Steffen Groth: Historien om en heksejagt

af

ANALYSE – Anna Mee Allerslev måtte onsdag d. 25. oktober trække sig fra Københavns Borgerrepræsentation efter et månedlangt massivt krydspres fra presse, bagland, anonyme modstandere og de sociale medier. Steffen Groth kortlægger, hvordan mediernes magtfuldkommenhed ikke alene var umenneskelig men også hyklerisk og i et amokløb af sladder og gisninger endte som et fuldstændigt karaktermord.

I Ekstra Bladet skrev opinionsredaktøren Mads Kastrup få timer efter Anna Mees afgang en gravskrift over den unge politiker under rubrikken: ”Da mig-politikeren måtte gå uden helt at forstå det selv”.

Klummen var én lang moraliserende dom over Allerslev og hendes karakter, og ordene var præget af et nærmest profetisk klarsyn om, hvad der foregik i Anna Mees indre: ”Den radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester har åbenbart ikke selv lært meget af sagen”, lød det fra Kastrup, selvom Anna Mee lige var trådt tilbage, lige havde været igennem en ustyrlig medieorkan og lige havde gentaget på pressemødet, at hun var blevet klogere.

Men Kastrup vidste bedre: ”Anna Mee er ren i Anna Mee Allerslevs verden. Anna Mee har ret i Anna Mee Allerslevs verden. Hermed toner en overordnet pointe frem: Sagen er et vidnesbyrd om følelsen af politisk magtfuldkommenhed.”

Klummen var én lang moraliserende dom over Allerslev og hendes karakter, og ordene var præget af et nærmest profetisk klarsyn om, hvad der foregik i Anna Mees indre

I mine øjne er Kastrups klumme et vidnesbyrd om følelsen af journalistisk magtfuldkommenhed.

Som en alvidende fortæller kan Kastrup fra sin olympiske position på Rådhuspladsen overskue de politiske processer, fortælle om politikernes indre verden og fælde dom over deres moralske habitus og erkendelsesmæssige evner. Klummen er således også et vidnesbyrd om, at Anna Mee efter to måneder i mediernes rampelys, var blevet en figur i en tabloid fortælling. En figur, som rummer brudstykker af fakta, der tilslibes, spidsvinkles, indpasses i avisernes fortælleskabeloner og sendes i rasende rotation på alverdens platforme. Figuren bliver i den uregerlige offentlige bevidsthed en slags fantom, der består af fantasi og virkelighed, overdrivelser og kendsgerninger, udeladelser og overfortolkninger i uigennemskuelige blandingsforhold.

Journalisternes selvforståelse

Dagen efter Anna Mees fald havde Clement Kjærsgaard inviteret politikere og journalister ind i Debatten for at diskutere politiske skandaler med afsæt i den aktuelle sag.

Pressens repræsentanter var ivrige efter at understrege, at det ikke var deres skyld, at Anne Mee Allerslev var faldet. Det blev gentaget som en slags besværgelse: ”Det er overhovedet ikke mediernes skyld”, sagde Mads Kastrup fra Ekstra Bladet. ”Det er ikke BT, der har fældet Anna Mee” udtalte Andreas Karker politisk redaktør på BT.

Det besynderlige var, at ingen i Debattens studie havde beskyldt dem for netop det, men de slog det alligevel fast flere gange.  Samtidig gav sagens udfald jo også en anledning til at sole sig lidt i en journalistisk triumf, en Watergateskandale i miniatureformat.

Det klassiske ideal om pressen som demokratiets vagthund, der værner om fællesskabet, og afslører magtens bedrag og hykleri, bliver her præsenteret af Kastrup som det skinnende prisme, vi bør se Allerslev-sagen igennem

Journalisternes stolthed over egen bedrift var da også tilstede som en understrøm gennem hele Debatten. En understrøm, der flere gange steg op til overfladen og piblede frem som små triumferende bemærkninger a la Andreas Karkers: ”Der havde vi den gode sans at sætte den på forsiden, fordi vi syntes, den var vigtig. Og man kan jo også se, at vi havde ret”. Og Mads Kastrups replik i samme boldgade: ”Når vi får denne her sag med Anna Mee Allerslev, så siger vi, den kører vi fuldstændig straight. Og det gør vi. Og hun ender med at gå af”.

Enkelte gange fossede understrømmen op som en gejser af højstemte fraser om journalistikkens smukke idealer. Her Mads Kastrup: ”Anne Mee Allerslev er blevet fældet, fordi der var en diskrepans mellem, hvad hun sagde, og hvad hun gjorde… Lige pludselig var Anna Mee Allerslev politiker ikke for os, for fællesskabet, selvom hun talte om fællesskabet hele tiden, hun var politiker for sig selv”.

Og: ”Demokratiet er vores allesammens. Og det handler om at hæge om det. Og det er sådan set, det vi gør”.

Det klassiske ideal om pressen som demokratiets vagthund, der værner om fællesskabet, og afslører magtens bedrag og hykleri, bliver her præsenteret af Kastrup som det skinnende prisme, vi bør se Allerslev-sagen igennem.

”Vi forfølger sager” – ikke personer

Sent i Debatten spores diskussionen ind på, om pressen generelt har en tendens til at prioritere personer over problemer, lade sensation gå forud for substans og praktisere personforfølgelse frem for at fremlægge sager.

BT’s Andreas Karker er klar i mælet: ”Vi lægger nogle sager frem”. Og Mads Kastrup formulerer det helt utvetydigt: ”Det der med, at vi forfølger personer. Det gør vi ikke. Vi forfølger sager.” Tabloidpressens etiske programerklæring lyder altså: vi går efter bolden ikke manden, vi koncentrerer os om sagen ikke personen.

I Anna Mee Allerslev-kampagnen gik personen nærmest permanent forud for sagen. Og det var bestemt ikke kun fordi tabloidpressens spektakulære billedside, visuelt – og dermed virkningsfuldt – sætter personen i centrum. Det var på alle niveauer

Når man hører denne programerklæring og sammenholder den med den journalistiske praksis på BT og EB, tænker man uvægerligt, at Kastrups ord om, at der var en diskrepans mellem, hvad Anna Mee Allerslev sagde, og hvad hun gjorde, passer forbløffende godt på journalisterne selv.

Løber man igennem de to tabloidavisers artikler om Allerslev fra de sidste to måneder, bliver kløften mellem ord og handling så stor, at programerklæringen styrter ned i dybet og fortoner sig i mørket. Eller med andre ord – det er rent blændværk. Virkeligheden er den omvendte: I Anna Mee Allerslev-kampagnen gik personen nærmest permanent forud for sagen. Og det var bestemt ikke kun fordi tabloidpressens spektakulære billedside, visuelt – og dermed virkningsfuldt – sætter personen i centrum. Det var på alle niveauer.

De forfølger personer, ikke sager

Den 12. september da kampagnen mod Allerslev blev indledt, brugte BT og Ekstra Bladet i markante rubrikker næsten identiske betegnelser for bryllupssagen: ”Borgmesters fede fidus” og ”Anna Mee Allerslevs bryllups-fidus”. Begge rubrikker koblede personen Anna Mee med noget fordækt, en fidus, men sagen var, at hun fulgte en administrativ praksis, der var indstiftet i 2012, som adskillige andre politikere også havde benyttet sig af og som var blåstemplet af de neutrale embedsmænd.

Artiklerne blev startskuddet til en langvarig tabloid fortælling, hvor omdrejningspunktet var Anna Mee som person – ikke som politiker, ikke som borgmester, men som person

Det var altså ikke hendes fidus, hvis det var en fidus, men derimod Borgerrepræsentationens fidus. En systemfejl, ikke en personfejl. Men i mediernes troldspejl blev der vendt om på faktorernes orden.

Artiklerne blev startskuddet til en langvarig tabloid fortælling, hvor omdrejningspunktet var Anna Mee som person – ikke som politiker, ikke som borgmester, men som person. Var man i tvivl om, at det var Anna Mees karakter, der udgjorde krumtappen i den igangsatte kampagne, slog Ekstra Bladet det fast i en leder d. 14. september:

”DET ER IKKE så meget pengene. Det er knap nok princippet. Og det er slet ikke begivenheden i sig selv. For hvad handler sagen egentlig om, når vi taler om, at Københavns radikale beskæftigelses-og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, har brugt byens rådhussal til sit bryllup helt vederlagsfrit, mens enhver anden borger skal betale leje på mindst 65.000 kroner? DEN HANDLER faktisk om Anna Mee Allerslev selv.”

Og så flettes en fantasifuld konklusion ind, der kan bidrage til den figur, som Ekstra Bladet skal bruge i sin fortælling: ”Borgmesteren rager åbenbart gerne til sig, hvis hun kan.”

Formuleringen balancerer mellem fri spekulation, fabulerende motivforskning og digterisk portrætkunst. Ekstra Bladet forelsker sig selv så meget i netop den formulering, at de genbruger den ordret i en anden leder halvanden måned senere: ”Borgmesteren rager åbenbart gerne til sig, hvis hun kan”

De 84 spørgsmål

De herostratisk berømte 84 bryllupsspørgsmål er et prototypisk eksempel på, hvordan trivialiteter tranformeres til karakterbrister, når tabloidpressen brygger i sit sensations-laboratorium.

19. oktober trompeteres det ud i offentligheden: ”BT kan i dag afsløre, at hun [Anna Mee] på det nærmeste bombarderede sine embedsmænd med spørgsmål om stort og især småt i forbindelse med planlægningen af sin bryllupsreception på rådhuset i august”.

Ordet ”afsløre” indikerer, at der er noget fordækt, der bliver afdækket. Det iscenesætter historien som en fortælling om lyssky, bedrageriske, ureglementerede handlinger. Netop ”afsløring” har da også været et tilbagevendende signalord i hele kampagnen. Med verbet ”bombarderede” signaleres det, at omfanget af spørgsmål var stærkt overdrevet og belastede embedsmændene unødigt. Og med den ladede beskrivelse af spørgsmålene ”om stort og især småt”, lægges endnu en brik til billedet af en karakterbrist.

Det, der ikke er blevet lagt vægt på i omtalen af de 84 spørgsmål, er, at de blev leveret over fem måneder i et langt mindre antal mails; at Anna Mee fra begyndelsen havde betalt for ”den dialog og administration, uanset omfanget, der er med kunder i forbindelse med lokaleleje eller arrangement” (Notat fra Center for Ejendomsservice), og at et bryllup for 350 mennesker kræver en del koordinering – også af, hvem der står for cavaen.

Politikerlede

Ekstra Bladet bruger flere gange i løbet af kampagnen en malende metafor: ”Politikerledens bål brænder” (14. september og 21. oktober).

Avisens pointe er, at Anna Mee Allerslev er benzin på det bål. Ekstra Bladets klummeskribent Karen Thisted raser i dagene efter Anna Mees afgang over netop dette perspektiv ved sagen: ”POLITIKERLEDEN vokser med samme hast som stafylokokker i et åbent sår… De svindler og de lyver, men når moralen er blevet så dårlig, som var vi borgere på Sicilien med korrupte politikere, så må vi kræve nogle mennesker med moral i spidsen.”

Medierne skal være kritiske og gå magthaverne efter i sømmene, men vilde overdrivelser, sensationspræget sprogbrug og kyniske karaktermord er ikke med til at styrke demokratiet

Måske skulle tabloidpressen helt stilfærdigt og uden brug af kulørte metaforer og skrigende sammenligninger spørge sig selv, om den også bærer ved til det bål. Mon sammenligningen med korrupte sicilianske politikere bidrager til respekten for de folkevalgte? Mon postulater om politisk magtfuldkommenhed, grådig ragen til sig, om svindel og løgn, eller fremmaning af karakterbrister og ”afsløring” af 84 trivielle bryllupsspørgsmål styrker tilliden til politikerne? Mon fantombilleder af lige dele projektioner, spekulationer og faktafragmenter giver et retvisende indtryk af politikerne?

Selvfølgelig ikke.

Medierne skal være kritiske og gå magthaverne efter i sømmene, men vilde overdrivelser, sensationspræget sprogbrug og kyniske karaktermord er ikke med til at styrke demokratiet. Det kan underholde, rive med og i momenter skabe en berusende fornemmelse hos nogle læsere og journalister, men bild os ikke ind, at det er at ”hæge om demokratiet”.

Diskrepansen mellem ord og handling er simpelthen for stor.

Karaktermordets kulminationspunkt

I programmet Det vi taler om på Radio24syv påstår man ikke, at man hæger om demokratiet.

Her er man ærlige om, at personerne er i centrum. Det er et program, der presser grænserne for, hvad man kan sige i æteren. Der foretages ugentlige landvindinger i sladderens mørke kontinenter.

I den dialog indkapsles både beruselsen og ubarmhjertigheden i mediernes personforfølgelse: ”Har de knaldet? Har de knaldet?

Anna Mee Allerslev har været skydeskive i flere udsendelser. Det har været ufiltreret hån, spot, vrængen og nedsabling iblandet enkelte glimt af medfølelse. To dage efter at Anna Mee Allerslev var trådt tilbage, nåede hele den mediemæssige kampagne mod ex-borgmesteren et absolut lavpunkt i netop Det vi taler om:

Søs Marie Serup: ”Der er jo så også nu, sådan nogle spekulationer om Morten Østergaard og Anna Mee Allerslev har været for tæt på hinanden historisk set. Der går altid rygter i politik om affærer og ting og sager.

Jim Lyngvild: ”Har de knaldet? Har de knaldet? Nu spørger jeg dig, og kigger på dig. Søs Marie Serup, har Anna Mee Allerslev og Østergaard knaldet?”

Ditte Okman: ”Jeg vil lige sige, jeg tror også, at alle andre kigger på os. Måske kan man stadigvæk livestreame på Facebook. Ind på Facebook og kig. Så spørger du nu, Jim. Og så skal vi kigge på Søs.”

Jim Lyngvild: ”Og man skal se i Søs’ øjne, om hun blinker.”

Ditte Okman: ”Ja, om du laver noget underligt med munden”.

Nikolaj Vraa: ”Er det ikke noget tarveligt spurgt?”

Nikolaj Vraa får stoppet de øvriges amokløb. Jo, det er tarveligt i alle betydninger af det ord. De taler om en kvinde, der har været under konstant offentlig beskydning i to måneder. En kvinde, der har fået smadret sin politiske karriere på grund af et omdiskuteret bryllup. Og så sidder de leende og frydefuldt-insisterende og spørger, om den kvinde har haft en affære med partiformanden.

For mig rummer det replikskifte et koncentrat af de kræfter, der slippes løs, når pressen indleder en heksejagt. Det er karaktermordets kulminationspunkt. I den dialog indkapsles både beruselsen og ubarmhjertigheden i mediernes personforfølgelse: ”Har de knaldet? Har de knaldet?”.

Hovedfoto: www.annaallerslev.dk

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Steffen Groth

Steffen Groth er cand.mag i dansk og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han er kandidat fra RUC og bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 22722556.

Seneste indlæg fra

Gå til Top