk syg. Men også psykisk med angst. Og hun lider af et neurokemisk handicap, ADHD hypo/ADD, som mange fejlagtigt tror er en psykologisk lidelse.

Hvor kirurgen ikke forventes at operere sit eget barn, fordi det er for farligt, er jeg ikke på samme måde fritaget fra, at behandle mit

Min K’s angst er primært en følge af den neurokemiske ubalance og skulle jeg omsætte hendes angst til en somatisk lidelse, ville jeg sige, hjertet er overbelastet. At det lider og er sat på kolossalt skadeligt overarbejde. At det ikke ville kunne klare belastningen ret meget længere endnu.

Men jeg er, som nævnt, ikke kirurg. Jeg kender ikke hjertets anatomi. Jeg er psykoterapeut med mange års uddannelse og erfaring i at arbejde med menneskers sind og psyke. Man kan sige, jeg kan udtale mig om min datters psyke med samme autoritet, som hjertekirurgen kan om sin datters hjerte.

Hvor kirurgen ikke forventes at operere sit eget barn, fordi det er for farligt, er jeg ikke på samme måde fritaget fra, at behandle mit.

Er det fordi, det ikke skønnes farligt, at have angst? At lide under en neurokemisk tilstand, som bevirker langt større risici ikke kun for angst, men også for depression og stress. Og deraf for selvmord og selvmordsforsøg.

Ét ved jeg dog med sikkerhed. I Danmark er vi ekstra påpasselige med at behandle vore syge børn og unge. De kommer før voksne og med rette. Hvem er vi, hvis ikke vi passer godt på vor børn, vor fremtid?

Når børn og unge er svært, fysisk syge, er der ingen ventetid på behandling eller tøvende indsatser.

Jeg ved det, fordi K’s storebror, er født med nyrefejl. I hans tilfælde skal jeg ikke være hans nyrelæge, men kan frit komme ind til landets dygtigste af slagsens. Vi behøver ikke vente på indlæggelse og lægerne kan kontaktes døgnet rundt. For at vi ikke skal stå med ansvaret for at vurdere, om hans tilstand er kritisk.

Det siger sig selv.

Vi har mulighed for at være hans forældre og give ham den eneste del, professionelle ikke kan, nemlig vores forældre-kærlighed. Den der gør, han har klaret det mest umenneskelige, allerede fra lille baby.

Når det gælder K, er situationen anderledes. Her er jeg nødt til hver dag at være min datters behandler. Det betyder ikke, at hun ikke har en ansvarlig og tillidsvækkende psykiater. Men psykiateren er ikke tilgængelig, som hendes storebrors læge er. Derfor har psykiateren henvist hende til døgnindlæggelse.

Normalt har man krav på sygehusbehandling inden for seks uger. Det kan psykiatrien dog ikke opfylde, men modsat andre hospitalsafdelinger, henviser psykiatrien ikke til andre hospitaler. Og da slet ikke til et privathospital, som det almindeligvis gøres med rygpatienter.

Men familien behøver de professionelle ressourcer der skal til, for at K kan blive rask. K behøver professionel hjælp stort set fireogtyve syv. Det er uanstændigt, at det forventes, at vi klarer det selv, blot fordi lidelsen er af psykisk karakter

Derfor er jeg min K’s psykoterapeut, støtteperson, pædagog, kontaktperson til alt og alle uden for hjemmet, tolk mellem hende og alle andre inklusiv skole og myndigheder, pusher aka medicinuddeler og medicinindkøber, kostvejleder, rådgiver, coach, uddannelsesvejleder, hundelufter, personlige shopper.

Og mor.

Jeg vil helst bare være hendes mor. Som jeg er det for hendes storebror.

Dilemmaet, hvor jeg både skal være min datters mor og min datters behandler, slider mig ned, det tærer på mit overblik og efterlader min hjerne tømt for muligheder som et alt for overtrukket kreditkort.

’Jeg ville have det hundrede gange værre, hvis det ikke var for dig, mor!’ siger K, og jeg ved, at det er sandt.

Jeg ønsker nu heller ikke at slippe hende, før hun er parat. Man slipper ikke sin babys hænder, når den øver sig i at gå, slipper ikke stangen på dens første tohjulede cykel, mens den lille kæmper og forsøger, falder og rejser sig. Man holder fast. Det gør man også, når ens barn er sygt, så længe det ønsker en. Til enhver tid.

Det siger sig selv.

Men familien behøver de professionelle ressourcer, der skal til, for at K kan blive rask. K behøver professionel hjælp stort set fireogtyve syv. Det er uanstændigt, at det forventes, at vi klarer det selv, blot fordi lidelsen er af psykisk karakter.

Når jeg er indlagt med min søn, minder overlægen mig om, at jeg skal kompenseres økonomisk med ’tabt arbejdsfortjeneste’.

Men selvom jeg varetager et væld af professionelle funktioner i forbindelse med K’s tilstand, og at det oven i købet bevirker, at jeg ikke kan arbejde, har jeg ikke set eller hørt om muligheden for kompensation. Hvilket fører til, at jeg heller ikke har midler til at betale for at få den terapi, jeg har så hårdt brug for. En hurtigt nedad drønende spiral.

Alligevel må jeg bemestre min situation og tilegne mig redskaber og magt til at stoppe den.

For K’s skyld. For hendes brors. For familiens skyld. For min skyld. For solens skyld.

Det siger sig selv.

Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.

Læs de 9 første essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her og afsnit 9 kan læses her: Pushermama

Kategorier